Læsetid: 3 min.

Til slut vi råber højt i kor ...

Et varmt indlæg til fordel for en overset litterær genre
Kultur
8. maj 2008

Jeg var til bryllup for nylig. Et lykkeligt og meget muntert bryllup med hele tre festsange. Endnu en gang blev jeg mindet om, i hvor høj grad det løfter stemningen at få lov til at synge af hjertens lyst til disse store fester, hvor mange mennesker, der tit ikke kender hinanden, er samlet med kun ét fælles formål: At fejre dem, der har inviteret til festlighederne.

Jeg blev også mindet om, hvor sjældent det nu om dage sker, at man har lejlighed til at bryde ud i sang - endda sange med aldrig før set originaltekst, uropført for første gang, mens man sidder og skråler. Medgivet: Det hænder, at man synes, man faktisk har hørt teksten eller dele af teksten før ... det vender jeg tilbage til.

En tradition

Jeg bidrog selv med en sang. Det gør jeg næsten altid, hvis lejligheden byder sig. Jeg kommer nemlig fra en tradition, hvor festsange var et nødvendigt og med spænding imødeset indslag i barnedåbs-, konfirmations-, kobber-, sølv- og så videre-bryllupsfester, samt runde fødselsdage, jubilæer, julefrokoster, og hvad man ellers kunne opfinde af påskud.

Alligevel startede min karriere som festsangskriver et andet sted. Da min mand og jeg var yngre, fablede vi ind imellem om at gå på valsen. Han mestrede og mestrer alle mulige håndværk, så for ham lå landevejen åben, mens det var mindre indlysende, hvad jeg havde at tilbyde.

"Du kan jo gå fra dør til dør og høre, om de har nogle digte, der skal fortolkes," foreslog han hjælpsomt. Jeg landede dog på festsange som det mest realistiske aktiv.

Valsedrømmene er endnu ikke blevet til noget, og det er snart en anseelig bunke festsange siden, vi sidst havde planerne fremme.

Til gengæld har jeg fundet et usynligt broder- og søsterskab, der strækker sig over det ganske land: Festsangskrivernes Geheimbund, som giver sig til kende ved indforståede nik over blomsteropsatsten, spydige, småhoverende smil, når rimnøden banker på, og i sjældne tilfælde ligefrem hovedrystende ordvekslinger, hvis skandalen bliver for åbenlys.

Således fortalte en garvet festsangskriver mig engang, at man i hendes jyske svigerfamilies omgangskreds medbragte en købesang! Dem man kan få i Spøg og Skæmt-butikker, påklistret firkløvere, dannebrogsflag og springende champagneflasker. Hvilken ynk! Hun havde endda oplevet, at to af gæsterne til en rund fødselsdag medbragte den samme sang.

Faldt loftet ned? Næh. Alle 70 budne afsang såmænd blot den samme sang to gange. Uden at fortrække en mine. Dén var ikke gået der, hvor jeg kommer fra.

To gange kan forekomme, men så sker det som en hædersbevisning for veludført dåd, som en anerkendelse af indslagets elegance og originalitet. Og anden gang kommer først, når man er ved at være igennem desserten eller i det mindste har sikret sig, at der ikke befinder sig nedsmeltningstruet is i venteposition. Fadslikning kan derimod udmærket forekomme efter anden afsyngelse.

Som i alle andre forbund er der dømt varm imødekommenhed og velvillig billigelse, når to festsangskrivere genkender hinanden på de næsten usynlige tegn, jeg ovenfor har beskrevet. De færreste af os har imidlertid lyriske ambitioner ud over amatørniveauet, men selvfølgelig findes der da professionelle festsangskrivere - og åbenbart også en kundekreds hos jyske svigerfamilier med tilliggender.

Når en ægte festsangskriver til enhver tid med foragt ville afvise tanken om at henvende sig til en professionel, skyldes det dog ikke kun amatørens blanding af lige dele fornøjelse ved hobbyen og gemen selvglæde. Det skyldes også en vis mistænksomhed over for niveauet i den professionelle liga. Senest har jeg fundet følgende annonce, som jeg nok ikke selv ville reflektere på:

Hvis det er svært at rime,
så ring til Signe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her