Læsetid: 9 min.

Den rapkæftede revolution

Det er i dag præcis 40 år siden, at ingredienserne i det franske samfund førte til en nærmest kemisk reaktion i hjertet af Paris. Politiet gik på angreb mod studerende, så greb folket ind mod politiet og en revolution var i gang. Men det startede måske med en rapkæftet fyr ved et svømmebassin
Maj 1968. Det låg, de Gaulle så mesterligt havde fået lagt på den franske hukommelse efter Anden Verdenskrig, kunne i maj 1968 ikke holde til trykket længere. Den dynamik, studenternes og arbejdernes oprør satte igang, blev så voldsom at intet siden kunne blive som før.

Maj 1968. Det låg, de Gaulle så mesterligt havde fået lagt på den franske hukommelse efter Anden Verdenskrig, kunne i maj 1968 ikke holde til trykket længere. Den dynamik, studenternes og arbejdernes oprør satte igang, blev så voldsom at intet siden kunne blive som før.

3. maj 2008

Der er ingen, der rigtig er enige om, hvornår studenteroprøret i 1968 i Paris egentlig startede. Jo, det startede den 3. maj. Den dag kampene med politiet brød ud.

Spørger man i dag rundt om Sorbonne Universitetet og på Boulevard Saint Michel, hvem folk kan huske fra dengang, er der kun to navne, der dukker op. Cohn-Bendit. Og så general de Gaulle.

Så vi lader det starte lidt før, med et møde ved et svømmebassin den 8. januar 1968.

For selvfølgelig var der Vietnam-krigen og bombardementerne, der uudholdeligt havde stået på siden 1965, og provoer, hippier og brosten, der blev kastet andre steder i verden.

I Frankrig var der især et ekstremt rigidt samfundssystem styret med faderlig hånd af præsidenten, general de Gaulle, der mesterligt havde samlet et kollaborationskvæstet folkefærd efter krigen og lagt låg på hukommelsen. Der var også, med George Pompidou som fremsynet premierminister, betydelig social fremgang i efterkrigstidens genopbygning og ikke mindst babyboomet. Hver tredje franskmand var under 20 år i 1968. Mens der 10 år tidligere var 150.000 studerende var der i maj 1968, 500.000.

'De vil også have elskerinder'

Der blev bygget forstæder og højhuse og et nyt gymnasium indviedes hver dag. Vest for Paris havde man på en pløjemark placeret et kæmpestort universitet ved navn Nanterre. Med plads til 20.000 studerende, men der var allerede 30.000.

Blandt de splinternye lærere var sociologer som Alain Touraine, Henri Lefèvre og en ung assistent ved navn Jean Baudrillard.

Det var her, lige ved siden af, at ministeren for ungdom og sport, François Misoffe, den 8. januar havde sat sig for at indvie en svømmehal. Og her ved svømmebassinets kant møder ministeren så en vis Daniel Cohn-Bendit.

Cohn-Bendit er barn af tyske jødiske forældre, flygtet til Frankrig, født i 1945, og sociologistuderende på Nanterre. Han har runde kinder, rødt hår og ikke mindst er han en glad anarkist. Røde Danny. I et stykke tid har han sammen med sine kumpaner været i gang med et meget alvorligt projekt: Ret til besøge de unge piger på deres værelser på universitetet. Det har der allerede været en del optøjer omkring, til de Gaulles store irritation: "De har fået lærere, nu vil de også have elskerinder."

Cohn-Bendit har ligesom sine venner læst Guy Debord og den marxistisk inspirerede seksualteoretiker Wilhelm Reich. Situationisternes pamflet fra november 1966 har han i lommen: "Om elendigheden i studentermiljøet betragtet under dets økonomiske, politiske, psykologiske, seksuelle og ikke mindst intellektuelle aspekt, og om midlerne til at ændre det." Der afsluttes med den 68-notoriske opfordring til at "leve uden spildtid og nyde uden hindringer". "Nyde" er en mild oversættelse af det franske jouir, der også kan læses: "at få orgasme". En utopi, der kan konkretiseres lige på stedet ved adgang til pigernes sovesale.

Bil og brudeudstyr

Den kløft, der skiller den gaullistiske sportsminister fra den unge sociologistuderende, er karakteristisk for den dybe splittelse i det franske samfund og kan måske bedst beskrives ved, at ministeren året før har skrevet en hvidbog om ungdommen, hvori man kan læse: "Ud af sine beskedne indtægter, kan den unge franskmand spare op, den unge mand til at købe en bil, den unge kvinde til sit brudeudstyr."

Ved bassinkanten udfordrer Cohn-Bendit ministeren. "Hvorfor har De slet ikke har beskæftiget Dem med de unges seksuelle problemer?" Ministeren svarer: "Jeg opfordrer dem på det kraftigste, til at tage en kold dukkert." Men den næsvise unge mand lader sig ikke slå ud. Han svarer igen: "Det var også den slags råd, Hitler gav."

Filosoffen Michel de Certeau har sagt, at oprøret i '68 ikke var, at nogen tog magten, men at nogen tog ordet. Det var præcis, hvad Cohn-Bendit gjorde, og det skulle ikke alene gøre ham vidt berømt. Det skulle slippe studenterne, men også arbejderne, ud i en parolernes frigørelse, der måske var det allermest centrale i 68.

I løbet af marts tog begivenhederne fart. Den 20. marts blev en student, Xavier Langlade arresteret efter en demonstration mod Vietnam-krigen. Gruppen omkring Cohn-Bendit indkaldte til møde på Nanterre, hvor flere hundrede studerende stiftede Gruppen af 22. Marts. De besluttede at besætte universitetets administrative bygning for at få befriet Langlade. Det blev han hurtigt, men gruppen fortsatte sine aktiviteter. Der opfordredes til hærværk på "den borgerlige ideologis højborg", og undervisningen forstyrredes. Først den 2. maj, efter adskillige konfrontationer med lærerne, besluttede ledelsen at gribe ind, lukke Nanterre og sende uromagerne for universitetets disciplinærråd.

Og det er således, vi når frem til den 3. maj, hvor det hele så på en anden måde begynder.

Klar til kamp

De studerende er rykket fra Nanterre ind i den indre gård på Sorbonne til et solidaritetsmøde. Over 200 studerende er samlet, herunder lederne af de traditionelle studenterorganisationer og andre stærkt politiserede grupper. Navne man burde huske, dukker op her, Alain Krivine, Jacques Sauvageot, Alain Geismar, ledere af langt mere traditionelt venstreorienterede bevægelser, der nu knytter an til Cohn-Bendits joviale oprør. Det meldes, at en højreorienteret studenterorganisation - L'Orient - er på vej, og man gør sig klar til at kæmpe med bordben. Alt sammen noget, der er almindelig procedure internt på universitetet og har været det i årevis.

Ikke desto mindre udspinder der sig i de kommende timer begivenheder, som ingen til dags dato for alvor har kunnet forklare.

For det første tilkalder universitetets rektor Roche for første gang i institutionens 800-årige historie politiet. Et mandstærkt politiopbud, de såkaldt CRS'er, vandrer ind i Sorbonnes hellige haller. Politiet beslutter at tjekke studenternes identitet på stationen, men salatfadene tager tid om at dukke op. Uden for lukker politiet kvarteret af, men de mange studerende på gaden og cafeerne begynder at fatte mistanke til, hvad der foregår og udbeder sig forklaringer. Og pludselig kommer det til håndgemæng. Politiet trækker kniplerne. Flere tusinde studerende begynder at bygge sporadiske barrikader af stakitter, der omgiver træerne på Boulevard Saint-Michel, mens politiet pludselig farer nærmest hæmningsløst frem. Alt, hvad der rører sig og ligner en ung, får bank. En politibetjent såres alvorligt, og rygtet breder sig til andre CRS'er. Ingen går ram forbi, folk der kommer ud fra biograferne, folk på cafeerne. I løbet af et par timer er kvarteret ryddet.

Politivolden skaber bevægelse

Paradoksalt nok lykkes det med dette voldsudbrud, hvad der endnu ikke er lykkedes de ellers heftige studenterorganisationer: At mobilisere tusindvis af ellers uengagerede studerende. Studenterlederne befinder sig stadig inde i gården på Sorbonne. De befries først natten mellem den 3. og den 4., hvor de i nattens mulm og mørke beslutter at demonstrere den 6. maj. I den mellemliggende weekend arresterer politiet nærmest tilfældigt nogle unge. De Gaulle har givet besked om at slå hårdt ned på optøjerne. Den mere moderate premierminister Pompidou er på officiel rejse i Afghanistan. Fire af de studerende fra den 3.maj idømmes fængselsstraffe.

Og herfra er slagordet lige så klart, som det er apolitisk: Befri vore kammerater. Det aftales at demonstrere hver dag med udgangspunkt fra Place Denfert-Rochereau.

I de følgende dage optrappes konfrontationerne op til den egentlige barrikade-nat. Den 10. maj mødes de unge som sædvanlig ved aftenstid og begiver sig mod Saint-Michel. Der er nu op mod 30.000 demonstrerende. Og lige så uforklarligt, som optøjerne opstod den 3. maj, begynder man denne aften at bryde brosten op. Stemningen er løssluppen, barrikaderne skabes på må og få, nærmest som kunstværker, ved 23-tiden er der næsten 40. Ved midnatstid forsøger en delegation af professorer med Alain Touraine i spidsen at forhandle en åbning af universitet med Sorbonnes rektor. Cohn-Bendit blander sig, og på spørgsmålet om, som hvad de ellers vil gøre, svarer han: "Ikke noget, så inviterer vi tre orkestre og danser hele natten."

Men det er en anden dans, der bydes op til. Regeringen og ordensmagten er fanget i en fælde: Enten lader de situationen stå på og gør regeringen til grin, eller også griber de ind, med risiko for vold til følge. Politichefen Maurice Grimaud venter så længe som muligt, men ved to-tiden om natten starter kampene.

En million på gaden

De bliver så modbydeligt voldsomme, at den franske befolkning den tidlige morgen den 11. maj definitivt vælger side for de studerende. Der er barrikader og væltede biler i hele latinerkvarteret, sårede studerende og betjente på hospitalerne. De store fagforeninger, der ellers har været stærkt tilbageholdende over for disse mærkeligt uorganiserede venstreorienterede grupperinger, slutter sig til bevægelsen. Der opfordres til generalstrejke og fælles demonstration den 13. maj.

Og så opstår der en sprække i magten. Premierminister Pompidou er kommet tilbage og går på tv-skærmen om aftenen den 11. maj. Stik mod De Gaulles stålvilje lover han at efterkomme de studerendes krav: at politiet forlader latinerkvarter, Sorbonne genåbnes og de arresterede unge frigives. Man kan altså opnå noget. Demonstrationen den 13. maj samler op mod en million mennesker under en strålende sol med Røde Danny "i spidsen for alle de gamle stalinistiske pampere," som han senere selv formulerer det. Men strejkeparolen har ikke slået igennem endnu.

Frankrig lammes af strejker

Det kommer drypvist og så i bølger. Der er noget, der er løst op. Rundt om på fabrikkerne stempler arbejderne ud. Den 17. maj er der 200.000 strejkende. Den 18. er der en million om morgenen og to om eftermiddagen. På det besatte Odeonteater i Paris diskuteres der dag og nat, mens slagord og plakater pumpes ud fra kunstakademiet. På fabrikkerne rundt om i landet diskuteres der. Frankrig lammes langsomt, mens tungerne løsnes op. Den 22. maj er der otte millioner strejkende. Gaderne flyder med affald, forsyninger begynder at slippe op, der er ikke mere benzin, og telefonerne virker ikke. Det eneste, der virker, er transistorradioerne. Kombinationen af de Gaulles strenghed og Pompidous eftergivenhed har vist sig at være katastrofal eller en velsignelse, alt efter hvilket synspunkt, man nu har. Der tales meget om synspunkter i den tid. "hvor taler du fra?"

Den 24. maj taler de Gaulle på tv og ud af radioerne, men ingen vil høre på ham mere, de synger i kor "Farvel de Gaulle".

Men imens er en helt ny type dialog gået i gang. En ung statssekretær ved navn Jacques Chirac, der for livet skal bevare en skræk for folkets opstandelse, ligger i pendulfart mellem fagforeningerne, arbejdsgiverne og regeringen. Den 25. maj indledes forhandlingerne i arbejdsministeriet i Rue de Grenelle og den 27. maj ligger et underskrevet resultat klar, med opfyldelse af en række af de strejkendes krav, som forhøjelse af mindstelønnen og indflydelse på arbejdspladsen. Et historisk dokument.

Det forelægges arbejderne på en af strejkens store bastioner Renaultfabikken i Billancourt. Som til alles forbavselse fortsætter strejken. Det er, som om det var noget helt andet, de ville opnå. Samme eftermiddag mødes studenterorganisationerne , fagforeninger og oppositionspolitikerne i Paris. En ung Mitterrand foreslår en overgangsregering med den populære socialist Pierre Mendès-France i spidsen, men der er stadig intet, der rykker sig. De millionvis af strejkende, det største antal i fransk historie, går ikke tilbage på arbejde, og de Gaulle siger ikke noget nyt. Og så forsvinder han.

Genial eller træt

Historikerne spekulerer stadig over, om dette var en genistreg, eller om den gamle general bare virkelig var træt. I al fald flyver han af sted med en helikopter og ingen ved hvorhen. Frankrig står tilbage i et totalt magtvakuum. Generalen er væk.

Og så kommer far tilbage. Dagen efter dukker han op og tager imod sin premierminister, der får ham overtalt til i stedet for at sætte sin egen post på spil, at udskrive parlamentsvalg. Samme aften udvikler en allerede planlagt støttedemonstration for præsidenten sig til en kortege på over en million franskmænd.

Og så holdt det op - eller rettere: Så begyndte det igen. Inden for de næste 14 dage var arbejderne tilbage på fabrikkerne, skraldet var ryddet væk, posten og telefonerne fungerede, og der blev lagt asfalt på Boulevard Saint Michel. I juni blev valget en sand blå flodbølge. Det var Pompidou, der vandt slaget med sit forslag, og i al sin paradoksalitet var det således den forhandlende ånd fra 68, der vandt, selvom generalen blev en tid endnu.

Vi lader Cohn-Bendit få det næstsidste ord, som han har udtalt her i 2008: "'68 er slut, for der er intet tilbage af samfundet fra dengang. Og de Gaulle får det allersidste, når han nu stadig huskes så godt: "Frankrig har altid kun kunne reformeres som følge af en revolution."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu