Læsetid: 2 min.

Asger Jorn stiger i pris - Richard Mortensen falder

Men en hvad bestemmer egentlig priserne i kunstverdenen? Prestige, investering og passion sender priserne på himmelflugt
Asger Jorns -Am Törichten Brunnen-. 1967. Olie på lærred.Hammerslag: 1.100.000 kr.

Asger Jorns -Am Törichten Brunnen-. 1967. Olie på lærred.Hammerslag: 1.100.000 kr.

12. juni 2008

Endnu engang er et stort Asger Jorn-maleri blevet solgt for et millionbeløb hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen i København. For nylig blev et nedtaget vægmaleri fra en villa i Dragør solgt for små fem millioner kroner, denne gang et regulært maleri, Am Törichten Brunnen, som fik hammeren ved 1,1 million kr.

- Hvilke faktorer er egentlig bestemmende for, at kunstpriser når helt op i det leje? Det er jo meget mere end de fleste biler?

"Når man køber dyr kunst, handler det jo naturligvis om, hvilket indkomstniveau, man har," svarer salgs- og vurderingsdirektør Peter Christmas-Møller.

"Men faktisk er der masser af helt almindelige lønmodtagere, der har en passion for kunst og som ved at købe, sælge og bytte fornuftigt, får oparbejdet en pæn kunstsamling."

Det netop solgte maleri stammer fra en samling, tilhørende den for nyligt afdøde Tage Andersen, som var revisor, og, som det udtrykkes i auktionsmaterialet, "følte meget for revisionsstudiet." Men altså også for billedkunst.

Køber moderne

"Der er selvfølgelig også mange, som køber kunst som en investering," fortsætter Peter Christmas-Møller, "og der er jo også prestige i at have et stort navn hængende på sin væg."

Am Törichten Brunnen, (I den tåbelige brønd, red.), der blev købt af en stor samler i Norge, er kun en af 35 Jorn-malerier, som firmaet har haft til salg inden for relativt kort tid.

- Prisen på malerier af de store mestre synes støt stigende, men er der også eksempler på det modsatte?

"Masser", siger Peter Christmas-Møller og nævner Richard Mortensen som eksempel. Det er ellers mest den ældre kunst, der taber værdi, mens den moderne buldrer frem.

- Kommer de fleste bud fra udenlandske købere?

"Lige med Jorn er der også en meget stor dansk interesse."

- Japanere?

"Japanere og amerikanere interesserer sig mere for dansk møbelkunst, kunsthåndværk og design. Her præger de vores prisdannelse."

- Er der et sort marked, hvor rige mennesker køber stjålne malerier for selv at kunne sidde og se på de dem?

"Jeg tror, de er langt sjældnere end historierne om dem. Det med, at de går ned i kælderen for at få en tilfredsstillelse ved at sidde der og se på Mona Lisa... jeg tror sgu ikke rigtigt på det. Men der er da ting, der forsvinder og ikke dukker op igen. For nogle år siden blev meget værdifulde manuskripter stjålet fra H.C. Andersen Museet i Odense og er mig bekendt ikke dukket op," fortsætter Peter Christmas-Møller

Revisor Tage Andersen havde en anden stor passion: modeljernbaner. Et damplokomotiv og flere togvogne kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen i morgen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu