Læsetid: 2 min.

Bikubenfonden støtter klassisk musik i DR

Med små seks mio. kr. fra Bikubenfonden vil Danmarks Radio forsøge at fange de unges interesse for klassisk musik. Fondsstøtten indvarsler ifølge DR's musikchef en ny æra for samarbejde mellem kultur og erhverv
19. juni 2008

Kulturen skal op i samme lige som sporten. Sådan lyder budskabet fra Danmarks Radios musikchef, efter at DR har modtaget godt 5,6 mio. kr. fra Bikubenfonden. Pengene er et led i en såkaldt "samarbejdsaftale", hvor DR i fællesskab med Bikubenfonden skal udvikle en række pædagogiske aktiviteter inden for de næste tre år, der skal skærpe børn og unges interesse for klassisk musik.

DR's musikchef, Leif Lønsmann, mener, at den nye aftale med Bikubenfonden indvarsler en ny kulturpolitisk æra, der kan bringe kulturen på niveau med sporten:

"Hvis man kigger på sporten, kan man se, at den trives betydeligt bedre en kulturlivet, takket være erhvervslivets støtte. Hvis man kunne lave den samme tretrinsraket, som man ser i sportsverdenen, hvor brugere, erhvervsliv og det offentlige i fællesskab løfter en samfundsmæssig og kulturpolitisk opgave, så ville kulturen kunne blive lige så stor som sporten. Det synes jeg, ville være klædeligt."

Selv om sportsverdenen til dels fungerer som et forbillede for kulturens økonomiske fremtid, er det den selv samme verden, som musikchefen også fremhæver som skrækvisionen for sponsoraftalers udkomme.

"I modsætning til de mere traditionelle sponsorater, der især ydes til sportsverdenen, hvor f.eks. håndboldspillerne optræder som levende reklamesøjler, skal Danmarks Radio ikke til at reklamere for Bikubenfonden. Vi skal selvfølgelig notere i koncertprogrammer og lignende steder, at Bikubenfonden har gjort dette projekt muligt. Samtidig skal Bikubenfonden pege på vores aktiviteter, der hvor de fortæller om sig selv og stiller sig til regnskab for samfundet. Men den model, jeg vil afprøve nu, går ud på, at vi i fællesskab og i dialog med Bikubenfonden vil forsøge at løfte en vigtig kulturpolitisk og samfundsmæssig opgave," forklarer Leif Lønsmann.

Barett uden banklogo

Den nye samarbejdsmodel, som Leif Lønsmann ønsker at etablere med Bikubenfonden, står i kontrast til tidligere tiders mere traditionelle former for kultursponsorater og fonde, mener han.

"I modsætning til gamle dages elitære mæcenater over industrialderens 'noget-for-noget-sponsorater' går vi her sammen om i fællesskab at løfte en vigtig kulturpolitisk samfundsopgave."

Denne arbejdsform, mener Leif Lønsmann, vil sikre en åbenhed i projektet, der ikke bygger på forventninger om økonomiske gevinster.

"I traditionelle sponsorater og fondsstøtteordninger sker udvekslingen som, en byttehandel, hvor den der yder den økonomiske støtte, også forventer et afkast. Her kan armslængdeprincippet være truet. Men hvis man i stedet for at sende en ansøgning ud for derefter at modtage nogle penge skaber dialog mellem erhvervslivet og kulturlivet, så vil væsentlige kulturpolitiske samfundsopgaver kunne løftes."

"Hvor DR tidligere har modtaget sponsorater, der har finansieret enkeltprojekter, såsom til betaling af en gæstedirigent eller en stjernemusiker, så dækker den nye aftale et længerevarende, samfundsrelateret og kulturpolitisk projekt," siger Leif Lønsmann og forsikrer, at Sigurd Barrett og hans bjørn ikke vil blive plastret til med banklogoer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu