Paris, Warszawa

I 1987, to år før Jerntæppet faldt, udspillede der sig i Warszawa et bemærkelsesværdigt træf imellem to af Europas 'intellektuelle bøller': Adam Michnik, som førte an i det polske studenter-oprør i 1968, mødtes med Dany Cohn-Bendit - den legendariske Dany le Rouge - fra majoptøjerne i Paris samme år. Først var de to dissidenter såre enige om, at hvad begge havde været optaget af i 1968 var et antiautoritært oprør. Det skulle dog hurtigt vise sig, at de talte helt forbi hinanden.

Cohn-Bendit hævdede, at protesterne i Øst- og Vesteuropa havde samme mål, nemlig "kampen mod statens undertrykkelse, autoritære principper og hierarki". Det var Michnik ikke helt så sikker på. I bogen Breve fra friheden fra 1996 beretter han om sine indvendinger:

"Da jeg fulgte med i majdagens hændelser i Paris, tænkte jeg hele tiden: Så tæt på og dog så fjernt på samme tid! Jeg følte den samme lidenskab i mit sind og samme behov for at stille spørgsmål ved meningen med den verden, jeg levede i. Men på den anden side så jeg også billederne af Mao, Trotskij, Guevara, Castro, Lenin ..."

For Cohn-Bendit var disse revolutionære skikkelser hellige apostle, men for Michnik var de tyranner, der var skyld i folkemord.

Både Michnik og Cohn-Bendit tilhørte en oprørsk generation, som ikke var gamle nok til at kunne huske Anden Verdenskrig. Som den mexicanske forfatter Octavio Paz skriver i bogen Reflektioner over samtidshistorien (1992): "I tidligere generationer havde man haft dyrkelsen af den dominerende faderfigur: Stalin, Hitler, Churchill, de Gaulle. I 60'erne blev den dystre faderskikkelse erstattet af et mere tvetydigt billede, der nogle gange kom til syne som vrede, andre gange som tøjlesløshed - Sønnerne". Men 'sønnernes oprør' skabte to forskellige opfattelser af Vesten - og to forskellige visioner for Europa.

68-generationen i War-szawa og Prag revolterede imod Sovjets tyranni. Paris rejste sig imod borgerskabets demokrati og autoritære strukturer på universiteterne.

Polakkerne drog det kommunistiske projekt i tvivl - franskmændene ønskede at se det udbredt til deres tidligere kolonier.

I Warszawa førte revolutionære tanker til årelange fængselsstraffe. I Paris blev de til sociologi.

Cohn-Bendits tilhængere var blandt Vestens skarpeste kritikere. De polske studerende kæmpede for en "defensiv occidentalisme" baseret på tanken om den europæiske humanismes skrøbelighed og behovet for at forsvare den.

Disse modstridende visioner bidrager på mange måder fortsat til et intellektuelt skel i Europa. Vil vi nogensinde blive i stand til at bygge bro over disse forskellige oplevelser - og deres forskellige verdener?

En lyrisk rus

Lad os foretage et filmisk flash back og tænke os tilbage til Cohn-Bendits Paris i maj 68. I en serie af klip ser vi gader fyldt med studerende, som råber: "Al magt til fantasien!" Paris er i vild forvirring: Plakattavler bliver revet i stykker, gadeskilte fjernet, parkerede biler væltet, affald stablet i høje dynger på boulevarderne. Martin Luther Kings "I have a dream" gjalder for fuld kraft over højttalere. "Her ser vi et begær, der konkretiserer sig," råber en romantisk oprører. Som de øvrige befinder han sig i en lyrisk rus. Han går med revolutionære symboler - en sort Che-baskerhue og et Mao-mærke. Han har netop været i Nanterre, hvor han har knust vinduesruder med jernstænger og stukket ild på auditorierne.

Graffitien på væggene i Sorbonne udbasunerer: "Vi forkaster en verden, hvor visheden for, at man ikke vil dø af sult, er blevet erstattet med faren for at dø af kedsomhed!" Den radikale studen-teravis l'Arc proklamerer et manifest à la Nietzsche: "Vi er ludersønner, sønner af den store luder, som er det såkaldte forbrugersamfund! ... Vi forkaster verden! ... Vi er tænkningens svar på FNL (Den nationale front for Sydvietnams befrielse, red.)... Morgendagens filosofi tilhører terroristen!"

Lad os så flytte kameraet til Michniks Warszawa i foråret 1968. Det er marts måned, og vi ser i tusindvis af studerende uden for universitetet. De går glædt i firkantede hatte og bærer bannere med slagord, hvorpå der står: "Intet brød uden frihed!" og "Stop Moskvas diktatur!" Til arbejderne råber de: "Slut jer til os!" De protesterer mod censuren, som netop har stoppet et romantisk teaterstykke om zarens grusomheder i Polen. De kræver en række professorer genindsat - deriblandt Leszek Kolakowski og Zygmunt Bauman - som er blevet fyret på grund af deres 'revisionistiske' synspunkter.

Vi ser graffitien på Nationalteatrets vægge: "Pressen lyver!" Vi åbner aviserne og læser, at studenterprotesterne er en provokation, der er iværksat af de "polske zionister", de "jødiske kosmopolitter" og den såkaldte "Coca-Cola-generation". Nogle gader længere borte ser vi en samling af folk fra "arbejderklassen", som er blevet kørt ind med bus fra fabrikkerne for at demonstrere imod de studerende, som demonstrerer. Den ansete journalist Stefan Kisielewski, som politiet netop har banket sønder og sammen, siger til tv-kameraerne: "Marxismens sande bolig er fængslet".

Pariseroprøret endte med, at de franske arbejdere sagde, at de ville have et kapitalistisk dolce vita, ikke Danny Cohn-Bendits føderale socialisme. Den polske kamp for "socialisme med et menneskeligt ansigt" førte til massearrestationer, lange fængselsstraffe for lederne og en statsdirigeret antisemitisk kampagne. Polen mistede mange af sine bedst begavede ledere og intellektuelle (folk som Kolakowski og Bauman), og omkring 20.000 polakker af jødisk afstamning valgte at drage i eksil.

Prag-foråret endte med sovjetisk invasion og et veritabelt 'kulturdrab': Alle litterære tidsskrifter blev stoppet, 900 universitetslærere fik sparket, to tredjedele af medlemmerne af de tjekkiske forfatterforeninger mistede deres job, 21 akademiske institutioner blev lukket. Tjekkoslovakiet blev, med den franske forfatter Louis Aragons velkendte ord, gjort til et "åndens Biafra".

"Vi elskede revolutionen så meget," erklærede Dany le Rouge - Nous l'avons tant-aimée, la revolution lagde også titel til Cohn-Bendits bog i 1987. Sådan var det ikke hos de polske oprørere. En af lederne fra marts '68, publicisten Barbara Toruczyk, har sagt det på denne måde:

"Vi havde en reflekteret holdning til revolution, krig og ødelæggelse - det var det, som skilte os fra oprøret i Vesten. Jeg husker drøftelserne i Michniks klub, hvor vi diskuterede, om gulag-lejrene var det direkte resultat af kommunismen. Og flertallet kom frem til, at eftersom kommunismen førte til Gulag, fængslede uskyldige mennesker og knuste deres liv, så må alle, som deler kommunismens idealer, også bære på Gulags frygtelige moralske byrde ..."

Kæmpede for friheden

Maj-optøjerne i Paris var et "ordgyderiets marathon". I Warszawa spurgte ingen efter, hvilken filosofisk eller politisk doktrin man bekendte sig til. Ifølge Michnik var det alene afgørende, om man var villig til at kæmpe for friheden, risikere sit skind, gå i fængsel og genoptage kampen, når man kom ud igen.

Polske studenter læste Joseph Conrad, Albert Camus, Herman Rauschnigg og Die-trich Bonhoeffer - tekster, der handlede om vanskelige moralske valg. De franske 68'eres bibel var derimod Foucaults Ordene og tingene (1966), hvor den franske filosof analyserede Vestens viden og kultur som eksempler på "magtens diskurs".

Både for Foucault og Herbert Marcuse var begreber som ansvar, følsomhed, retfærdighed og lov kun "symboler på vestlig ideologi". Deres projekt drejede sig lige så meget om afdækning af den vestlige civilisations hykleri som om opfordring til lovovertrædelser, for hvor der findes magt og overvågning, findes der også undertrykkelse. Og hvor der findes undertrykkelse, har man også ret til at ødelægge. Ergo ville retfærdigheden være bedst tjent med, at "man åbnede alle fængsler og lukkede alle retsbygninger".

Disse idealer - som var fælles for alle 60'ernes mentorer (Louis Althusser, Theodor Adorno, Noam Chomsky osv.) havde deres udspring i en civilisationskritik, hvor man var over-bevist om, at Vestens liberale demokrati var et undertrykkende system, som byggede på omfattende manipulering udført af en autoritær stat, medier, erhvervsledere og universitet som institution. Paris kæmpede imod dette system, Warszawa og Prag kæmpede for det, med alle dets indbyggede ufuldkommenheder.

Indædt europæiske

I artiklen Centraleuropas tragedie hævder Milan Kundera, at det tidligere Sovjetunionens intellektuelle altid havde været langt mere indædt europæiske end både danskere og franskmænd. For de var blevet underlagt et umenneskeligt kommunistisk eksperiment, havde oplevet at blive lukket ude fra de civiliserede nationers kreds og måtte hver eneste dag se "Europa dø" i deres land. Hver dag var de nødt til at forsvare "Europa i dem selv" (New York Review of Books, 1984).

Dette er en af grundene til kulturkløften mellem Øst og Vest. Den anden var det blinde, opblæste ego hos de franske 'oprørere'. Da Sartre kom til Prag i 60'erne, så han sig om og holdt en tale for de tjekkiske forfattere, hvori han fortalte dem, hvor heldige de dog var. "I har virkelig emner at tage fat på," sagde han. "Vi i Vesten har ikke længere virkelige emner".

Til trods for al deres kritik af Vestens imperialistiske magtmisbrug ville de franske oprørere nødig tale om sovjetisk imperialisme. Sandheden om Stalin og folks lidelser under kommunismen var en kilde til intellektuelt ubehag. Og der kan næppe siges at have været store demonstrationer - hverken i Paris eller i Berlin - imod Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet. Denne mangel på solidaritet var ledsaget af en åndssløv antiamerikanisme, hvor alverdens onder blev tilskrevet USA's 'fascisme'.

Disse modsætninger har udgjort grundlaget for et kulturelt skel i Europa, som består den dag i dag.

Da Umberto Eco sidste år blev spurgt, hvad der var tilbage af 1968, svarede han: "Intet, bortset fra livsstilsændringerne". Jeg kunne ikke være mere enig. Var man kvinde i Paris i 1960'erne, kunne man ikke åbne sin egen bankkonto uden sin mands samtykke. Ungdomsoprøret har ført til et langt bedre og mere ligestillet samfund. Men intellektuelt fødte Paris 1968 et degenereret barn: en eskapistisk postmodernisme.

68'erne flyttede deres nedkæmpede revolution fra gaderne til diskursen. De erstattede 'sandhedens regime' med den politiske korrektheds regime. Deres bekymring for de undertrykte var en selvmodsigelse, for deres dekonstruktion af menneskets institutioner og subjektivitet opmuntrede til en flugt fra ansvar og frihed. Deres ubøjelige fordømmelse af Vesten som fascistisk, totalitær og imperialistisk førte til en udviskning af ethvert meningsfuldt skel mellem den totalitære stat og det liberale demokrati. Som Paz sagde: Paris 1968 var "sønnernes revolution", og sønnerne havde ingen historisk hukommelse.

Hukommelsestab

68'ernes ånd lever videre. Der går en direkte linje fra Dany Cohn-Bendits IQ-høje infantilisme til Slavoj Zizeks 'campede stalinisme'.

"Camp," skrev Susan Sontag, "inkarnerer stilens sejr over indholdet, æstetikkens over moralen, ironiens over tragedien".

Og dette er just, hvad en fraktion af venstrefløjen er i dag: æstetisk, ironisk og impotent - hvortil man kan føje: og ramt af hukommelsestab i nok så høj grad, som den var i 1968. En anden fraktion kører videre med det samme gamle antiamerikanske korstog og forsøger at frelse so-cialismen fra marxismens svagheder, frelse marxismen fra kommunismens fejltrin og frelse kommunismen fra dens egne forbrydelser.

I Østeuropa markerede 1968 den sociale utopis endelige død. Her blev 1968 fødselshjælper for hårdkogte dissidenter, som bekæmpede den totalitære stat og grundlagde Charta 77, KOR og Solidarnosc. I sin The Tale of Two Utopias (1996) beretter den amerikanske journalist Paul Berman om "kontrasten mellem de vilde og vildt mislykkede revolutionære fra slutningen af 1960'erne og 1980'ernes mere besindige, men fra første færd også mere fremgangsrige revolutionære. Pludselig var det oplagt, at vor tids autentisk politiske revolte var ... liberal og demokratisk, ikke radikalt venstredrejet, som 68'erne havde tænkt sig det. Det var en virkelig og ikke en indbildt revolte. Her og der viste det sig, at 89-revolutionens ledere - Václav Havel i Tjekkoslovakiet og en Adam Michnik i Polen - var de samme heltemodige mennesker, nu voksne liberale, som da de var unge og radikale ledere af bevægelserne i Østeuropas '68-oprør.

Det eneste problem er, at for den generation af frie polakker og tjekker, der er vokset op siden '89, er Havel og Michnik ikke længere helte. De er dinosaurer.

Nina Witoszek er professor ved Senter for udvikling og miljø på Oslo Universitet. I 2005 vandt hun Fritt Ord-prisen for sine artikler. Hun måtte flygte fra Polen i 1983 på grund af sit arbejde på et undergrundsforlag

© Nina Witoszek og InformationOversat af Niels Ivar Larsen