Læsetid: 8 min.

Når samfundet kollapser

Autoriteternes fald. De traditionelle strukturer stod for fald, og de kendte grænser blev brudt ned med 68. Hvad har det betydet for vores samfund her 40 år efter? Følg med i den intellektuelle dyst mellem de to skallesmækkere Henrik Jensen og Georg Metz om, hvad 68 kom til at betyde for os i dag
Autoriteternes fald. De traditionelle strukturer stod for fald, og de kendte grænser blev brudt ned med 68. Hvad har det betydet for vores samfund her 40 år efter?
22. maj 2008

*

Kære Henrik

(...)
Jeg tror ikke på den med strammere retningslinjer for børn i skikkelser af ufuldkomne rådvilde voksne. Når børneopdragelse går galt, er det efter min mening og erfaring ikke fordi de voksne ikke slår, men fordi de ikke slår til. Hvis du forstår, hvad jeg mener.

Det er her vi måske er ved den mere vinklede skillevej.

68 betød efter min opfattelse ikke nedbrydning af autoriteter i ordets bedste forstand. Vi protesterede da snarere mod at de hidtidige autoriteters påberåbelse af umistelige værdier ikke lignede den virkelighed, de samme autoriteter forlangte at vi som de unge skulle føre videre. Det var hykleriet der smertede, og som tidens trubadurer med Dylan i spidsen tog fat i.

Det var derimod først og sidst reaktionen på 68 der ordnede paragrafferne og trampede græsset ned. Den reaktion der så at sige satte ind på stedet, og som måske snarere har haft den virkning at nyliberalisme og nykonservatismeradikaliseringen senere satte ind med fuld hørm og fejede mere, end du og jeg sikkert bryder os om, af bordet.

Der var ikke væsentlig forskel på de forbenede halvhykleriske professortyper og de nye marxistiske helhykleriske kadetter, hvis langtrukne ulidelighed, som du også er inde på, kun blev overgået af dem selv i atter nye ulideligheder. Også jeg får kvalme og migræne ved erindringen om disse maratonmøder!

Også jeg havde det umuligt med dem og holdt mig milevidt væk fra deres endeløse præk og lige så uendelige paroler med forudbestemt konklusion. Her var reaktionen som sagt allerede for fuld skrue og autoritetstabet erstattet af ringere bud, men lige så magtfulde som før.

I senere forstand er reaktionen evident og bæres nu af en undervisningsminister, der også var minister under Schlüter og alvorligt talt ikke har haft andet at tilbyde end genoplivning af sin ungdoms autoriteter; en forskningsminister hvis baggrund og forståelse for komplekse sammenhænge forbliver parodisk mangelfuld, og hvis afsky for universiteters og studerendes uafhængige selvforvaltning er indlysende; samt af et politisk flertal - om end ikke direkte politisk - så dog åndeligt vejledt af de to præster, hvis skinsyge had til fortiden og alt der ikke ligger inden for egen næsetips rækkevidde og egne velplejede intellektuelle mangler og fordomme, synes umætteligt.

Disse og lignende kræfter har haft flere regeringsperioder til at oprette gode autoriteter, men har kun formået at genindføre noget der ligner de falske, samt efterligne den verden de var trygge ved i deres egen autoritetsstyrede barndom. "Jeg har da ikke tttaget skade af de tæsk, jeg fffik."

De gode autoriteter bliver af sådanne folk afvist konsekvent, som om disse blot er ensbetydende med genindførelsen af rød stue i 70'erne.

Det er vel det mest paradoksale i det hele. Når for eksempel justitsministeren eller indvandringsministeren foreholdes at straf ikke hjælper, at al forskning viser at straf skader både den kriminelle og det omgivende samfund, stemples den autoritative forskning som rigtige meninger og afvises hånligt med betegnelser som hylekor og politisk korrekthed. Når forskere med fingrene i maskineriet advarer mod universiteternes undergang, falder samme autoritære svar. (...) Og det var så den kulturkamp! Eksperter kan være meget gode, men vi ved bedre selv, vi er nemlig de sande og den sunde fornufts autoriteter, der fængsler og udviser og ophøjer og nedstyrter uanset hvad andre har af argumenter. Halleluja, vor magt er stor!

(...)

Det vigtigste i oprøret er og bliver imidlertid for mig - og for at tage den én gang til - i familie med dette sidste: samværsformernes revolutionære forandring fra 66-67 og frem i forhold til før: pigernes ret til et frit seksualliv, der blev forudsætningen for lighed og den stadig mere accepterede skilsmisse med efterfølgende ægteskab nummer to og tre på rådhuset og ikke mere vrøvl om: til døden os skiller.

Dette forhindrede jo på den anden side ikke folk i at forblive sammen.

Jeg mindes Søren Krarup engang taktløst og brutalt brugte det som argument for, hvor forfærdelige og troløse og rodløse disse kulturradikale var og er: at Jens Otto Krag blev skilt! Jo, sgu!

Det er over for den slags idiotiske og falske argumenter om tidernes forfald, man normalt ikke gider reagere. Men friheden til at rende fra hinanden for nu lige at være helt præcis, medførte ikke ufrihed til at blive sammen, hvilket ægteskabsstatistikkerne trods mange skilsmisser også viser.

I samme åndedrag som kønnenes frihed, en tilstand selv de mest reaktionære i det politiske liv ikke tør røre ved, introducerede det paternalistiske autoritetstab også andre samværsformer, bl.a. et krav til overordnede på arbejdspladsen om at argumentere ordentligt over for underordnede.

Meget af det gik desværre tabt med en ny virksomhedsautoritetsdyrkelse og billig management, som ikke var vejen frem.Men noget holdt og lader sig næppe og forhåbentlig ikke rulle tilbage.

(...)

Georg

Kære Georg

Skal jeg forsøge at sammenfatte konsekvenserne af 68, vil jeg sige, at det var et generationsopgør, der løb for langt som følge af en meget stor ungdomsgenerations omfattende energi, parret med generel mangel på opbakning omkring autoriteten, forstået som det overleverede vertikale nomos - loven, du ved, og den nedskrevne del er det mindste af det.

Du ser "ingen grund til at begræde tabet af autoriteten for dennes traditionelle strukturelle eller historiske skyld". Jeg finder det problematisk, at der er foregået en nedbrydning af grænser, og det kan føres tilbage til 68, hvor der virkelig gik hul på digerne, først og fremmest som resultat af faneflugten af forældre og traditionelle eliter, lærere, præster, embedsmænd, politikere osv. Det var folk, som havde et ansvar i forhold til samfundets vigtigste institutioner, men de viste sig at være gjort af vat. Ingen ønskede længere at identificere sig med 'kaldet', ingen havde længere lyst til at være 'autoriteter', alle ville hellere være en del af løsningen end en del af problemet, idet man elegant vendte om på de to.

Og de unge rebeller? Ja, unge vil til enhver tid læne sig mere eller mindre tungt op ad den eksisterende samfundsorden, for at se, hvad den duer til, om den kan bringes til fald. Tag en Cohn-Bendit, som til at begynde med bare var interesseret i at få adgang til de kvindelige studerendes kollegier, men som derefter gik videre, skridt for skridt, i takt med at myndighederne rådvildt veg - indtil han stod over for selveste generalen. Og på dansk grund: Problemet var mindre Finn Ejnar Madsen, som gik i Cohn-Bendits fodspor, end Mogens Fog, som i 1968 demonstrerede sin ambivalens mellem at være subversiv, som han altid havde været, eller samfundsstøtte, som var noget, der var kommet med alderen.

Resultatet var, at samfundets vertikal kollapsede, den overleverede forståelse af 'oppe' og 'nede'. Lad falde, hvad ikke kan stå. Her finder du en skillevej for os, og det tror jeg, du har ret i. Hermed er vi temmelig langt fra din opfattelse af 68 som et uskyldigt "drømmeri om en bedre verden", som beskæmmende blev forrådt af "de vulgære". Bevares, det drømmeri var der også, men der var ved gud ikke meget enighed om, hvad den bedre verden kunne være.

Jeg er overbevist om, at et samfund, en kultur, har brug for en temmelig solid vertikal, forstået som en fælles erkendelse af, at der er noget, der er vigtigere end andet (som vi kalder værdier), at der er nogen, der per definition, eller i al fald indtil det modsatte er bevist, ved bedre end andre (forældre bedre end børn, lærere bedre end elever osv.), og at der er nogle, der må vælge for andre i den samfundsmæssige proces (voksne for børn, de klogere for de mindre kloge).

Vel at mærke en vertikal, hvis grundværdier, normer, betoninger, referencer og grænsedragninger hele tiden er - og skal være - til forhandling og dermed under forandring, også selvom vertikalen som sådan ikke er det, eller ikke burde være det.

(...)

Jeg skal ikke gøre mig klog på dig, men jeg forestiller mig, at overjegssvækkelse og rastløs identitetssøgen ikke har været dit problem, i og med at du netop har haft nære forbilleders fodspor at gå i. Jeg tager måske fejl, men sådan læser jeg, hvad du har skrevet om dine forældre og storebror.

Man får en fornemmelse af, at vi ikke længere lever i en ungdomskultur, men i stigende grad en børnekultur. Jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke særlig lyst til at leve i et samfund, hvor det er børnene, der ved bedst - det minder lidt for meget om Hitler-Jugend. Og må jeg i forbigående lidt pikeret mumle, at det er lige stift nok, hvis du antyder, at jeg skulle gå ind for at slå børn. Wir haben doch anderen Methoden!

(...)

De nye fællesskabsideologier viste sig at være en uhyre tynd glasur på 68-kagen, og var hurtigt slikket af. Rystende hurtigt, faktisk. Umærkeligt erstattedes det moralske 'vi' af et 'jeg'. Individet stod så at sige alene tilbage på valpladsen, og det blev klart, at der kun var den mening med tilværelsen, man kunne få ud af sit eget liv.

Retrospektivt bliver det klart, at det individualistiske perspektiv på tilværelsen havde været med hele tiden, lige under glasuren. Tidens store forbilleder var ekstremt individualistiske - Bob Dylan blæste bestemt ikke i nogens vind - og ofte vældigt i stand til at mele egen kage økonomisk, som en Mick Jagger. En bittersød historie er den om Ole Grünbaums møde i Thy med ikonet over dem alle, John Lennon. Er du fra pressen? spørger ikonet. Nej, jeg arbejder ikke for penge, svarer Grünbaum mopset-dydigt. Hvorfor ikke? Det skulle du da, siger Lennon undrende, arbejderklasse-mangemillionæren, som ikke fatter finansminister-sønnens asketisme, fordi hans eget liv har været en kamp for at nå frem til berømmelse og penge. Grünbaums 'entourage' var rystet over stjernens mangel på idealer, men Grünbaum selv kom til at tænke på, at man måske skulle tænke på at tjene nogle penge.

Så 'arven fra 68' bærer ikke overskriften fællesskab, men overskriften selvrealisering. Som der havde stået på murene i Paris: mes désirs sont la realité. Mine behov er virkeligheden.

(...)

Henrik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg gik på KU i 68-erperioden, og jeg vi grinede højt af psykologer og andre arter af socialister, der rumsterede på KU.

Disse ballademagere blev imødegået af moderate studenter, hvor Rehling gjorde sig gældende.

At 68-erne løb nøgne rundt og dyrkede gruppesex, fandt vi ikke nogen større ideologi i.

De var samtidig maoister, kommunister, castroister og mere af denne usmagelige og ødelæggende suppe.

Det gjorde dem i hvert fald ikke attraktiv for det meget store flertal af studerende.

Vi vidste, at samfundets forandring ikke skyldtes Mao, Castro eller Stalin, men simpelt hen var en ændriing grundet kvindernes massive indmarch på arbejdamarkedet.

De mislykkede 68-erere har siden hen gjort alt for at tilskrive dem årsagerne til samfundsændringerne, hvilket enhver med en smule indseende i den tids udvikling ved er løgn.

V i grinede af dem og syntes, at de var en flok grinagtige indbildske tåber, hvilket eftertiden jo ogaå til rigelighed har bevist.

Medierne elsker dramatiske begivenheder, og det kunne tåberne jo skaffe dem ved at ryge hash på trappegange og optræde anderledes.

Fx klædt!

Ulrik Høstblomst

I har godt nok travlt med at håne og nedgøre 68 -- det gør I bare - det er ok

Men prøv lige at forklare os om eksistensen af nogle remicenser fra 68 ?

om gruppeeksamener ?

om projektorientert arbejdsmetode ?

Om tværfaglighed ?

Om studenterindflydelse på studierne ?

Om de internale solidaritetsbevægelser ?

Om kollektivbevægelsen ?

Om presset på kernefamilien som bærende enhed ?

Om "bæredygtig" udvikling ?

Om økologi som mål i industriel produktion samt fødevarer?

Om medarbejderindflydelse og samarbejdsudvalg ?

Om åbenheden for fler-kulturbegrebet ?

Om åbenheden for andre spirituelle tilgange til tilværelsen en kristendom ?

Om genbrug af matrielle goder og tøj ?

Om nedbrud af kommercielt styrede normer samt kristen adfærd ?

Om viljen til at eksperimentere med kønsroller kønsidentitet og stoffer ?

Om udbredt antiautoritær bevidsthed ?

Om antimilitarisme ?

Jeg kunne temmelig sikkert blive ved ---

Og jeg tror på at I to stædigt vil påstå at alle de her fænomener intet har betydet for jeres liv siden 68..

Fair nok --

Men det er vist en smule dumstædigt at påstå at de absolut ingen indflydelse har haft på det øvrige samfund..

Efter 68:
Veletableret graffiti-, volds- og hærværksadfærd. Sproglig armod. Vanemæssig uhøflighed.
Oh, I believe in yesterday.

Ulrik skrev:
> Om udbredt antiautoritær bevidsthed ?

Hvad taler ud om? Danmark er da om noget et af de mest autoritære samfund fordi ingen stiller spørgsmålstegn ved centraladministrationens autoritet og helt vanvittige fokus på magtkoncentration på borgere og samfundets bekostning.

Det er vel egentlig paradoksalt, at denne regering fører en Værdikamp, der på mange måder minder om '68-erne' opgør med autoritetere....
Forstået på den måde at regeringen jo har undermineret en række samfundsbærende institutioner og embeder. Under parolen at den 'enkelte ved bedst selv' har udsultningen og mistænkeliggørelsen af en lang række vidensarbejdere ført til en nedbrydning af befolkningens forståelse for vigtigheden af, at et samfund OGSÅ bygges på saglig viden og en åben diskussion og debat af væsentlige forhold.
Tilbage er kun den enkelte borgers selvrealisering som 'forbruger' og sig selv nærmest.

Peter Jespersen

Tjaa det første VOK gjorde var at erstatte de udvalg, grupper og kommissioner der var bare den mindste smule lyserøde med udvalg med de rigtige borgerlige meninger.
Dernæst skulle borgerne i dette land vænnes til at det offentlige var en serviceudbyder, der udbød individuelt skræddersyede pakker til borgerne.
Nu skal borgerne så tage ansvar for sig selv for det offentlige er ikke en serviceudbyder - til gengæld hvis man vil nyde en ordentlig service skal man søge private udbydere .... Hmmmmm

Det er pudsigt, at den venstrefløj, som skulle repræsentere 68'oprøret ved dets foragt for autoriteter, præcis er den fløj som har frygtelig travlt med at afskaffe den personlige frihed via dets mange lovforlag, der går ud på at fravriste borgeren den sidste rest af selvstændighed.

Kikker man på den rest der er tilbage, når grundloven har "rammet" borgeren ind og defineret borgerens rettigheder og pligter, så giver det et ens råderum for de forskellige politiske partier og samfundets moral kodeks at gebærde sig i. De politiske partier gebærder sig dog helt forskellig i dette rum. Det rum venstrefløjen levner til sin borger, efter at de som politisk instans har været der, er for mig at se næsten non eksisterende, og vi borgere synes at være gjort til passagerer frem for medkørere eller navigatører.

Venstrefløjens partier synes idag at konkurrere om hvem der kan mindske borgerens frihedsrum mest, og alligevel kan de ikke forstå at folk giver dem fingeren !

SF (Sundheds Facisterne) mener således at 25 - 30 % af befolkningen skal leve i afsontrede ghettoer, så de "rene" undgår kontaminerende samvær med de besmittede.

Ulrik

"Om åbenheden for fler-kulturbegrebet ?"

Og, hvad har vi fået ud af det? Bevidst kultursammenstød og stigende statsudgifter, som følge af indvandringen af ikke-vestlige borgere, der tilmed kolliderer med vor egen kultur.

68'er generationen har ikke bidraget til ret meget andet end nihilisme og tilskyndelse til mere bureaukrati og (kommunist)diktatur.

C. Nielsen skrev

"SF (Sundheds Facisterne) mener således at 25 - 30 % af befolkningen skal leve i afsontrede ghettoer, så de "rene" undgår kontaminerende samvær med de besmittede."

Den sætning fatter jeg intet af?

@Bloglæser

Det er nu meget enkelt. SF har fremsat forslag om at rygere skal bo i afsondrede ghettoer. Jeg skriver kun 25 - 30 %, fordi jeg ikke ved om SF kan tillade at ægtefæller og børn bor sammen med rygeren. Hvis Sundheds Facisterne tillader dette vil tallet nok snare være omkring de 50 %, så det er altså ikke nok blot at nedlægge de muslimske ghettoer og fylde rygere i dem, der skal mere til, men det er vel ikke noget problem for den hypokondriske elite.

C.Nielsen

Jeg er vist nødt til at bede dig henvise med et link, det der er da gået helt hen over hovedet på mig. SF vil tvangsflytte rygere til rygerghettoer, siger du??

Det interview var godt nok en pinlig omgang. SF'eren er på dybt vand.

Men "afsondrede ghettoer" er da så vidt jeg kan se noget af en overdrivelse, der vil noget. Der tales om, at boligselskaberne kan oprette ryger- og ikkerygeropgange i boligblokke i interviewet. Hvilket vel ikke er meget anderledes end boligselskabernes regler for hold af kat og hund i lejlighederne.

Men uanset hvad, lyder problematikken helt blæst ud af proportioner.

*tænder en Kings*

@Bloglæser

Karl Bornhøft aspirerer til at blive sundhedsminister i en kommende venstrefløjs regering - det er altså uhyggelig, men han viser hvad vi kan forvendte, hvis SF kommer med i en regering, så derfor gælder det om at støtte DF for af den vej at undgå det rene diktatur.

Hahaha jeg havde godt på fornemmelsen, at der var mere i det end blot rygerpolitik. "Stem DF og undgå diktatoriske politikere!" Den var god, Nielsen!

@Bloglæser

Der er såmænd ikke meget mere i det, end rygepolitik, og jeg kan sagtens se det ufrivillig komiske i sætningen " Stem DF og undgå diktatoriske politikere", men venstrefløjen har dømt rygerne ude, skønt man må formode at 30 % af deres potentielle vælgere er rygere, så mener venstrefløjen åbenbart ikke at rygernes tarv er noget der vedkommer dem.

Man får let det indtryk at venstrefløjen ikke ønsker rygere skal stemme på dem.

Det er jo pudsig at den venstrefløj som i 68 var med til at nedbryde autoriteterne, i dag er frontløber, når det gælder om at implementere nye Emma Gad'ske tiltag.