Læsetid: 8 min.

Muslimer er først og fremmest mennesker

Islam er baseret på kærlighed, fred og tilgivelse, siger filminstruktøren Omar Shargawi, der i sin debutfilm, 'Gå med fred Jamil', blandt andet prøver at finde ud af, hvorfor så mange stærkt troende muslimer forbryder sig mod deres religion
30. maj 2008

"Det er ikke en formynderisk eller en teologisk film - den forsøger bare at vise tingene, som de er," siger Omar Shargawi, der debuterer som filminstruktør med hævndramaet Gå med fred Jamil. Filmen foregår i et ekstremt og kriminelt miljø i et København, de færreste vil kunne genkende, og hvor der ikke tales meget dansk, mest arabisk.

"Sådan taler den generation, de veksler mellem dansk og arabisk," siger Shargawi.

"Den yngre generation taler mere dansk, og jeg er sikker på, at det giver et ret godt billede af, hvordan de forskellige generationer bruger sproget, også i forhold til om de er født i Danmark eller ikke er født i Danmark."

Filmens omdrejningspunkt er drabet på hovedpersonen, Jamils, mor for mange år siden, et drab, som hans far aldrig hævnede, og som Jamil nu føler sig tvunget til at hævne, hvilket skaber en blodig dødsspiral, hvor sunni- og shia-muslimer slår hinanden ihjel.

Ind under huden

33-årige Omar Shargawi er født i Danmark som søn af en palæstinensisk far og en dansk mor, hvorfor han altid har haft både den arabiske og den danske kultur tæt inde på kroppen. Han kalder selv Gå med fred Jamil for en undersøgelse og et forsøg på at forstå den ekstreme og kriminelle del af det arabiske og muslimske miljø.

"De mennesker har i bund og grund en stærk tro og en tæt relation til en religion, som er baseret på fred og kærlighed og tilgivelse," siger instruktøren.

"Hvordan kan man forene det med et liv, som går i en helt anden retning? Jeg har selv danske og arabiske rødder, og det var den grundlæggende årsag til, at jeg havde lyst til at fortælle den her historie."

"Det var en måde for mig at komme tæt på det miljø, ind under huden på både de mennesker og på problematikken. Det er det samme med hensyn til den sekteriske del af sunni- og shia-miljøerne. Det er en konflikt, der er over 1.400 år gammel og handler om, hvordan to muslimske fraktioner, der tror på de samme ting, kan nære så meget mistillid og had til hinanden, fordi de andre ikke lever som rigtige muslimer, når mange af dem ikke engang selv lever, som de burde."

Et paradoks

I en scene i Gå med fred Jamil prøver Jamils far at banke noget fornuft ind i sin søns hoved. Han steger en medisterpølse og vil have Jamil til at spise den. Sønnen nægter, men hvordan kan det være, spørger faren polemisk, at Jamil ikke vil spise svinekød, når han foretager så meget andet, som er i direkte modstrid med den muslimske tro?

"Det er uforståeligt," siger Omar Shargawi og fortsætter: "Jeg kender det fra mig selv. Jeg spiser ikke svinekød. Og jeg kender det fra hele min muslimske omgangskreds. Der er ikke en eneste, som spiser svinekød. Men folk gør ofte noget, der er meget værre end at spise svinekød. Hvordan kan det egentlig være, at det er sådan? Jeg har aldrig selv kunnet svare endegyldigt på det spørgsmål eller fået svar på det af andre. Tingene er sådan, og det er et paradoks."

Hævnen er dog ikke noget, som kun findes i den arabiske kultur.

"Hævnfølelsen kender vi alle sammen," siger Shargawi.

"Hævndriften ligger ikke på nogen som helst måde i religionen, men det bliver tit fremstillet sådan i danske eller vestlige medier, hvis der er muslimer involveret. Men man siger jo ikke, at der er et problem med kristendommen, når protestanter og katolikker slår hinanden ihjel i Nordirland. Det er heller ikke, fordi der er noget i vejen med dansk kultur, at en far, hvis kone er gået fra ham, i desperation slår børnene ihjel for at tage hævn over konen, som har fundet sig en ny mand."

Noget på hjerte

Historien om Gå med fred Jamil begyndte for mere end fem år siden, hvor Omar Shargawi fik bevilget støtte til at producere en kortfilm på Det Danske Filmværksted. På det tidspunkt arbejdede han som stillfotograf, men han havde vidst, at han ville lave film, lige siden han som dreng sammen med sin far og bror lejede videofilm med Bruce Lee og Clint Eastwood i den lokale pakistanervideokiosk.

"Det var magisk for mig. Jeg er skilsmissebarn, og det blev en flugt fra virkeligheden," siger Shargawi.

"Det var der, det begyndte, lysten til at lave film. Mit arbejde som stillfotograf var blot en forberedelse på at skulle lave film, og jeg gik rundt og fortalte folk, 'bare rolig, jeg skal ikke altid være fotograf.' Det var ikke altid, at folk troede på det - det var heller ikke altid, at jeg selv gjorde det."

Gennem årene sendte han adskillige manuskriptforslag ind til både det nu hedengangne Novellefilm og Filmværkstedet, og en dag i 2002 fik han altså endelig hul igennem.

"Det kunne ikke være anderledes - hvis man tror lidt på skæbnen," siger instruktøren.

"Da jeg sendte manuskriptet til denne film af sted, var det første gang, jeg følte, at jeg virkelig havde noget på hjerte."

En lukket verden

Omar Shargawi optog kortfilmen, men klippede den aldrig færdig. Han følte, at historien var for vigtig til kun at blive fortalt i en kortfilm. Han ville lave en spillefilm ud af det og klippede en trailer på tre minutter, som han viste til Peter Aalbæk Jensen på filmfestivalen i Cannes. Zentropa-direktøren blev så begejstret, at han sagde ja til at lave Gå med fred, Jamil. Næste skridt var at søge penge hos den forholdsvis nyetablerede talentudviklingspulje, New Danish Screen, som endte med at bevilge penge til Shargawis spillefilm, der allerede inden den danske premiere har vundet priser på filmfestivaler i Göteborg og Rotterdam.

"Det var ikke priser, man havde i baghovedet, da jeg gik i gang med at lave filmen," siger Omar Shargawi. "Men det er en del af det håb og den energi, der har været i projektet fra begyndelsen. Vi var næsten alle amatører og havde ikke noget at tabe, og vi ville have, at filmen skulle nå ud til hele verden. At det ikke bare skulle være en dansk film. Priserne har cementeret vores mål."

"Der er et klart budskab i filmen, som det er vigtigt kommer frem," forklarer instruktøren, der gerne vil underholde publikum, men ikke kan forestille sig at lave en film kun af den grund.

"Historien strækker sig over 12 timer, og jeg ville gerne trænge helt ind i det her arabiske miljø. Filmen beskriver ikke det generelle arabiske miljø i Danmark, men den ekstreme del af det, og det skulle være kompromisløst, 100 procent på deres præmisser, og føre publikum ind i den lille lukkede verden, som de selv opfatter den, i løbet af det her halve døgn. Men filmen viser også et liv og en verden, som mange tilflyttere lever i, separeret fra resten af samfundet. Det går begge veje og skyldes både, at de vælger at leve sådan, og at samfundet lukker dem ude."

En film om mennesker

Personerne i Gå med fred Jamil gør nogle ekstreme ting i religionens navn, men det er vigtigt at huske på, at de også bare er mennesker, siger Omar Shargawi.

"Det var vigtigt for mig at vise, hvad der ligger bag nogle af disse handlinger, hvad de mennesker kommer fra, hvilken smerte, mange af dem har med i bagagen fra det land, de er flygtet fra. Det er først og fremmest en film om mennesker, og jeg vil gerne have, at publikum ser den sådan og glemmer, at de er arabere og muslimer. At det er mennesker, som drives af menneskelige følelser."

Derfor opfatter Shargawi heller ikke selv Gå med fred Jamil som en åbenlyst politisk film, der tager aktuelle emner op til diskussion.

"Jeg læste en artikel af en hollandsk journalist, som efter visningen i Rotterdam var rasende over, at vi ikke havde taget Muhammed-tegningerne op. Det kunne han slet ikke forstå. Hvordan kunne man lave en film i Danmark om indvandrere og muslimer uden at beskæftige sig med Muhammed-tegningerne eller de store politiske spørgsmål, integration f.eks.? Men det har aldrig været filmens intention. Det er ikke det, de mennesker tænker på i de 12 timer, og hvorfor fanden skal man, fordi man laver en film med muslimske og arabiske karakterer, bringe Muhammed-tegningerne ind i billedet? Det er så fordomsfuldt, som noget kan være."

Hvad med fordommene?

I det hele taget har det for instruktøren drejet sig om ikke at lytte til de mange meninger, folk både i og uden for det arabiske miljø havde om filmen undervejs i processen.

"I filmen er der sunnier, der spiller shiaer, og shiaer, der spiller sunnier, og det understreger, at filmen som sagt ikke forsøger at være teologisk," siger Omar Shargawi.

"Vi prøver bare at fremstille tingene, som de er. Blandt mennesker i miljøet har der været en del nervøsitet, også i forhold til om det nu var endnu et projekt, hvor muslimer skulle sættes i et dårligt lys - 'hvorfor vil I hænge vores beskidte vasketøj ud?' Men vi har været nødt til at vende døve øren til alle indvendinger. Også fra de danskere, som har været betænkelige over, om vi nu pustede til ilden og 'hvad med fordommene?'"

"Man er nødt til at lave sådan en film med udgangspunkt i, at fordomme ikke eksisterer, ellers kan man ikke lave en film, som har et stærkt budskab eller noget på hjerte. Så bliver det en politisk korrekt film, som bare fortæller en historie, som man har hørt 1.000 gange før, noget man godt ved i forvejen. Så bliver det endnu en avisartikel om den velintegrerede pakistanske pige, der læser til tandlæge, og moren og faren, der stemmer socialdemokratisk. Og hvem fanden gider gå i biografen og betale 70 kroner for at se det? Jeg gider i hvert fald ikke."

Budskab forstået

Alligevel bredte der sig hos Omar Shargawi og skuespillerne en frygt for, at de ikke kunne håndtere materialet - at de ikke "kunne lægge brikkerne rigtigt sammen i sidste ende," som instruktøren udtrykker det.

"Vi havde heller ikke lyst til at puste til ilden eller sætte vores bagland i et endnu dårligere lys, end det allerede var i forvejen. Vores største frygt var, om vi var kloge nok til at kunne sætte filmen ordentligt sammen. Én ting er, at vi følte, at vi og filmen havde gode intentioner, men spørgsmålet var, om vi kunne finde ud af at leve op til dem."

Efter en visning af første gennemklip af filmen forsvandt den frygt dog, fortæller Shargawi: "Det foregik ude hos Zentropa, og publikum bestod af en blanding af danskere og folk fra miljøet. På deres reaktioner kunne vi mærke, at budskabet var trængt ind, og at vi ikke blev misforstået i bred forstand. Når jeg siger miljøet, mener jeg ikke det ekstreme miljø, som filmen skildrer, men folk med en arabisk eller muslimsk baggrund. Vi har også haft en screening i Egypten, og det er meget den samme reaktion, vi får. Om det er i Cairo, Rotterdam eller Danmark under NatFilm Festivalen - de fleste folk opfatter det som en historie om mennesker, ikke kun muslimer."

Omar Shargawi fortæller om sin film i videointerview:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer