Læsetid: 5 min.

'Det var på ingen måde løsagtigt'

Opvækst. Lars Bukdahl har aldrig besøgt et '68-kollektiv og kender intet til '68-generationens svigt: 'Jeg voksede op i en veletableret Thylejr, symbolet på det etablerede, progressive '68, hvor der ikke var problemer med vandet, eller med at man ikke kunne finde ud af, hvem der var ens mor og far den dag'
Kultur
9. maj 2008
Opvækst. Lars Bukdahl har aldrig besøgt et '68-kollektiv og kender intet til '68-generationens svigt: 'Jeg voksede op i en veletableret Thylejr, symbolet på det etablerede, progressive '68, hvor der ikke var problemer med vandet, eller med at man ikke kunne finde ud af, hvem der var ens mor og far den dag'

Digteren og anmelderen Lars Bukdahl, der i disse dage konstant bliver mindet om, at han fylder 40, fordi han er født i 1968, har det fint med sin barndoms 68'ere.

"Jeg er vokset op med den trygge måde at være 68'er på, hvor man ikke skulle kæmpe for noget som helst. Mine forældre var færdiguddannede akademikere, da ungdomsoprøret på universiteterne kom. Men oprøret var jo ikke voldsommere, end at folk sagtens kunne finde ud af at få stillinger på det universitet, de protesterede så meget imod," siger Lars Bukdahl, da Information sidder i hans lejlighed på Frederiksberg for at få beretningen fra en, der har været med hele vejen, uden selv at være en myteomspunden eksponent for den feterede og udskældte generation.

Bukdahl er vokset op i kvarterer på grænsen mellem Århus-forstæderne Vejby og Risskov i et nybyggerkvarter, hvor '68-heden' mere var en attitude end stoffer, kollektiv og outrerede eksperimenter.

"Det nye kvarter var delt op i villaerne med ligusterfascisterne, som vi selvretfærdigt benævnte dem, og så vores progressive 'amanuensiskvarter', som det blev kaldt; (amanuensis betyder ny universitetslærer, red.) Tre veje med nye hvide rækkehuse, hvor de nye 68'erere havde påbegyndt deres 'Rudi Dutschke march' gennem institutionerne. Det var en miniudgave af den måde, verden var delt op på i de år. Men i skolen var det en forskel, der ikke gjorde særlig meget. Det, vi mente, var den store forskel mellem dem og os, var jo lige præcis, at der faktisk ikke var nogen særlig forskel. Forskellene lå udenfor. Det er lidt komisk, for vi boede jo ikke i kollektiv eller noget. Jeg har aldrig besøgt et. Det var alt sammen pænt, ordentligt og på ingen måde løsagtigt."

Men alligevel progressivt. Kirken i kvarteret var ny. Det var skolen også. Det var en eksperimenterende skole, men ikke en friskole. Timerne hed moduler, og skolen bestod af autonome enheder, hvor flere klassetrin var samlet.

"Jeg voksede op i en slags veletableret Thylejr, symbolet på det etablerede, progressive '68, hvor der ikke var problemer med vandet, eller med at man ikke kunne finde ud af, hvem der var ens mor og far den dag."

Men det var også før, '68'erne blev bitre, onde og skilt.

"Det var den bedste af de to verdener og af alle verdener. Når man som jeg var en lille, sær nørd, som havde store briller og læste alt for meget, var det det perfekte sted at vokse op, fordi der var en accept af, at man kunne være lille og sær. Og man kunne oven i købet mene, at fjenden var dernede i villakvarteret. Men fjenden var fredsommelig, eftersom fjenden ikke var fjenden henne i skolen."

- Er det hyklerisk, at dine forældre levede et kernefamilieliv og samtidig bekendte sig til nogle modstridende idealer?

"Sådan oplevede jeg det ikke. Det kan man jo se tilbage og synes. Men det vil til gengæld være hyklerisk mod den oplevelse, jeg havde af, at verden hang fint sammen. Der er også derfor, man kan være skeptisk over for alle nykonservative forsøg på at sige, at hvis man går ind for kernefamilien, så går man i det hele taget ind for at fokusere på normer og grænser. Som om man ikke kan lave nogle ret skønne elastikmodeller, som der var i det miljø, jeg voksede op."

'68 forstøver

Lars Bukdahl oplevede først '68'erne som et problem, da han begyndte at læse litteratur på Aarhus Universitet som 19-årig. Her havde flere fraktioner af hårde venstreorienterede domineret, og han oplevede dem, som nogen, der var gået i stå i forhold til den nysgerrige og begejstrede tilgang til litteraturen, han havde mødt i gymnasiet.

"Da jeg debuterede som digter i 1987 og begyndte at anmelde året efter, oplevede jeg dem også som nogle, der var ved at støve helt bort. Jeg skulle ikke kæmpe med dem på samme måde som '80'er-digterne gjorde. Michael Strunge, der ville være blevet 50 i år, udtalte engang desperat: 'Hvorfor kan et digt ikke bare være godt?' Vi, der kom efter, syntes, det var lidt komisk med den voldsomme insisteren og kamp, de havde haft med '68'erne. Jeg havde det mere sådan, at nu må de da snart helt pulverisere, og det gjorde de så også."

Men Lars Bukdahl er alligevel præget af det tabu mod at være politisk, som '80'er digterne også nærede.

"Jeg kan godt synes, at den kamp, jeg fører som litterat, er en kamp mod 68'ernes lillebrødre; Erik Skyum, Erik Svendsen og Carsten Jensen, der gik på universitetet, da det hele stivnede, og som har en ide om litteratur som noget opbyggeligt enten politisk, eksistensielt eller sjæleligt. Jeg kan godt mærke, at noget af det, de har svært ved at tage ved mig, er den manglende tro på, at det skulle være særlig dybsindigt og saliggørende at te sig litterært."

"Jeg har en ide om, at min anarkisme og manglede tro på autoriteter og andres ideer om, hvad litteratur er, er en arv efter den gode del af 68, som jo faktisk kom før 68."

"Det er den positive arv, der gør, at jeg kan gennemskue de gamle 68'eres stivnede tænkning. De opfandt og dyrkede jo netop antiautoriten, som ikke betyder, at man ikke anerkender autoriteter. Men at man kun anerkender autoriteter, der kvalificerer sig. Man tager afstand fra konventionel autoritet. Det er den raffinerede hævn over 68'erne. Jeg er stor tilhænger af den frisættelse, der skete, men helst i det trygge format, jeg selv oplevede."

Til de rigtige børn af 68 inden for digterkunsten regner Lars Bukdahl sig heller ikke.

Det er den generation, der debuterede omkring 2000 som for eksempel Ursula Ankjær Olsen og Lars Frost.

"De rigtige 68'ere, fik jo først børn oppe i 70'erne. Og selv om jeg ikke kender deres biografi, så bemærker man, at de ikke har berøringsangst over for det politiske, men heller ingen uniformitet omkring det. Deres omgang med litteraturen er misundelsesværdig fri og vild," siger Lars Bukdahl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her