Læsetid: 6 min.

Comeback for en pipfugl

Med Alessandro Del Piero med fra start og som anfører mod Rumænien er Italien slet ikke ude af EM trods ydmygelsen mod Holland
Alessandro del Piero bider i græsset efter 0-3-ydmygelsen mod Holland i mandags. Vil han og det italienske landshold rejse sig i aften mod Rumænien?

Alessandro del Piero bider i græsset efter 0-3-ydmygelsen mod Holland i mandags. Vil han og det italienske landshold rejse sig i aften mod Rumænien?

Ronny Hartmann

Kultur
13. juni 2008

Det kan ikke overraske nogen, at dagen efter, at Holland ydmygede Italien med 3-0, stillede træner Donadoni og hans verdensmestre op til lige så mange bank i de italienske medier.

Det var velkendt, at Donadoni ville få problemer med at stille et sammenspillet forsvar, efter at Fabio Cannavaro måtte forlade træningsbanen med en læderet ankel efter et hændeligt sammenstød, men at Italiens ellers så sikre bageste skanse i den grad skulle blive løbet over ende af hollænderne, kom bag på selv de mest pessimistiske kommentatorer. Den lange centerforsvarer Marco Materazzi fik meget dygtigt og dristigt headet bagud over eget mål og afværget en farlig situation, men ellers virkede han slidt og langsom og fandt aldrig forståelse med sin makker Andrea Barzagli, der i flere situationer også tumlede rådvild rundt. Den disposition, at sætte disse to sammen, er Donadoni blevet stærkt kritiseret for, lige som man med al bagklogskab har kritiseret ham for at lade den hurtige venstreback Fabio Grosso begynde kampen på bænken. Først med Grossos sene indtræden på venstreflanken, og flytningen af Zambrotta over i højre, kom der fart i det italienske opspil på kanterne.

Bagklogskaben vil også vide, at der først kom orden og farlighed i angrebsspillet med indskiftningen i anden halvleg af Alessandro del Piero og Antonio Cassano. Indtil da havde den lange og noget kejtede centerforward Luca Toni været dømt til at tabe, alene foran som han oftest var. Når han modtog bolden med ryggen mod målet, havde han ingen ved siden af sig at dirigere bolden hen til, så han måtte forsøge sig med hovedstød med nakken.

Kritikerne har også undret sig over, at Donadoni og holdet lod sig overrumple af den taktik Marco van Basten havde lagt med at sætte italienerne under aggressivt pres overalt på banen fra første fløjt. Ikke sædvanligt for en åbningskamp mellem to nationer, der har stor respekt for hinanden, og i en gruppe, hvor jævnbyrdigheden tegner sig så stor, at det er vigtigst ikke at tabe. Men over for et uprøvet forsvar og et hold uden egentlig leder på banen var det logisk, at van Basten valgte at sætte det under pres fra start.

Men kritikken har også været mere nuanceret. Det er ingen skam at tabe til en modstander, der ramte en af de dage, hvor alt lykkes, og i de italienske medier er dagens hollandske hold og dets måde at spille på at sammenligne med 1970'ernes storhold anført af Johan Cruijff. Det er selvfølgelig også bekvemt at overskatte en modstander, man har tabt til. Forunderlig læsning for Marco van Basten, der i Holland er blevet kritiseret for netop ikke at spille fantasifuldt og målrettet, men sikkert og kedeligt. Indtil nu, selvfølgelig. Ydmygelsen for italienerne er ikke at tabe, men at tabe så stort og klart, og de kan så trøste sig med, at det heldigvis ikke var til de franskmænd, der venter i sidste gruppekamp, og som Italien altid har haft et uløst mindreværdskompleks overfor uden for fodboldbanen. Lidt ligesom Danmark og Sverige.

Del Piero og gråspurven

Når Frankrig og Holland mødes i aftenens anden kamp, håber italienerne på deres overmænd, for så bliver deres eget nederlag mere tåleligt, men mere praktisk, så gør det Holland til vinder af gruppen, og Italien kan smutte videre til kvartfinalen ved at slå franskmændene. Forudsat, at de ordner Rumænien.

Roberto Donadoni har forud for kampen givet de italienske journalister sværere arbejdsvilkår. Kun et kvarters adgang til den del af træningen, hvor intet kunne aflæses. Han skal ikke belaste spillerne og sig selv med kritik af holdopstillingen, før de går på banen, og det har givet journalisterne lejlighed til selv at gætte og sætte holdet.

En ting synes sikker. Alessandro del Piero spiller fra start og tilmed med anførerarmbindet på. Ale, som hans navn forkortes, optrådte i lang tid i reklamer for et brevkursus i engelsk, indtil en reporter fra et satirisk program spurgte ham, hvad han hed - på engelsk - og den folkekære Ale forstod ikke spørgsmålet. Mere held har han haft med at optræde for landsholdets officielle mineralvandssponsor sammen med en gråspurv, der sætter sig på hans skulder og vandglas, og som han kan tale med. Når andre fodboldspillere bruges i reklamer, er det for hurtige biler eller sexet duftevand, og det er et præcist udtryk for Alessandro del Pieros personlighed, at han brandes med pipfugle og stillelæsning. En ydmyg, kultiveret, tålmodig og loyal mand, der på banen med sin sublime teknik kan foretage de mest anarkistiske manøvrer og som spiller med en personlig autoritet, som måske kan smitte, men som ikke er hans eget valg af rolle som leder for de andre.

Det er den rolle, han får i aften mod rumænerne, og det er en satsning. Hos Juventus, hvor han har spillet siden 1993, er han Italiens højst gagerede fodboldspiller, men har også der måttet lide den tort at starte fra bænken. Som da Fabio Capello som træner hellere så den nyindkøbte svenske bosnier Zlatan Ibrahimovic på institutionen Del Pieros plads.

Skønt af pladser har Del Piero få. Han kan spille på kanten i venstre. Han kan være spilstyrende fremskudt central midtbane, trequartista kalder de det i Italien - som en Totti, Zidane, Deco eller Kaka - og han kan være hængende anden-angriber som en Jon Dahl Tomasson. Det er det, der gør ham så værdifuld en indskiftningsspiller, men det er ikke en indskiftning Italien har brug for.

En stjernes svære vej

Del Piero var 17 år, da han debuterede for sin hjemegns Padova i det nordøstligste Italien, og jeg husker, da han i en af sine allerførste kampe for Juventus, to år senere, fra en position i venstre følte bolden op i fjerneste målhjørne med en bananskruet inderside, og en stjerne var født. Men en stjerne, der har haft det svært. På landsholdet er han tit blevet vraget til fordel for mere karismatiske typer, der kan det samme som han. Roberto Baggio og Francesco Totti har været førstevalg efter et italiensk dogme, der ikke tillader en fantasista at optræde samtidig med en anden. Donadoni forbrød sig mod dogmet, da han mod Holland sendte Del Piero og Cassano på banen samtidig, og det kan han gøre igen. Jeg tror han gør det, om end ikke fra start med Cassano, for det må være nøglen mod et kompakt rumænsk forsvar og hold, der på forhånd har overladt initiativet til italienerne.

Sagt af to, som til daglig spiller i Italien. Forsvareren Christian Chivu fra Inter og den giftige angriber Adrian Mutu fra Fiorentina: De kan bare komme. Så nakker vi dem på en kontra, selv om de nok bør være bedre end os, lyder det enslydende.

Det bliver lommeregnerens gruppe. Frankrig har masser af talent på bænk og bane, men spillede mod Rumænien som gamle mænd, så det gør Holland til favorit. Men det kan gallerne vel ikke blive ved med, og kan humørholdet fra Holland bevare bevare koncentrationen fra italienskampen? Italien bør kunne slå Rumænien, men med et uafgjort resultat og en sejr over Frankrig kan de liste sig videre med fire point, som de plejer, og så kan de såmænd også blive europamestre. Dødens gruppe er åben indtil i morgen, og nej hvor er det dejligt. Selvransagelsen i Italien har endnu ikke givet anledning til at lægge kastetomater til rådning. Det er en situation, de kender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Comeback for en pipfugl"

Genial overskrift! jeg var simelthen nød til at læse artiklen for at finde ud af hvad overskriftten dækker over.