Læsetid: 3 min.

De talte dage

Terminalt. Beskeden, man frygter kommer, det ved man. Sådan er det med godt tv
Lenelouise og Thomas. Hun overlevede ikke. Det vidste vi godt, for vi kender programtypen. Alligevel undgår vi ikke at blive berørt.

Lenelouise og Thomas. Hun overlevede ikke. Det vidste vi godt, for vi kender programtypen. Alligevel undgår vi ikke at blive berørt.

Kultur
2. maj 2008

Lenelouise og hendes mand Thomas er nogle utrolige mennesker. I DR2's tematirsdag Danmark og Kræften fulgte vi deres kamp mod det danske system, der ikke ville rådgive Lenelouise om kræftbehandling i udlandet. Lægernes besked var: "Vi kan ikke gøre mere for dig i Danmark," og når Lenelouise igen og igen fik afslag på sin ansøgning til Sundhedsstyrelsen om at få eksperimentel behandling i Tyskland, så kunne hun jo ikke opfatte beskeden som andet end: "Du skal dø. Vi giver op. Sådan er det."

Vi vidste det godt

Lenelouise og Thomas giver ikke op, de fortsætter deres jagt på eksperimentel behandling af Lenelouises tilbagefald. Hun var ellers rask efter sin modermærkekræft, og gik kun til kontrol, men blev aldrig scannet. Så fandt hun selv en knude i hovedbunden og en i låret. Kræften var eksploderet inden i hende. Og sad nu også i hjernen. Den slags tilbagefald findes der kun lindrende behandling for i Danmark, og man kunne da også godt mærke, hvor det bar hen.

Dokumentaren var skåret efter den skabelon, hvor afgrunden synes ufattelig og uretfærdig, men uundgåelig. Der begyndte at komme flere og flere klip, hvor en lykkelig lille familie spiller ludo, den søde datter spankulerer rundt i prinsessekjole og de går ture sammen på stranden. Og en hverdagsagtig situation som morgenmaden bliver fyldt med gru og desillusion, for man har set den slags dokumentarer før. Man ved, hvor det bærer hen. Klippene begynder at vise, at Lenelouise laver en scrapbog til sin datter, for at hun skal vide, hvem hendes mor var. Men samtidig sidder Lenelouise og Thomas og fortæller om stadig at kæmpe for at finde en behandling, og hun ser jo frisk ud. Ung og smilende. Med alt sit hår. Men programmet slutter med at panorere ud mod horisonten ved stranden, hvor familien går tur og så kommer beskeden: Lenelouise døde 15. marts.

Hun døde sgu. Og det vidste vi godt, hun skulle. Alt i scenografien, dramaturgien og soundtracket havde fortalt os det. Men alligevel.

Samme virkemidler

Stemningen var en helt anden i den næste dokumentar i DR2's tematirsdag. Der var ingen familiemedlemmer, ingen gamle billeder fra fotoalbummet, ingen underlægningsmusik. Og det havde en hel simpel grund: Hovedpersonen overlevede. Efter en umenneskelig kamp fik hun betalt sin behandling i Frankfurt af sundhedsstyrelsen. En survivor.

I næste dokumentar er vi tilbage i familieflokken. Og det er aldrig godt. Ambulanceføreren Thomas virker så stærk, så positiv, selvom hans prostatakræft forværres. Han tager seriøse men optimistiske snakke med sine børn. Han fortsætter længe med at arbejde, og køber tre ugers ferie i Nice, selvom kræften spreder sig til leveren. Nægter at acceptere de fysiske begrænsninger og må ligge i sengen en hel dag, fordi han kørte i traktor med sin søn i tre timer. "Kristen vil så gerne køre i traktor," siger Thomas og græder lidt. "Ja," siger fysioterapeuten: "men det behøver jo ikke være i tre timer vel, Thomas?" For satan da, hvor er det uretfærdigt.

Thomas dør selvfølgelig. Kun et par måneder efter ferien i Nice.

Man ser sjældent en tv-dokumentar, der er skåret anderledes. Klippene er de samme. Virkemidlerne de samme. Musikken den samme. De kan veksle lidt alt afhængig af hvilket medie, de er lavet til. Hvis det er DR2, tilføjer man et par læger og formænd for patientforeninger, der kritiserer det danske sundhedssystem. På TV3 tilføjer man indretningsarkitekter, der gør skrot til slot.

Klumpen overrasker

Og som hærdet tv-dokumentar-seer bliver man overrasket over den klump, man mærker i halsen. DR2-dokumentarerne var ikke originale. Som sagt nærmest klassiske. Man har fulgt mange kræftpatienter på den måde. Men heldigvis er man da ikke blevet en kold fisk af den grund. Der er jo en grund til, at tv-journalisterne anvender den samme fortælleform. Den virker. Også selvom man har set det tusindvis af gange.

Døden kommer måske også sådan. Uventet, når vi ellers troede, vi var afklarede.

Danmark og kræften DR2 tematirsdag tirsdag 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her