Læsetid: 8 min.

Trangen til at bestige et marmorbjerg

Operahus, sneskulptur eller glaslegeplads? Den nye opera i Oslo lokker dig til sig som trolden i bjerget. Der går mange timer, før du kommer ud igen. Og så er du ikke helt den samme
Operahus, sneskulptur eller glaslegeplads? Den nye opera i Oslo lokker dig til sig som trolden i bjerget. Der går mange timer, før du kommer ud igen. Og så er du ikke helt den samme
13. maj 2008

OSLO - Oslofjorden blinker i solen, og nordmændene bliver helt pjattede. Glemmer alt om nydelig storbyopførsel et øjeblik og bevæger sig hen mod Operaen, som om de stod over for et fjeld. Og så må de bare derop, lidt længere og lidt højere, fordi den hvide marmor lokker med sine sære kanter og flager, akkurat som sneen gør det på løjperne. Og pludselig befinder de sig højt oppe på taget og skuer ud over fjorden og fjeldene inde bag byen, mens deres arme peger begejstret.

For arkitektgruppen Snøhetta har skabt en bygning, som i sig selv er blevet en sensation. Og en bygning, som ikke blot er et operahus, men som er blevet en landskabsskulptur, der lokker både operafans og operahadere og alle de andre en tur forbi. Også selv om man foreløbig skal forcere en høj, snæver gangbro fra Sentralstasjonen over til operahuset med kig til Danmarksbåden. Afsted må man.

En del af hemmeligheden skyldes den fabelagtige beliggenhed i sig selv. Bjørvika er det sted, hvor det ældste Oslo lå. Men det er også et sted, der i mange år blot har henstået som et glemt containerhjørne af Oslo havn, lige neden for de massive motorveje, som logistikforvaltere i bilens forherligelsestid fandt på at lægge i vandkanten.

Planen er, at disse motorveje skal graves ned om nogle år, så operaen kan ligge frit og roligt - og at et kæmpebyggeri i glas og striber med kælenavnet Bar Code (Stregkode) skal smyge sig tæt op ad operaen i et styret havnebyggeri. Men lige nu taler alle bare om operaen.

Marmor-magi

Indgangen til operaen gør ikke meget stads af sig. Den ligger gemt som en sprække i et fjeld. Men ungerne finder den selvfølgelig hurtigt - sammen med glassliskerne ved siden af indgangsdøren, som børnene smart nok antager for at være en rutsjebane, specielt til dem. Og forældrene stiller sig i tilfredse klynger og taler om byens hotteste legeplads.

De større børn løber selv bare op af marmorskråningerne. Og teenagerne bander selvfølgelig arrogant over, at det er forbudt at køre på skateboard - altså lige indtil de kigger ned ad kanterne og får øje på, hvor mange meters frit fald det egentlig kan blive til med et skateboard, der styrer for vildt. Så begynder de også at hoppe fra marmorflade til marmorflade på tagets mærkelige forskydninger.

Marmoren veksler. Den er både er rillet og ru og finsleben på alverdens måder. Og marmor er ikke kun marmor. Nordmændene er da også kommet sig over nationalvreden - altså arrigheden over, at det ikke var norsk marmor, men italiensk marmor - nu hvor de 25.000 kvadratmeter uovertruffen Michelangelo-marmor fra Carrara ligger og lyser. Og nu, da der er leveret 1.000 kvadratmeters norsk Ice Green-granit som plaster på fjeldsårene. Dagbladet i Oslo skrev i fredags, at eksperter mener, at marmoren kan give sneblindhed i samme omfang som Jostedalsbreen i påskesolen. Men foreløbig anbefales blot solbriller...

Toilet-tricket

Indenfor er der også leben. Mange standser op og forsøger at lure huset af i bare ét blik. Men denne foyer er jo ikke ekshibitionismefoyeren på Holmen, hvor alle tilskuere hele tiden skal kunne ses af hinanden. Denne foyer er Snøhetta-folkenes drilske bud på et opholdsareal, hvor der hele tiden står mennesker eller ligger noget, man ikke kan se. Ikke rundt om et hjørne, men videre langs den buede væg, der bugter sig gennem hele huset. Den trævæg, som viser sig at markere den oprindelige strandgrænse, altså fra før opfyldningen af fjorden gik i gang, og vandet blev ved med at drille i kældrene.

Det er allerede flere år siden nu, for det var helt tilbage i 1998, at Stortinget bevilgede penge til Operaen - og det var i 2000, at arkitektkonkurrencen blev udskrevet. I Norge har man tålmodighed. Men Snøhetta vandt altså, tidligere kendt for bl.a. nationalbiblioteket i Alexandria og for deres ideal om at mixe arkitektur og kunst, så kunsten optræder i selve arkitekturen. Sådan som den drilske marmorcollage eller de forstørrede hulkortmønstre i den aluminium, der beklæder en del af husets mure.

Sjovt nok siger nordmændene selv, at deres generelle interesse for opera og ballet ikke er enorm. Men interessen for selve bygningen, den har vist sig at være gigantisk. Omvisningerne i huset melder om udsolgt det næste års tid frem. Og mange besøgende stiller sig op ved computerstanderne i foyeren og leder efter billetter, sådan lidt fjoget. De har godt nok aldrig været til opera eller ballet før, men nu har de altså lyst til at prøve. Derefter går de typisk undrende rundt om nogle grøn-hvide skulpturer i rummet, som viser sig at være Olafur Eliassons afskærmning af garderoberne og toiletterne. Hvis man er klog kunstner, skaber man sin kunst, hvor flest ser den.

Træ-tunneler

Er man imidlertid vinder af en omvisning, så vil man se en forunderlig verden af både træ og fjeld. For teatersalen er lavet som et træ: I foyeren er væggen ind mod hovedscenen beklædt med træ, ligesom i Operaen i København. Men i Oslo består væggen af mørknet egetræ, der er savet ud i stave, så de stikker ud som forstørrede striber bark på teatersalens 'træ', (hvilket skaber fin samtale-akustik i foyeren). Oppe i stammen lader store sprækker til at være kløvet af en kæmpetrolds fjeldøkse - med skarpe og præcise hug ind i træstavene, der skaber smalle indkig til barer og balkongange - eller diskrete udkig ned mod foyerens menneskemylder.

Forlader man foyeren og går ind mod teatersalen, så er alle gange beklædt med det blødeste og mest finslebne træ. Gulve af træ, vægge af træ, lofter af træ. Man bliver som fortryllet egern igen i disse tuneller - og var man barn, ville man løbe.

Men endelig kommer man ind i det forjættede scenerum. Wauw. Her overvældes man af balkonernes buede former, der slynger sig organiske som iltre årringe. Sæderne lyser orange i øjnene - efter sigende designet, så de absorberer lige meget lyd med en tilskuer i sædet som uden, hvordan det så end kan lade sig gøre. Og oppe under salens loft hænger Snøhettas ultimative bud på en lysekrone: En flad cirkel med striber af små glaskrystaller belyst med bittesmå dioder - og hængt op i striber, der allesammen har forskellig bredde. Moderne og dog helt uragtigt i sin solsymbolik.

Akustik-anelser

Teatersalen virker overraskende lille. Eller intim, hedder det vel. Alligevel kan den rumme omkring 1.300 tilskuere, afhængig af hvor langt den fleksible forscene bygges ud i salen. Akustikken er overvældende klar i den tomme sal. Og i en fyldt sal og med stort symfoniorkester går lyddetaljerne lige så præcist igennem rummet. En opførelse af åbningsprogrammet Operafest sidste lørdag viste i hvert fald, at Øyvind Bjorås' violin udsendte næsten usandsynligt bløde toner i dette kæmperum, hvor sangerne så let som ingenting sang hen over musikinstrumenterne. Akustikerne har tilsyneladende ramt rigtigt.

Huset er stadig spritnyt, undskyld kjempenyt. Den 12. april blev 'Bjørvika' indviet af det norske kongepar og såmænd også vores balletinteresserede dronning Margrethe. Så der er fortsat stor debat om huset, også som arbejdsplads. Her er den norske opera den danske operas modsætning. Snøhætta-arkitekerne har ønsket at skabe en demokratisk og gennemsigtig arkitektur, mens Mærsks og Henning Larsens opera har valgt en elitær profil. Eller som Snøhetta-arkitekten Kjetil Thorsen forklarer ideen om taget, som alle skal kunne gå rundt på: "Det er et viktig ledd i å gi folk et eierforhold til bygget."

Det gælder også produktionslokalerne. Dengang Det Kgl. Teater stadig var en samlet bygning, var Det Kgl. Teaters kunstnere i samme hus som alle håndværkerne, fra malerne til skrædderne. Men siden er håndværksafdelingerne blevet splittet ad og flyttet rundt om i byen, og i dag bliver produktionerne derfor bare transporteret til Operaen eller Skuespilhuset eller Gamle Scene.

Snøhetta har gjort det modsatte. Derfor har Operaen her ikke blot en bagscene med garderober, men decideret en produktionsafdeling, som ligger tættest på fjeldet. De har endda vinduer lige ud til gaden, så man kan kigge lige ind til de nye dekorationer til Jorden Rundt i 80 Dage - den famøse musical, som egentlig var tænkt som åbningsforestilling, men som har måttet udskydes til sæsonen 2009/10, fordi personalet endnu ikke er fortroligt med scenens hyperavancerede teknik.

Danse-dån

Dem, der ellers mest kigger UD ad vinduerne mod fjeldet, er kunstnerne. Balletdanserne har fået tre gigantiske træningssale med panoramaudsigt over fjeldene - med forskellige slags affjedrende gulv, naturligvis. Og musikere og sangere har fået øvelokaler, der matcher deres instrumenters behov for forskellig luftfugtighed. Til gengæld har kunstnerne ikke garderober udad mod verden, sådan som skuespillerne i Skuespilhuset har det ud mod Københavns havn, men ind mod en stille gårdhave, hvor de kan være i fred for belurende blikke. Også fra de sponsorer, der ellers inviteret med ind bag scenen, i særskilte mødelokaler som følger med sponsoraterne, og som desuden giver udvidet restaurantservice.

Denne norske opera er dog ikke lutter træsorter og arkitektfinpudsning. Den såkaldte Scene 2 ligger i et hjørne af denne bygningsskulptur som en påmindelse om, at moderne kunst nogle gange bare skabes i små, sorte firkanter. Oslos lille, multifleksible Scene 2 svarer egentlig til Operaens Takkelloftet eller til Skuespilhusets Portscene - bare med den forskel, at proportionerne af Scene 2 virker mere alment anvendelige. Der kan være op til 350 tilskuere i rummet, og scenens bredde muliggør tydeligvis danseforestillinger med flotte linjer.

Her har den norske koreograf Inguns Bjørnsgaard indtaget scenen med danseforestillingen Et moderne sted, som er blevet rost til skyerne - eller til fjeldpiggene, skal man vel kalde det. Morgenbladets Magnus Andersson skrev tilfreds, at både koreografien og Den Norske Nationalballets fortolkning viste, at ballettens kunstart nu endelig er blevet sidestillet med operaens kunstart i Norge.

Åndedrags-åh

Et moderne sted er da også en overbevisende oplevelse. Først en dynamisk storbysatire med Bjørnsgaards følelsesmættede overdrivelsesbevægelser og svirpende underben, og derefter en andenakt som en forstørret abstraktion over erindring og smerte med isvandssvømmende løft. Musikken af Rolf Wallin og Henrik Hellstenius spilles af musikere, der sidder på scenen, kun skjult af scenografen Thomas Björks mystiske snoreforhæng. Og sangere træder frem mellem danserne og fremånder deres eksistens med forstærkede åndedrag af længsel. Også efter gentagelse.

Her skal derfor lyde en stærk advarsel: Operaen i Oslo lokker dig til sig som trolden i bjerget. Der går mange timer, før du kommer ud igen. Og så er du ikke helt den samme.

Solen er nok gået ned over fjorden. Nattehimlen er måske blevet blåsort. Og marmoren glitrer. Men så er det, at du må tage dig sammen. Du må bekæmpe din trang til at bestige marmorfjeldet igen - eller til at lade dig lokke ind i det. Du må i hvert fald vente til i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ualmindelig illustrativt, det her. Og sammenligningen både med processen og resultatet i København er så åbenlys at det slet ikke gør noget at den ikke nævnes i artiklen. For der er godt nok forskel på visionerne her, og så den besynderlige lego-klods konstruktion i grumset metal, med sin rumhjelm, som er blevet anlagt på Christianshavn.

Helt så fortryllende som artiklen beskriver den nye opera i Oslo, synes jeg nu ikke det er. Men flot og tillokkende er den!
Af gode grunde kan en opera i Oslo jo ikke ligge i en ørken, men hvis man nu forestillede sig at bygningen lå på en helt flad slette og pludselig stak op midt i ingenting. Det synes jeg efter at have set den ville være det optimale.
Det tager lidt af glæden at udsigten ligesom er skåret midt over i to. Kigger man ud over fjorden ser man med højre øje vand og klipper mens man med venstre øje ser en containerhavn.
Jeg er ganske enig med ovenstående kommentar om forskellen på visionerne.
Min første reaktion på operaen i KBH var at den ligner en lufthavn.
Min første reaktion på operaen i Oslo var at den er interessant og anderledes.

Men er der for h... ikke en måde at få det forbandede scenetårn væk? Kan kan ikke grave det ned i jorden? Det eneste gode der kan siges om det, er at det ligner en atomreaktor.