Læsetid: 3 min.

Politik er hverdag i Hollywood

For bare et par år siden turde ingen i Hollywood sige præsident Bush imod. Nu er situationen den omvendte. Kritikken af amerikansk politik præger en ren underholdningsfilm som 'Iron Man'
9. maj 2008

For et par år siden skrev jeg en artikel, hvori jeg brokkede mig over den angst og bæven, der prægede Hollywood. Ikke alene havde filmbyen meget svært ved at komme op med nye og spændende ideer, den havde heller ikke mod til at gå i clinch med tidens politiske tendenser - hvilket altid har været en af Hollywoods særlige kvaliteter midt i samlebåndsproduktionen på drømmefabrikkerne.

Timingen af artiklen viste sig at være sjældent miserabel. Artiklen var ikke trykt, før film som Good Night, and Good Luck og Syriana dukkede op i biograferne, og før eBay-millionæren Jeff Skoll lancerede sit filmselskab, Participant Productions, i håb om at genoplive amerikanernes politiske bevidsthed.

Instruktøren bag Syriana, Stephen Gaghan, var udmærket klar over, at Syrianas angreb på USA's politik i Mellemøsten var en svær pille at sluge for amerikanerne. Da han lancerede filmen på filmfestivalen i Berlin i 2006, erklærede han gentagne gange sin kærlighed til USA og sin patriotisme. Det var bizart at overvære, men åbenbart nødvendigt i et klima, hvor terrorangrebet den 11. september 2001 spøgte effektivt.

Hul på bylden

Siden den skæbnesvangre dag havde det været bandlyst ikke at være patriotisk i Guds eget Land. Selv ikke de mest venstreorienterede filmfolk i Hollywood turde revse amerikansk udenrigspolitik i Af-ghanistan og Irak, uanset hvor meget tiden skreg på et modspil til Det hvide Hus' korstog. Ingen havde tilsyneladende lyst til at fremstå upatriotiske. Klimaet mindede ikke så lidt om 1950'ernes kommunistjagt og McCarthyisme, hvilket netop superstjernen George Clooney gjorde opmærksom på med Good Night, and Good Luck.

Så begyndte der at gå hul på bylden. Sprækken opstod faktisk et par år før, jeg skrev min dårligt timede artikel. I 2003 fik den pæne country-pigetrio Dixie Chicks, den moderne McCarthyisme at føle, da de langede ud efter George W. Bushs Irak-krig. Reaktionen var uforsonlig. Trioen blev bandlyst af radiostationer, spillesteder og pladebutikker osv. Året efter præsenterede filminstruktøren Michael Moore sit skingre angreb på Bush, Fahrenheit 9/11, men den brede underholdningsverden turde stadig ikke bryde tabuet. Først med Good Night, and Good Luck og antikrigs-pladen Living With War af Neil Young, der i øvrigt er republikaner, kom der fart i sagerne.

Folkets politik

Siden er angrebene på Bush og amerikansk udenrigspolitik fosset ud i stride strømme, endda i en grad, så rene underholdningsfilm ligefrem kræver nye og andre tider. Politisk bevidste kunstnere i USA har tydeligvis brændt for at sige deres mening, men har ventet til tiden var moden. Film som Lions for Lambs, Charlie Wilson's War, Afsløringen og In the Valley of Elah har udtrykt sig i klare og tydelige vendinger, og i løbet af bare to et halvt år er Hollywoods tradition for at blande sig i politik på sober vis som med Advise & Consent (1962), Kandidaten fra Manchuriet (1962) og Alle præsidentens mænd (1976), genoplivet for fuld udblæsning.

Ja, den er nærmest ovre i den grøft, hvor en traditionel actionfilm som sidste års The Kingdom, hvor tjekkede amerikanske soldater får lov at rydde op blandt tumpede arabere, er forfriskende.

Tegneseriefilmatiseringen Iron Man, der fik dansk premiere i sidste uge, understreger, hvor langt reaktionen på Bush og amerikansk udenrigspolitik er nået ind i underholdningsindustrien, uden at nogen løfter et øjenbryn.

Sidst i filmen får hovedpersonen, opfindergeniet Tony Stark alias Iron Man, et tilbud fra en underafdeling af hærens efterretningstjeneste. Man vil give Stark et alibi og dække over ham, så ingen opdager, at han har udviklet sin kamprobot, Iron Man, og været i et gevaldigt slagsmål, der kunne have udraderet det halve Los Angeles.

Først indvilliger Stark i den gode, amerikanske tradition for at lade det magtfulde militær dække over alle lyssky og dunkle affærer i nationens interesse. Men så fortryder han - og baner dermed indirekte vejen for en ny tid, hvor intet bliver gemt af vejen, og amerikansk politik også er folkets politik.

Den nye McCarthyisme er stendød. I dag bliver der nærmest kigget skævt til dem, der ikke stener Bush.

Per Juul Carlsen er vært på P1's filmmagasin, Filmland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu