OSLO - Da jeg kom hjem til hotellet efter at have interviewet Erlend Loe, skrev jeg en liste over, hvad jeg så, og hvad jeg ikke så i hans hus og have af de ting, som spiller en central rolle i hans romaner. Her er det, jeg så:
- En rød bold
- Et hammerbræt af mærket Brio
- Skummetmælk, 0,1 %
- En rød racercykel, som helt sikkert var rigtig flot for 13-14 år siden
- En bog om ornitologi
Her er det, jeg ikke så:
- En totempæl
- En elg
- Det periodiske system omformet til at gælde kvindetyper
- En lastbil af mærket Volvo
- Et kroketspil
"Der har været meget om det med sammenflydningen mellem jeg-fortællerne i mine romaner og mig selv," siger Erlend Loe, hvis roman L netop er udkommet på dansk.
"Både i Naiv. Super. og L var jeg også interesseret i at lave en stemme, hvor den grænse var utydelig for læseren, og der findes for eksempel mange personlige referencer i Naiv. Super. Altså, den her liste om hvad han kunne lide som barn, den er ganske lig, måske identisk, med min egen. Men jeg ved jo ganske godt, hvor grænsen går, og jeg føler ikke, at fordi du har læst de bøger, så ved du, hvem jeg er. Det er meget mere komplekst end det."
Den 38-årige nordmand debuterede allerede i 1993 med romanen Tatt av kvinnen (Kvinden flytter ind), men det var i 1996 med Naiv. Super., han fik sit store gennembrud, nationalt og internationalt. Romanen fortæller med underfundig melankoli og i et uhyre simpelt sprog en lille og enkel historie om at finde sig selv i en stor og vanskelig verden.
Den 25-årige jeg-fortæller har to venner, en god og en dårlig. Og så har han en bror, som slår ham i kroket en dag. Et sviende nederlag, der får ham til at tvivle på meningen med livet. I forsøget på at genfinde troen på det hele melder han sig ud af voksensamfundet og begynder at skrive lister - for eksempel over hvad han har, og hvad han ikke har. Noget af det, han har, er forældre, en fin, rød cykel og et par næsten nye løbesko. Mens noget af det, han ikke har, er begejstring, en kæreste og en følelse af, at tingene hænger sammen, og at alt vil gå godt til sidst. Men han får sig en femårig legekammerat og køber et Brio-hammerbræt, som han banker på, når uroen kommer over ham, og langsomt begynder han at nærme sig livets sande værdier.
"Hans problem er jo, at han har mistet iveren og energien," fortæller Erlend Loe.
"Jeg tror, det er meget normalt der i den periode, hvor man begynder at forstå, hvad det betyder at være voksen med ansvar og alle de ting. Der kommer tanken om, at han skal dø, og om der egentligt er nogen mening med noget som helst. Det er egentlig en meget logisk tanke, som jeg kan huske, jeg selv havde på det tidspunkt. Man har jo på mange måder levet bekymringsløst, og så indhentes man ofte ganske pludseligt af en erkendelse af, at festen har en ende - og det kan blive et meget hårdt wake up call. Så man mister iveren."
Problemerne ved at være ok begavet
Loe fortæller, at han selv oplevede den periode som direkte brutal, fordi der var så mange muligheder at vælge imellem. For Norge er, ligesom Danmark, et samfund, hvor det er muligt at undgå at tage voksne overvejelser utroligt længe:
"Hvis man er ok begavet, kommer der aldrig et punkt, hvor man får kniven på struben. Du kan lige så let skøjte igennem universitetet, som du kan skøjte gennem 8. klasse eller 9. klasse. I 7. klasse sagde de 'næste år, 8., det bliver den store prøve', og så var det gymnasiet, der skulle være hårdt og så universitetet, men det var også ligesom barnemad at suse igennem."
"På den ene side er vi selvfølgelig heldige, at vi har så mange muligheder. Men på den anden side er det uoverskueligt mange, og man er nødt til at vide ganske meget om, hvem man er, og hvad man vil for at kunne vælge rigtigt i den jungle af tilbud. Jeg synes, det var hårdt. Jeg vidste, at jeg skulle skrive, så jeg søgte ind på filmskolen, journalistskolen og rundt omkring, og hver gang vidste jeg, at hvis jeg gik den vej, så ville mit liv blive anderledes, end hvis jeg gik en anden vej. Jeg oplevede det som en overvældende periode. Og der er mange, der har det problem."
Naiv. Super. fik således hurtigt prædikatet generationsroman, men Erlend Loe fortæller, at det først var efter, han havde skrevet sine tre første romaner, Tatt av kvinnen, Naiv. Super. og L, at han opdagede, at de alle handler om frygten for at blive voksen.
"Jeg er ikke nogen særlig analytisk forfatter. Jeg skriver bare, og så ser jeg bagefter på, hvordan det blev. Men når jeg ser på det nu, så var det en dybt rodfæstet frygt for mig og for mange i min generation. Vi var teenagere fra midten af firserne og al musik og film kørte jo på en meget barnlig tanke om, at så snart du får hus og barn og bil - alt det jeg har nu - så er du på en måde færdig. Du er ingenting, du kan ikke regnes for noget, og du svigter - jeg ved ikke helt hvad, men du svigter. Det var en meget, meget stærk følelse, og den har helt klart præget den holdning, som anes i de bøger," siger Erlend Loe og peger på, at det sådan set er en parodisk frygt, fordi man ikke rigtig ved, hvad man frygter:
"Man holder jo aldrig op med at være sig selv. Jeg er jo lige så meget mig selv i dag. Men selvfølgelig er der grund til at frygte. Altså, hus, bil og børn er jo ikke at stivne i sig selv, det er kun en ramme - skrækken er at stivne mentalt. Og det er let at beundre folk, som aldrig holder op med at være energiske og vrede og stille spørgsmål. Svensk tv sendte tre meget lange interviews med Ingmar Bergman et års tid, før han døde, og der ser man, at han var imponerende åndsfrisk, at han var helt ung i tanken: lige så fræk, lige så uforudsigelig, nådesløs og hård - og han var selvfølgelig voksen."
Til kamp mod kompetencen
I dag har Erlend Loe altså selv fået familie, hus og bil, og det har jeg-fortælleren også i Loes femte roman, Doppler, der udkom i 2004 og på dansk året efter. Naiv. Super. var allerede udkommet på dansk i 1999, men rigtig succes i Danmark fik Loe først med historien om den midaldrende misantrop Andreas Doppler, der af had til det omkringliggende samfund vender førnævnte familie, hus og bil ryggen og flytter ud i skoven, hvor han bliver venner med en elgkalv, som han døber Bongo efter sin nyligt afdøde far. Hans far hed godt nok ikke Bongo, men "indimellem må man være åben for den slags koblinger", lyder ræsonnementet.
Dopplers oprør er mere end noget vendt mod det at være "kompetent" - mod andre menneskers "kompetence" (på norsk 'flink' og 'flinkhet' - altid at være dygtig og gøre det rigtige, det fornuftige) og mod hans egen fortid, som har været alt, alt for kompetent.
"Jeg vil dø inkompetent, og jeg vil aldrig nogensinde forsøge at præstere noget igen, så længe jeg lever. Jeg har præsteret for sidste gang, og jeg har været kompetent for sidste gang," forsværger Doppler.
Men umiddelbart skulle man jo ikke tro, at der var noget i vejen med at være 'flink'?
"Altså, det er sådan set helt i orden at være flink," siger Erlend Loe. "Ting fungerer jo, fordi folk er flinke. Fordi nogen føler et ansvar for, hvordan man gør tingene. Men det kan også komme som et chok, når du er 40 eller 50 og ser, at du altid har gjort det, der blev forventet af dig. At du ikke har gjort noget af det, som skaber dynamik og nye tanker og inspiration og bølgedale og giver ny erkendelse."
Loe fortæller, at han ikke kunne have skrevet romanen, før han selv var på et sted, hvor han vidste, hvordan det var at forholde sig til de ting, Doppler forholder sig til: "hus, job og alle de voksenting". Men selve oprøret mod kompetencen eller 'flinkheten' bunder i tanker, der ligger mange år tilbage.
"Jeg var jo selv meget flink, indtil jeg pludselig på en måde følte, at jeg var det i mindre grad, hvilket gav en enorm frihed. I folkeskolen og i gymnasiet var jeg meget skoleflink, men efter jeg kom tilbage fra et år som udvekslingsstudent i Frankrig, havde jeg fået nok. Jeg skulle gå det år om, jeg havde været væk fra gymnasiet, for sådan var reglerne. Men da var jeg et år ældre end alle andre og mange hoveder foran dem mentalt. Det holdt jeg ikke ud, så jeg stoppede samme dag og tog de sidste to år som privatist. Det gik fantastisk med superkarakterer, så sådan set var jeg stadig lidt for flink, selv om jeg ikke synes, det var så flinkt," siger Erlend Loe og trøster sig med, at valget om at blive forfatter dog ikke var så flinkt.
"Hvis jeg havde fortsat den flinke vej, jeg var begyndt på, var jeg nok blevet læge eller noget andet mere sikkert, og jeg er egentlig meget tilfreds med, at det lykkedes mig at undgå det."
Skummetmælken
Erlend Loe begynder at finde lidt frokost frem og sætter blandt andet en karton skummetmælk frem på bordet.
- Skummetmælk?
"Ja, det er selvbiografisk."
- Er det ikke noget med, at Doppler kalder det for civilisationens ypperste frembringelse?
"Jooh," siger Loe og griner.
- Og den norske udgave har en karton skummetmælk på forsiden?
"Ja, jeg var meget tilfreds med det omslag. Det eneste land, der gjorde det samme, var Ungarn - de havde åbenbart fået en aftale i stand med mejeriet."
- Men hvordan er det lige, at skummetmælk bliver symbolet på - ?
"Ja, enhver idiot kan jo skaffe sig mælk, men skummetmælk, det kræver en tanke og en lang proces og et raffinement. Jeg ved ikke, det er vel bare en slags hyldest til skummetmælken. Jeg har drukket det i mange år, og jeg har drukket en del."
Iveren
Det mest fremhævede træk ved Erlend Loes forfatterskab er hans særegne blanding af underfundig og fandenivoldsk humor - med tryk på det underfundige i Naiv. Super. og fandenivoldskheden i Doppler. Og lige som med skummetmælken kalder Loe humoren et virkemiddel, han ikke kan slippe - det ligger i hans person. Men han kan godt irritere sig over, hvordan den behandles af kritikerne.
"Jeg synes, det er interessant at se, hvordan kritikere forholder sig til såkaldt humoristisk litteratur. De bliver meget usikre, hvis det bliver for morsomt, for så kan det ikke samtidig være meningsfyldt. Men der mener jeg ikke, de tænker langt nok. For mig er humoren og det alvorlige uløseligt knyttet til hinanden. Og det er jo et ældgammelt trick. Chaplin er netop genial, fordi det hos ham altid går hånd i hånd: Det er morsomt, og det er trist, og det er dybt bevægende i samme bevægelse, så for mig er der ikke nogen modsætning," fortæller Loe og fortsætter: "Men jeg kan sige, at mine ideer næsten altid kommer fra den mere lystige side. Jeg tror aldrig, jeg har siddet og tænkt tematisk. Hvis jeg har det godt, når jeg skriver, så regner jeg koldt med, at der nedfælder sig nogle ting, som også er meningsfyldte, i teksten."
- Altså de mørkere sider?
"Ja, egentlig. For tilværelsen er jo trods alt nok så alvorlig og brutal. Det kommer af sig selv. Det har man sådan set ikke noget behov for at lede så meget efter. Det, der er vigtigt, er humoren og det lette."
- Og er det i den ånd, at fortælleren i Naiv. Super. til sidst erklærer, at han tror på "sjælens renselse gennem leg og glæde"?
"Hmm, det er længe siden, jeg har tænkt på det. Men 'sjælens renselse gennem leg og glæde', det er en vældig god sætning at skrive. Jeg ved ikke, om jeg dyrker det selv, men jeg synes stadig, det er en god ting," siger Loe med et nostalgisk smil.
- Det er vel også en sætning, der stemmer fint overens med, at romanens fortæller konsekvent griber tilbage til eksempler fra barndommens ubekymrethed, når han skal beskrive de gode ting i livet?
"Ja, altså, det handler ikke om at ønske sig tilbage til barndommen. Det handler om at sortere det fra dengang - for barndommen var jo et komplekst netværk af nogle gode ting og nogle mere komplicerede, vanskelige og triste ting - og så forsøge at tage det, der var godt, med. Det var projektet. Det handler om at identificere de gode ting fra dengang og tage dem med videre."
En af de gode ting fra Loes egen barndom har her - uanset skellet mellem forfatterens person og hans værk - ganske sikkert været at stå på ski. I hvert fald er det dette barndomsminde, som fortælleren i Naiv. Super. bruger til at identificere den iver, han så bedrøveligt har mistet.
"Engang legede jeg, til jeg besvimede. Jeg havde lige fået slalomski og var så ivrig, at jeg glemte at spise. Jeg kørte på dem hele dagen uden at spise. Til sidst besvimede jeg af udmattelse og kørte ind i en lygtepæl. Jeg fik hjernerystelse, og far kørte mig på sygehuset. Lægen sagde, at det var fint nok at lege så længe, men jeg skulle huske at spise noget indimellem. Jeg besvimede, fordi det, jeg var i gang med, var så sjovt, at jeg ikke havde tid til at holde en pause. Der er noget i det, som er utrolig godt. Den der iver. Den ligger ikke lige om hjørnet."
