Læsetid: 6 min.

Ind over til et æggehoved

En brudt tavshed. Der var engang, hvor det ikke var god tone i litterære kredse, at forfattere skrev om fodbold. I dag står de nærmest i kø for at intellektualisere over fænomenet. En række fremtrædende forfattere fortæller her om dengang, det litterære miljø ændrede opfattelse af fodbold - og gjorde tabu til trend
Fodboldenglen. Det var dette motiv, der prydede, Hans Jørgen Nielsens 'Fodboldenglen' fra 1978. Bogen var et af de første brud på den tavshed, litteraturen havde udvist over for fodbolden. Billedet er af den danske fodboldspiller Henning Jensen, der header i mål på Wembley Stadion i London i 1973.

Fodboldenglen. Det var dette motiv, der prydede, Hans Jørgen Nielsens 'Fodboldenglen' fra 1978. Bogen var et af de første brud på den tavshed, litteraturen havde udvist over for fodbolden. Billedet er af den danske fodboldspiller Henning Jensen, der header i mål på Wembley Stadion i London i 1973.

21. juni 2008

Lad os først slå en ting fast: Forfattere og intellektuelle har til alle tider været fascineret af fodbold - lige fra William Shakespeare over George Orwell til Albert Camus. Alligevel skal vi ikke mere end 50 år tilbage i tiden, før smagsdommere på det litterære parnas dømte fodbold ude som en lavkulturel frembringelse, der var uegnet til at blive skrevet om. I 1950'ernes og 1960'ernes kulturelle klima var fodbold og litteratur to uforenelige størrelser: Enten brugte man indersiden af hovedet, eller også brugte man ydersiden. Æggehoveder headede ikke:

"Som forfatter talte man end ikke om fodbold. Jeg gik faktisk rundt og troede, at jeg var helt alene med min passion," fortæller den svenske forfatter og modtager af Nordisk Råds Litteraturpris Per Olav Enquist (f. 1934):

"I virkeligheden var det jo én stor misforståelse. Mange forfattere og intellektuelle var jo vanvittigt interesserede i fodbold, men de tav med det, fordi de troede, at ingen andre havde det på samme måde," siger han til Information.

Revanche

Siden har Per Olav Enquist udgivet adskillige essays, reportagebøger og romaner om fodbold og dermed taget revanche for forsømmelserne i sine unge år. Hans roman Sekundanten fra 1971 betragtes af mange som en litterær isbryder for fodboldromanen som genre og har også haft stor betydning for flere danske forfattere:

"For eksempel har Hans Jørgen Nielsen fortalt mig, at hans roman, Fodboldenglen, som udkom cirka 10 år efter, havde Sekundanten som forbillede," siger Per Olav Enquist.

I 1950'ernes og 1960'ernes litterære kredse i Danmark var sport og fodbold også i høj grad forbundet med tabu, fortæller litteraturkritiker og formand for Kunstfondens litteraturudvalg Nils Gunder Hansen:

"Tage Skou-Hansen, som jeg har skrevet en biografi om, er en af de få forfattere i den ældre generation, der har interesseret sig meget for fodbold, og som stadig levende følger med i AGF's kampe. Og han har fortalt, at dengang i 1950'erne, hvor han var aktiv omkring tidsskriftet Heretica, var det helt utænkeligt at snakke om fodbold. Selv da AGF vandt tre mesterskaber på stribe i midten af 50'erne, kunne han ikke dele sin begejstring med sine århusianske magistervenner i Heretica".

Tage Skou-Hansen skulle dog senere få afløb for sin undertrykte fodboldentusiasme, ikke mindst med romanen Medløberen fra 1973 - tredje bind i serien om Holger Mikkelsen, der begyndte med succesromanen De Nøgne Træer i 1957. I Medløberen går Tage Skou-Hansen helt tæt på Holger Mikkelsens arbejde som frivillig advokat i den lokale fodboldklub samtidig med, at han indvier læserne i alle de mange taktiske og personlige overvejelser på og uden for banen.

Kulturel skillelinje

Det er dog først med Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen fra 1978, at der for alvor bliver rykket ved opfattelsen af, at fodbold ikke hører hjemme i litteraturen, mener Nils Gunder Hansen.

"Men i modsætning til Tage Skou-Hansen havde Hans-Jørgen Nielsen også i højere grad tiden og teknologien med sig. I 50'erne skulle man selv være til stede på stadion for at se kampene. Men allerede, da Fodboldenglen udkom i slutningen af 70'erne, var fodbold blevet en fællesreference via tv, hvilket selvfølgelig gjorde det noget lettere at være isbryder," siger han.

Også digteren Peter Laugesen (f.1942) gik som ung poet i 60'erne stille med sin fodboldentusiasme, fortæller han:

"Hvis man var forfatter eller digter, så var man dét. Og hvis man var interesseret i sport, så var man noget andet. Der var en skarp kulturel skillelinje mellem højkultur og lavkultur, som gjorde, at tingene blev meget fastlåste. I dag kan man godt tale intellektuelt om fodbold, hvis man vil. Det kunne man heller ikke dengang. Man kunne hverken snobbe op eller ned, så hvis man som jeg tilfældigvis hørte til i begge verdener, så havde man et direkte spaltningsproblem".

Ifølge Peter Laugesen blev det litterære fodboldtabu langsomt opløst i løbet af 60'erne, inden det i slutningen af 70'erne helt forsvandt:

"I dag kan man jo gøre, hvad man vil, så at sige. Man kan ikke regne med, at alle synes, det er helt vildt fantastisk, hvis man skriver om fodbold, men det er i hvert fald ikke længere tabu," siger han.

Langhårede analyser

Forfatteren Benn Q. Holm har dog svært ved at få øje på, at der skulle have fundet et reelt opgør sted med den litterære tabuisering af fodbold herhjemme. Han udgav i 1998 romanen Hafnia Punk, som følger en gruppe hardcore fodboldtilhængeres hverdag i det københavnske storbymiljø. Men ser man bort fra hans egen bog og enkelte andre udgivelser, har fodbolden generelt ikke sat noget større aftryk i litteraturen de sidste 30 år, mener han:

"Det sjove er, at der med nogle få undtagelser faktisk ikke blevet skrevet nogen rigtige fodboldromaner siden Hans Jørgen Nielsen og Tage Skou-Hansen. Det er lidt et paradoks. Fodbold er blevet stuerent i intellektuelle sammenhænge, men mest i klummeform og antologi-sammenhænge. Der er mange forfattere, der udtaler sig om fodbold i pressen, men det er ikke for alvor sivet ind i litteraturen. Hvis man vil læse egentlige romaner om fodbold og fodboldspillere, så skal man stadig helt tilbage til Fodboldenglen og Medløberen," siger han.

Men kniber det således med de litterære fodboldromaner, er der til gengæld givet fuldt los for de langhårede analyser af fodboldspillet, hvor forfattere og intellektuelle udbreder sig om sportens økonomiske, ideologiske og sociokulturelle aspekter. Det er i sig selv et nybrud, som er værd at glæde sig over, mener Jørgen Aagaard, der udover at være kulturjournalist også er forfatter til bogen Fodboldcitater, som netop er udkommet:

"Hvis vi bare går 35-40 år tilbage, var der stadig en udbredt intellektuel modvilje over for fodbold, og i universitetsmiljøet, hvor jeg kommer fra, blev vi, der dyrkede sporten, betragtet som værende lidt underlige. Men i virkeligheden var det underlige jo, at ingen intellektuelle dengang ville beskæftige sig med det selv. Navnlig den intellektuelle venstrefløj havde en enorm arrogance over for såvel fodbold som idræt, som den ikke ville røre med en ildtang," siger Aagaard, der mener, at den berøringsangst er helt er væk i dag:

"Du kan bare kigge på din egen avis, som nu også har fået en fodboldkommentator, der sidder ude på Odense Universitet og studerer medier og kultur," siger han.

Ifølge Per Olav Enquist er det da også kun naturligt, at forfattere og intellektuelle blander sig i fodbold. Ikke mindst fordi fortællingens dramaturgi og fodboldkampens egen indbyggede spændingskurve rummer flere lighedspunkter, mener han:

"Der findes en historie i enhver kamp. Indimellem kan det være en stor fortælling, fuld af heroisme. Andre gange er det en meget lille fortælling. Men eftersom der findes en fortælling, så er fodbold også spændende for dem, der lever for at fortælle".

'De skal ikke blande sig'

Der er imidlertid mindst én afgørende forskel, når det kommer til fortællinger og fodboldkampe, mener Benn Q. Holm:

"Fodbold har selvfølgelig en god del drama i sig. Og på det punkt kan man måske godt sige, at den ligner litteratur eller en god spændingsfilm. Men jeg synes tit, man glemmer det mere prosaiske omkring fodbolden, nemlig at der tit er mange penge involveret, og at fodbold er resultatorienteret. Det er kunst jo ikke," siger Benn Q. Holm, der bliver irriteret, hver gang fodbold forsøges hevet op på et metaforisk plan, hvor det ikke hører hjemme:

"Det kan godt være, at fodbold har nogle fantastiske facetter, og man kan bruge udtryk som: En genial stikning, en fantastisk hælaflevering og en midtbanevirtuos med et sublimt overblik. Men fundamentalt synes jeg ikke, at fodbold er kunst, og jeg bryder mig ikke om, når folk sammenligner Michael Laudrup med en balletdanser. Fodbold er resultatorienteret. Det kan godt være, at der er nogle delelementer, som er fantastiske, men at the end of the day gælder det om at vinde," siger han.

Peter Laugesen ser også helst, at "æggehovederne" blander sig mest muligt uden om fodbolden:

"Hvis det står til mig, skal de faktisk overhovedet ikke blande sig i noget som helst. Heller ikke blande sig i litteratur, hvis du vil have det på den måde. Fodbold er jo ikke et særligt filosofisk spil. Det er et interessant spil, der foregår på mange forskellige menneskelige og sociale planer. Men man skal ikke analysere det i stykker, så der ikke længere er nogen, der kan forstå det. Det er tåbeligt. Jeg vil hellere have det direkte. Så et digt er, hvad det er. Og fodbold er, hvad det er. Det er sådan, man skal tale om tingene".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

# Til Bent Otto

"Hvorfor er min fodboldkrimi 'Mord på landsholdet' (Forum 2002) ikke med i denne artikel?"

Det må være et godt bud på årets mest forfængelige kommentar...

Pjat med dig "Fotograf 30". Jeg ved godt det ikke er god tone at brokke sig over dårlige anmeldelser eller mangel på opmærksomhed, men jeg vil ikke sidde pænt med hænderne under røvbalderne og vente på, at andre fortæller den nøgterne sandhed om en banal mangel i en tema-artikel om danske fodboldbøger i skønlitteraturen. Der er i forvejen ikke mange fodboldkrimier for voksne...er der overhovedet andre end min?

Typisk, at du kun tør være anonym.
Er fejhed ikke lige så slemt som forfængelighed?

Fodbold i litteraturen? Ja, for det er den er jo alle andre steder, og litteraturen må ikke være et fristed, for det er nemlig elitært og en uhørt provokation af den kritikløse berømthedsdyrkelse, der er nutidens fodbolds egentlige væsen (uanset hvad fordbold var engang). Elfenbenstårnet, hvis fundamentet modstår flodbølge efter flodbølge af samtidens bræk (Flaubert) ... Nej, ikke helme før livsfæren er restløst udfyldt af samtidens tyranni (Botho Strauss), før oplevelsesøkonomien dominerer og dikteterer alle følelsesregistre, og der intet rum er tilbage for refleksion og tilbagetrukkethed.

Efter lidt undren og et par hurtige opslag på wikipidia fandt jeg:

William Shakespeare (baptised 26 April 1564 – 23 April 1616)

The modern game was codified in England following the formation of The Football Association, whose 1863

Det synes jeg harmonere lidt halvskidt med artiklens start:

"Lad os først slå en ting fast: Forfattere og intellektuelle har til alle tider været fascineret af fodbold - lige fra William Shakespeare over George Orwell"

Men ok, hvis fodbold har haft sin spæde start på Shakespeares tid er dette indlæg vist ren ordkløveri?!

Karsten Aaen

Jeg savner da også "Centerforwarden blev myrdet ved aftentide" af Gabrial Garcia Marquez. Det er godt nok en krimi, men alligevel.

Og nej, Bent Q. Holm, fodbold handler ikke KUN om at vinde. Det handler f.eks. også om at have det sjovt, om kammeratskab og fællesskab. Livsglæden og lysten til at spille fodbold strålede jo ud af begge Laudrup-brødre, når de enten lavede en genial aflevering eller en gemial tæmning.

Jeg ved heller ikke hvorfor fodbold bliver sammenlignet med ballet, men sådan som jeg ser det, er fodbold et af det eneste steder, hvor der i dag forekommer en maskulin kropskultur forstået på den måde, at kroppen er med i det hele (også når det er kvinder der spiller fodbold). For at vinde skal man være i besiddelse af det man kunne kalde de traditionelle maskuline dyder: mod, mandshjerte, evnen til at tage chancer, hurtighed, styrke, og en evne til at kombinere kroppens bevægelser med der der sker indenfor hjerneskollen, på indersiden af hovedet. Noget vi ikke ser så tit i det moderne samfund - bare når det er mænd og kvinder, der spiller fodbold.

Jeg glæder mig f.eks. i denne tid over at se overraskende lange pasninger eller fremragende sideskift eller geniale dybe stikninger. Og uanset hvad man måtte mene om at Lahms scorede i går i Tysklands kamp mod Tyrkiet, var det en fremragende scoring.