Læsetid: 2 min.

Det var svært at hoppe ud i uvisheden

Store bogstaver bliver for ofte misforstået som vrede i Danmark, skriver den chilenskfødte journalist og forfatter Paula Larrain
Paula Larrain er ikke bleg for at erklære sig selv for lykkelig.

Paula Larrain er ikke bleg for at erklære sig selv for lykkelig.

Carsten Snejbjerg

2. maj 2008

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Åbenhed. Det er svært for mig ikke at sige tingene lige ud.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At læse noget faglitterært , at strikke noget meget kompliceret eller at bygge modelfly med min søn. Jeg får mindre og mindre tid til det hele, men når jeg endelig får sat mig ned, så kan jeg koncentrere mig om det længe ad gangen.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

Min mobiltelefon! Og i køkkenet vil jeg ikke undvære min stavblender.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Begge mine forældre har haft afgørende betydning for mig. Min far for sit vid, humor og følsomhed, min mor for sin råstyrke og fighterånd. Jeg er stolt af alt det, jeg har fået af dem. Min søster er også en af hverdagens store helte. Hun er ved at tage en ny uddannelse i en alder af 40 og skal samtidig tage sig af sin handicappede dreng. Hun er bare for sej!

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Da jeg besluttede at kortslutte min karriere og forlade en branche, jeg har ofret en del blod, sved og tårer på. Det tog mig lang tid at træffe beslutningen og hoppe ud i uvisheden.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg taler med store bogstaver og i flammende retorik. Det er meget almindeligt, dér hvor jeg kommer fra, men misforstås ofte som vrede her i Danmark.

- Hvad er din største bedrift?

At føde min søn og opdrage ham til at være et skønt, omsorgsfuldt og givende menneske.

- Dine største fejl?

De er for private og ømtålelige. Af arbejdsmæssige bommerter er der sikkert adskillige, men dem har jeg heldigvis fortrængt.

- Din drøm om lykken?

At leve i harmoni og med masser af kærlighed omkring mig. Tid, ro og hygge er noget, jeg værdsætter. Lykken sidder ofte i maven og rammer mig nogle gange så stærkt, at den går lige i tårekanalerne.

- Din sindsstemning netop nu?

Ro, lykke, forventning, forelskelse, kærlighed. Jeg vil gå så langt som til at erklære mig selv for lykkelig.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Omsorgen for andre mennesker. Gavmildhed i det hele taget er en vigtig dyd.

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Åndernes hus læste jeg, da jeg som teenager forsøgte at finde mening i, hvorfor jeg var havnet så langt væk fra mit fædreland. Jeg lo og græd mig igennem i genkendelse af mit folks humor, vanvid og smerte. Og så Whistlers gengivelse af min fødestavn Valparaiso. Da jeg så den på Tate Gallery, kneb jeg en tåre over den umiddelbare genkendelse af himlen, som må have været det første, jeg overhovedet så i livet, da maleriet er malet præcis fra det sted, hvor mit fødehospital blev bygget 100 år efter.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Chiles militærkup i 1973. Den rev mit land i stykker, sendte min familie i eksil og adskilte mig derved fra mine rødder. Det er en ulykke, jeg stadig bærer på.

- Dit motto?

Hvo intet vover, intet vinder. Eller blot: Op på hesten igen, du gamle!

Poesibogen stiller hver uge en en person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu