Læsetid: 6 min.

Beat LA,Beat LA, Goodbye LA

NBA-finalen mellem Boston Celtics og Lakers fra Los Angeles er historisk, allerede inden den er historie. Og fortællingen om Pierce & Celtics er bygget på de floskler, som sportshistorien skrives over. Den passer til skabelonen for 'legende', og derfor bliver den legendarisk
Jack Nicholson står blandt tilskuerne, når hjemmeholdet Boston Celtics spiller. Paul Pierce, som efter en skade kom humpende ind på banen igen og scorede de afgørende straffekast, blev kåret som finalernes bedste spiller.

Jack Nicholson står blandt tilskuerne, når hjemmeholdet Boston Celtics spiller. Paul Pierce, som efter en skade kom humpende ind på banen igen og scorede de afgørende straffekast, blev kåret som finalernes bedste spiller.

Gabriel Bouys

21. juni 2008

Det er en af de sekvenser, som bliver kaldt 'historisk', allerede, inden den er blevet historie. Det var seks minutter inde i tredje quarter i den første kamp i årets finaleserie i amerikansk basketball. Boston Celtics kunne vinde mesterskabet for første gang siden 1986. Og de mødte det samme hold, som de besejrede dengang: Lakers fra Los Angeles. En ung generation af basketballfans i Boston kunne endelig synge den sang, som deres forældre sang i storhedstiden: "Beat LA, beat LA".

Og dengang var Lakers det bedste hold. De var kendt for deres showtime-basketball med spillere som Magic Johnson og Kareem Abdul-Jabbar. Lakers er i amerikansk basketball, hvad brasilianerne er i international fodbold. De spiller fantastisk offensiv basketball med kombinationer og tekniske finesser, som gør modstanderne til tilskuere og får publikum til at føle sig som særligt udvalgte. Jack Nicholson stod på sin faste plads dengang i 80'erne og brokkede sig over dommerne eller jublede over hjemmeholdet. Han står der stadig, når Lakers spiller hjemme i Staples Center.

Celtics hvide stjerne fra 80'erne Larry Bird har siden udtalt, at Lakers havde de største stjerner og det bedste spil. Han troede faktisk ikke, de kunne vinde dengang. Men Celtics vandt alligevel tre gange midt i 80'erne, fordi spillerne fra Boston kæmpede og blev ved med at kæmpe. De ville "beat LA". Og den gamle tekst stod i år skrevet på cheerleadernes trøjer i Boston: "Beat LA". Igen i år var Lakers favoritter. De har den bedste offensive spiller i amerikansk basketball, Kobe Bryant, som i en kamp sidste år præsterede fantastiske 81 point. Bryant var allerede inden finaleserien kåret til årets mest værdifulde spiller, ingen hold havde været i stand til at stoppe ham. Han kan både skyde langt udefra efter tre point og tage bolden direkte til kurven. I årets kvartfinaler og i semifinalerne har han igen demonstreret sin evne til at vinde kampe for Lakers, når kampene når det fjerde og afgørende quarter. Bryant er indbegrebet af det, der hedder en 'go-to-guy': Det er ham, man giver bolden, når kampen skal afgøres. Han leverer i det, der kaldes 'crunch time'.

Den gamle superstjerne Charles Barkley udtalte inden dette års finaler, at Lakers ville vinde af den simple årsag, at Celtics ikke ville kunne stoppe Bryant. Lakers havde i deres finale i Vest besejret de forsvarende mestre fra San Antonio Spurs - uden problemer. Celtics havde i finalen i Øst været presset ud i en syvende og afgørende kamp mod Cleveland Cavaliers, som først blev afgjort til allersidst i fjerde quarter.

22 sekunder

Og i tredje quarter i den første finalekamp så det ud til at være slut for Celtics. Efter seks minutter faldt holdets stjerne, Paul Pierce, og vred sit knæ. Kampen var på det tidspunkt lige. Det var lykkedes Celtics at holde Bryant nogenlunde nede, men uden Pierce ville de ikke have en chance. Det lå i luften, at Bryant ville tage over i fjerde quarter. Paul Pierce blev båret fra banen og lignede en færdig stjerne i dette års finaleserie. Pierce er den største i det triumvirat, som går under navnet De Store Tre. De to andre blev hentet inden denne sæson, men Ray Allen ('RayRay'), hvis stilrene hopskud kaldes det smukkeste i ligaen, havde skuffet i de hidtidige play off-kampe, og Kevin Garnett var kåret som årets bedste defensive spiller i ligaen, men The Big Ticket, som de kalder den 2.11 m høje og kulsorte Garnett, vinder ikke finaler alene. Og det var Pierce, som med 41 point i den afgørende kamp mod Cavaliers sikrede Celtics en plads i finalen. Celtics vandt ifølge Garnett den kamp på at "give bolden til Paul og get the hell out of the way". Pierce har i 10 år spillet for Celtics. Han har været stjernen på det hold, som ikke levede op til den historie, som hænger ned fra loftet i basketball-areanen i Boston: 16 flag som tegn på 16 mesterskaber.

TV-kameraerne fulgte Pierce blive båret ud af banen af to kammerater og kørt i rullestol gennem gangene på vej mod omklædningsrummet. Men blot to minutter efter rejste publikum i arenaen sig og skreg. Pierce kom humpende tilbage. Han er i forvejen ikke nogen elegantier: Han dribler i seje stød, hans straffekast sendes af sted efter et mærkeligt langstrukkent svaj i benene, som ligner en nybegynders forsøg på overhovedet at få bolden op i luften, og han vælter gerne rundt på det berømte parketgulv i Boston efter løse bolde. Og da Pierce kom tilbage fra omklædningsrummet, vaklede han som en julefrokostbrandert med rygsmerter og afføringsproblemer. Han bad om bolden, straks efter han kom på banen. Med to scoringer fra 'downtown' på 22 sekunder vendte han kampen og bragte Celtics fra 69-71 til 75-71.

Kort efter blev han skiftet ud igen og satte sig på en motionscykel for at holde sit beskadigede knæ varmt, inden han til sidst kom ind igen for svajende at sende de afgørende straffekast i kurven. Celtics vandt 98-92. Lakers' træner, Phil Jackson, tvivlede efter kampen på, om det havde gjort rigtig ondt på Paul Pierce. Celtics' træner, Doc Rivers, sammenlignede efter kampen Pierces præstation med Will Reeves, som i 1970 i den sidste kamp i finaleserien blev skiftet ud med en skade og alligevel vendte tilbage på banen og afgjorde mesterskabet. Kommentatorerne var enige om, at det var 'legendarisk' og 'historisk'. Det ville i hvert fald blive det, hvis Celtics vandt den endelige sejr. Ellers ville det bare være endnu en bemærkelsesværdig præstation i en sportsgren præget af bemærkelsesværdige præstationer af bemærkelsesværdige mandspersoner, som er så høje, at de ikke kan sidde i en almindelig personbil og altid ser lidt underlige ud sammen med deres evindeligt underskønne hustruer, hvis store smil stråler en halv meter under deres mænds alvorlige ansigter.

På hjemmebane

Celtics vandt også den anden kamp i Boston, mens Lakers med Nicholson på første række vandt tredje kamp, der blev spillet i Los Angeles. Det var tætte kampe. Celtics holdt Bryant nede omkring almindelige 25 point med et bevægeligt og aggressivt forsvar, som de fleste er enige om, at de ikke har set magen til. De grønne trøjer og de forsvarende hænder er over det hele, når Celtics dækker op.

Nicholson fandt ro til at sætte sig ned og klappe i første halvleg af den fjerde kamp. Det så endelig ud til, at de gule stjerner havde gennemskuet det grønne forsvar. De førte med 24 point, og intet hold er i en finaleserie kommet tilbage og har vundet en kamp efter at have været så langt bagefter. Paul Pierce er vokset op i Los Angeles. Som dreng plejede han at snige sig ind og se stjerner som Magic Johnson og Kareem Abdul-Jabbar træne. Han ville ikke tabe mesterskabet i Los Angeles. I pausen sagde han til Doc Rivers, at han selv ville stoppe Kobe Bryant. Han gik på banen til tredje quarter og tog Bryant ud af kampen. 'RayRays' smukke hopskud fra 'downtown' faldt omsider gennem ringen, og The Big Ticket holdt Lakers spanske stjerne Gasol væk fra kurven. Mens Nicholson forsøgte at dømme sine egne fejl på Boston-spillerne, besejrede den grønne bølge de gule atleter foran deres eget celebre publikum. Pierce lavede 38 point i den femte kamp i Los Angeles og overstrålede på sin egen humpende maner Bryant, men det var ikke nok. Det var først i sjette kamp tilbage i Boston, at mesterskabet blev afgjort. "Goodbye LA" sang de fra tilskuerpladserne. "Seven-teeeeeen" råbte de med henvisning til, at der efter 22 år ville komme et mesterskabsflag mere til at hænge ned fra loftet.

Paul Pierce blev kåret som finalernes bedste spiller, og kommentatorerne gentog ordene'legendarisk' om de 22 sekunder i den første kamp, hvor den humpende stjerne fra det kæmpende hold slog holdet fra den by, hvor han selv er vokset op. Fortællingen om Pierce & Celtics i dette års NBA-finale er bygget på de floskler, som sportshistorien skrives over. Den passer til skabelonen for 'legende', og derfor bliver den legendarisk. Det er derfor, vi ser det, når det sker, og det er afsindigt spændende alligevel. Bare se på Jack Nicholson, som helt sikkert står der igen, når næste sæson starter i november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu