Læsetid: 4 min.

Ned på bunden og op igen

En barsk film om den napolitanske mafia og et forførende postkort fra Barcelona er blandt de seneste højde-punkter på filmfestivalen i Cannes, der nu er nået halvvejs
Penélope Cruz og Woody Allen er i Cannes for at præsentere Allens første -spanske- film, 'Vicky Cristina Barcelona'.

Penélope Cruz og Woody Allen er i Cannes for at præsentere Allens første -spanske- film, 'Vicky Cristina Barcelona'.

ANNE-CHRISTINE POUJOULAT

20. maj 2008

CANNES - Afdæmpede og realistiske, men bestemt ikke udramatiske skildringer af mennesker og steder er en af de røde tråde, der løber gennem programmet på årets filmfestival i Cannes, både i hovedkonkurrencen og i Un Certain Regard.

Tyske Andreas Dresen portrætterer med indlevelse og troværdighed en ældre kvindes kærligheds- og sexliv i det stille drama Wolke 9, hvilket betyder noget i retning af 'den syvende himmel' - og hun er kun én af flere kvindelige hovedpersoner, som føler sig fanget i et lidenskabsløst ægteskab - mens filippinske Brillante Mendozas Serbis (Service) håndholdt og lidt kedeligt fortæller om en familie, der ejer og bor i en nedslidt softcore-biograf i Manila.

Men det er Matteo Garrones Gomorrah og brødrene Dardennes Le silence de Lorna (Lornas tavshed), der indtil videre har gjort størst indtryk blandt disse hverdags-lige skildringer. Gomorrah er baseret på en storsælgende bog om den napolitanske mafia, Camorraen, og er i stil og indhold omtrent så langt fra Godfather, som den næsten kan være, mens den har visse fællestræk med Donnie Brasco og tv-serien The Sopranos.

Menneskelig armod

Fem historier væves dygtigt og dynamisk sammen i den dokumentarisk udseende Gomorrah, der fortæller en stærk historie om, hvordan korruption, vold og mafiøs virksomhed er en del af livet for alle, der bor i Napoli, både børn og voksne. Som en kollega sagde til mig, så forstår man nu meget bedre de affaldsproblemer, den fattige, syditalienske by lider under.

I filmen møder man de to teenagere, som tror, at de skal opføre sig som Tony Montana (Al Pacino) i Brian De Palmas Scarface; den kommunale embedsmand, der tjener mange penge på at skaffe virksomheder af med deres giftige, kemiske affald; knægten, som gerne vil være sej som de andre og må vælge side i krigene mellem Camorraens forskellige fraktioner; og skrædderen, som arbejder for en tøjfabrikant medmafiaforbindelser, og som lader sig lokke af et godt tilbud fra en kinesisk konkurrent, der forsøger at komme ind på markedet. Det får blodige følger, og i det hele taget hænger alle personernes skæbner sammen i en uhyggelig og pervers social struktur, en uendelig spiral af vold, som rammer alle. Filmen - der er blevet rigtigt godt modtaget af kritikerne hernede - foregår hovedsageligt i et mareridt af et betonbyggeri i Napoli, hvor skyderier, drab, narkohandel, trusler og politirazziaer er en del af hverdagen, og sjældent har menneskelig og moralsk armod set så trøstesløs ud.

En tålelig fremtid

Jean-Pierre og Luc Dardennes film er ikke trøstesløse, men de to belgiske instruktørbrødre, der har vundet Guldpalmen to gange, for Rosetta i 1999 og Barnet i 2005, er heller ikke ligefrem optimister på menneskehedens vegne, og de vælger aldrig de lette udveje for deres skårede, ofte desperate personer, der hutler sig igennem noget nær bunden af samfundet.

Le silence de Lorna handler om den unge, albanske kvinde Lorna (Arta Dobroshi), som har indgået et proformaægteskab med narkomanen Claudy (Jerémie Renier) for at blive belgisk statsborger. Meningen er, at Claudy skal dø af en overdosis og Lorna for penge gifte sig med en rig russer, der også gerne vil være belgier. Bagmanden er Fabio (Fabrizio Rongione), der tjener penge på denne form for skruppelløs menneskehandel, mens Lorna sparer op til, at hun og kæresten, Sokol (Alban Ukaj), kan åbne en snackbar i Bruxelles.

Lorna gør sig hård, men forelsker sig i Claudy, der forsøger at stoppe med stofferne, og trods Fabios advarsler prøver hun i stedet at fremprovokere en skilsmisse, så Claudy ikke behøver at dø.

Følelsesmæssigt rammer Le silence de Lorna ikke lige så hårdt som Sønnen (2002) eller Barnet, men brødrene Dardenne har ikke mistet deres sans for uden udvendige visuelle eller dramaturgiske virkemidler at fortælle en stærk historie om helt almindelige mennesker under ualmindeligt pres.

Samtidig får de også sagt en ting eller to om et Europa, der stadig er delt i rig og fattig, og hvor nogle mennesker er villige til at gøre næsten hvad som helst for at få en nogenlunde tålelig tilværelse.

Let og luftig

Der er langt fra Dardenne-brødrene til Woody Allens nye film, Vicky Cristina Barcelona, en let og luftig og temmelig underholdende affære om to unge amerikanere, Vicky (Rebecca Hall) og Cristina (Scarlett Johansson), og en månedlang ferietur til Barcelona.

I to af sine seneste film, Match Point (2005) og Cassandra's Dream (2007), udforskede Allen forbrydelse, straf og moral; i Vicky Cristina Barcelona kaster han sig over kærligheden, som den former sig for to meget forskellige kvinder. Mørke Vicky er den snusfornuftige, som er overbevist om, at hovedløse romancer kun fører smerte med sig og derfor har valgt at forlove sig med den succesfulde, stabile Doug (Chris Messina). Lyse Cristina er meget mere happy go lucky og søger konstant flirten og forelskelsen, hvilket hun finder i den tiltrækkende maler Juan Antonio (Javier Bardem for fuld charme), som en aften forsøger at få begge kvinder med i seng.

Forviklinger følger, ikke mindst da Juan Antonios labile ekskone, Maria Elena (en fænomenalt morsom Penélope Cruz), dukker op og bliver det tredje hjul i Cristinas og Juan Antonios ellers så idylliske tilværelse.

Woody Allen er efterhånden blevet til en slags filmens nomade, der rejser derhen, hvor han kan få finansieret sine film - først England, nu Spanien - og åbenbart har det givet ham nye kræfter og ideer.

Der er vel meget postkort over det Barcelona, man besøger i Vicky Cristina Barcelona, men det er også en skarp sædekomedie, der reelt kunne foregå hvor som helst, og hvor Allen gør sig lystig over både kunstnermiljø, (amerikansk) mådehold og (spansk) temperament og seksualitet.

Det er utroligt, at instruktøren, der efterhånden er blevet 72 år, stadig kan skrive så sprudlende, levende og troværdigt et manuskript om nogle mennesker, der kunne være hans børnebørn.

Mere Cannes på www.information.dk/film og www.luftskibet.information.dk/forsidesensationen'Vicky Cristina Barcelona' har dansk premiere senere på året

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu