Når et land går i krig, bliver soldaterne samfundets realister. I den nye udgave af tidsskriftet Ræson stiller Nicholas T. Veicherts, major fra Forsvarsakademiet og nyligt hjemvendt fra Afghanistan, pædagogisk Danmarks p.t. mest brændende udenrigspolitiske spørgsmål: Hvad er målet med de krige, som vi er begyndt at dræbe og dø for?
I Afghanistan, forklarer Veicherts hjælpsomt, er der faktisk begyndelsen på en strategi: De såkaldte Afghan Development Zones, afgrænsede områder, hvor ISAF (koalitionens militærstyrke, red.) forsøger at skubbe Taleban ud og sikre ro og fremgang.
Uden sikringen af afgrænsede områder, intet civilt arbejde, og uden civilt arbejde ingen terrorbekæmpelse. For eksempel fordi "den typiske talebankriger er en lokal daglejer, der mangler penge", giver man ham andre indtægtsmuligheder, ødelægger man Talebans rekruttering.
Man kan ikke måle Afghanistan-indsatsens succes i antallet af dræbte fjender, understreger Veicherts, og når allerede her længere i det pædagogiske arbejde end de danske politikere, som muligvis har været endnu dårligere til at forklare befolkningen, hvad vi laver i Afghanistan, end hvad vi laver i EU.
Problemet, som politikerne ikke gider se i øjnene, er ifølge Veicherts, at ISAF ikke kan løse både militære og civile opgaver.
Andre organisationer (FN, EU, ngo'er) må inddrages, civile eksperter udsendes; politikerne må finde en løsning på sikkerhedsvagtsproblemet, der ikke giver frit spil til lejesoldater som Blackwater.
Endelig skal indsatsens mål klargøres i en grad, så de kan måles, og "ringe resultater uden gode forklaringer ramme de ansvarlige embedsmænd på deres karriere."
Svar og ikke-svar
At nogle af Nicholas Veicherts' pointer lyder så basale, gør det kun endnu mere bizart, at de danske ansvarlige politikere kan slippe afsted med at undlade at forholde sig til dem.
Ved at bringe dem, akkurat som da Ræson allerede i 2004 som nogle af de første bragte en udsendt soldats - Jesper Burlins - nødråb om den håbløse 'plan' for genopbygningen i Irak, fortsætter Ræson sin flotte tradition for at finde de bedst kvalificerede stemmer til at diskutere de væsentligste politiske spørgsmål.
Allerede på de næste sider får Veicherts da også et par svar, ét meget direkte og ét meget sigende, i to bestilte udenrigspolitiske manifester fra de to folkepartier, Dansk og Socialistisk.
Fra DF får majorens ønske om en civil indsats et rungende nej. Afghanistan-indsatsen har efter forfatterne Søren Espersen og Morten Messerschmidts mening tværtimod "ikke satset tilstrækkeligt militært, men bruger al for megen energi på u-landshjælp."
Glem det civile, mener DF, i stedet skal "alle militære kræfter sættes ind på så hurtigt som muligt at nedkæmpe Taleban og al-Qaida til en betingelsesløs kapitulation".
Heller ikke hos SF skal Veicherts vente sig nogen hjælp. Ikke fordi man af Villy Søvndals udenrigspolitiske manifest får noget indtryk af, hvad det socialistiske folkepartis leder gerne vil gøre ved kniben i Afghanistan, men fordi partilederen vælger at bruge sin tekst - for et manifest er det svært at kalde den - først på en munter anekdote fra Villys eget liv om en taxatur, siden et langt essay om klimaforandringerne, miljøsucceser i Nakskov, sprøjtefri skolemad og vigtigheden af, at Kina og Indiens nye middelklasser ikke grisser lige så meget som os andre.
"Drømme er lige så vigtige som at trække vejret," skriver venstrefløjens populæreste partileder som konklusion på sit bud på en dansk udenrigspolitik, og dét er Veicherts og de øvrige danske udsendte i Helmand-provinsen sikkert glade for at høre.
Kedeligt men med perler
Afghanistan-debatten er kun en enkelt canapé i det overdådige smørgåsbord af kompetente, relevante politiske analyser, som Ræson er. Lyder det kedeligt? Det er det også, lidt.
En forside, der vinkler på "Hvem skal hjælpe, Helle?" og på, at Obama repræsenterer forandring og Clinton erfaring, signalerer mere repetition af velkendte problemstillinger end forbløffende nye snit på virkeligheden.
Men man skal ikke lade sig narre: Blandt de over 40 grundige artikler gemmer der sig virkelige perler, ikke mindst fra de yngre bidragsydere som Liv Mogensens begavede spørgsmålstegn ved klogskaben i at indtræde i euro-fællesskabet, Marie Dørups forsvar for den spanske model som en ny vej for den europæiske venstrefløj og ikke mindst Kajsa Oests "Alliancer à la carte", en klarsynet redegørelse for, at vi gammel-europæere ikke skal regne med pr. automatik at have den nye amerikanske præsident i hånden.
Den politiske debats kollektive psykose, islam-angsten og tørklæde-fantasifostrene, skånes man nådigt for; først henimod slutningen lukkes der op for Kasper Støvrings vrøvl om "vores" protestantiske religion, "vores" sekularisme (ja, De læste rigtigt, den ungdommelige nationalkonservative selvros gælder på én gang "vores" religion og "vores" afvisning af samme) og den angiveligt direkte årsagssammenhæng mellem muslimsk kultur og bilafbrændinger.
Det bør læseren dog ikke lade sig stoppe af, for på de allersidste sider venter mere guld i både spændende og tankevækkende interview med blandt andet idéhistorikeren John Gray og sociologen Ulrich Beck.
Ræson 1/08. 160 sider, 199 kroner. ISBN 978-87-7081-002-9.
Se også www.raeson.dk
