Læsetid: 9 min.

Jeg tænker uden tag over hovedet

40 år efter er Peter Schneider stadig den samme. Dengang var han en af lederne af det tyske studenteroprør, i dag er han moralist af venstreorienteret overbevisning, tilhænger af menneskerettigheder og fjende af al ideologi og ortodoksi. Samt stadig god for en overraskelse
Modet til selvkritik. Det mest sjældne mod er modet til at sige farvel til ens ideologiske hjem og ens venner, hvis de fører en den forkerte vej, mener Peter Schneider, der selv mener, at han er en moralist uden ideologi.

Modet til selvkritik. Det mest sjældne mod er modet til at sige farvel til ens ideologiske hjem og ens venner, hvis de fører en den forkerte vej, mener Peter Schneider, der selv mener, at han er en moralist uden ideologi.

Frank Curran

29. maj 2008

BERLIN - Noget er glippet et eller andet sted. Det er i alt fald første gang, et interviewoffer modtager mig i sin hoveddør iført vådt hår og badehåndklæde. Man kan jo glemme selv vigtige aftaler med en dansk avis. Kort sagt: 68'er og nu 68 og still going strong. En levende illustration af, at hans nye bog, Oprør og vildfarelser. Mit 68, handler om en tid, hvor man var frisindet og rundhåndet med formerne.

Vi giver hinanden et kvarters tid, så Peter Schneider kan møde båndoptageren mere påklædt, og jeg går en runde i kvarteret. Schneider bor i Charlottenburg i det tidligere Vestberlin. Mellem brostenene foran et pænt hvidt hus fra før århundredeskiftet på hjørnet af Duisburgerstrasse og Konstanzerstrasse ligger nogle af de såkaldte Stolpersteine. Det betyder direkte oversat 'snublesten', og det er små forgyldte plader på størrelse med de brosten, de ligger iblandt. Meningen er netop, at man skal, om ikke snuble over dem, så stoppe ved dem. Og bøjer man sig ned, kan man se, at der er navne og datoer indgraveret. På familien Schein, familien Hoffmann og familien Bromberg. På hr. Herzog, hr. Frank, hr. Pollack og Paula Sommerfeldt, født Davidsohn. I alt 19 mennesker fra bare denne ejendom blev i 1942 og 1943 deporteret til Auschwitz og Treblinka, hvor de blev myrdet.

Peter Schneider har i mellemtiden iført sig en nydelig skjorte og et par bukser. Vi skal tale om hans erindringsbog, der er baseret på dagbogsnotater fra 1966-69.

"Den unge mand, der taler til mig fra de års dagbøger, står mig nær og er mig forfærdende fremmed. Denne fremmedes politiske bekendelser forekommer mig ikke sjældent latterlige og overspændte; hans intime optegnelser - disse endeløse udgydelser over et kærlighedsforholds endeløse forlis, en ikke-finden-sig-til-rette med sig selv og verden - gør mig utålmodig, ja, de er mig, hvis en sådan dom er mulig, når der ikke hersker nogen tvivl om forfatterens identitet, ofte sågar modbydelige," hedder det i forordet.

Peter Scheniders bog er fængslende. Den er noget så sjældent som en erindringsbog, der udleverer den erindrende. Ikke betingelsesløst, ikke uden selvironi, men alligevel. "Dagbogsoptegnelser kan man jo ikke løbe fra," som Schneider selv sagde på bogmessen i Leipzig i marts.

Drømmen om et nyt samfund

Spadsereturen og snublestenene har fået mig til at tænke på en passage i bogen. Her husker Schneider en samtale fra 1967 mellem Tilman Fichter, senere politolog, og Rudi Dutschke, det tyske studenteroprørs mest berømte leder. Fichter spørger Dutschke, om det ikke var på tide, at SDS (det Socialistiske Tyske Studenterforbund) begyndte "at gøre noget ud af mordet på jøderne" i stedet for kun at beskæftige sig med Vietnam og Afrika. Dutschke svarede:

"Hvis vi begynder på det, mister vi al vores kraft. En sådan kampagne kan vores generation ikke overkomme, den historie vil vi ikke længere komme ud af. Man kan ikke samtidig bearbejde mordet på jøderne og lave revolution."

Peter Schneider giver i bogen Dutschke ret. Han erkender, at hvis man havde bearbejdet mordet på jøderne, havde mange forfærdelige fejltagelser kunnet være undgået. Som f.eks. brandattentatet på Det Jødiske Menighedshus i Berlin i 1969, Ulrike Meinhofs billigelse af terroraktionen og mordet på de israelske sportsfolk under OL i München i 1972. Venstrefløjen havde vel også fundet det faktum uhyrligt, at RAF lod sig finansiere af og uddanne af arabiske terrorister og erklærede jødefjender i Jordan. Det kunne have kvalt sympatien for RAF i fødslen.

"Alle disse utilgivelige vildfarelser havde ikke kunnet finde sted. Men heller ikke drømmen om at opbygge et nyt samfund efter nye regler," skriver Peter Schneider.

- Hvorfor egentlig ikke? Hvorfor udelukker de to ting hinanden, hr. Schneider?

Peter Schneider tænker sig om.

"Det er belastende fakta. Skønt vi kunne sige, 'vi er uskyldige', så ville vi alligevel ved at stikke hovedet langt ned i fortiden uundgåeligt komme til at tænke: Hvordan kan man gøre det godt igen? Kan man overhovedet gøre det godt igen? Jeg tror ikke, at man skaber det overmod, der skal til for at opildne til en revolte og sige 'Vi vil bygge et helt nyt samfund', hvis man i årevis beskæftiger sig med sådan en fortid. Vores projekt var fremtiden, ikke fortiden, og det er enhver generations ret. Og hvordan kan man sige: Det var ikke jeres ret? Jeg vil forsvare det nu som dengang. Det var heller ikke rigtig muligt. Arkiverne var der slet ikke. I 1960'erne kom Eichmann-processen og Auschwitz-processen. Det var de store begivenheder dengang. Men der fandtes overhovedet ingen almen bevidsthed om det i samfundet. Den kom først i 1980'erne, især i forbindelse med tv-serien Holocaust," siger Peter Schneider.

Tekedlen fløjter, og Schneider går ud i køkkenet. Han serverer te i to umage kopper uden underkop.

Nazisme og Vietnamkrig

- Men De skriver, at studenteroprørets unge finder deres udgangspunkt i oprøret med forældregenerationen og dens gerninger - i modsætning til historikeren Götz Aly, der anklager 1960'ernes venstreorienterede unge for ikke at være spor bedre end den nazistiske forældregeneration.

"Naturligvis. Det var det vigtigste følelsesmæssige motiv. Det var motivet til at skabe noget nyt, til at støde det gamle fra sig. Enkelte beskæftigede sig med fortiden. F.eks. Reinhard Strecker, der helt alene i begyndelsen af 1960'erne fremstillede et kartotek med belastede nazi-dommere. Men bindeleddet for denne verdensomspændende bevægelse, og vi følte os som del af en verdensomspændende bevægelse, var Vietnamkrigen. Det var ikke nazismen. Det handlede om den tredje verden og forholdene i de vestlige industrisamfund; det var altsammen projiceret over i fremtiden."

- Når De selv nævner Vietnamkrigen, skal vi ikke tolke det, som om De automatisk er for fred? De er ven med den franske filosof André Glucksmann, og De og Glucksmann var jo blandt de få på venstrefløjen, der talte for NATO-landenes beslutning i 1979 om at modernisere alliancens atomvåben, samtidig med at man forhandlede nedrustning med Sovjetunionen - den såkaldte dobbeltbeslutning. De fik venstrefløjen på nakken på den bekostning?

"Ja, jeg lagde mig temmelig tidligt ud med fredsbevægelsen. Afgørende for mig var tyskernes reaktioner på Solidarnosc i Polen 1980-81. Dengang skrev jeg en artikel, der skaffede mig mange fjender. Den hed 'Advarsel mod denne fred'. I den skrev jeg: Hvordan kan det egentlig falde tyskerne ind at ville belære polakkerne om, at de løb en risiko? Hvor meget må polakkerne risikere, uden at verdensfreden kommer i fare? Tyskerne advarede polakkerne og mente, at de var forrykte. Men de ville jo bare have deres frihed," siger Peter Schneider.

Man skal ikke rokke med båden, var den vesttyske socialdemokratiske grundholdning i 1980'erne i forhold til polakkerne. Var det den, der provokerede ham?

"Præcis. Det oprørte mig, og det skrev jeg imod, og så var jeg gjort til en fjende af størstedelen af venstrefløjen. Det bragte mig meget tæt på André Glucksmann. Der var også et par andre, der så på tingene som jeg. Daniel Cohn-Bendit og Adriano Sofri i Italien og her forfatteren Hans Christoph Buch. Men vi var forbandet få," siger han og fortsætter:

"Jeg blev skreget ud. Pludselig var jeg ikke længere venstre-, men højreorienteret. En krigsagitator. Jeg var derudover også, i modsætning til de fleste venstreorienterede, for genforeningen af Tyskland, for en indgriben i Bosnien og senere i Kosovo. Jeg var også for den første Golfkrig, da Saddam Hussein havde angrebet Kuwait. Og sådan var jeg nærmest for enhver krig, der har været siden, med undtagelse af Irak-krigen, som jeg var imod. På det punkt adskiller jeg mig fra folk som Wolf Biermann og Glucksmann, som var for Irak-krigen."

- Det lyder som en løbebane som den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischers?

"Ja, i det store og hele. Jeg skrev i 1992 i en artikel: Egentlig må vi overveje vores lektion fra Anden Verdenskrig. Lektionen hed altid: Aldrig mere krig, og det var sådan en altomfattende og sympatisk lektion. Også De Allierede var glade over, at dette tyske krigsfolk sagde aldrig mere krig. Men det var en meget uforståelig formel. Danskerne, der blev overfaldet af tyskerne, kunne f.eks. ikke sige: Aldrig mere krig. Når man bliver overfaldet, må man kæmpe. Egentlig skulle det hedde: Aldrig mere aggression, aldrig mere overfald. For naturligvis må man gribe til våben, når man oplever aggression. Men De Grønne falder til stadighed tilbage i deres pacifistiske rolle. Og også SPD," siger Peter Schneider.

I øst fik de ret

- Hvad betød studenteroprøret egentlig for borgerretsbevægelserne i Østeuropa?

"Meget, tror jeg. De kiggede og var inspirerede. Men de havde naturligvis en helt anden målsætning end vi. Vi ville have frihed fra kapitalismen og søgte en romantisk frihedssocialisme. De ville for Guds skyld væk fra socialismen. Det var på mange måder grotesk, hvor spejlvendt tingene forløb. Men på lang sigt må man sige, at de i øst fik ret i forhold til os. Den vej, vi forfulgte, var en afvej. Og jeg betragter med gru, hvordan unge mennesker allerede nu taler om socialisme og drømmer om en demokratisk socialisme. Hvor var I i 1989? Har I ikke læst om det? Hvor i denne verden har socialisme nogensinde fungeret?" siger Peter Schneider og ryster let på hovedet.

- På et tidspunkt besluttede De Dem altså for, at det var menneskerettighederne, der måtte være målestokken for et politisk engagement og ikke socialisme, kommunisme eller en anden ideologi?

"Ja, det kan man godt sige. Jeg begyndte egentlig med en retfærdighedsfølelse. En følelse om retfærdigt og uretfærdigt. Og pludselig vågnede jeg op i det indre af en ideologi, som sagde til mig: Du skal også være for proletariatets diktatur. Du skal være for kulturrevolutionen i Kina. Du skal være en hel masse, for at denne retfærdighedsfølelse kan komme i mål. Sådan skete det for mange. Man begynder med et humanistisk ideal uden ideologi, og pludselig har man en revolver i hånden."

Peter Schneider har udviklet sig væk fra sine ungdommelige radikale holdninger. Hvor står han i dag politisk?

"Jeg er nærmest sådan, som jeg var før politiseringen. Min karakter har ikke forandret sig. Jeg er stadig én, der hælder til venstreorienterede holdninger. Men jeg hader ortodoksi, jeg hader ideologi, og jeg er utilregnelig. Også for mange af mine venner. Jeg kan beslutte mig for at sige: Der må man gribe militært ind, og så er du pludselig et helt andet sted i den kontekst, som de venstreorienterede lever i," siger Peter Schneider og tænder en cigaret. Han ryger lidt, før han fortsætter.

"Jeg er stadig moralist, men uden ideologi. Altså, jeg tænker så at sige uden tag over hovedet. Jeg er stadig meget politisk engageret og bliver meget oprørt over politiske uretfærdigheder, men jeg har en vis skræk for partier og programmer og ser det i det hele taget ikke som min opgave som forfatter at træde ind i et parti. Jeg var ikke engang medlem af SDS. Heller ikke af SPD, selv om jeg altid har stemt på dem."

To slags mod

Venstrepartiet sidder i landdagen i alle de nye forbundsstater i øst og nu også i fem af de gamle i vest. SPD skrumper ind og flirter derfor heftigt med Venstrepartiet. Hvordan ser Peter Schneider på det?

"Jeg er meget gal på SPD. Der var ét parti i DDR. Det hed SED. Efter Murens fald omdøbte det sig til PDS. Det stod for Praktisch Das Selbe ('praktisk taget det samme') sagde mine gamle kammerater. Senere kaldte det sig Venstrepartiet. Hvad de vil, er et DDR Light. Ingen privatiseringer og 1.000 euro i grundløn om måneden til alle. Jeg mener, 1.000 euro er jo udmærket, men hvordan skal det finansieres? Og så SPD, der nærmest har ændret hele deres partiprogram for at få Venstrepartiets synspunkter. Jeg synes, det er skrækkeligt," siger Peter Schneider.

Hvis han skal uddrage en lære af sin egen historie, hvis han skal give noget videre til sine børn, hvad så?

"Jeg mener, at man har brug for to slags mod. Det ene er modet til at gøre oprør. Det vil man altid have brug for, og det vil altid være nødvendigt. Det andet er modet til at gøre oprør mod ideologerne eller skadedyrene i ens egen gruppe. Hvis de fører én ad den gale vej. Og dette mod er meget mere smertefuldt, fordi man mister sit ideologiske hjem, gruppens venskab, de mennesker, som man kender og kan lide. Derfor er dette andet mod meget sjældnere at finde."

Rebellion und Wahn. Mein 68

Peter Schneider
362 sider
Rowohlt Verlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu