Læsetid: 6 min.

Sprængfarligt godt teater i Berlin

Det årlige Theatertreffen, der i år var en udelt fornøjelse, sluttedesøndag. Information beretter om dets højdepunkter
-Gertrud-, hvis fire aldre vises på en gang. Rundt omkring på scenen ligger kålhoveder, der ind imellem er babyer, andre gange bomber.

-Gertrud-, hvis fire aldre vises på en gang. Rundt omkring på scenen ligger kålhoveder, der ind imellem er babyer, andre gange bomber.

Berliner Festspiele

Kultur
27. maj 2008

BERLIN - Om ikke forkrøblede, så i hvert fald fortabte sjæle finder man i stykket Pornographie af englænderen Simon Stephens, der havde sin uropførelse i Hannover sidste år.

I år vistes det på Theatertreffen i Berlin. Stykket foregår i London i juli for tre år siden. Byen har netop fået OL 2012, og Live 8, en af verdens største velgørenhedskoncerter, er vel afholdt, da der springer bomber i undergrundsbanen og i en bus.

Instruktøren Sebastian Nübling deltog også sidste år på Theatertreffen med sin vidunderlige tragedie/barokopera Dido og Aeneas, hvor han lod skuespillere og sangere kokkerere og skabe en uforglemmelig sanseberusende fest for øjnene af os.

Dengang befandt vi os i gudernes verden. I år er det denne verdens barske realiteter, Stephens og Nübling disker op med. Og det er lige så godt som sidst.

Tendensen fra flere af de andre stykker med konstant tilstedeværende skuespillere, der spiller nødvendige stikords-roller med en sjælden set evne til forvandling, oplever vi også her. Scenografen Muriel Gerstner har skabt en bagvæg af et imponerende kæmpepuslespil, der forestiller Pieter Brueghels berømte billede Babelstårnet.

Skuespillerne arbejder stykket igennem på puslespillet med store brikker, som også bliver brugt som rekvistitter og til at kyle efter hinanden. Resten af scenografien er borde og stole, der bygges med. Blandt andet stables bordene til tårne foran billedet af tårnet, så man kan komme op i en vis højde og pusle løs. Stephens' stykke er en nedtælling til attentaterne i London.

Vi får et glimt af en række personers liv i de fatale juli-dage. En kvinde er træt af sit livs trædemølle med en sexulysten ægtemand og faxer en firmarapport til konkurrenten dagen inden offentliggørelsen.

Et brødrepar opdager deres kærlighed og lyst til hinanden, og spiller scenen med så stor ømhed, at man ikke engang frastødes ved tanken.

En gammel kvinde tager til lægen den skæbnesvangre dag og må om aftenen tilbagelægge strækningen hjem til fods. Vel hjemme vejrer hun mad og banker på hos de vrangvillige naboer, der allernådigst tildeler hende et kyllingelår. En familiefar slæber en tung kuffert (måske med en bombe i?) tværs gennem London. "Der er en bombe i," siger han til en mand, der hjælper ham med at få den ind i toget. "Ja. Også i min," smiler den hjælpsomme medpassager. Vi kan ikke fatte det ufattelige.

Til slut lægger alle skuespillere videre på skuespillet, mens en stemme mindes alle 52 ofre med en lille sætning. Ingen navne nævnes, men nu ved vi, at offer nummer syv blev gal, når nogle gjorde grin med Arsenal FC, nummer 16 netop havde planlagt en romantisk tur til Paris med sin kæreste, nummer 31 havde overlevet turen som bådflygtning fra Vietnam som et-årig, og at nummer 42's forældre begge blev slået ihjel af Taleban i Afghanistan.

Stephens' og Nüblings Pornographie er en overvældende forestilling, der bliver siddende som en trykken for brystet i dagene efter.

Theatertreffen har selv været noget af et Babelstårn i 14 forrygende majdage, hvor den forgangne sæsons 10 bedste tysksprogede forestillinger har gæstet Berlin. Mixet har været halvt klassikere, halvt nye forestillinger og projekter.

Kvinder dominerede eller spillede hovedrollen i over halvdelen af forestillingerne, og det har givet dette års festival en forfriskende tyngde.

Der har endog været en kvindelig instruktør blandt deltagerne, nemlig danske Signa Sørensen med hendes nonstop-performance-installation Martha Rubins åbenbarelser.

En dødsensalvorlig leg

Maria Brauns ægteskab, som er skrevet over Rainer Werner Fassbinders film fra 1979, har Thomas Ostermeier instrueret.

Maria Braun er en kvinde, der for enhver pris vil klare sig i krigsårene og i årene efter Anden Verdenskrig. Hendes mand, Hermann Braun, dør ved fronten (tror hun), og hun kaster sig ud i et forhold til en amerikansk soldat. Det ender med soldatens død, da Hermann alligevel vender tilbage.

Scenografen Nina Wetzel har skabt et krigs/efterkrigsunivers af et hav af 1950'er-lænestole og grå draperede gulvlange gardiner. Ostermeiers instruktion er fængslende, fordi den virker som en leg. En dødsensalvorlig leg. Brigitte Hobmeier spiller titelrollen fast og sexet og med en nærmest skræmmende fysisk lighed med Hanna Schygulla, der spillede filmrollen i sin tid. Hun er den eneste skuespiller, der holder fast i sin rolle stykket igennem. De øvrige fire mandlige skuespillere spiller et væld af roller af begge køn. Med en paryk, en chemise eller et par højhælede sko er en af dem f.eks. pludselig hendes mor. De laver en baggrund til Maria Braun; det er hendes historie, der er i centrum. Ostermeier blander basal skuespilkunst med moderne virkemidler. Når Maria og Hermann sætter sig på to stole med hænderne op mod hinanden og taler lidt for højt, er glaspladen i fængslet, som ægteparret taler igennem, en usynlig realitet.

Andre gange bruger Ostermeier videokameraet, som når den ældre forretningsmand Karl Oswald, som Maria indleder et forhold til, får filmet sin gamle afklædte krop. Ostermeier bruger også gamle lysbilleder fra Hitler-jublens dage. Sort/hvide fotos af jublende piger fra BDM (Bund Deutscher Mädel - pigernes pendant til Hitler Jugend) viser, at nazismen havde godt greb i begge køn. Decideret raffineret bliver det, når han projicerer en lille sort/hvid film med 1940'er-gadebilleder op i miniformat på en skuespillers læggede nederdel.

Forestillingen Gertrud af Jens Groß efter Einar Schleefs roman hænger på forunderlig vis sammen med Maria Brauns ægteskab. Den østrigske nobelpristager Elfriede Jelinek skrev om den østtyske forfatter Schleef, da han døde i 2001: "Der har i Tyskland kun eksisteret to genier: I vest Fassbinder, i øst Schleef". Gertrud er også en krigs/efterkrigsårenes kvinde, dog befinder hun sig stærkt kæmpende i kummerlige forhold på den østlige side af Jerntæppet.

Kummerlige kålhoveder

I Armin Petras' instruktion spilles, hvad der egentlig er en monolog af fire forskellige kvinder. Alle fire skuespillere er til stede samtidigt og lader dermed Gertruds fire aldre være en konstant. De få rekvisitter bliver brugt flittigt. Rundt omkring ligger kålhoveder, der ind imellem er babyer, andre gange bomberegn over Dresden.

Scenografen Olaf Altman har åbnet scenegulvet og lader Gertrud'erne spille på kanten til dybet og hen over tværbjælkerne.

Det er en farlig balancegang, som også Gertruds liv er det. Den yngste af hendes to sønner, Filius, hopper af i Vest i 1976. "Hvad driver sådan et ungt menneske til Vesten," spørger det hemmelige politi, Stasi, hans 67-årige mor, der med tabet af sønnen føler, at alting er forbi.

Ligesom Ostermeier bruger også Petras 1930'er-film med vajende hagekorsfaner og skaber hermed en dokumentarisk forbindelse til den historiske virkelighed, og ligesom Ostermeier filmer skuespillerne hinanden med video, når de mere eller mindre afklædte spiller under scenegulvet.

Forkrøblede sjæle

En genistreg ved dette års Theatertreffen er Michael Thalheimers klaustrofobiske udlægning af Gerhart Hauptmanns Rotterne fra 1911.

Også her er en stærk kvinde i fokus. Constanze Becker spiller hovedrollen som Jette Johns, der ikke kan få børn, og som franarrer den ulykkeligt besvangrede tjenestepige Pauline hendes barn.

Scenehøjden er af to enorme træ-klodser reduceret ned til 1,50 meter i højden, og Thalheimer og scenografen Olaf Altman har med dette elegante greb skabt en verden med lavt til loftet i alle henseender.

Her befinder sig et galleri af denne verdens krumbøjede og forkrøblede sjæle, og man kommer uvilkårligt til at tænke på den ulykkelige familie i Amstetten, der i 24 år blev holdt fanget på et lignende antal kvadratmeter og med kun 10 centimeter mere til loftet.

Her skal skuespillerne dog kun holde ud i en time og 40 minutter. Stort set alle taler næsten uforståelig berliner-dialekt, og ægteparret Johns minder i deres ubarmhjertighed om ægteparret Gruesen i Soyas Parasitterne fra 1929. Det er svært at tro, at Soya har skrevet sit mest berømte stykke uden af kende Hauptmanns.

Becker, der spiller fru Johns med det selviske, men ulykkelige, menneskes opløsthed, spiller i øvrigt også rollen som Elena i Tjekhovs Onkel Vanja, der selvklart er med på Theatertreffen.

Information anmeldte denne Onkel Vanja i marts, så her skal ikke siges mere end, at Goschs instruktion og de uovertrufne skuespillere holder 100 procent ved gensynet i maj.

www.berlinerfestspiele.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her