Læsetid: 6 min.

Tandbesatte kusser

Amerikanske Santogold hviner forrest i feltet af nye rapkæftede damer, som ikke gør så meget ud af, hvor stramt maveskindet sidder, eller hvor klunset er købt. Og hun får selskab af en række landskvinder, der for længst har brændt bh'en og nu sætter ild til trusserne
En intim koncert med Yo Majesty i Austin, Texas. Hendes stil er at lade hendes imposante nøgne bryster dingle rytmisk i al deres vælde under live-koncerter. Til stor - fortjent - jubel. For hende og andre kvindelige musikere handler kvindefrigørelse også om kropsfrigørelse, og at gå de mandlige rappere i bar overkrop i bedene - når mænd kan, kan og vil vi også.

En intim koncert med Yo Majesty i Austin, Texas. Hendes stil er at lade hendes imposante nøgne bryster dingle rytmisk i al deres vælde under live-koncerter. Til stor - fortjent - jubel. For hende og andre kvindelige musikere handler kvindefrigørelse også om kropsfrigørelse, og at gå de mandlige rappere i bar overkrop i bedene - når mænd kan, kan og vil vi også.

Øyvind Basmo

28. maj 2008

Den gik ikke for LaShunda Flowers. Gud skulle ellers have frelst hende fra homoseksualiteten. Hun giftede sig også sådan helt straight up med en kristen missionær og fandt skam også Gud.

Men hun mistede ham åbenbart af syne igen, hun forlod ægtesengen, og hun vendte tilbage til det kvindelige køds lyst og til rap-outfittet Yo Majesty.

Og det er ikke kun kristent fundamentalistiske lænker, som bliver smidt i USA af en række offensive kvindelige vokalister i disse dage.

Det er også anderledes subtile kvindeundertrykkende mekanismer så som stramme krops- og skønhedsidealer, styling, mode. Hele den pakke som vi får serveret af Beyoncé, Gwen Stefani, Fergie og deres moder, Madonna.

Tværtimod er disse nye bidske damer mere i familie med Salt'N'Pepa, Missy Elliott, Peaches og M.I.A.

Damer som har dyrket en eksplicit seksualitet, hvis ikke direkte gjort grin med mænds seksualitet. Og i hvert fald alle rejst stolte individualiseringsprojekter. Kvinder uden for kategori.

Tag Santogold alias Santi White, som for nylig udtalte til New York Times: "You get these images of women in sexy clothes, walking around in, like, panties (...) Even Beyoncé - that's what it is to be a woman and make music. But now there are all these other women doing cool, interesting things, wearing styles they came up with, and it's not about being naked".

Santogolds debutalbum Santogold har den selvsikkerhed, som gør, at man instinktivt spidser ører, og en særlig skinger kvalitet i hendes stemme, som giver hende og albummet en bydende nødvendighed og en sexet kraft.

Boblende hymner

Hun bevæger sig ubesværet mellem dancehall og new wave-rock, på både toastende og syngende niveauer med en røst, der brænder gennem fedtlaget af gymnastiske vokalister, overproducerede intetheder og behagesyge ligegyldigheder.

En stemme, der både synes at transmittere fra en ophøjet position og med en kæk klæben til gadeplan - i Santogolds tilfælde Brooklyn, New York.

"Got no need for the fancy things/All the attention that it brings", lyder det på "Creator". En boblende og sitrende elektronisk hymne, som ikke er betegnende for hendes debutalbum.

Ja, faktisk er det betegnende for Santogold, at der ikke er noget track, der er betegnende. Med gæsteproducerere som Diplo og Switch (der begge har produceret for M.I.A.) er der skruet op for henholdsvis en hip global klublyd og en utidig klon et sted mellem house og electro.

Men der er også mindelser om Pixies, Pretenders, Blondie, Specials, dub, ska, new wave-rock og 80'er-synthpop - uden at Santogold, der har produceret moderparten af albummet sammen med John Hill, forfalder til pastiche.

Santogold er et strålende alternativt popalbum prydet af en knejsende sangerinde, som kan synge liv i selvdøde slagere. Men som heldigvis har udsyn og kompleksitet nok til at komponere, skrive, producere og selektere sig op i en langt højere sfære.

"We are thick, petit, dark, light, nappy, curly, bone straight, angry AND content. Our music should reflect this," skriver bloggeren M.DOT i sin prisning af M.I.A. og Santogold.

Bryster og frigørelse

Og den kunne også tilfalde hiphop/electroclash-duoen Yo Majesty, der altså tæller førnævnte LaShunda Flowers alias Shunda K og så Jwl B. Sidstnævnte gennemspiller ofte et mere eksplicit frigørelsesprojekt, der vedrører hendes imposante bryster, som har fået lov at dingle i al deres vælde under flere af duoens live-koncerter. Angiveligt til stor - fortjent - jubel.

Kvindefrigørelse handler jo også om kropsfrigørelse, og at gå de mandlige rappere i bar overkrop i bedene virker helt naturligt.

Og når så denne duo fra Tampa i Florida bruger electroclash og crunk-hiphop (og i øvrigt citerer en melodisk frase fra Salt'N'Pepas "Push It") i deres feministiske, seksuelt frigørende sags tjeneste, ja, så vil festen ingen ende tage. Hør bare deres indtil videre sparsomme, men fyrige output på Yo EP eller på deres MySpace-adresse. De er stadig noget rå i kanten, men samtidig er det også et af deres vigtigste fortrin.

I forhold til damer som Shunda K og Jwl B virker konsensus-sexede photoshoppede og storshoppende damer som Beyoncé, Gwen Stefani, Rihanna og Fergie nærmest fjollede i al deres poseren, i al deres strategiske afklædning af sig selv.

Tjek det ubetaleligt komiske billede af Beyoncé i ubekvem positur, sparsom beklædning og krokodiller i snor i bookletten til B'Day. Hvem holder hvem?

Lige som Madonna gør, dyrker disse damer en misforstået magtsyg version af emancipation, der tværtimod er allokering af vigtige ressourcer fra kvindefrigørelse til materiel hyperlevned. Jo, kvindefrigørelsen går også over ligeløn, men den går vel ikke over friheden til at holde krybdyr i designersnor?

Og kvindefrigørelsen går vel også over en frigørelse fra eller i hvert fald individualiseret gengældelse af det mandlige blik? Hvis ellers man er interesseret i dét køn. Hvilket Yo Majesty ikke er:

"I got that cryptonite pussy/You got that kryptonite pussy () Put that cup up to your mouth, take a sip () I can't wait till you make it wet".

Amanda Blank fra Philadelphia er til gengæld hetero- eller i hvert fald biseksuel, men også ganske ramsaltet:

"I might just be addicted to your dick", lyder det på "Get It Now". Og på hendes MySpace-side står der My body is the Rock n' Roll Temple.

Lige som Yo Majesty og Santogold finder man Blank i en artikel i New York Times under titlen "Hip-Hop's Newest Faces: Indie, Fierce and Female".

Hiphop er nu så meget sagt, men Blank rapper/toaster da formidabelt med sjofelt hæs røst på "Get It Now", men hun bevæger sig også i en mere dancepoppet sfære. Hør f.eks. hendes - officielle bidrag - til et Britney Spears-remix. Eller allerbedst hendes samarbejde med M.I.A. på tracket "Take It Easy" med indianerkor, sørgmodige vokaler og et tungt beat i baggrunden. Kompleks emotionel kommunikation.

Blank har også samarbejdet med franske Teki Latex fra TTC og Baltimores Spank Rock, som man også finder på Santogold-albummet, og i disse sammenknytninger kan man ane en løst sammensat flok af klubgejle, genrekrydsende, fremsynede og seksuelt udfarende damer, der bruger mændene i deres egen sags tjenester.

Det har Madonna jo også gjort, men det er i hvert fald for en stund slut med Hard Candys knæfald for hitlisternes mest succesfulde, mandlige hærførere.

I New York Times-artiklen refereres tilbage til foregangskvinder som L'Trimm, J. J. Fad og M.C. Lyte. Men ellers så kan amerikanerne også bare se til 'frigjorte' Skandinavien for yderligere inspiration. Nærmere bestemt Sverige, hvor den svensk-amerikanske medsøster/-rapper Mapei ikke er bleg for at udforske queer-temaer.

F.eks. optrådte hun sidste år også her til lands med en frækt kulørt kønskrydsende performance-cabaret iført amish-kjole og i selskab med den to meter høj newyorkerbøsse Scotty The Blue Bunny i stram blå spandex og høje hæle. Halleluja.

Mapei er også den fænomenale dame, der rappede side om side med afdøde Natasja for danske Booty Cologne, hun er en brillant improvisator og har en lovende solokarriere under opsejling med samarbejder med amerikanske Ghostface Killah og franske Dj Mehdi.

Så med amerikanske Santogold, Yo Majesty, Amanda Blank, britisk-srilankanske M.I.A. og svenske Mapei har klub- og dansekulturen fået nogle nye damer med dybdeperspektiv og subjektive kroppe, der forhåbentlig en dag vil brede sig også i mainstream.

Tendensen er, at mainstream i en form for kombination af repressiv tolerance og kannibalistisk udnyttelse indoptager nye opkomlinge før eller siden.

Men indtil det går så galt/godt, så lad os nyde disse tandbesatte kusser, som forhåbentlig vil nå at bide hovedet af en række tyranniske magtorganer derude, før de - i værste fald - får trukket tænderne ud i en indtil videre uforudsigelig taktisk manøvre fra en altid sulten popkultur.

Santogold: Santogold (Lizard King Records/VME). Udkommer mandag.www.myspace.com/santogold

Yo Majesty: Yo EP (Out There Recordings/Specialimport) www.outthererecordings.com

www.myspace.com/yomajesty4lifewww.myspace.com/littleamandablankwww.myspace.com/mapeiwww.myspace.com/mia

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu