Læsetid: 9 min.

Symbolet Schalburg

For nogle blev han personificeringen af landsforræderi, for andre blev han pragteksemplet på en altopofrende officer. Hans søn kan bare huske, hvordan det føltes at holde ham i hånden. Schalburgs soldaterkammerater, underordnede og familiemedlemmer er klar til at give et mere nuanceret billede af manden Schalburg. Det har de gjort i historiker Mikkel Kirkebæks bog 'Schalburg - en patriotisk landsforræder'
5. maj 2008

"Så klippede vi jo klude, kludesko, det var det første," fortæller Aleksander Schalburg om livet for den berømte far Christian Frederik Schalburgs kone og søn efter krigen i Mikkel Kirkebæks bog:

"Det sad vi og gjorde ved det her store spisebord, hvor få år i forvejen prins Gustav og alle mulige andre kendte mennesker havde siddet og spist, og det grinede vi meget af, nu sidder vi her og klipper kludesko."

Familien Schalburg var indtil besættelsen en del af det bedre borgerskab i København. De var venner af kongehuset i en sådan grad, at Christian X's bror Gustav stod fadder ved Aleksander Schalburgs dåb. Mikkel Kirkebæks afsløringer af Schalburgs tætte forbindelser til det danske kongehus har fået stor opmærksomhed i forbindelse med udgivelsen af bogen Schalburg, men Mikkel Kirkebæk finder det ikke specielt odiøst:

"Det siger mere om stemningen i samfundet generelt, end det siger noget om Schalburg eller kongen. I 30'ernes Danmark var det ikke masserne, der brugte energi på at tage afstand til nationalsocialisterne. For den brede befolkning var ligegyldighed snarere end had en langt mere dækkende beskrivelse af synet på nationalsocialismen. Det var derfor ikke usædvanligt at finde medlemmer af partiet blandt samfundets elite. Jeg har ikke fundet noget som helst, der tyder på, at kongen og Schalburg delte ideologiske overbevisninger ud over hengivenhed til 'Gud, konge og fædreland'. Det er derfor også meget vigtigt at bemærke i denne sammenhæng, at kongehuset brød med Schalburg-familien, da besættelsen kom."

Opmærksomheden omkring forbindelsen til kongehuset understreger blot over for Mikkel Kirkebæk, at myten om Schalburg lever i bedste velgående. Det er den simplificering af mennesket Schalburg, som han gerne vil gå bag om. Hvilken slags menneske var denne person, der endte med at lægge navn til det mest frygtede korps i Danmark under krigen?

I sin jagt på svaret på det spørgsmål fik han hjælp fra uventet kant. Sønnen Aleksander Schalburg indvilgede i at medvirke til bogens tilblivelse, og det sensationelle i det gik først rigtigt op for Mikkel Kirkebæk, da han første gang mødte sønnen i dennes hjem i det sydlige Sverige.

"Han viste mig en hel stak af breve og pakker fra journalister og historikere, der gennem årenes løb havde henvendt sig til ham for at interviewe ham om hans far. En del af dem var uåbnede. Jeg tror, han var nået til et punkt i sit liv, hvor han havde indset, at hvis han skulle nå at fortælle hele historien om sin far, så skulle det være nu. Han døde da også i 2006, mens jeg arbejdede på bogen."

Et skatkammer

Mikkel Kirkebæk fortæller, at det for en historiker var som at træde ind i et skatkammer, da Aleksander Schalburg viste ham ned i kælderen, hvor der stod kassevis af arkivmateriale. Dagbøger, korrespondancer, soldaterbøger, officielle dokumenter, partipapirer og meget mere. Helga Schalburg havde ved sin død i 1995 ladet materialet gå i arv til sønnen. Helga Schalburg var ud af adelig familie, og det var i høj grad gennem hende, at familien før krigen havde haft kontakt til kongefamilien, mens det var Schalburgs egen tilknytning til det russiske emigrantmiljø, der gjorde, at også zarens søster, Olga Aleksandrovna, var en god ven af familien. Efter krigen mistede Schalburg-familien alt. Blandt andet i Information skrev man meget om det forkastelige i, at Schalburgs enke modtog enkepension, så den mistede hun og fik den aldrig tilbage. Også pensionen fra SS bortfaldt, og længe kunne Helga Schalburg ikke få arbejde, og hvis hun endelig fik det, blev hun fyret det øjeblik arbejdsgiveren fandt ud af, hvem hun var. Længe levede den lille familie af at sælge ud af deres ting, og de måtte blandt andet ty til at sy kludesko.

Aleksander Schalburg var mærket af at være vokset op som søn af ham, der for mange danskere personificerede landsforræderi og ondskab. Men han var ikke bitter. Han havde forståelse for, at danskerne reagerede, som de gjorde efter krigen.

"Men han havde meget lidt respekt for de mennesker, der trampede på ham og hans mor efter krigen uden at have nogen umiddelbar grund til det. Og det var ofte dem, der stod for den værste behandling. De blev derimod behandlet med værdighed af tidligere modstandsfolk, der jo om nogen havde en grund til at trampe på dem. Mange danskere har vel i høj grad været tynget af deres egen dårlige samvittighed over at have forholdt sig passive under krigen, og så er det nemt at lade sine frustrationer gå ud over en kvinde og hendes lille søn."

C. F. Schalburg oplevede ikke selv, at han lagde navn til Schalburgkorpset, der bestod af danskere i tysk tjeneste. Deres mest berømte opgave var den såkaldte schalburgtage, hvor korpset hævnede modstandsbevægelsens sabotage. Således ødelagdes Tivoli, Borgernes Hus, Studentergaarden og Den Kgl. Porcelainsfabrik ved schalburgtage den 24. juni 1944 som straf for modstandsbevægelsens aktion imod Riffelsyndikatet. Men som nævnt skete alt dette uden Schalburgs vidende. Han faldt selv ved Østfronten i 1942.

Patriot til benet

C.F. Schalburg var militærmand. Han blev født i Rusland i 1906 ind i en aristokratisk familie, der måtte flygte til Danmark, da revolutionen kom, og allerede da vidste han, at han måtte træde ind i militærtjeneste og kæmpe for fædrelandet. Han var patriot til benet.

"Der er slet ingen tvivl om, at roden til hans antikommunisme og antisemitisme skal findes i hans oplevelser i Rusland som barn. Han skelnede ikke mellem kommunister og jøder, for ham var kommunismen blot et redskab for jøderne. Et redskab, de havde opfundet, så de kunne overtage herredømmet i Rusland, og han var ikke i tvivl om, at de også ville forsøge at overtage magten i Europa. Det ville sprede sig."

I kraft af sin opvækst i det russiske zarrige havde han heller ikke en demokratisk arv med sig. Som 24-årig i 1930 udfærdigede han en liste over de væsentligste punkter i det ideelle samfund. Det indeholdt blandt andet: Et forbund af nationale europæiske stater, hvis folk opdrages efter grundsætningen 'Gud, konge og fædreland'; udelukkelse af fremmedelementer i hær, presse og politik (her tænkte Schalburg ifølge forfatteren på 'jøde-bolsjevikker'); skabelse af en tjenende adel, der altid fornyes af folkets dygtigste; racehygiejne; folkeopdragelse gennem hæren og statsføring af al industri.

Radikalisering

Schalburgs totalitarisme og ideologi fulgte ham resten af livet, understreger Mikkel Kirkebæk.

"Bogen her skal derfor heller ikke på nogen måde opfattes som en rehabilitering af manden. Det er selvfølgelig kun et gæt, men det er min vurdering, at han ville have fortsat den radikalisering, der begyndte, da han indrulleredes i Waffen SS, hvis ikke han var faldet ved Østfronten. Jeg er ikke sikker på, at han havde været uvillig til at lade korpset opkalde efter sig. Men denne bog handler om at vise et mere nuanceret og fuldstændigt billede af en mand, der efterhånden er blevet mere til en myte end et menneske."

Det var også den indstilling, han mødte hos Schalburgs gamle soldaterkammerater og underordnede ved Livgarden, hvor Schalburg startede sin militærkarriere.

"Det var nok det, der overraskede mig mest i mit arbejde. De talte meget positivt om ham. Tog selvfølgelig afstand fra hans nazisme og senere handlinger, men sagde så, at han var en god kammerat og officer. De fremhævede alle hans tiltalende personlighed og hans engagement. Som officer var han ikke typen, der blot blev siddende på sin hest og beordrede folk fremad, nej, han gik forrest. Og det beundrede man ham for. Jeg oplevede det, som om hans gamle kammerater fra Livgarden havde savnet muligheden for at fortælle, at Schalburg var et positivt bekendtskab for dem. Men det er selvfølgelig et ømt punkt for hele garden. Da jeg ledte efter Schalburgs gamle kammerater, ville jeg gerne have sat en annonce i Livgardens blad, men det ville de ikke bringe. Det er vel ikke rart for dem at tænke på, at ham, der regnes for Danmarks største forræder, startede sin militærkarriere hos dem."

For voldsom og impulsiv

De, der havde oplevet at have Schalburg som officer, havde måske kun positive ting at sige om ham, men det samme kunne man ikke sige om hans overordnede.

"Han er måske den, der har fået flest anmærkninger i løbet af sin militærtjeneste," fortæller Mikkel Kirkebæk:

"Han blev opfattet som alt for voldsom og impulsiv, og hans organisatoriske og strategiske evner var ikke de bedste."

Men alligevel avancerede han hurtigt inden for Waffen SS. Han blev medlem af DNSAP og meldte sig som Finlandsfrivillig i 1939. Herefter meldte han sig hos Waffen SS, hvor han gjorde tjeneste under Division Wiking. Han var populær hos mandskabet, og som nævnt blev hans impulsive og voldsomme stil ikke opfattet som et problem af lederne i Waffen SS, så han blev gjort til chef for Frikorps Danmark. Inden for de nazistiske rækker blev den altopofrende soldat opfattet som forbilledlig. Lederen af Waffen SS, Heinrich Himmler, fremhævede gang på gang Schalburg, der jo også havde et imponerende arisk slægtsblad. Nedstammende fra aristokratisk russisk familie med forbindelse til zaren og nu gift med en adelig dansker. At Himmler efter Schalburgs død overtog fadderskabet for Aleksander Schalburg, tror Mikkel Kirkebæk handlede lige så meget om at sikre videreførslen af en arisk blodlinje, som det handlede om hengivenhed.

For Himmler og Waffen SS kom Schalburg til at betyde mere som symbol end som menneske og soldat. Han var netop den type soldat, Det Tredje Rige krævede, hvis projektet skulle lykkes. Han var så dedikeret, at han allerede inden brylluppet havde gjort sin kone det klart, at militæret og fædrelandet altid kom før alt andet. Kampen først, familien bagefter. Det kan virke paradoksalt, at patrioten endte som landsforræder.

"Schalburg satte sig ned og græd, da han hørte, at tyskerne havde besat Danmark uden at møde modstand. I det øjeblik er det sådan set lige meget, at den besættende magt er hans eget parti. Hans kærlighed til fædrelandet går før alt andet. Derfor kan man rent kontrafaktisk også spekulere over, om han mon under andre omstændigheder var blevet frihedskæmper i stedet. Men svaret må være nej. Hans ideologiske overbevisning ligger så tæt op ad den nazistiske, at det er svært at forestille sig, at han ville være havnet et andet sted. Hans antikommunisme og antisemitisme var en del af hans patriotisme. De ting kunne ikke skilles ad. Da han var i Finland for at kæmpe mod kommunisterne, så han det i lige så høj grad, som om han forsvarede sit fædreland."

At Schalburg satte sig ned og græd 9. april hænger måske mere sammen med, at han ikke forstår, at man på den måde kan overgive sig uden kamp, mener Mikkel Kirkebæk.

"Han så heller ikke senere sine egne handlinger som landsforræderi. Han mente jo, at nationalsocialismen ville være godt for Danmark, og siden han var antidemokrat, så han ikke noget problem i, at det blev gennemført med magt. Det var jo for landets bedste."

Holdt kontakten

Hjemme i Danmark måtte Helga Schalburg og Aleksander Schalburg leve med konsekvenserne af at være i familie med en topnazist. Helga Schalburg var også selv medlem af partiet og blev også ved med at møde op til jubilæumsdage med nazisterne efter krigen. I bogen er et billede fra et veterantræf i Østrig, hvor hun står mellem de to højst dekorerede danskere i Waffen SS, Søren Kam og Egon Christophersen.

"Helga Schalburg blev et feteret midtpunkt i SS-veteranmiljøet, selvfølgelig i kraft af sin mands status. I de kredse blev han fejret som helgen i lige så høj grad, som han blev en forhadt forræder i andre. Hun kan have haft mange bevæggrunde til at holde kontakten til SS-miljøet. Der er ikke noget, der tyder på, at hun undsagde den nazistiske ideologi efter krigen, så det kan jo være en grund. Men det kan også være, fordi det er det eneste sted, hun ikke bliver udsat for fordømmelse og had, men kan være den, hun er."

Aleksander Schalburg tager derimod skarp afstand fra sin fars antisemitisme.

"Selvom Aleksander nogle gange spekulerede over, hvordan det mon ville have været at vokse op, hvis hans far var blevet hædret af alle for sin patriotisme og kamp for fædrelandet, så havde han svært ved at acceptere faderens antisemitisme. Han levede hele sit liv i udlandet for at undgå offentlighedens fordømmelse, men alligevel beholdt han sin fars efternavn - af stolthed, sagde han. Det er jo paradoksalt, men det skal man nok se i lyset af, at Aleksander Schalburg mest huskede sin far som netop en far og ikke som et af Waffen SS' stærkeste symboler."

'Schalburg - en patriotisk landsforræder' udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer