Læsetid: 4 min.

Cyberspace husker den lille forskel

Det skulle hun aldrig have gjort, Emily Gould. Lagt sit privatliv blot på nettet. Fordømmelserne er regnet ned over den 26-årige tidligere redaktør fra New York. Havde hun været en mand ville det have været noget helt andet
Er du mand kan du dele dit mest private liv med andre på nettet og stadig være reflekteret, dyb og interessant. Gør det samme som kvinde, og du betaler prisen som en umoden eller sygeligt selvoptaget tøjte. Model

Er du mand kan du dele dit mest private liv med andre på nettet og stadig være reflekteret, dyb og interessant. Gør det samme som kvinde, og du betaler prisen som en umoden eller sygeligt selvoptaget tøjte. Model

Kultur
6. juni 2008

"Er det nu klogt?" Min gode ven, som er uddannet journalist, men nu huserer i kommunikationsbranchen, var bekymret på mine vegne sidste år, da jeg sendte ham et udkast til en fast serietekst, der skulle ledsage en klumme, jeg planlagde skulle køre sommeren over i nærværende avis.

Tanken bag klummen var ellers lige så enkel, som den var nem at skrive. Den skulle nemlig handle om mig selv, og som alibi over for sommerredaktøren forklarede jeg i en mail, at jeg altid havde undret mig over, at mere eller mindre kendte mænd i vores branche kunne skrive om sig selv i metermål, mens kvinderne holdt sig tilbage.

Som eksempler angav jeg Peter Øvig Knudsen, der før han blev prisbelønnet forfatter i diamantklassen, skrev serie efter serie om sig selv, sine klassekammerater, sine faderfigurer og sine hæmorider; og Morten Sabroe, der ligeledes i årtier har skrevet om sit privatliv, sin familie, sine op- og nedture, før også han fik et folkeligt gennembrud som forfatter.

Ikke et ord om sex

Jeg har selv ivrigt læst de to velskrivende herrer gennem årene, og noget af det herlige ved dem var, at de så utilsløret interesserede sig for sig selv og tilsyneladende nærmest forventede, at det gjorde læserne så også.

Ikke et ondt ord om dem, og selvom jeg var og er helt klar over, at jeg ikke som ordinær journalist befinder mig i samme vægtklasse, så forklarede jeg redaktøren, at også de to var relativt ukendte journalister, da de skrev mest intenst om sig selv.

Redaktøren var sjovt nok ikke helt enig, og mente, at klummen kun ville være interessant for læserne, hvis jeg formåede at generalisere egne oplevelser til "tidstypiske kvindeerfaringer", og dertil mente hun - nøjagtigt ligesom den bekymrede ven fra indledningen her - at jeg nok skulle stryge alt det fra serieteksten, der handlede om sex og deslige.

Klummen blev, som hun havde bestilt. Lidt mere kedelig og generel, men personlig nok til at jeg modtog flere reaktioner (man modtager aldrig reaktioner på alle de kloge artikler, man forsøger at divertere læserne med om europæisk politik resten af året).

Til min overraskelse flere ubehagelige, som mente, at mine bevidstløse skriverier til fulde demonstrerede manglen på personlig udvikling og refleksion og andre, der blot undrede sig over, at Information ville lægge spalteplads - agurketid eller ej - til ligegyldige tirader fra en skribents private fortid. Så var der et par stalkers, som tilbød forskellige kun dårligt maskerede seksuelle ydelser, og gamle kærester, som morede sig eller frygtede, at det snart var deres tid til at blive nævnt.

Historien om Emily

Når jeg tænker over dette nu, er det grundet en hændelse fra New York, som lige nu diskuteres flittigt i cyberspace - på netsider som f.eks. Jezebel og Salon:

Den 25. maj skrev den 26-årige Emily Gould - tidligere redaktør af mediesladder-websiden Gawker - den bærende historie med titlen 'Exposed' i New York Times Magazine.

Artiklen var velskrevet, voyeristisk, privat og dermed afslørende. Gould fortæller, hvordan hun over en periode på to år bloggede intenst om sit privatliv, og hvilke alvorlige konsekvenser, det har haft for hendes karriere - hun blev nødt til at sige sit job op og udviklede en depression - og for hendes privatliv. Hun mistede sin kæreste, indledte en affære på arbejdet, som efterfølgende angreb hende på det groveste og afslørede endnu mere intime og private detaljer om bl.a. hendes sexliv, efter at have forladt hende.

Reaktionen på nytimes.com var intet mindre end massiv og uden fortilfælde på avisen. I løbet af kort tid var antallet af kommentarer oppe på over 1.200 og budskabet var enslydende på over 1.000 af dem: Mage til selvoptaget, meningsløst og pinligt sludder kunne læserne ikke mindes at have set på det hæderkronede New York Times. "Så få dig dog et liv, Emily", "Tag til Irak og lav noget ordentlig journalistik","hvad havde du egentlig ventet", "dybest set er du bare en umoden skolepige". Og så videre. Til sidst måtte avisen lukke debatten.

Historien om Philip

Som Rebecca Seal - der i den britiske avis Observer kommenterede på miseren ugen efter - skriver, offentliggjorde forfatteren Philip Weiss en anden lang artikel også i New York Times Magazine i sidste måned om, hvor svært det har været for ham ikke at være sin hustru utro. "Historien er lige så selvcentreret, privat og mindst lige så afslørende som Goulds. De 300 kommentarer til Weiss' artikel er fyldt med 'tankefulde indlæg om, hvor svært det er at indgå i moderne parforhold; og ingen af læserne tiltaler ham 'Philip'".

Den eneste forskel mellem de to er kønnet. Og som Seal også skriver er det klart, hvorfor Gould bliver hængt ud, mens Weiss ikke gør. Ud over almindelig sexisme (som Seal ikke engang orker at nævne) er der fortsat så få kvindelige stemmer i medierne, at når en kvinde ytrer sig på markant vis, bliver hun uvægerligt hevet op på et niveau, hvor hun skal bære sin byrde på hele kønnets vegne. Hun kan ikke nøjes med at være sig selv, men bliver et symbol, hvor kravene er enorme.

Nøjagtig ligesom Hillary Clinton er den person, der gør, at 'kvinder' nu kan stille op til den amerikanske præsidentpost. Nøjagtigt som Lisbeth Knudsen dokumenterer, at en kvinde skam sagtens kan blive administrerende direktør og chefredaktør for en national avis.

For klummister og bloggere med en vis bevågenhed ud over den nærmeste vennekreds er læren klar: Er du mand kan du dele dit mest private liv med andre og stadig være reflekteret, dyb og interessant. Gør det samme som kvinde, og du betaler prisen som en umoden eller sygeligt selvoptaget tøjte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God artikel. Dvs. hvis den havde været udgivet i USA, (hvor du sikkert har hugget den fra) men her i andedammen har årtiers succesfuld kvindekamp gjort at kvindelige journalister og akademikere stort set bliver bedømt efter samme målestok som deres mandlige kolleger.

Jeg læser desværre ikke selv aviser, men jeg lytter da opmærksomt når folk fortæller mig om sådan noget, og jeg er ret sikker på at mine med-kommentatører i dette forum kan give dig mange eksempler på kvinder der med afsæt i deres privatliv blogger med stor succes og maskulin anerkendelse.

Jeg ved ikke om hun stadig er der, men Urban havde en overgang en blogger der hed Audrey Castagnetta eller sådan noget, top notch, næsten i klasse med Jeppesen. Hvis hun havde fået hademails, er jeg ret sikker på at hun havde fortalt mig det. Og du selv skriver jo for øvrigt heller ikke dårligt. Har dit selv-bloggeri været et problem for dig?

OK, jeg checkede dit artikel-indeks, så undskyld antydningen om, at du skulle være selv-blogger.

...og du ligner altså ikke hende på billedet.

Kan nogen forklare forskellen på en blogger og en blotter? I mine øjne er det samme lyster, der driver værker.

Blottere er flottere.

Bloggere er fuckere?

Annegrethe Rasmussen

Kære Erik,
jeg har for det første ikke hugget artiklen nogle steder fra, men skrevet den selv, Det eneste sted, hvor jeg citerer nogen, er som sagt fra Rebecca Seal i The Observer, som er krediteret i artiklen.
Det, jeg reflekterer over, vedrører præcist som jeg skriver i klummen, de oplevelser jeg selv havde her på avisen sidste år, som peger i samme retning som Emily Goulds. Dermed ikke være sagt, at nogle kvinder ikke kan blogge lystigt om sig selv, uden negative konsekvenser for sig selv og sikkert bedre i Danmark (Skandinavien) end i USA. Men jeg ser ingen kendte kvindelige journalister som Sabroe og Øvigt gjorde det for år tilbage, der skriver meget personlige ting om sig selv i det offentlige rum. Og det tror jeg har den grund, jeg slutter med at angive, i klummen her. Jeg taler ikke om bloggere der bare blogger for sig selv og de nærmeste.

Hvad angår mit byline billede er det ganske rigtigt håbløst forældet. Men jeg er for sjældent i Danmark og når jeg har været i år, har vores fotograf ikke lige været på avisen, så jeg beklager kvaliteten ... men jeg så nu sådan ud for tre år siden :-)
Annegrethe Rasmussen

God artikel.

Engang imellem er det sundt at blive mindet om, at verden stadig er opdelt i køn (blandt andet), så man ikke glemmer at der stadig er meget arbejde foran os. Utroligt at den slags stadig sker i dag, men ok, det burde vel ikke overraske mig længere.

Og nu vil jeg undertrykke min trang til at skrive et eller andet upassende, for ikke at blive stemplet som en undercover feminist, med trang til at kramme træer.. hvis man altså kan være den slags som mand. :)

Men jeg er for sjældent i Danmark...

Hvilket nok er forklaringen på at du mere eler mindre bevidstløst forsøger at overføre amerikanske erfaringer til en dansk virkelighed. Dine pointer er irrelevante eller decideret forkerte i en dansk sammenhæng, men jeg skal da medigve at de ikke bare er relevante, men nærmest til bevidstløshed gentagede, i amerikanske, eller for den sags skyld engelske, medier

Erik B.

Har du nogensinde hørt at det kan være bedre at tie, og lade folk tro man er en idiot, end at tale og dermed fjerne enhver tvivl ?

Ellers har du nu.. velbekomme

Tja, den generelle antagelse der er gjort her er jo saa at laeserne paa dit to omtalte blogs og den gruppe af mennesker der valeger at kommenterer artiklerne er ens distribueret og desuden generelt reflekterer hvorledes den gennemsnitlige samfundborger vilo reagerer paa disse indlaeg. Noget af en tilsnigelse (ligsom de fleste nok vil medhive at hverken laeserskaren paa Information eller Kig ind reflekterer gennemsnitsdanskeren).

En pointe er det ogsaa at lang flere kvinder end maend kommenterer Emily Goulds blog generelt, og jaevnfoere artiklen i NY magazine har bloggen da ogsaa en langt stoerre laeserskare af kvinder. Kunne det taenkes at kvindelige laesere er mere tilboejelige til at kommenterer indlaeg af denne slags end mandelige laesere er det? Kunne dette affoede den observerede forskel.

Hvorom alt er saa kan generealisering ovenstaaende analyse fortager naeppe retfaerdiggoeres. Som en kroelle paa halen: Hvis jeg var Peter Øvig Knudsen eller Morten Sabroe ville jeg nok havde mig betakket for at faa naevnt mine vaerker i samme aandedrag som den gode Emily Goulds.

Annegrethe Rasmussen

Kære Søren Andersen,
jeg tror der er god grund til refleksion over, at kvinder oftest reagerer (endnu mere) fjendtligt på kvinder, der fører sig frem som Gould. Der findes mange teorier herom (selvundertrykkelse, selvhad, "kvinde er kvinde værst", falsk bevidsthed, at kvinder generelt reagerer hurtigere når det handler om deres eget køn end mænd gør etc. etc. Men det kan også være, kvinder bare blogger mere om personlige emner end mænd. Jeg skal ikke selv gøre mig klog på, hvorfor...)
Og så blot en lille bemærkning. Med min klumme siger jeg på ingensomhelst måde, at Sabroe og/eller Øvig kan sammenlignes med Gould der, hvor de to herrer står nu som forfattere. Jeg går 15 år tilbage, hvor jeg også kendte dem begge, og sammenligner, hvad de dengang skrev når det drejer sig om nveauet for "private betroelser" og der matcher de meget godt Gould. Jeg sammenlignede ikke deres litterære kvalifikationer.
hilsener
Annegrethe Rasmussen
PS: Og til Erik B. Jeg er nok sjældent i Danmark (og mest i weekenden) men jeg læser dog alle danske aviser hver dag, lytter til DR (mest) og arbejder generelt i en dansk offentlighed plus har et hav af danske gæster her i Paris så jeg skule mene, at jeg er i stand til at bedømme den danske "folkestemning" rimelig præcist.

Annegrethe Rasmussen

skulle mener jeg - ikke skule....

Annegrethe Rasmussen

skulle mener jeg - ikke skule....

OK, godt ord igen, Annegrethe. Og tillykke, du har, undskyld udtrykket, hår på brystet. De fleste i din branche bliver snoskfornærmede når man stikker lidt til dem.

Ja, det er søre'me en sexistisk verden, når en ung kvindelig new yorker-redaktør ikke en gang kan få lov til at skrive om sit (mig inderligt ligegyldige) privatliv uden at få hug for det, selvom en mandlig kollega en gang gjorde samme UDEN AT nogen bemærkede det. Forargeligt!
Som Erik tror jeg, du har bevæget dig lidt for meget på amerikansk-engelske hjemmesider. Den slags bruger vi ikke her!

Interessant at se, hvordan form negerer indhold i Erik B.s og "generalen"s indlæg her i spalten.

Mit ovenstående indlæg kunne måske godt opfattes som ironisk, det var ikke tilsigtet.

@Erik B. Heller ikke mit, så nu er du i stue med mig, og jeg er knap stueren. Velkommen :-)

Så er vi to, der har svært ved at ramme kummen, vi kunne pisse overkors eller noget i den stil.

Vadmand, du gider vel ikke lige samle sæben op?

@Anne Grethe

Saa du medgiver at det faktum at Emily Gould bliver 'spidet' mere, skyldes den maade at kvinder reagerer paa kvinders udlevering af foelelser/private anekdoter, i saerdeleshed den type kvinde (hvad det saa en er for en) der laeser saadanne blogs, og at det altsaa ikke noedvendigvis er et udtryl for en generel samfundstendens? (Hvilket jeg laeser som din din artikels tese)

Annegrethe Rasmussen

Jeg tror, at både kvinder og mænd har en tendens til at synes mindre godt om, kvinder der fører sig frem end mænd. Det kan man kalde hvad man vil, men at slippe helt uden om "samfundet" er nok svært !
hilsen
Annegrethe

Glimrende artikel ---- og jeg er sådan set enig i dens overordnede og principielle konklusion.

Men men men

Når det er sagt, vil jeg bede Annegrethe Rasmussen om at gå ind i en boghandel og be om Masja Nor's seneste værk "du ser træt ud - skal jeg holde dine bryster' eller Anette Heicks nye bog "Gør det noget jeg støvsuger imens" eller læse Politikens Hotdoks hvor en kvindelig journalist? blogger om sit eget private og personlige liv.

Og Anette Heick var da inde og tale med en den kvindelige studievært om sin bog i DR's Aftenshowet.

Og nu ved jeg ikke hvad mon er for personlige ting som Sabroe og Øvig skulle have offentliggjort?? Sikkert fordi det for mig er inderligt ligegyldigt hvad de har sagt om deres private forhold udi offentligheden. Det er mig også totalt og inderligt ligegyldigt, at Anette Heick samler 4 veninder og taler og taler om deres liv mv. - uden at sætte det i relation til noget andet, uden at se om der er nogle fælles mønstre i det de oplever. Så bliver det tit blot til noget privat snak - og så er det inderligt ligegyldigt - både hvis det er mænd og kvinder der gør det.