Læsetid: 4 min.

Pistolen i Jørn Langsteds hånd

Plottet i krimien om teaterloven går ikke op - antallet af myrdede overstiger langt antallet af pistolkugler. Og pas på. Scenekunstens nye helte kan sagtens angribe ved at fire sig ned i lagner eller suse forbi i trapez
20. maj 2008

Se det for dig: Teaterlovseksperten Jørn Langsted sidder på sit kontor på Aarhus Universitet. Han holder en pistol i hånden, og han sigter mod øst. Og så nedplaffer han teaterlovens mange mystiske og selvmodsigende paragraffer. Plaf! Plaf!

Langsted er den eneste i landet, der kender samtlige smuthuller i teaterloven. Han har kommenteret og revideret i en menneskealder. Han har advaret gennem alle årene. Men nu skal der udryddes. Ikke teatre, men paragraffer.

Og jyder skyder bare bedre.

På Copenhagen Business School sidder den teatergarvede Bjørn Lense-Møller og kulturdebattøren Tom Ahlberg i et banksponsoreret auditorium. De udgør en selvbestaltet teaterlovskommision, og de har lokket kulturminister Brian Mikkelsen til at holde tale med veloplagt sværdføring mod teatrene - og med bredt smil mod paragrafferne. Og de har fået ledelsesprofessor Ole Fogh Kirkeby til at fortælle, hvad 273 teatralske drabsudtryk hedder på græsk.

På Frederiksberg keder de sig bare bedre.

Men i remiserne ved Enghave Station kaster nycirkusfolket sig truende ud fra trapezerne med kniv i munden. Trevor Davies står ude i siden og hiver i rebene, så angrebshøjden er perfekt.

"Er Danmark for lille et land til et nycirkus-ensemble", spørger Trevor satirisk. Og så sætter Berlingskes teateranmelder Jakob Steen Olsen ord på nycirkuskunstens kvaliteter - ord, der modstår både Langsteds kugler og Brians sværd og Lense-Møllers spande med koldt vand til blodet.

Cirkuselskere sanser bare bedre.

Hvem er morderen?

Så heftigt er det gået for sig de seneste dage. Diskussionen om teaterloven er ved at udvikle sig til en bloddryppende gyser - eller i hvert fald en Heinz-sponsoreret revy.

De seneste uger har bragt flere af scenekunstens parter i oprør. Først de små storbyteatre i København, der er presset af for få penge i hovedstaden og for lidt statsligt tilskud. Derefter egnsteatrene, der er i oprør mod kulturministerens nedskæring, hvorefter kommunerne ikke vil kunne få refunderet halvdelen af deres udgifter til egnsteater, men kun 38 pct.

Og i denne uge oprøret mod den alt for snævre afgrænsning af scenekunsten, der senest har smidt nycirkus ud af Scenekunstudvalgets bevillinger.

Plottet i teaterloven går ikke op - antallet af myrdede overstiger langt antallet af pistolkugler. Morderne indkredses dog hurtigt til at befinde sig blandt teaterlovens paragraffer, og så de bevilgende politikere, naturligvis.

Langsted & Lense-Møller & Co. burde kunne bikse en mindre umulig teaterlov sammen. Men uden flere penge vil selv den bedste teaterlov ikke rykke noget som helst. Uden større statsligt ansvar vil kommunerne ikke kunne løfte opgaven med at støtte teatret tilstrækkeligt.

Og uden klar satsning på den eksperimenterende kunst og scenekunstens vækstlag, både fra staten og fra kommunerne, sikres der ingen innovation. Uden vækstlag, ingen udvikling.

Hvem holder trapezen?

Nycirkus er den seneste scenekunstart, der kæmper mod visionsløsheden.

Kunstarten har boltret sig i København siden 1980 og har trukket et frodigt og nyt publikum til både telte og scener.

Københavns Internationale Teater har stædigt insisteret på nycirkus i deres festivaler, og nycirkus har dermed fulgt i kølvandet på det danseteater og det fysiske performanceteater, der har kæmpet sig ind i varmen siden 1970'erne.

Det kropsteater, der har smittet så tydeligt af på den øvrige scenekunst.

Men det kniber stadig for nycirkusfolket. Danmark har ingen statsuddannelse i nycirkus, sådan som en lang række andre lande har - med Frankrig som forbillede.

Siden begyndelsen af 1990'erne har Gøglerskolen kæmpet på Ørkenfortet i Kigkurren på Islands Brygge; fra 1996 under navnet AFUK - Akademiet for Utæmmet Kreativitet.

Sidste år flyttede skolen så ud til remiserne ved Enghave som produktionsskole og daghøjskole. Men selv om AFUK er blevet indstillet til at være fuldgyldigt medlem af FEDEC, den europæiske sammenslutning af cirkusskoler, så tøver Kulturministeriet og Undervisningsministeriet i Danmark med at give skolen statsanerkendelse.

De SU-løse studerende kan derfor ikke bruge al deres tid på at træne - og vil have svært ved at blive gode nok. Mange af de bedste rejser af den grund til udlandet, og det skaber jo ikke mere miljø herhjemme,

Hvem styrer heksene?

Det herskende nycirkuseksempel er Kaleidoskops opsætning af Havfruen, som har vundet de fleste teaterpriser i Danmark og er blevet et internationale trumfkort.

Da instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Martin Tulinius skulle caste forestillingen, var det ikke muligt for dem at samle et ensemble, der var godt nok til denne meget fysiske Andersen-fortolkning. Så det blev det svenske Cirkus Cirkør, som bar forestillingen i undervandsflyvende lagner og på gyngende grund - morderisk havheks eller ej.

Til gengæld er Wiedemann blevet så inspireret af nycirkus, at hun siden hen er blevet ved med at inddrage nycirkus-elementerne i sine forestillinger, senest i den prisbelønnede Et Drømmespil. Det er det, der kaldes udvikling.

Lige nu skal de involverede parter måske have lov til at plaffe færdig og se blodet boble. Men så skal der bygges noget bedre op.

Den selvbestaltede og private teaterkommission - som Jørn Langsted og andre universitetsfolk uforståeligt nok ikke er blevet inviteret med i - lover et bud på en ny teaterlov inden sommer.

Kulturministeren lover en behandling i løbet af efteråret. Og så er Langsted måske også løbet tør for kugler, så han kan begynde at tjekke de andres paragrafforslag. Plaf!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu