Læsetid: 5 min.

Brandes lever i filmen

Dansk film bygger på en institutionaliseret udgave af det moderne gennembrud med film, som sætter problemer under debat. Sådan præsenterede kultursociolog Henrik Dahl sin analyse af dansk film, da branchen denne uge holdt sin første fiktionsdag
Det danske publikum. Ulrich Thomsens figur Tonny i -Sprægfarlig bombe- er i følge Henrik Dahl personificeringen af det danske filmpublikum.

Det danske publikum. Ulrich Thomsens figur Tonny i -Sprægfarlig bombe- er i følge Henrik Dahl personificeringen af det danske filmpublikum.

Ole Kragh-Jacobsen

6. juni 2008

Skolekomedievelvilje. Det skulle man ifølge Henrik Dahl kunne mobilisere, når man i 1980'erne så dansk film.

"Skolekomedievelvilje er sådan noget, hvor man tager sig sammen og tænker: Okay, så gør vi det! Det bliver en laaang aften ... Det bliver ikke særligt godt at se sådan en flok 15-årige spille Antigone, men det skal nok blive godt på et senere tidspunkt. Og hvis jeg inddrager faktorer som den gode vilje, der er puttet ind i det, og min forældrelige stolthed, så kan jeg sidde igennem det, hvis det ikke er alt for langt," sagde Henrik Dahl i mandags til en fyldt sal i Cinemateket i København, hvor repræsentanter for den danske filmbranche var mødt op til den første såkaldte Fiktionsdag arrangeret af Filminstituttet i samarbejde med Danske Filminstruktører, Dramatikerforbundet og Producentforeningen.

Målet med den 12 timer lange inspirationsdag var at udforske andre veje end de slagne, men inden da gjorde Henrik Dahl som åbningstaler status på tingenes tilstand. Når det gælder dansk film fra 1980'erne, er de gode gamle dage helt enkelt rædsomme, konstaterede han, men heldigvis er nutiden efter hans mening bedre. Når han stiller sig på publikums side, kan han kun være glad for den overordnede professionalisering, han oplever i branchen. Både når det gælder manuskriptforfattere, instruktører og deciderede filmskuespillere.

Hængekøjeteori

Ifølge Henrik Dahl er publikum glade for det, de får i øjeblikket. Som sociolog ville han imidlertid gerne se nærmere på, hvad publikums filmdiæt egentlig består af. Konklusionen var: Alvor for voksne i naturalistiske film, som fører arven fra Georg Brandes videre ved at sætte problemer under debat som en slags visualiseret version af andensektion i avisen.

Alvoren dominerer, men der kan også hænges lidt humor op indimellem: "Dansk film lige nu er alvor for voksne. Det er der ikke skyggen af tvivl om. Jeg har en hængekøjeteori: I dansk film skal vi have to solide stolper af alvor, og så kan der få lov at hænge en hængekøje af sjov imellem dem. For filmene kommer i ratioen 2:1. Hver gang man laver en sjov dansk film, så skal man for en sikkerheds skyld lave to alvorlige. Jeg ved ikke, om det står skrevet i den officielle politik, men sådan er det tilsyneladende," konstaterede Henrik Dahl og fortsatte med at konkludere, at ved siden af alvoren er naturalismen det andet dominerende princip i dansk film.

Litterære paradigmer

For Henrik Dahl repræsenterer dansk film lige nu et sted, hvor den naturalistiske fortællekunst kan få lov til at udtrykke sig.

"I Danmark har vi en stærk arv fra Georg Brandes. Helt tilbage i 1870'erne i sin forelæsning om hovedstrømninger i dansk litteratur sagde Brandes, at meningen med fortællekunsten er at sætte problemer under debat. Hvis jeg skal sige noget om dansk film lige nu, så er det, at Georg Brandes ikke er død endnu, og han har aldrig været væk så meget som et sekund. Det moderne gennembruds fortsættelse finder man i dansk film. Det er ikke for at være flabet, men når elefanter kan mærke døden, så går de et særligt sted hen for at dø i enerum, og der kunne man måske have en teori om, at når litterære paradigmer kan mærke døden nærme sig, så går de til filmen."

Pontoppidan

Henrik Dahl understregede, at han synes, at niveauet af danske film med problemer på agendaen er højt. Men det er interessant, at mens det ikke giver kunstnerisk anerkendelse at beskæftige sig med virkelighedens problemstillinger i litteraturen, er der både publikum og anerkendelse at finde på filmfronten. Hvis en forfatter som Henrik Pontoppidan havde levet i dag, ville han være filminstruktør.

"Pontoppidan ville gerne nå et stort publikum, og han ville gerne sige noget om samfundet. Hvor skulle han ellers få afløb for de her ting? I dag ville en person med de ambitioner ikke kunne få afløb for det i den skriftlige fortællekunst," sagde Henrik Dahl og beskrev som modsætning en dansk filmscene med Brandes som base camp.

Filmede kronikker

Efter Henrik Dahls mening giver kunsten netop mulighed for på en mere apolitisk måde at blande sig i debatter ved at skildre aktuelle problemer i en psykologisk og dramatisk form. Da han foreslog, at flere danske film kan ses som filmede kronikker, var det let at tolke som en kritik, men Henrik Dahl understregede, at det ikke var negativt ment:

"Hvis det er kedeligt at læse en kronik, så kan man se en dansk film. Det er ikke for at være ondskabsfuld, jeg siger det. Jeg kan godt lide at læse kronikker. Men en gang imellem synes jeg, det er for kedeligt, og så kan jeg se To verdener eller sådan noget. Jeg synes, det er en knaldgod film."

Henrik Dahl beskrev også To verdener som en af den slags film, som de unge faktisk gerne vil se flere af. Mens der er masser af alvor for voksne, er der ikke meget alvor til de unge, og det oplever Henrik Dahl, at de gerne vil have mere af.

Utryg ved urealisme

Til gengæld er det danske biografpublikum generelt utryg ved urealisme. Der er helt enkelt ikke plads til marsmænd i dansk film, for danskerne bryder sig ikke om, når det hele bliver for fantastisk. Skal man beskrive den prototypiske danske biografgænger, skal man ifølge Henrik Dahl forestille sig Tonny fra Anders Thomas Jensens Sprængfarlig bombe. Tonny tager i filmen drastiske midler i brug, da han føler sig snydt efter en anmelderrost film og vil have pengene tilbage for slik og billetter. For Tonny bryder sig absolut ikke om prætentiøse eksperimenter.

"Alle danskere er Tonny i Sprængfarlig bombe. Hvis I vil vide, hvem der afkoder jeres film, skal I vide, at det er Tonny. Alle holder med Tonny," betroede Henrik Dahl branchefolkene og konstaterede, at mainstreampublikummet er godt tilfreds med tingenes tilstand. Til gengæld kan han godt forstå, hvis branchen søger noget andet.

"Problemet er at holde sin egen gejst oppe. Internt i branchen kan der være brug for nye udfordringer. Ingen kreative mennesker har lyst til at gentage sig selv," sagde Henrik Dahl og opmuntrede til en intern diskussion med overskriften 'Hvad skal vi med det elendige publikum?!'

Smuglervirksomhed

Hvis man skal have nye og anderledes film på plakaten, må man med Henrik Dahls ord bruge smuglervirksomhed. Han kan godt forstå, at man kan blive træt af udelukkende at spille på Brandes-banen, men det er ikke let at sætte det nye i spil. Det skal smugles ind, så folk ikke opdager, at de får det, de tror, de ikke vil have.

"Dansk film spiller på en ret lille del af banen i forhold til, hvor stor banen kunne være. Og der kan man så diskutere, hvor klogt eller uklogt det er at spille på den her relativt lille del ... ," sagde Henrik Dahl og lagde op til dagens videre forløb.

Branchen fik dog også en advarsel med på vejen, for ifølge Henrik Dahl afkoder publikum vilde eksperimenter som inkompetence.

"Glem ikke, at alle er Tonny!" lød den sidste formaning, inden man gik i gang med at diskutere innovation, karakterudvikling, gode begyndelser på film, spil-design, nye medier og meget andet.

Forhåbentlig har filmbranchen efter fiktionsdagen udfordringer til den kollektive Tonny i posen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu