Læsetid: 5 min.

Alle taber til Dansk Folkeparti

Det er et anerkendt faktum, at man ikke kan være imod Dansk Folkeparti. Men det er ikke så anerkendt, at selv dem, der er med Dansk Folkeparti, bliver ved med at tabe til dem
Det store syndefald i nyere dansk politik er er Poul Nyrup Rasmussens udsagn om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene.

Det store syndefald i nyere dansk politik er er Poul Nyrup Rasmussens udsagn om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene.

Henning Bagger

17. maj 2008

Man kan ikke, og derfor må man ikke. Det er blevet en analytisk sandhed, at man ikke kan føre en politisk kamp imod Dansk Folkeparti. Og da ingen vil tabe, og vinderne i spillet om magten altid bliver udråbt som de politiske vindere, må man ikke gøre det. Det er ganske enkelt en tabersag. Det store syndefald i nyere dansk politik er i den optik hverken krigen i Irak eller Bjørn Lomborg-doktrinen som officiel miljøpolitik. Det store syndefald er derimod Poul Nyrup Rasmussens udsagn om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene.

Det var og er forkert af en socialdemokratisk statsminister at hævde, at der er det gode politiske selskab med de rigtige meninger og det pæne sprog, og så er der de grimme og dumme. Og lige præcis metaforen 'stueren' inviterer den læsning, at det gode selskab sidder indenfor og taler ordentligt, mens hundene ikke må komme ind i stuen, fordi de pisser på gulvet. Det, Poul Nyrup Rasmussen ikke vidste, og mange formentlig stadig ikke gør sig videre tanker om, er, hvordan akkurat denne eksklusion fra det dårlige selskab på grund af dårlig smag, dårlige manerer og dårligt sprog er en hverdagserfaring for relativt mange mennesker. Den ekskluderer ikke de økonomisk fattige, men de dumme. Og de, der udpeges som de dumme, bliver skubbet ud i skolen, de bliver grinet af for deres sprog i offentlige sammenhænge, og de bliver udsat for foragtende blikke. Poul Nyrup Rasmussens arrogante metafor blev til den form for nederlagserfaringer, som Dansk Folkeparti lever af at tale frem og tematisere.

Alle har tabt

Der er i den forstand noget fornuftigt i den erfaring, at man bliver en taber i politik, hvis man vil skubbe de andre ud. Det gælder Dansk Folkeparti, og det burde også gælde Hizb ut-Tahrir og nazisterne, at man slet ikke fører kamp imod personer eller partier, men derimod imod deres synspunkter og deres politik. Principielt er alle personer og partier stuerene, hvorimod nogle synspunkter kan være i konflikt med en etableret konsensus, og andre synspunkter kan være i konflikt grundlæggende retsstatslige principper. Alle dem, der har ført en politik eksplicit imod Dansk Folkeparti, har tabt på det: Lars Barfoed mistede sin ministerpost, Ny Alliances front mod Dansk Folkeparti var en fiasko, og Enhedslistens forsøg var også forgæves. I denne uge tabte Birthe Rønn Hornbech på det. Det var ikke hendes første nederlag til Dansk Folkeparti som integrationsminister. Tidligere på året spillede hun spillet og indgik en aftale med Dansk Folkeparti om de afviste irakiske asyslansøgere, som hverken var bred eller i overensstemmelse med, hvad hun havde lovet. Det blev også udlagt som et nederlag for hende.

SF proklamerede under stor fanfare i dette forår, at de ikke ville overlade debatten om udlændinge og integration til Dansk Folkeparti, men markere grænsen mellem demokrater og ikke-demokrater som den eneste relevante modsætning. SF har under debatten om dommeres eventuelle ret til at bære religiøse symboler ikke haft noget at sige. Socialdemokraterne har igen promeneret en håbløs dobbeltposition: På den ene side kopierede de Dansk Folkepartis synspunkter på hovedtørklæder og dommere, og på den anden side gentog de en variant af stueren-argumentet ved at sige, at de heller ikke ville overlade debatten til Dansk Folkeparti. Facit er, at Dansk Folkeparti dominerede debatten, Socialdemokraterne blev til grin, og SF blev til ingenting.

Også Fogh Rasmussen giver op

Læren efter denne uge er igen, at man ikke kan være imod Dansk Folkeparti. Men læren er også, at man ikke kan være med dem. Som statsminister har Anders Fogh Rasmussen til enhver tid taget afstand fra dem, der tog afstand fra Dansk Folkeparti. Han har rost det gode samarbejde med det stabile støtteparti, og en anden fremtrædende minister har tilkendegivet et "værdifællesskab" mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Men denne strategi har heller ikke virket. Anders Fogh Rasmussen har selv gang på gang pointeret, at det afgørende ikke var, hvad folk havde uden på hovedet, men hvad de havde inden i hovedet. Han forsøgte at afdramatisere debatten om dommere og tørklæder ved at nedsætte et udvalg, som skulle undersøge praksis på området i andre lande.

Da Bertel Haarder var integrationsminister, erklærede han, at han nægtede at være minister for "leverpostej og tørklæder". Bertel Haarder blev slidt ned som integrationsminister og krævede selv at slippe for det ubehagelige ministerium. Den næste minister, Rikke Hvilshøj blev også slidt op og har nu meddelt, at hun til sommer forlader dansk politik for at tiltræde en stilling i Dansk Erhverv. Nu synes den tredje integrationsminister i rækken at være blevet nedbrudt, og torsdag blev regeringen Fogh tvunget til at annoncere en særlov imod religiøse symboler, som går imod dommernes egen afgørelse. Der er ingen tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen havde foretrukket en pragmatisk løsning, men at ikke engang den statsminister, som har givet Dansk Folkeparti indrømmelse på indrømmelse, havde noget at stille op over for partiets aggressive kampagne, som insinuerede, at det danske retsvæsen var ved at blive overtaget af fanatiske muslimer.

Det officielle argument imod religiøse symboler i det hele taget er meget svært at tage alvorligt i et land, hvor den nationale radio transmitterer kristne gudstjenester, præster bliver brugt som eksperter i alle anliggender, staten uddanner præster, skolerne holder ferie på kristne helligdage, og dronningen er Folkekirkens overhoved. Den evangelisk-lutherske kirke er med andre ord så massivt til stede i det offentlige rum og så institutionelt privilegeret, at den idelige snak om adskillelse af stat og religion dækker over en specifik front imod islam og muslimer, som strider med et helt grundlæggende retsstatsligt princip om lighed for loven.

Dansk Folkeparti erkender stolt, at det ikke er religiøse symboler som sådan, men kun islam, de bekæmper. De andre partier erkender det ikke, men praktiserer det bare. Der er modstandere, og der er medløbere, men der er ikke nogen opposition og nogen effektfuld argumentation imod den evidente konkrete diskrimination, som alle på et principielt niveau er modstandere af. Det er derfor, at diskussionen netop ikke bør handle om Dansk Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

Per Vadmand

Det er muligt, at man kun kan tabe stemmer ved at gå imod Dansk Folkeparti. Men ved ikke at gå imod dem taber man noget vigtigere - sin selvrespekt.

Heinrich R. Jørgensen

Rune Lykkeberg:
"Det officielle argument imod religiøse symboler i det hele taget er meget svært at tage alvorligt i et land, [...]"

Fremragende artikel.

Måske skulle de partier, der ønsker at levere et modspil til DF's islamofobi, erklære sig som demokrater og sekularister?

Ved at sikre en ordentlig og korrekt adskillelse mellem stat og kirke, behøver ingen frygte islam og muslimer. Samtidigt sendes kristne paranoikere også ud på samme sidespor, hvor de retteligt hører til. Ingen diskrimineres og vi opfører os korrekt og anstændigt.

Har DF et rationelt modsvar til dette? Næh, men sikkert nogle irrationelle ;-)

Per Thomsen

Rune Lykkeberg:

"Poul Nyrup Rasmussens arrogante metafor blev til den form for nederlagserfaringer, som Dansk Folkeparti lever af at tale frem og tematisere."

Dansk Folkepartis position i dansk politik kan naturligvis ikke forklares med et citat af Poul Nyrup Rasmussen. Mage til pseudointellektuelt sludder skal man dog lede længe efter. Her må selv en Erik Meier Carlsen eller en Ralf Pittelkow føle sig sat til vægs.

Dansk Folkepartis stærke position skyldes ene og alene at den borgerlige regering er afhængig af partiets stemmer, og at den borgerlige presse derfor har givet partiet fuld opbakning igennem en årrække. Mere mystisk er det såmænd ikke.

Uanset at man at taktiske grunde ikke altid skal bruge sin ytringsfrihed, kan der være gode grunde af og til – og af og til kan der være dårlige grunde:

• Man kan trykke tegninger af Muhammed udført af bladtegnere, og se hvad der kan ske ved det.

• Man kan hævde at DF aldrig bliver stuerene. Nyrup havde jo ret – der er ikke noget der tyder på at partiet går i den retning.

• Man ka’ hævde at domstolsstyrelsen selv kan beslutte et påklædningskodeks.

Ja, mit sideskifte kom IKKE på grund af Dansk Folkeparti, men på grund af dem, jeg tidligere havde stemt på.

Jeg skal ikke gøre mig klog på andres motiver til at stemme på Dansk Folkeparti.
Jeg kan imildertid blot konstatere, at det parti står ganske alene om at tage udgangspunkt i den virkelighed, som de øvrige partier har skaffet os på halsen (og som jeg selv har støttet ved mine tidligere stemmeafgivelser!).

Det er et faktum, at NETTOeffekten af indvandringen til Danmark IKKE er i plus på noget relevant område... Der er givetvis detailleområder, hvor den er positiv, men generelt set har indvandringen fra tredieverdenslandene givet flere problmer end det modsatte.

Hvorfor skulle jeg blive ved at stemme på partier, der har brugt æoner af tid på at demonstrere, at de ikke er i stand til at løse problemerne???

Per Vadmand

At tro, at DF løser et enste af de reelle problemer med indvandring, er som at tro, man kan slukke et bål med benzin.

Hvilke problemer, Thomas A, tænker du på? Hvis du går tilbage til diskussioner i tiden, før vi modtog folk fra andre lande, vil du se, at problemerne og diskussionerne er nøjagtigt de samme.
Men dit udgangspunkt er også forkert derhen, at det demokratiske samfund netop er en indretning til at håndtere problemer som dem, der forekommer imellem mennesker i et frit samfund, ikke en naiv konstruktion byggende på afskaffelse af uenighed og divergerende opfattelser og værdier.
Alene hvor forskelligt folk ser på et spørgsmål som nydanskerne, fortæller os jo, at enighed og harmoni ikke er en opnåelig tilstand, det er kun kompromisset.
Lad mig pege på en af de værste vulgariteter, der har fået lov at vinde indpas: manien med at udsætte mennesker for en vurdering af deres samfundsmæssige værdi! Dér fik vestlig civilisation for alvor et grundskud!

...er som at tro, man kan slukke et bål med benzin.

Nej, man tager et farligere stof i brug. Brande i oliebrønde slukkes ofte med dynamit.

Ovenstående eksempel er uden sammenligning med nogen eller noget i denne debat, kun møntet på hr. Vadmand paraleller.

DF er desværre alene om at tage problemet alvorligt og kommer med "løsninger" som så kan diskuteres om det er de rigtige eller ej.
Venstrefløjens danskkulturfobiske politik er dog om endnu mere foragtelig

Per Thomsen: "Dansk Folkepartis stærke position skyldes ene og alene at den borgerlige regering er afhængig af partiets stemmer, og at den borgerlige presse derfor har givet partiet fuld opbakning igennem en årrække. Mere mystisk er det såmænd ikke."

Enig, Per, og velkommen tilbage.

DF garanterer Fogh den enevældige magt foruden hvilken fabriksbestyrelsen ikke kan disponere frit. Til gengæld tillader han, denne ranke person, at fremmdhadet blomstrer til gavn for højre blok på valgdagen.

Jeg er meget tilfreds med analysen af Lykkeberg. Den viser med al tydelighed, at DF fremdeles tisser på gulvet, og at statsministeren befinder sig fint i hørmen.

Er det ikke på tide at venstrefløjen påtager sig noget af ansvaret for DFs popularitet, i stedet for at pive over danskernes iboende ondskab og Foghs manglende fair play?

DFs utvetydeige afstandtagen til islam og deres popularitet blandt vælgerne er utvivlsomt medvirkende til, at mange muslimer vælger andre lande, når de vil tilvandre.
Det er da skønt - ikke perfekt - men skønt.

Per Vadmand

Ja, Jørn Bent, I kan sandelig være stolte - og vær sød at kigge til den anden side, mens vi andre brækker os.

"Venstrefløjens danskkulturfobiske politik" - Olsen, forventer du overhovedet, at nogen skal orke at argumentere mod sådan en fladpandet kliché?

Nu ved jeg ikke, hvor mange af jer, der rent faktisk har læst Birthe RH's kronik,. Jeg har. Og det er intet mindre end fremragende læsning.

Det ene hovedsynspunkt er godt grundtvigsk; det er nemlig det, at dommerne og domstolene i det her land nok godt selv kan bestemme, se og høre, om en muslimsk dame med tørklæde, der ønsker at være dommer, går ind for sharia-lovgivning eller ej, og derfor naturligt nok vil sørge for at en sådan dame ikke bliver dommer.

Det andet hovedsynspunkt tager en lidt længere omvej omkring Luther, og minder os om, at ifølge Luther må staten ikke blande sig i, hvad den enkelte tror rent religiøst. Og det gør staten altså når staten nu vil at opstille regler for, hvornår, hvordan og hvorfor folk må anvende deres religiøse symboler - ude såvel som hjemme - og og såmænd også på deres arbejde. Det er det hun kalder 'sindelagskontrol'. Et mindre punkt er at staten normalt ikke blander sig i domstolenes arbejde, da magten er tredelt i et vestligt demokrati mellem politiet, folketinget og domstolene.

Et tredje hovedsynspunkt er det, at hun som kirkeminister selvfølgelig må reagere, når staten nu vil til at forbyde religiøse symboler i det offentlige rum.
Hun ved jo godt, at det betyder, at kors på kirker kan komme til at blive pillet ned, at dagmorkors på kvindelige lærere og anklagere kan komme til at blive forbudt eller at præster ikke længere må komme på offentlige steder som f.eks. plejehjem i deres præstekjoler eller præsteskjorte, da det jo er et (synligt) religiøst symbol.

Dansk Folkeparti er da i det mindste totalt ærlige - og siger at det her udelukkende handler om muslimer. Og de siger det ovenikøbet temmeligt højt; så højt, så Dansk Folkeparti nu vil kræve, at også skolelærere, hjemmehjælpere mv. forbydes at gå med hovedtørklæde, når og hvis de er offentligt ansat. I den forstand bliver dette parti aldrig stuerent, fordi lige så snart nogen har tørret op efter dem, sviner de stuen til igen ved at stramme skruen yderligere og kræve yderligere krav opfyldt.

Jeg kan ikke lige at sammenligne med nazi-tyskland; blot vil jeg påpege, at det var sådan den endelige løsning begyndte. Først sagde nazisterne at jøderne ikke måtte gå med kalot offentligt, så sagde de at de ikke måtte være dommere eller lærere ---

resten er både stilhed - og historie.

Det er da en forbandet usandhed at man taber stemmer hvis man går imod DF! Sjældent før er der argumenteret for lignende sludder.

DF et et populistisk parti, med protestantisk fundamentalistiske rødder, der delvist drives af skiftende folkestemninger og delvist af den fundamentalistiske protestantisme.

Målgruppen til den fundamentalistiske protestantisme er primært vores senior generationer og socialt udsatte unge. Målgruppen for de skiftende folkestemninger er os alle sammen i et frygtsomt øjeblik.

Derfor kan tillidsfulde politikere som en god terapeut vinde over DF ved
1. at navngive frygten
2. tale til at vi alle har disse følelser og at vi skal bruge vores fornuft til at vinde over den - ikke give efter for den
3. smide frygten overbord ved at stille et kærligt modforslag

Herved får vi nogle problemstillinger der skal overvindes:

1. Et væsentligt problem er at partierne pt. indretter sig relativt smalt efter nogle analyserede målgrupper, og derved kan DF sætte sig på store dele af befolkningen fordi den fundamentalistiske del af den danske befolkning og de der reagerer på frygt ikke er særligt attraktive som vælgere, fordi de flytter synspunkt efter deres følelser - ikke efter deres fornuft. Det strider jo mod DJØF vældet, fordi der her foretrækkes fornuftens tale i tal. Derfor får DF i første omgang alt for let spil, fordi politikerne mangler motivation. Derudover virker det som om der næsmest er en vedtaget arbejdsdeling gennem målgruppe tyranniet, som spindokttorerne der er hovedinteressenter pumper ind i folketinget.

2. Politikerne laver målgruppeanalyser, og uddannes i retorik, og skoles således på en måde som nærer DFs dem-os taktik. Ved at tage afstand til DF, legitimerer andre at der er poler, og vælgerne skal så blot vælge mellem rigtigt og forkert. Guf for DF med de følelsesbetonede vælgere. Politikerne er simpelt hen ikke tilstrækkeligt kompetente til at vende Pia Kjærsgaards taler til frygten i os alle, til deres fordel. Hertil kræves der empati og kommunikations strategi, og medierne står hele tiden som djævelen i kulissen og går DF i møde på at kræve sort/hvide billeder. Som de siger i Texas "we don't do nuance".

3. Politikerne er ikke interesserede i at løse problemer for interessenter med så flygtige holdninger som DFs vælgere, og derfor stilles der ikke konstruktive modforslag. Man kan sige at DF appellerer til vores alles mørke sider, og indfanger så især de vælgere der ikke har sociale og personlige kompetencer til at håndtere dem konstruktivt. Hverken V, K, A, R, SF og E synes om mennesker der fremstår som usympatiske, som mange af DFs vælgere, og svigter således i særdeleshed de fattigste i vores samfund. Mennesker der er tabt i fremskridtsløbet bliver aldrig 'stuerene', hverken som politiske interessenter eller som personer.

Det er jo det der er udfordringen, når man skal skabe et fællesskab! Man må se gennem fingre med nogen ting, belønne ønsket adfærd, og derigennem sætte sin lid en positiv fremadrettet socialisering.

Så når politik i denne tid er totalt drevet af kortsigtede målgruppeanalyser, umotiverede politikere og spindoktorer, så kan DF i øjeblikket fuldstændigt downloade alt det de synes er interessant, ligesom TDCs abbonnenter.

DF er ganske vist på 'Play' - men det er en fejlanalyse at påstå at man ikke kan opsige abbonnementet!

Jeg hælder mod Per Thomsens analyse. Normalt er Lykkeberg beundringsværdigt skarp, men DF repræsenterer i skrivende stadig en forsvindende lille minoritet i det danske samfund. De ca. 85-90% af danskerne som ikke stemmer på dem er taget som gidsler i den faustiske handel som Fogh Rasmussen har slået af med dem.

I den forstand er den rigtigste del af Lykkebergs analyse den som præsenterer de enorme omkostninger det har haft for V og K at bevare regeringsmagten. De har måttet betale i ikke bare et, men utallige pund kød. Om nogle år vil Fogh vurderes enten som en snedig men hensynsløs statsminister der i en overgang sikrede sig regeringsmagten ved at sælge det liberale arvegods ud til nationalisterne på den yderste højrefløj, eller som en katastrofe for det borgerlige Danmark der skubbede både V og K hen et sted som de ikke kunne stå inde for, og forvoldte skader på de to partiers omdømme som det vil tage årtier at genoprette.

Noget helt andet er den skade VKO har forvoldt på det danske samfund. Men den er vel efterhånden så ukontroversiel at den ikke behøver at vente på historiens dom.

Dansk Folkeparti er da i det mindste totalt ærlige - og siger at det her udelukkende handler om muslimer. Og de siger det ovenikøbet temmeligt højt; så højt, så Dansk Folkeparti nu vil kræve, at også skolelærere, hjemmehjælpere mv. forbydes at gå med hovedtørklæde, når og hvis de er offentligt ansat. I den forstand bliver dette parti aldrig stuerent, fordi lige så snart nogen har tørret op efter dem, sviner de stuen til igen ved at stramme skruen yderligere og kræve yderligere krav opfyldt.

Sjovt du nævner ordet stueren, var det ikke Poul-uld-i-munden der fremsatte denne påstand, alligevel forsøgte parteigenosse Henrik Dam Kristensen at overhale DF indenom, idet det faktisk var ham, der offentligt proklamerede, at et mere vidtgående tørklædeforbud burde indgå i overvejelserne!

Ak ja - man glemmer hurtigt sine egne urene tilbøjeligheder, MSM gjorde selvfølgelig heller ikke meget ud af den sag, tilgengæld blev det atter bekræftet, at modstanden mod de tiltagende islamistiske krav, ulmer stærkt lige under overfladen i det socialdemokratiske parti!

Martin Ammentorp

Med sådan en fin analyse "Mokkasinen" leverer, er det lidt ærgerligt, at du er anonym. Jeg synes du har fat i noget: Jeg sagde til min kone på valgaftenen, hvor hun græd grundet DF + ham der har skaffet dem til fadet (Fogh): DF skal ikke hånes, de skal favnes med kærlighed.

Du sætter endnu bedre ord på - tak for det.

Jeppe Brogård

De holder sig end ikke for fine til at fake omsorg for de svagest stillede mens de presser dem længere ned i dyndet. Integrationsdebatten viser, hvor langt de er kommet. Ellemann og Hornbech spiller godt og lader som om, der er en anstændig venstreperson i partiet.

Alligevel bedyrer de, at de vil stemme for undertrykkelsen, når den bliver besluttet. Falskheden er massiv.

Jeppe Brogård

Venstre fabrikerer sine egne fakta for at komme til at begå krigsforbrydelser i det ivrige forsøg på at ødelægge tilfældige lande. De bliver aldrig stuerene.

Jeppe Brogård

Ovenstående indlæg må nødvendigvis placeres i den tråd, der handler om DFs ansvar for Venstres politik.

Jeg stemmer ikke på DF ... det kunne aldrig falde mig ind, jeg kan ikke udstå, nej jeg vil hellere sige tåle, deres hetz mod muslimer. Jeg føler mig syg og dårlig når jeg hører om det. Men jeg mener, at religiøse og politiske symboler skal være forbudt ved domstolene og ved andre offentlige hverv hvor neutalitet er af altafgørende betydning.

Hvor svært kan det være?! Giv de ansatte en uniform så man som klient, kunde etc. kan blive fri for forstyrrende signaler. Deres religionsfrihed skal der ikke pilles ved og det bliver der da heller ikke fordi uniform for visse offentlige stillinger er påkrævet. Menneskers personlige frihed til at gå klædt som de vil gælder som andre friheder, fx ytringsfriheden, udenfor alt hvad der kan regnes til embedsmedfør. Tavshedspligt er ligesom religiøs og politisk neutralitet påkrævet ved mange offentlige arbejder.

Hvorfor skal der være så meget ballade om det? Hvis man vil arbejde indenfor visse offentlige områder må man være klar til at bære uniform for at sikre borgernes tillid. Hvorfor skal vi have hele denne ubehagelige diskussion om muslimer, det har jo sådan set ikke noget decideret at gøre med dem.