Læsetid: 11 min.

Når uskyldige bliver straffet

Børn af indsatte. En lørdag nat bliver en mand arresteret og isolationsfængslet i 21 dage. Manden er far til tre piger, der selv må finde ud af, hvad far har gjort, og hvornår han kommer ud. 16-årige Carina og 18-årige Malene får lov til at passe sig selv i farens hus, der til sidst ryger på tvangsauktion
Efterladt. Malene Jakobsen (tv,) og Carina Jakobsen blev efterladt af politiet i deres fars hus, da han blev anholdt, fordi politiet aldrig underrettede kommunen om, at pigerne var tilbage i huset. I dag fortæller de deres historie for at bryde tabuet om en kriminel mor eller far, og fordi det er vigtigt at folk forstår, hvordan anholdelser opleves for børn.

Efterladt. Malene Jakobsen (tv,) og Carina Jakobsen blev efterladt af politiet i deres fars hus, da han blev anholdt, fordi politiet aldrig underrettede kommunen om, at pigerne var tilbage i huset. I dag fortæller de deres historie for at bryde tabuet om en kriminel mor eller far, og fordi det er vigtigt at folk forstår, hvordan anholdelser opleves for børn.

Heidi Lundsgaard

2. maj 2008

"Klokken er 00:20, og du er anholdt" - En sen lørdag aften går en hoveddør op i et midtjysk villakvarter. I husets stue er to piger midt i en film, de er søstre. Lillesøsteren sover på sit værelse på husets førstesal. Ved lyden af hoveddøren, fremmede fodtrin og stemmer, går pigerne ud i køkkenet. I det lille køkken har fire politibetjente placeret pigernes far ved køkkenbordet. En betjent kropsvisiterer ham, mens en anden betjent konfiskerer 738,50 kroner fra farens lommer. Betjentene siger ingenting til pigerne, de ænser dem knap nok, mens de minutiøst begynder at rode i skuffer og skabe. Ind ad døren kommer endnu en betjent og en schæferhund. Faren fortæller politiet, at dét de søger, ligger i grillen på terrassen.

"Den er helt gal, piger, nu bliver jeg anholdt," siger faren. De chokerede piger begynder at græde og løber op til deres lillesøster, der er vågnet. De fortæller hende, at køkkenet er fuld af politi, og at far skal i fængsel.

Før lillesøsteren når at reagere, står der en betjent og en stor hund i døren til værelset. I samme øjeblik, som han beder pigerne fjerne sig, sender han hunden op i sengen for at lede efter narkotika. "Så skriger min lillesøster alt, hvad hun kan," husker Carina, der dengang var 16 år, "betjenten siger, vi skal forlade rummet, så han kan undersøge det for stoffer. Da vi er på vej ud af værelset, åbner han mine skuffer og begynder at smide blandt andet mit undertøj omkring sig. Det var så krænkende, jeg følte det, som om jeg var kriminel," siger Carina. Den yngste søster, Tenna på 14 år, vil ned til sin far. "Ikke nu," siger betjenten.

Efter en halv time er ransagningen forbi. Politiet har fundet et kilo amfetamin i grillen på terrassen og en lille pose i huset. Politiet rejser sig for at køre Teddi Jakobsen til Viborg Arrest.

"Hvad med mine børn? De har ingen penge eller noget," spørger han en betjent. Betjenten smider 38,50 på bordet.

Pigerne må ikke komme tæt på eller røre deres far. De sidder på trappen og venter på at sige farvel, da han får håndjern på.

"Klokken er 00.20, og du er anholdt". Det er lørdag den 2. februar 2004. Tenna er 14 år, Carina er 16 år, og Malene er 18 år. Da døren lukker, er der stille.

"Vi havde tusind spørgsmål, men det var egentlig ikke svar, vi havde brug for. Vi manglede bare én, der kunne lægge øre og skulder til, og som var i stand til at bevare overblikket," siger Carina.

Hverken i politibilen eller på stationen er der nogen, der spørger, om Teddi Jakobsen har pårørende, der kan tage sig af hans døtre. Han får 21 dage i isolation i Viborg Arrest. Der går to dage, før pigerne kan få oplyst, hvordan han har det, og yderligere syv dage før Carina og Malene ser ham igen.

Fire år efter forstår pigerne stadig ikke, at betjentene aldrig spurgte, om der var nogen, der kunne tage sig af dem? Eller at betjentene ikke underrettede Karup Kommune om, at tre piger blev efterladt i et hus alene.

"Hvordan ville vi nogensinde have fået af vide, at vores far var blevet hentet af politiet, hvis vi ikke havde været hjemme?" siger Carina.

Konkursen - I vinteren 2000 er 15-årige Malene til fest i Herning, da hendes mor, Birgit Jakobsen, ringer op på hendes mobiltelefon. Moren vil skilles fra faren, som hun har kendt siden, hun var 18 år. Malene begynder at grine, så langt ude er tanken. "Før skilsmissen var vi en kernefamilie, min mor og far virkede altid nyforelskede," fortæller Malene og fortsætter, "det tog især hårdt på far at blive skilt."

Teddi Jakobsen arbejder fra 4.00 morgen til 8.00 aften i sit eget vognmandsfirma med fire ansatte chauffører. Firmaet kører A-post for DHL, men da Postdanmark med en måneds varsel overtager DHL's opgaver, bliver 170 chauffører sagt op samme dag. Pludselig står Teddi Jakobsen med en gæld på 370.000 kroner. "Vi prøvede alle sammen at finde noget andet at lave, men det var håbløst." fortæller han. "Jeg skulle betale biler og lønninger, og det gik mig fuldstændig på, fordi jeg synes, jeg stod uforskyldt i det."

Efterhånden får Malene en fornemmelse af, at noget er galt. Faren skifter sine venner ud. Lavmælte samtaler i køkkenet holder brat op to gange, hvor hun træder ind i rummet. Carina undrer sig en dag over, at faren og hans ven skal tale sammen i soveværelset. Teddi Jakobsen begynder at omgås de forkerte mennesker, og med udsigten til at få indfriet sin gæld med én handel, bliver fristelsen for stor. "Jeg købte stofferne for at sælge det videre. Man kunne tjene så mange penge på så kort tid, og det var den eneste vej ud af min situation, syntes jeg. Det var det så ikke, kan jeg se bagefter," fortæller Teddi. "Et eller andet sted er jeg glad for, at jeg blev taget, for ellers havde jeg måske gjort noget rigtig dumt."

Om natten kører en taxa de 30 kilometer fra farens hus i Karup til morens kærestes lejlighed i Herning, hvor pigerne forsøger at sove. Dagen efter farens anholdelse vil Carina tilbage til huset, fordi der skal være ryddet op, hvis hendes far skulle komme hjem.

Dagen derpå -

"Det så værre ud, end jeg troede. Hver gang jeg fik øje på en skuffe, så jeg for mig, hvordan de blev hevet ud dagen før," fortæller Carina. Hun rydder op og gør rent i to timer, før hun hører en bil i indkørslen. Pludselig står faren i stuen med to betjente. "Jeg var i chok, og jeg anede ikke, hvilke rettigheder jeg og min far havde, så jeg gjorde ingenting, før min far spurgte, om han ikke skulle have et knus. Så fløj jeg ham om halsen," fortæller Carina. Faren fik lov til at pakke tøj, shampoo og cigaretter, inden han skulle isolationsfængsles i Viborg Arrest i 21 dage.

Hos morens kæreste i Herning går formiddagen med at finde ud af, hvad faren er anholdt for, og hvordan han har det. En sagsbehandler i socialforvaltningen siger, at politiet er forpligtet til at underrette kommunen, når de anholder en person, og der ikke er andre i huset til at tage sig af børnene. Men sagsbehandleren kan ikke hjælpe, fordi Birgit og Teddi har fælles forældremyndighed.

De fire piger er mors ansvar, men Birgit har det svært med sine piger, og det har hendes kæreste også. Han beder Birgit om at holde anholdelsen hemmelig for hans søn, fordi han frygter at miste samkvem med drengen, hvis moren finder ud af, at Malene og Carinas far er kriminel. Det ender med, at Birgit flytter til Herning i en lejlighed med Tenna og den yngste søster på seks år, der hele tiden har boet hos moren. Carina og Malene bor alene i deres fars hus, og det næste halve år har de stort set ingen kontakt med deres mor.

Uden for Viborg Arrest er der tremmer for de små vinduer på den røde betonvæg. Det er syv dage efter farens anholdelse og den første af mange gange, pigerne ringer på ved siden af den massive trædør. Der går lang tid. Så bliver de summet ind. De bliver kropsvisiteret og en betjent fortæller, at besøget er overvåget. Hvis nogen nævner omstændigheder omkring farens anholdelse, stopper besøget.

I fængsel -

Teddi får lov til at træde ud på den lange gang med besøgsrum, så han møder dem, da de kommer ind. Pigerne krammer deres far for første gang siden den uhyggelige lørdag nat, og det er svært at slippe ham.

I det snævre besøgsrum står der en lille briks i og en skål kondomer på bordet.

"Arresthuse er ikke ligefrem bygget til børnebesøg, det er skummelt at møde kæresten til en medfange på vej ud, når jeg er på vej ind, for så ved jeg jo godt, hvad de har foretaget sig på briksen, som jeg skal sidde på," fortæller Malene.

I selve rummet er der kun halvanden meters afstand til betjenten. Han ser kun op fra sin åbne avis, når han rømmer sig, fordi en af dem kommer for tæt på den usynlige linje. Spørgsmålene klumper sig sammen i halsen på Carina og Malene, hvordan skal de klare huset, og hvor skal de få penge fra? Hvor længe skal faren være fængslet?

Rundt om spisebordet i køkkenet har pigerne skrevet og dekoreret hver deres brev til faren, som betjenten gennemlæser i besøgscellen. Det er krænkende, og ligesom kropsvisitationen og overvågningen får det Carina til at føle sig skyldig. Som om hendes fars handling smitter af på hende i betjentenes øjne. Carina og Malene er enige om, at deres far skal have 100 procent støtte, fordi han har det svært nok, som det er. Tenna er skuffet over sin far, og derfor er hun ikke med ved det første besøg. Anholdelsen chokerer hende så meget, at hun stort set ikke forlader sin seng i to måneder. "Dengang synes vi ikke, at hun kunne være bekendt at være så egoistisk, når han nu bare sad der, men i dag har jeg fuld forståelse for det. Det var jo ham, der var egoistisk, fordi han ikke tænkte på konsekvenserne af sine handlinger," siger Carina.

Da Teddi Jakobsen har været varetægtsfængslet i tre og en halv måned i Viborg Arrest, får han en dom på tre års fængsel for opbevaring af et kilo amfetamin. Han skal afsone i det åbne fængsel i Nørre Snede. I starten besøger pigerne deres far to gange om ugen, men efterhånden bliver det hver anden uge. De forlader altid faren med følelsen af at svigte ham.

Alene hjemme - Regningerne kommer oftere ind ad brevsprækken i huset i Karup. Vognfirmaets konkurs indhenter pigerne, og der skal betales både el ogvand, varme og mad. I august 2004 er det kun Malene, der er fyldt 18 år, og hun får SU, mens den 17-årige Carina ikke kan få økonomisk hjælp til sine studier. "Jeg overvejede at droppe min uddannelse, men så fik jeg arbejde i Fakta ved siden af skolen," fortæller Carina. Med 25 timer om ugen i Fakta, lektier, indkøb og rengøring af et stort hus, er der ikke plads til et ungdomsliv, men der er andre grunde til, at veninderne begynder at falde fra. "Jeg fik af vide ad omveje, at enkelte veninder ikke måtte ses med mig for deres forældre på grund af min fars kriminalitet. Det var virkelig hårdt," fortæller Carina.

Carina og Malene kan ikke længere magte huset, og de aftaler med deres far, at de på egen hånd kontakter en ejendomsmægler. De rydder op i huset, og de sørger for, at farens møbler og ejendele bliver opmagasineret. "Det var så mærkeligt at stå der med en ejendomsmægler, som taler om salgsopstilling og tilstandsrapport, det kunne vi jo overhovedet ikke stå for selv," siger Malene. I sensommeren 2004 har kreditforeningen fået nok, og huset bliver solgt på tvangsauktion. Derefter flytter Malene og Carina sammen i en lejlighed i Herning.

Carina opsøger kommunen for at få hjælp til husleje, da hun stadig er under 18 år, og de ikke har nogen, der kan hjælpe. Hun får bevilget tre måneders halv husleje. Da faren senere søger om udgang for at kunne tage sig af sine fire døtre, modtager Malene og Carina et brev fra kommunen, hvori de fraråder, at faren får bevilget udgang. Det er kommunens vurdering, at pigerne "har et ambivalent forhold". Der er ingen fra kommunen, der nogensinde har set pigerne sammen med deres far.

Malene har senere søgt aktindsigt for at se, hvilke sociale sager, der er blevet åbnet omkring hende siden 2004, hvor faren blev anholdt. Der er ingen.

Lyden af klapsalver fra 300 skoleelever fra sjette til niende klasse bryder mørket i en biograf i Horsens. Rulleteksterne takker familier, hvor mor eller far er fængslet, og børnene lever med forældrenes straf og omverdenens anklagende blikke.

Hul i himlen -

Billederne af den 18 årige Alex, der holder i sin bil foran fængslet, mens han kæmper mellem behovet for at se sin far, og trangen til at slå hånden af ham, fordi Alex' far slog hans mor ihjel. Billederne af englebarnet Cherie på 10 år, der begejstret falder sin far om halsen, mens han lover, at han aldrig vil smugle hash igen. Og Camilla, der leder efter ord, som kan forklare hendes mor, hvad hun følte, da politiet igen anholdt moren med 500 gram hash. Gennem to år har filminstruktøren, Dorte Høeg Brask fulgt børnene, der har oplevet, at deres mor eller far bliver hentet af politiet og får lange fængselsdomme. Det er blevet til filmen, Et hul i himlen, som skal skabe debat om forbrydelser, straf og forældre i fængsel. Filmen vises både blandt skoleklasser og socialrådgivere, ungdomsrådgivere, psykologer og skolelærere i landets biografer, men også blandt indsatte i landets fængsler.

"Min største drøm er, at politiet ringer til kommunen med det samme, når de skal anholde en mistænkt med børn," siger Dorte Høeg Brask. Carina og Malene rejser Danmark rundt med Dorte Høeg Brask og hendes film og fortæller deres historie. I dag er Malene 22 år, hun læser til socialrådgiver, og hun bor sammen med sin kæreste i Herning. Malene er med på turné, fordi hun gerne vil fortælle om, at der sker anholdelser på den måde, der gør. "At man har en mor, er ikke ensbetydende med, at man får hjælp, og nogle gange bliver der ikke taget hånd om børnene," siger Malene. Carina er 21 år, hun har en søn på næsten to år sammen med sin kæreste, og hun starter på fem måneders praktik som social- og sundhedshjælper næste mandag.

Carina håber, at hendes historie vil give børn af fængslede mod til at få hjælp. "Jeg vil gerne have, at flere børn bliver fri for den skyld, som man påtager sig. Det er så urimeligt, at man skal føle sig halvkriminel, fordi ens far har begået en forbrydelse."

Den 2. februar 2006 blev Teddi Jakobsen løsladt. Han er i dag produktionschef i en trævirksomhed, der laver amerikanske bjælkehuse.

"Det er jeg meget glad for. Jeg har en del gæld, så jeg kan ikke købe noget. Derfor har min storebror lagt navn til en nedlagt landbrugsejendom, hvor jeg bor sammen med min kæreste. Vi har det fantastisk," siger Teddi Jakobsen.

lovo@information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu