Læsetid: 6 min.

Alle veje fører til Bang

Jeg bliver aldrig træt af Herman Bang
Jeg bliver aldrig træt af Herman Bang
8. maj 2008

Hver gang jeg træder ind på et koldt og klamt hotelværelse - som de ingen steder findes mere talrigt end i den danske provins - tænker jeg på Herman Bang. Fugten, der hænger i luften. Den sødlige stank af noget halvråddent. Falmede møbler, slidte tæpper - indelukket - indestængt. Gråt og pauvert. Herman Bangs jyske provinspensionater. Hammershøis grå Danmark - landet, når det bare er småt, grimt og slidt.

Mit første møde med Herman Bang fandt sted i Sorø. Vi er nemlig studenter fra samme ærværdige Akademi, der med sin klosterkirke og skovomkransede sø var både hans og mit hjem i fem år. Billedet af studenterholdet fra 1875 hang sammen med alle de andre på lærergangen. Man skulle kigge godt efter for at finde den unge Herman. Hans spinkle, sarte skikkelse med det lange sorte hår, der indrammede hans kridhvide ansigt med de mørke, melankolske øjne. Han lignede ikke de andre. Man aner nervemennesket, bøssen i svøb med den problematiske barndom. Den maniodepressive, til tider vanvittige præstefar og den elskelige, sygdomssvækkede og alt for tidligt døde, elskede mor. Han kan umuligt have haft det let på den skole. Hvad han heller ikke havde.

Bang hørte til pligtlæsningen på Sorø - men for mit vedkommende blev det ikke ved det. Jeg har pløjet hele Herman Bangs forfatterskab, hans noveller, teaterstykker, kronikker, reportager, romaner, breve og bekendelser igennem - flere gange. Jeg bliver aldrig træt af Bang, og for mig fører alle veje til Herman Bang. Jeg græder tavst sammen med hans stille eksistenser. Jeg elsker hans skarpe pen, den usentimentale satire, enkeltheden, den indestængte sørgmodighed, kærligheden, begæret, smerten, jalousien, melankolien. Alt det, der gør Herman Bang til en af Danmarks største forfattere - og var han ikke konstant blevet udvist og måtte flygte verden rundt, enten fordi han i en artikel havde generet den tyske kejser, eller fordi Højesteret dømte ham for overtrædelser af straffeloven (pornografi), fordi han med rettens latterlige ord havde "tegnet sådanne Billeder af Vellyst og så uforblommet stillet Læseren for Øje Handlinger ene sigtende til Attrås opvækkelse og tilfredsstillelse", så ville han formentlig have haft en topplacering i europæisk litteraturhistorie.

Selviscenesætteren

Vist var Herman Bang en selviscenesættende krukke. En noget dekadent, affekteret type. Hans lapsede påklædning, enorme forbrug af parfume, hans evige frygt, jammer og selvmedlidenhed - alt det har formentlig gjort det til en pest at være sammen med ham. Han bad om at blive mobbet. Herman Bang var ikke selv uden skyld i den årelange, spydige latterliggørelse og nedrakning, han var udsat for. Ind imellem har jeg nærmest indtryk af, han fremprovokerede den med vilje - han levede af selvpromoveringen, fremstod mere og mere outreret - frem til den sidste globale oplæsningsturné, hvor han på flugt fra verden og sig selv døde på togrejse i Utah i USA - forpint af cognac, opium, morfin, sovemidler og smadrede nerver. Bang døde i 1912. Man talte om selvmord. Næppe. Dertil elskede han sig selv for meget.

I Herman Bangs rige, varierede forfatterskab og journalistik - for det var han også - er der især fire værker, jeg holder meget af. Det er romanen Ved Vejen, novellen Irene Holm, den ret ukendte roman Sommerglæder samt hans journalistiske mesterværk - avisreportagen da C.F. Hansens nyklassicistiske Christiansborg nedbrændte natten mellem den 3. og 4. oktober 1884. Danmark blev et slot fattigere, men en journalist rigere.

Ingen formår som Herman Bang at tegne sarte, fine, følsomme kvindeportrætter - Agnes Linde, Tine, Irene Holm, Ida Brandt - og ikke mindst Katinka Bay fra Ved Vejen. Her befinder vi os atter i den dødssyge danske provins i en lille stationsby, der danner rammen om Bangs hverdagstragedie. Katinka Bai lever i sit glædesløse ægteskab med den fedtglinsende mandschauvinist, stationsforstander Bai. En type skåret ud af Bangs mandsportrætter af ædedolke og skørtejægere. Da godset skal have ny forvalter, møder Katinka den kærlighed og varme, hun har tørstet efter. Hun drømmer om at gøre sig fri og flyve ud i livet, men det gør man ikke i konseilspræsident Estrups højresnoede minimalstat, og det hele ender som alt hos Bang med sygdom, død og bristede drømme.

Herman Bang har selv forklaret, han fik idéen til Ved Vejen, da han passerede Skørping Station på en rejse i Nordjylland og i et vindue så en ung kvinde, der med et blegt ansigt støttet i sine hænder, stirrede efter det bortkørende tog. "På hele rejsen siden så jeg for mig dette kvindeansigt mellem dets blomster. Det var knap længsel, der lå i blikket - længslen havde måske flagret sig død ved at slå vingen mod snævre vægge - kun en stilfærdig resignation, en forstummet sorg."

Så er der ligesom dømt Herman Bang!

Småborgerne

Livspessimismen, det stumme kvindelige sjæleliv er også baggrundskulissen for den halvvisne danselærer Irene Holm, der med en knust kunstnerdrøm om karriere som solodanserinde i stedet må tage til takke med den (atter en gang) triste, grå provins med dens ondskabsfulde, selvtilfredse småborgere. Men ved børnenes afdansningsbal efterkommer hun forældrenes fornedrende ønske om at give en solooptræden - hvor hun naturligvis bliver helt til grin. Et let offer for nogle afstumpede bedsteborgere. Næste dag drager Irene Holm videre - "for at fortsætte det, man kalder livet".

Emil Zola eller Guy De Maupassant kunne slet ikke gøre det bedre.

Glansperioden som kronikør og journalist havde Herman Bang på Ferslews Nationaltidende - dengang og frem til lukningen i 1961 beliggende Ved Stranden 18 umiddelbart over for Christiansborg. Hans dramatiske skildring af brandkatastrofen i 1884 foregår siddende, mens gnisterne fra det enorme bål regner ned over bladhuset. 'Branden', som artiklen helt enkelt hedder - alle læsere vidste, hvilken brand, der var tale om - betragtes med fuld rette som en klassiker i dansk reportagejournalistik. Danmarks første eksempel på New Journalism før dette ord var opfundet.

Læs bare indgangen til reportagen:

"Jeg vil forsøge at skrive saa rolig som muligt. Men naar jeg løfter Øinene, ser jeg en ustanselig Ildregn af Gnister falde tæt udenfor Vinduerne, og de bestandige Knald fra det brændende Slot naar mine Øren som Knald af en Tirailleurild. Man skriver med rystende Haand og sydende Hoved. Meget af det skrevne vil falde sammen med andet, men det er uundgaaeligt."

Livet er ikke til at grine af - og det er det meste af Herman Bangs forfatterskab heller ikke. Han er en alvorens mand, men også en skarp samfundskritiker med blik for gulashbaroner og andre nyriges nedladende stupiditet - de honnette ambitioner i 1880'ernes forhippede København, der prøver at lege storby - eller provinsens forgæves forsøg på at blive mondæn og score kassen blandt andet på underlige bymennesker, som gerne vil bade i havvand.

I Sommerglæder befinder vi os på overgangen fra det gamle Danmark til det moderne.

I skæringspunktet mellem to århundreder, hvor det nye er under fremmarch. Vi befinder os i provinsen - Sæby - mennesker mødes og latterligheden blomstrer på Brasens Hotel, hvor mottoet er "Livet er trist - lad os derfor le". For en gangs skyld kan man grine sammen med Bang, når han lader generalkonsulinde Fryant proklamere: "Hvor det egentlig er underligt at sidde og se på alle de mennesker, som ikke hører os til. Det er dog altid som at være på komedie" - eller da et af de tilstedeværende fruentimmere, der efter at være kommet fra yderst jævne kår nu har giftet sig opad i samfundet, pludselig slår ud med en latter "der vist nok skrev sig fra den fortid, som hr. Jespersen havde begravet foran alteret ved hjælp af en pastor". Sådan. Slagtet i en bisætning.

Herman Bang er en forfatter, jeg aldrig bliver træt af. I hans forfatterskab dukker hele tiden nye spændende detaljer frem - han besidder en fortællekunst og sproglig genialitet, der gør ham uopslidelig. Herman Bang ville gerne have været jurist. Det blev han ikke. Han ville endnu hellere have været feteret skuespiller. Det blev han heller ikke. Hans fysiske kærlighed blev forsmået. Hans værker ofte hånet og nedrakket. Han døde ensom, gældsplaget og - følte han selv - ydmyget.

Når jeg en gang imellem besøger hans gravsted på Vestre Kirkegård, siger jeg altid til Herman, at det skal han ikke være ked af. For han efterlod os alt det bedste - et blændende forfatterskab.

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det var da en fesen omgang! Nuvel, god beskrivelse af Herman Bang og dennes forfatterskab, men hvordan kan det kvalificere sig til "Den sorte Skole"? Hvori ligger det borgerlige i Bangs historier? Hans Engell kan åbenbart ikke finde det - han skriver i hvert fald ikke om det.

I stedet bliver man affodret med den sædvanlige surdej: "Hun drømmer om at gøre sig fri og flyve ud i livet, men det gør man ikke i konseilspræsident Estrups højresnoede minimalstat..."