Læsetid: 4 min.

Red en voksen, køb en spæd kineser

Den lave fertilitetsrate i de vestlige lande er i dag den primære grund til, at nogle vælger at adoptere. Det danske adoptionsselskab AC Børnehjælp kunne i virkeligheden lige så godt hedde AC Voksenhjælp, siger Maja Lee Langvad, der selv er adopteret - og i øvrigt lesbisk
Adoption. Hvis man virkelig skulle handle ædelt, skulle man adoptere et ældre, handicappet barn, bortset fra at det også lugter langt væk af kristen frelsermentalitet. Men det er de børn, det er sværest at få afsat, siger forfatteren Maja Lee Langvad.

Adoption. Hvis man virkelig skulle handle ædelt, skulle man adoptere et ældre, handicappet barn, bortset fra at det også lugter langt væk af kristen frelsermentalitet. Men det er de børn, det er sværest at få afsat, siger forfatteren Maja Lee Langvad.

Torben Huss

22. maj 2008

Sidste måneds klumme om homoseksuelles ret til at adoptere gav anledning til en del debatindlæg på avisens hjemmeside. En del af indlæggene efterlyste de adopteredes eget syn på sagen, en relevant efterlysning, der hermed skal imødekommes:

Maja Lee Langvad er koreansk adopteret - og lesbisk for øvrigt. I 2006 rejste hun til Sydkorea for at møde sin biologiske familie. Hun er for øjeblikket bosat i Seoul.

- Maja Lee Langvad, mener du, at homoseksuelle skal have ret til at adoptere?

"Jeg er i det hele taget kritisk over for international adoption, ligegyldigt om adoptivforældrene er heteroseksuelle eller homoseksuelle."

- Hvorfor?

"Fordi jeg mener, at den politiske og økonomiske sammenhæng, som international adoption indgår i, er problematisk. Det er efterhånden almindeligt kendt, at adoptionsselskaberne laver store profitter på international adoption. Et adoptionsselskab i Sydkorea tjener fire gange så meget på en international adoption som på en indenlands. International adoption er blevet en industri drevet af udbud og efterspørgsel."

- I betragtning af at Sydkorea i dag er et rigt land, hvordan kan det så være, at den sydkoreanske regering fortsat tillader international adoption?

"Det er en billig løsning for dem. På den måde behøver regeringen ikke at poste penge i at udvikle et velfærdssystem, der gør det muligt for de biologiske forældre at beholde deres barn. Desuden har adoptionsselskaberne en betydelig politisk og økonomisk magt i samfundet, så selvom nogle politikere ønsker at stoppe international adoption, er det ikke så ligetil."

- Hvad er det for mennesker i Sydkorea, der i dag vælger at bortadoptere deres børn?

"I 98 procent af tilfældene er det enlige mødre. Selvom mange af dem i virkeligheden ønsker at beholde deres barn, føler de sig tvunget til at bortadoptere det af kulturelle og økonomiske årsager. Enlige mødre bliver i stor udstrækning udsat for stigmatisering, og forældrene lægger i mange tilfælde pres på deres datter, så hun ender med at give sit barn væk til adoption."

Hvorfor adoptere

- Hvorfor tror du, at folk i den vestlige verden stadig vælger at adoptere børn fra f.eks Sydkorea?

"Frelsermotivet, der handler om at ville redde et barn fra fattigdom eller fra et liv på institution, gennemsyrer stadig international adoption. Som jeg ser det, er det en måde at forsikre sig selv om, at international adoption er et etisk forsvarligt foretagende. I virkeligheden er det den lave fertilitetsrate i de vestlige lande, der i dag er den primære grund til, at nogle vælger at adoptere. Det danske adoptionsselskab AC Børnehjælp kunne i virkeligheden lige så godt hedde AC Voksenhjælp."

- Kunne man ikke forestille sig, at de her forældre i Vesten rent faktisk havde ædle motiver?

"Langt de fleste mennesker vælger at adoptere, fordi de gerne vil danne familie. Hvis man virkelig skulle handle ædelt, skulle man adoptere et ældre, handicappet barn, bortset fra at det også lugter langt væk af kristen frelsermentalitet. Men det er de børn, det er sværest at få afsat. Og derfor kommer mange af netop de børn til at leve deres liv på en institution. De fleste kommende adoptivforældre vil nemlig helst have spæde, raske og ikke-handicappede børn."

- Hvad synes du om den aktulle debat i Danmark om homoseksuelles ret til at adoptere?

"For mig at se er den debat først og fremmest interessant, fordi den siger noget om det generelle syn på såvel homoseksualitet som international adoption. For eksempel det at påstå, at nogen overhovedet har ret til at adoptere. Det er ikke en ret at adoptere, det er et privilegium for nogle mennesker. I langt de fleste tilfælde et privilegium for mennesker, der tilhører den hvide middelklasse i Vesten. Når man i Danmark diskuterer, om homoseksuelle skal have ret til at adoptere, gør man sig ingen overvejselser om, hvorvidt de biologiske forældre har ret til at beholde deres barn."

Hvad mangler der

- Hvilke overvejelser, synes du mangler i den aktuelle debat?

"Det, der slår mig mest i debatten, er, at man udelukkende fokuserer på den adopteredes opvækst i Danmark. For eksempel om den adopteredes identitetsforvirring vil blive forstærket af at vokse op i en homoadoptivfamilie. Ingen i debatten har overvejet den situation, der vil opstå, hvis den adopterede rejser tilbage til sit fødeland og finder sin biologiske familie. I det tilfælde vil hun komme til at stå i et dilemma, fordi homoseksualitet stadig er et stort tabu i de fleste, hvis ikke alle, giverlande.

- Hvorfor tror du ikke, man har overvejet den situation?

"For mig at se er det et udtryk for, at man går ud fra, at den adopterede hverken rejser tilbage til sit fødeland eller opsøger sin biologiske familie. Det er med andre ord et udtryk for forestillingen om, at den adopterede er født i Kastrup Lufthavn og ikke har haft nogle forældre, før hun blev adopteret til Danmark."

- Hvorfor er det vigtigt at tage hensyn til den situation?

"Fordi mange adopterede faktisk rejser til deres fødeland, og nogle vælger at opsøge deres biologiske familie. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan f.eks. den kinesisk adopterede, der er vokset op med to mødre, vil forholde sig i den situation. Et møde mellem hendes adoptivmødre og hendes biologiske forældre vil være, om ikke umuligt at forestille sig, så dog en særlig vanskelig affære. Og jeg ved af egen erfaring, at et møde mellem alle tre parter i adoptionstrekanten (den adopterede, de biologiske forældre og adoptivforældrene) er betydningsfuldt, ikke mindst for den adopterede. For mig personligt er det en måde at forbinde de to familier og kulturer, jeg er en del af."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor indspist kan det blive - er det nu almindeligt at kærestepar interviewer hinanden? Det kunne muligvis være fint nok, men burde det så ikke fremgå? Burde Kristina Nya Glaffey ikke i artiklen fortælle, at Maja Lee Langvad er hendes kæreste (hvis hun altså stadig er det?)? Det er da en lidt interessant oplysning. Synes jeg. Får spørgsmål og svar ikke pludselig en anden klang?

At kulturjournalistikken i DK er en indspist affære, kommer vidst ikke bag på nogen. Men grænsen for HVOR indspist det må være har flyttet sig. Én årsag kan være, at aviserne har svært ved at sætte skodder op mellem den blogbaserede virtuelle subgenretendens og den traditionelle redaktør (top-down)-styrede papiravis. Men hvis bare indholdet i artiklen er interessant og alment oplysende, har jeg intet problem med at begge interviewparter deler seng.

"For mig at se er den debat først og fremmest interessant, fordi den siger noget om det generelle syn på såvel homoseksualitet som international adoption. For eksempel det at påstå, at nogen overhovedet har ret til at adoptere. Det er ikke en ret at adoptere, det er et privilegium for nogle mennesker."

Et privilegium har det ikke altid været og sådan har det, hvis man ser længere tilbage i historien, absolut ikke været inden den internationale adoption blev en realitet. At adoptivbørn kan sidestilles med statussymboler er noget ret nyt i Danmarkshistorien og ikke alment gældende. Plejefamilier som firmaer, der laver penge på at tage sig af børn, der ikke har en biologisk familie og som virker som en slags udvidet dagpleje, hvor det økonomiske motiv er vigtigere end de rollinger, der skal plejes, er også et ret nyt fænomen.

At det aldrig har været nemt at være i pleje eller adopteret, er til gengæld ikke noget nyt. At enlige mødre bliver presset til at bortadoptere deres nyfødte, var også helt normalt i Danmark for et halvt århundrede siden. De fænomener ændrer man ikke på ved at lade de børn, som moren bliver presset til at give fra sig, vokse op på børnehjem i stedet. Men man har selv rene hænder, hvis man ikke adopterer dem og lader dem sidde tilbage på hjemmet.

Kort sagt - var det ikke en idé at koncentrere sig om at kritisere de sociale, økonomiske, moralske og politiske forhold, der gør at familieomsorg omdannes til forretning, adoptivbørn fremstår som statussymboler og fattige kvinder uden mænd betragtes som moralsk anløbne, fremfor at få muligheder for at klare sig økonomisk og tage sig af deres børn?

Problemet er ikke voksne, der gerne vil tage sig at børn. Problemerne er strukturelle. Så gå efter boldene, tak. Ellers er det samtlige familier, der har adoptivbørn hjemme, der får et ordentligt hak i stedet, uanset hvilke personlige motiver, de måtte have for at adoptere.

virkelig interessant artikel piger !

kunne dog godt have tankt mig at fa lidt mere at vide om hvad Maja Lee sa mener om adoption indefor granserne af samme land....

jeg er nu helt enig med Vibeke i at saa lange der er en kilde til problemer (i dette tilfalde nogle born man abenbart ikke ved hvad man skal gore ved) ja sa kan det vare lige meget at ga efter dem der adopterer dem...

selvfolgelig er det forkasteligt i sig selv nar det er markedsmekanismerne det bestemmer hvor man vokser op og hvad adoptivsforaldrenes motiver virkelig er....

omvendt er det ogsa klart at sa lange vesten star i ko for for at kobe born ind sa rykker det ikke meget ved den idenrigspolitiske aganda i disse lande der bortadopterer nationens born til fremmede lande...

det er klart at hvis international adoption blev boykottet sa ville fx. sydkorea sta med en masse sma babyer de ikke lige vidste hvad de skulle gore ved og dermed blive tvunget til enten at finde okonomiske midler til at stotte de enlige modre eller andre seksual moralen og gore det mere fordelagtigt at fa born indefor agteskab...eller noget helt tredje

i vesten ville et boykot maske betyde at vi begyndte at tage vores egen biologi alvorligt igen....dvs. sex som en made at fa born pa..farre aborter (hvem ved) mere seriose intentioner i parforholdene...
for det er klart at sa lange uforpligtende sex er pa mode, uonskede graviditeter kan fjernes og onskede graviditeter kan bestilles i osten...ja hvorfor i alverden skulle vi sa andre adfard

Menneskehandel kan varmt anbefales.

For 30.000 kr . sælger børnehjem overalt på kloden småbørn til familier i f.eks. Danmark, så børnene ikke behøver leve sammen med sine venner og landsmænd,

men ka få chancen for en racefremmed mor og far i stedet for at leve som tusinder af andre derhjemme,

og i stedet lære at sig moar og faar.

Ja, international adoption er et problematisk anliggende med mange facetter. I en dansk kontekst er en betydelig mængde mennesker det drejer sig om (15-20 tusind og stadigt voksende med omkring 500 om året). Ikke mindst problematisk er den måde hvorpå international adoption formidles her til lands. Det er efter min mening bydende nødvendigt at flytte opgaven med formidling fra de private (interesse)organisationer såsom DanAdopt og AC Børnehjælp til et offentligt organ. Den nuværende konstruktion med Adoptionsnævnet som 'kontrollerende' instans fungerer øjensynligt ikke. Som det antydes i interviewet er international adoption i Danmark i dag et spørgsmål om at 'finde børn til forældre'. I henhold til Haag Konventionen skal og bør det ledende princip være at ’finde forældre til børn’. International adoption bør altså være en sidste løsning og under ingen omstændigheder formidles via. private organisationer. En ændring af adoptionsformidlingen fra privat til offentligt kan kun gå for langsomt.

hallo
I skrev: selv er adopteret - og i øvrigt lesbisk (og jeg stod så i øvrigt af dér)

jeg spørger: kan lesbiske nu ikke få børn længere?

vh

Det ville nok være bedst at interviewe en der havde forsket i sagerne, i stedet for et tilfældigt koreansk adoptivbarn. I artiklen hedder det:

"- Hvad er det for mennesker i Sydkorea, der i dag vælger at bortadoptere deres børn?

"I 98 procent af tilfældene er det enlige mødre. Selvom mange af dem i virkeligheden ønsker at beholde deres barn, føler de sig tvunget til at bortadoptere det af kulturelle og økonomiske årsager. Enlige mødre bliver i stor udstrækning udsat for stigmatisering, og forældrene lægger i mange tilfælde pres på deres datter, så hun ender med at give sit barn væk til adoption.""

Dette er ikke i tråd med den forskning der er på området. I følge tal fra Korea Women’s Development Institute(KWDI) er der sket en kraftig stigning i antallet af enlige mødre der vælger at opdrage børnene selv. Dette afspejles også i baggrunden blandt de børn der bortadopteres, hvor det i dag er UNDER 60% af bortadopterede der er børn af enlige mødre. Allerede i 1990 var tallet 80%, så Frk. Langvads 98% er stærkt overdrevet. I løbet af de sidste mange år er der sket en udvikling i Korea, der har gjort det langt mindre stigmatiserende for kvinder at opfostre et barn alene. Desuden er uddannelsesniveauet steget, og især de bedre uddannede kvinder er holdt op med at bortadoptere deres børn, og vælger i stedet at opdrage dem på egen hånd. Antallet af bortadopterede er i øvrigt stødt faldende.

Det er også værd at notere at gennemsnitligt 42-43% af koreanske adoptioner har været til koreanske adoptivforældre fra 2001-2006. I den første halvdel af 2007 var tallet så steget til det rekordhøje 60%, i følge det sydkoreanske ministerium for sundhed og velfærd. Dette er først og fremmest resultatet af en lov der prioriterer koreansk adoption i forhold til international adoption, men der er også tale om en ændret holdning blandt mange koreanere.

Det er beklageligt at man skal læse den slags uoplyste artikler i Information, der oven i købet er med til at fastholde et billede af Korea som en tilbagestående nation, hvor det hele er drevet af penge. Det er jo fint nok at Langvad har sine holdninger, hun er bare ikke kvalificeret til at udtale sig om disse forhold. Det er tydeligt at hun ikke har sat sig ordentligt ind i situationen, men har sin egen politiske og sikkert også følelsesmæssige dagsorden.

Hvem har ikke sin egen følelsesmæssige dagsorden?

Jeg synes det er fint, at en artikel er skrevet i menneskesprog og ikke minder om et referat fra Statistisk Forbunds årsberetning.

Meen , medgivet, man skal altid være varsom med at overdrive for at fremhæve forståelsen (af sit synspunkt). Det er en drift skønlitterære forfattere må kæmpe en brav kamp for at undertrykke.

Kære Erik,
sagen er at oplysningerne der gives i artiklen er forkerte. Det er altså et problem, for læsere vil ofte tro på hvad der står i Information.

Man kan godt formulere sig i "menneskesprog" uden at komme med forkerte påstande. Der er ikke tale om overdrivelse for at fremme forståelsen, eftersom hun slet og ret tager fejl.

Det er jo fint at hun taler om hvordan det er at være adoptivbarn, men at der ukritisk videregives hendes fejlopfattelser af hvad der foregår i Korea, viser at journalisten bruger Langvad som kilde til noget som hun ikke er kvalificeret til. Man kunne lige så godt have spurgt en hvilken som helst person nede i Brugsen, og svaret havde sikkert været lige så sandfærdigt.

Statistikker er som lygtepæle - gode at læne sig op ad, men belyser ikke særlig meget. Hvis man endelig skal diskutere ud fra nominaler, mener jeg at tallet angivet på 60% er decideret misvisende. Hvad er baggrunden for KWDI-undersøgelsen. Hvad er hovedlinierne KWDI’s agendaer?

Jeg mener at reduktionen fra 80 til 60% nærmere lyder som et tal der angiver mængden af fødselsmødre der vælger at beholde deres børn frem at give dem bort til adoption?!!

60% lyder alt for lavt - tallet er nærmere, om end ikke 98, så 90+.

Ref. fredagsartiklen af/fra AC børnehjælp, så mener jeg faktisk, at den kan læses på flere måder. Det kan lige så godt være en ’ufrivillig’ forstærkning af Langvads tese. Selvom grundmotivet i AC Børnehjælpsartiklen er, at international adoption er en god ting og at det er børnenes tarv der er i centrum, hvor der benyttes et kontraargument, hvor man siger, at det er ’forældre til børn’-metaforen der er ledende, kan man jo passende stille spørgsmålet? Hvis det, alt andet lige, var det der var agendaen, hvorfor så ikke oprette fonde i giverlandene til støtte for fødselsmødrene? Hvorfor ikke adoptere flere handicappede børn? Stigmatiseringen i giverlandene er i høj grad økonomisk betinget, eller med andre ord. Penge betyder (også) magt og autonomi. Hvis fødselsmødrene i giverlandene ikke befandt sig i en tvangsstruktur bl.a. indebærende økonomisk afhængighed, ville flere nok vælge at beholde barnet. Jeg mener, klar’ at kontraargumentet
’adoption i Krise’ viser at der er stærke interesser på spil:

’ Opdelingen forekommer ikke faglig begrundet. En samlet statslig enhed med tilstrækkelige ressourcer til at spille en aktiv og offensiv rolle ville styrke området.’
(AC Børnhjælp)

Vil det sige at AC Børnehjælp er villig til helt at overgive opgaven I offentligt regi?

Job, hvis du mener at statistikkerne er forkerte, så må du jo sige hvorfor. "Det lyder forkert" kan jo være et udmærkert incitament til videre undersøgelse, men det er jo ikke noget man kan bruge til noget.

Hvad bygger du dine antagelser på?

@Beattie(23.maj):

Kære Daniel: Din sætning: "journalisten bruger Langvad som kilde til noget som hun ikke er kvalificeret til." skyder forbi målet. Nya Glaffey er ikke journalist. Hun er forfatter og eksperimenterer med at indarbejde forskellige genrer (feks. journalistik) i sit skønlitterære projekt. (correct me if I'm wrong Glaffey:-)

Det er en forfattertype som ville kunne hævde, at disse kommentarer er en del af hendes værk. Som jeg påpegede i toppen af tråden, er Information blevet inficeret af denne blanden skidt og kanel, hvor det virker som om redaktøren er fraværende.

@Erik

Faktion?

Dokudrama, dokusoap, dokudit eller dokudat - nu som kommentartråd?

Jeg husker desværre ikke, hvad hun hed, men jeg erindrer, at jeg på et tidspunkt i mit liv lyttede til et længere interview med en litterat, der mente at forskellen på løgnen og fiktionen (som hun for øvrigt mente var sand, men på sine egne præmisser) var, at løgneren stjæler en andens udsigelse, hvor digteren eller forfatteren, på samme måde som en fantast, opfinder et selv og en verden. Sagt på en anden måde - hun mente, at det ikke kan sammenlignes med en løgn, hvis jeg for eksempel bilder verden ind, at jeg skal til Hawaii om en måned. Men hvis jeg stjæler en andens identitet og dermed udsigelsesposition, så er jeg ikke digter eller fantast længere, men løgner. Hvis du virkelig mener, at Nya Glaffey kan finde på at kapre tråden og udgive den, som om den var hendes værk, så ville hun i den forstand ikke være forfatter, men løgner. Er det sådan du ser på den artikel med tilhørende interview? Altså som en løgners værk?

Svar til Daniel Beattie.
Som sagt mener jeg man bør være kritisk overfor statistisk data. Jeg stillede før spørgsmålstegn ved rigtigheden af de 60% du angav samt baggrunden for KWDI-undersøgelsen. Som du ikke har svaret på! Der var dog dig der bragte den på bane. Måske du refererer til den oversættelse der ligger på Jane Trenka’s hjemmeside??! KWDI (Hanguk Yeoseong Cheonch’aek Yeon’guweon) har en del publikationer ude, en del af dem er ok, men der er også nogle, der er stærkt farvede (kønspolitiske agendaer osv). Som sagt, er jeg skeptisk overfor de tal du angiver. Eksv. Er her nogle andre tal der angiver at adoption i Sydkorea i høj grad er betinget af enlige fødselsmødre: http://oaks.korean.net/
Jeg mener man bør holde fokus på bolden i denne sammenhæng. Eller sagt med andre ord, ikke at flytte fokus det væsentlige. Legaliseringsmekanismer i forbindelse international adoption. Med respekt for dyr og vegetarer er det børn man flytter med (ofte ind i en helt anden racial og kulturel social betingelse på den anden side af jorden) og ikke dybfrosset oksekød!

@Vibeke("kapre tråden og udgive den, som om den var hendes værk")

Jeg mener principielt ikke, man kan have ejerskab til ord. Men hvis man har et æstetisk forhold til ord, vil man altid ændre på det givne materiale (her en blogkommentartråd), så sætningsbygningen passer ind i éns kram. Måske er det lige præcis her grænsen går mellem journalist og forfatter. Nogen forsøger så at balancere på grænsen. Denne metode vil altid mystificere nogen. Jeg synes det er interessant, at se de reaktioner Glaffeys ting afstedkommer.

Det slog mig, at hvis man betragter artikel og kommentarer som en helhed, så er de fejlagtige informationer fra Langvads side jo en forudsætning for bla. Beatties (meget nøjagtige) statistiske korrektioner. Han burde takke hende.

Sidst men ikke mindst ville det være et fantastisk efternavn Kristina og Majas (fiktive?) adoptivbarn ville kunne få : Nya Glaffey Lee Langvad
(som taget lige ud af Martin Larsens Monogrammer)

At stammer/lande udveksler børn/brude er årtusinder gammel tradition til opretholdelse af fred imellem fremmede folkeslag/nationer.

Ville det ikke være bedre for os alle at mennesket (læs: manden) lærte; at tolerere/acceptere forskellige kulturer og nationer?

At børn kan leve med deres mødre, og at kvinder er frie og ligestillet.

@Herik

Det er ikke et spørgsmål om ejerskab. Det er et spørgsmål om personlig integritet. Jeg er skam fuldt ud bevidst om, at visse kunstnere og forfattere betragter andre mennesker som deres ler - altså et råmateriale, som de kan eksperimentere og manipulere med for at se reaktionerne. Især de mennesker, som de ikke bryder sig om, "naturligvis". Den form for litterært aktionsteater er i etisk forstand ikke et hak bedre end Ekstra Bladet og skjult kamera. Det kan da godt være, at det er skide skægt, at se de andre idioter spjætte og hoppe lidt, når man trykker dem på nogle bestemte punkter på kroppen eller prikker til nogle bestemte elektriske forbindelser i deres nervesystemer, inden man flygter i skjul bag sine løgne. Men er andre menneskers liv eksperimentarier?

PS: Det ville da være enormt komisk, hvis du fusionerede med dig selv og begyndte at kalde dig Herik. Hidr hidr.

Var det ikke på tide, at du afslørede din skjulte dagsorden eller begyndte at tage international adoption som problemstilling alvorligt, istedet for at more dig over andre på den mest platte måde?

Voksenhjælp.

Man kunne også spørge om en hulens masse forældreløse og substistensløse børn i den tredje verden ikke få et væsentlig bedre liv her?
Om det så er i barnets tarv, at man afskaffer adoption?
med udsigt til at sulte, leve på gaden, eller på børnehjem.

Er en familie som ønsker og evner børn, men har svært ved at få dem, så ikke et væsentligt alternativ.

Det er naturligvis problematisk, at der bliver blandet penge ind i det.

Men hvor mange børn dør af banale sygdomme, lever under forfærdelige forhold?
Penge i de rette hænder, kunne gøre underværker i de lande og nogle børn kunne få det meget bedre.

Tvivlsomme mellemled kan dog trods alt omgås ved et organiseret og opsøgende/undersøgende arbejde.

Den Perfekte Adoption er en Illusion.

Ædle motiver findes ikke indenfor adoptionsverden. Hvordan kan den det med så mange penge indvolveret?

Det svarer til at at insistere på at der ikke findes sport, måske specielt indenfor cykelsport - uden doping. Det ved vi vist alle er en løgn.

Dette er en underlig debat. Hvem kan rationelt forklare hvorfor folk så brændende ønsker sig børn. Jeg er selv adoptivmor til barn med rødder i udlandet og jeg er ikke engang i stand til rationelt at komme med en forklaring på, hvorfor det var at jeg ikke synes jeg skulle gå livet igennem uden børn. Måske er jeg egoist? Der ligger helt klart nogle egoistiske motiver bagved! Frelser - det er jeg ihvertilfælde ikke. Jeg tror bare jeg vil sige ligesom man gør i eventyrene "hun ønskede sig så brændende et lille barn".
Er jeg tilfreds med min beslutning? Uden tvivl - jeg har den dejligste lille dreng og venter snart på at hente en lille pige.
Havde det været bedre, hvis min dreng var blevet hos sin biologiske mor? Uden tvivl! Men det er hypotetisk, bio mor opgav ham til adoption ligeså snart han var født. Så alternativet var børnehjem eller mig - det er samme alternativ min forhåbentlig snart hjemkomne lille pige har. Så jeg er da af den klare overbevisning om, at jeg kan give mine børn en mere tryg barndom end de ellers kunne have fået.
Hvorfor har jeg ikke taget et handicappet barn? Ja, jeg sagde jo at jeg var egoist ikke frelser!
Er mine børn født i Kastrup? Overhovet ikke - sådan en omgang sludder! Min lille dreng ved godt, at han er født i et andet land og har ligget i maven på en anden dame (han er 3, så der er grænser for, hvad man kan forklare ham).
Vil jeg hjælpe mine børn med at forstå og finde deres rødder? Selvfølgelig, hvis de selv vil!

Kære Vibeke. Latteren er på din side. Det har ikke været min mening at gøre mig lystig på nogens bekostning. Det var en fejl af mig at komme med litterære genreovervejelser , taget i betragtning hvor ømtåleligt emnet adoption er for mange.

@erik
Hvad er Erik's forudsætning for at vurdere om Beatties korrektioner er: '(meget nøjagtige) statistiske korrektioner'?

Årsagen til adoption ud af Korea mellem 1995-2005 er jvf tal fra Ministry of Health and Welfare i 97,05% af alle tilfældene 'unwed mother'. De enlige mødre står i samme periode for 76,91% af børn til indenrigs adoptioner.

Det er ganske tydeligt at valgtet i Korea ikke står mellem livet på børnehjem og en familie i Vesten, men mellem en enlig koreansk forældre og en familie i Vesten.

På koreanske hjemmesider bliver det pt diskuteret hvordan det kan gå til at der ikke er nogle koreanske børn til koreanske forældre, som ellers opfylder kravene til at adoptere.

Påtrods af en ændring i den koreanske lovgivning, bliver børnene i adoptions systemet stadigvæk kanaliseret mod adoption udaf Korea og ikke mod indenrigs adoption.

Bemærk desuden at 9 ud af de18 institutioner for enlige mødre i Korea (2006) var ejet og styret af adoptions bureauer.