CANNES - "Da jeg var 15, skrev jeg i min dagbog, at 'det smukkeste ville være, hvis jeg kunne udtrykke det, jeg har indeni, udenpå'."
Og det har 34-årige Martin de Thurah forsøgt at gøre lige siden. Først i sine malerier, dernæst som elev på Den Danske Filmskoles animationsinstruktørlinje og nu som instruktør af musikvideoer og kortfilm, hvoraf hans første, den 43 minutter lange Ung mand falder (2007), er blevet udvalgt til parallelserien Semaine de la Critique på årets filmfestival i Cannes.
Filmen fortæller om en ung mand, Jens, der mentalt og følelsesmæssigt er i frit fald. Han forsøger desperat at læse til eksamen, mens hans mor ligger og græder på sofaen, og pigen overfor lægger an på ham. Intet synes at være under Jens' kontrol, og det udtrykker de Thurah visuelt ved at lade omgivelserne afspejle Jens' turbulente indre: Biler kører galt, mennesker dør, vægge revner, gader og veje eksploderer, og udstoppede dyr taler til ham om kærlighed.
"Jeg vil gerne lave sprækker ind til noget, som ikke bare er 1:1 i en virkelighed," siger instruktøren, der selv kan se en rød tråd gennem alle sine film, fra afgangsfilmen på Filmskolen over musikvideoerne til Ung mand falder og Vi der blev tilbage, en kortfilm, han lige har færdiggjort.
Alt er crisp
"Jeg har hele tiden gerne villet fortælle en historie, men jeg har været interesseret i nogle andre ting, som lå neden under det narrative," siger Martin de Thurah.
"Indholdet er personligt, men formuleringen af det har været et fokus. Jens er en meget introvert person, og det er svært at arbejde med i en film. En mand, der bare sidder på en stol. Han er meget følsom og er i en lammet situation i sit liv. Han er uden for verden og ved ikke, hvordan han skal forholde sig til den. Det er en følelse af ikke at passe ind. Eller af 'hvornår passer jeg ind? Hvornår skal jeg trykke på stopknappen i bussen, så det passer ind i systemet?' Verden vil have, at man skal være god til dét og dét og dét. Jeg husker selv følelsen af at være uden for det system. Alting var forkert på en eller anden måde. Jeg ville gerne have, at Jens' indre liv - selv om han var tavs - blev direkte afspejlet i scenerne i filmen; At jeg førte noget af det ud og formulerede det ved hjælp af det, der skete rundt omkring ham."
Martin de Thurah kan godt lide plotdrevne film, men han vil gerne kunne mærke det menneske, som har lavet filmen.
"Hvis den personlige erfaring forsvinder, er det kun underholdning. Og det kan være superfedt, men jeg er selv bare mere interesseret i det andet. I min verden, hvis jeg skriver en scene meget straight, så bliver den rimelig skør. Rune Schjøtt har skrevet manuskriptet til filmen, og vi tog sammen udgangspunkt i en masse materiale, som vi skrev til hinanden og lagde ud i bunker og sad og diskuterede. Ting, vi havde oplevet, og så fandt vi ud af, hvad det var for størrelser, der var interessante. Teenageårene er en sprød tid. Det er bare så vildt. Alt er crisp, krystallinsk."
At kortfilmen skulle handle om en ung mand med problemer, lå fast meget tidligt, fortæller Martin de Thurah.
"Overvejelserne gik på, hvordan vi skulle arbejde med subjektiviteten eller hans følelsesliv i det visuelle, uden at det blev fjollet eller udvendigt. Den ædleste kunst ville være, hvis man kunne lave en virkelighed, der var virkelig for ham. Jeg husker selv alle de syrede ting, jeg oplevede, da jeg var ung. Det var totalt virkeligt. En af mine veninder hallucinerede, og tingene kunne forvride sig for hende. Man læser alt muligt ind i alting. Der kører en biograf omvendt ud af ens hoved. Måden, man sætter ting sammen på, er også helt fucked, fordi man er grønskolling. Hvis man er meget følsom og kæmper med alle mulige ting, tror jeg, at man er det i meget mere ekstrem grad - man er også ivrig efter at forstå det, der sker, men man kan ikke forstå det. 'Hvorfor står hun og smiler?'"
Martin de Thurah tog afgang fra Filmskolen i 2002, og til at begynde med lavede han alt muligt andet end sine egne film. Han lavede visuelt design til Christoffer Boes debutfilm, Reconstruction: bogomslag, kunstprojekter, titelsekvenser og plakater.
"Jeg havde en følelse af, at jeg skulle finde det sted, hvor jeg kunne være," siger instruktøren.
Forløsningen
Men noget faldt på plads, da Martin de Thurah så nogle musikvideoer af instruktører som Jonathan Glazer og Chris Cunningham.
"Videoerne var på en eller anden måde forløsningen af maleriet blandet med film. Jeg kunne arbejde med de abstrakte former, fordi der var et stykke musik, som jeg kunne fabulere over. I den form kunne jeg arbejde med noget, der var meget stærkt. Jonathan Glazer og Chris Cunningham lavede vanvittige ting. Det var vildere end at gå på noget museum at se Rabbit in Your Headlights. Der var nogen, som brugte mediet på en anden måde. Det var jo små film med historier og stærk psykologi, som bare var vildere end noget, jeg så i en eller anden jævn, dansk film."
Martin de Thurah har lavet musikvideoer for Carpark North, Lise Westzynthius, Röyksopp og Mew, og fælles for dem alle er - sammen med de to kortfilm - et drømmende, poetisk, ja, næsten metafysisk udtryk, der leger med formater, ophæver naturlove og visuelt lader instruktøren formulere, hvad han har på hjerte.
Nogle af Martin de Thurahs videoer kan ses på YouTube.
