Læsetid: 2 min.

AdLibris krydser Sundet

AdLibris, der er Nordens største internetboghandel, satser på billige priser og et stort sortiment af udenlandske bøger. Nu åbner de en dansk afdeling
17. juni 2008

Markedet for internetboghandel i Danmark har længe været forbeholdt danske spillere som Saxo, Gyldendal og elounge. Men nu åbner den svenske internetboghandel AdLibris en særlig dansk afdeling, skriver bogbranchens tidsskrift, BogMarkedet.

Med 2,5 millioner bøger på lager er AdLibris Nordens største internetboghandel. Og det er også deres ambition at være de billigste. Prispolitikken er, at bøgerne skal sælges 30-50 procent billigere end i de traditionelle boglader, mens leveringen kun koster 19 kr. imod de 30 kr., som danske internetboghandler typisk tager for at bringe en bestilling ud.

"Vi forsøger at sælge bøgerne så billigt, vi overhovedet kan. Det har været vores målsætning, lige siden vi startede. Vi kan selvfølgelig ikke love, at vi er billigst på hver titel, men generelt vil vi forsøge at tilbyde rigtig gode priser, samtidig med at kunderne får en god service," siger Magnus Dimert, der er direktør for AdLibris' internationale afdeling, og fortsætter:

"Men noget, jeg også tror, de danske kunder kommer til at kunne mærke, er, at vi vil have et meget stort sortiment af udenlandsk litteratur. Vi flyver hver dag bøger ind fra USA og England, og det gør, at de danske kunder vil kunne få fat i udenlandske bøger i løbet af ganske få dage."

Men selvom AdLibris' indtog på det danske marked utvivlsomt vil føre til øget konkurrence, hilser Jørgen Balle Olesen, der er direktør for Saxo, gladelig sine svenske kolleger velkommen på denne side af Sundet.

Øget handel

"Vi har været forberedt længe og ser kun frem til, at der kommer flere dygtige aktører på markedet. Det betyder større aktivitet online, og flere mennesker der handler på nettet. Da Gyldendal lancerede deres netboghandel sidste efterår, troede alle, at det ville føre til en destruktiv skyttegravskrig, men i virkeligheden førte det kun til øget handel hos os. Det samme gjorde sig gældende, da Bilka tilføjede bøger til deres online-sortiment," siger Jørgen Balle Olesen.

Dertil kommer, at svenskerne måske kan være med til at tage kampen op mod de rigide regler på det danske bogmarked, mener Olesen:

"AdLibris har været kendt for at føre en meget aggressiv prisstrategi i Sverige, men spørgsmålet er, om de kan gøre det i samme omfang på det danske marked, som stadig er reguleret i forhold til et fastprissystem, og hvor bogmomsen er fire gange så høj som den svenske. Det er forhold vi selv har måttet slås med, og vi håber naturligvis, at svenskerne har lyst til at deltage i kampen."

Saxo billigst

Ja, hvem ved. Måske kan AdLibris og de danske internetboghandler danne fælles front mod den danske stat. Og hvad konkurrencen mellem svenskere og danskere angår, kunne det godt se ud til, at Saxo i første omgang har ret i, at de ikke behøver være så bekymrede. Et hurtigt blik på denne uges bestsellerliste for skønlitteratur viser nemlig, at syv ud af 10 bøger i skrivende stund er billigere hos Saxo end hos AdLibris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Men noget, jeg også tror, de danske kunder kommer til at kunne mærke, er, at vi vil have et meget stort sortiment af udenlandsk litteratur. Vi flyver hver dag bøger ind fra USA og England, og det gør, at de danske kunder vil kunne få fat i udenlandske bøger i løbet af ganske få dage."

Ak ja, udlandet er USA og England. Ingen tyske, franske og spanske bøger denne gang heller. Men hvad fanden, danskerne er jo ligeglade....

"Vi flyver hver dag bøger ind fra USA og England, og det gør, at de danske kunder vil kunne få fat i udenlandske bøger i løbet af ganske få dage."

So much for global warming...