Læsetid: 5 min.

DR's bestyrelse gjorde ikke nok

Revisionsrapporten om DR-byggeriet i Ørestaden førte i går til en fyret formand og tilbagetrædelser for tre bestyrelsesmedlemmer. Kulturministeren og Folketingets medieordførere kritiserede bestyrelsen skarpt. Men var den politisk valgte bestyrelse overhovedet kompetent til at løfte sin opgave?
Kulturminister Brian Mikkelsen (t.h.) mødtes midt på eftermiddagen i går med partiernes medieordførere, som besluttede at udtale en skarp kritik af DR-s -ledelsesmæssige dispositioner- i forbindelse med byggeriet af DR-Byen.

Kulturminister Brian Mikkelsen (t.h.) mødtes midt på eftermiddagen i går med partiernes medieordførere, som besluttede at udtale en skarp kritik af DR-s -ledelsesmæssige dispositioner- i forbindelse med byggeriet af DR-Byen.

Jens Nørgaard Larsen

21. juni 2008

Guillotinen kom på overarbejde i går eftermiddag, da tre medlemmer af DR's bestyrelse meddelte deres afsked, mens bestyrelsesformand Mogens Munk-Rasmussen fik besked på at tage sin af kulturminister Brian Mikkelsen.

Ministeren og Folketingets medieordførere besluttede således at udtale en skarp kritik af DR's "ledelsesmæssige dispositioner" og i særlig grad af Mogens Munk-Rasmussen, Finn Aaberg, tidligere formand for byggeudvalget og for DR, samt næstformand Erling Aaskov.

Finn Aaberg, der er socialdemokratisk borgmester i Albertslund, accepterer et medansvar for budgetoverskridelsen på 1,7 milliarder, men han mener ikke, at han bærer mere af ansvaret end så mange andre.

"Det nytter ikke noget at fortsætte diskussionen om, hvem der er skyld i hvad. Der må sættes et punktum for den diskussion, og så må jeg acceptere det, rapporten siger om, at vekslende bestyrelser over tid ikke har udfordret byggeledelsen og direktionen nok," siger han.

- Hvordan ser du din egen rolle i forløbet?

"Jamen, jeg har jo deltaget i det på bestyrelsesplan, og ligesom alle andre, alle de mennesker der har haft en del af projektet under deres vinger, altså, vi bærer jo alle et ansvar på en eller anden måde."

- Men har du et hovedansvar?

"Nej, det synes jeg ville være forkert at sige."

- Hvad skulle du have gjort bedre?

"Det var en fejl, at vi valgte partneringmodellen (udbudsmodel hvor DR, ikke entreprenøren, hæftede for eventuelle budgetoverskridelser - i modsætning til at indgå en kontrakt med en fast pris, red.). Men dengang var alle jo begejstrede for den særlige DR-model, men den viste sig jo at være ukristelig dyr."

- Traf man beslutningen på et spinkelt grundlag?

"Nu stemte vi mig bekendt ikke om det, vi blev orienteret om, at det skulle være partneringmodellen."

- Og I følte ikke grund til at komme med indsigelser?

"Nej, det må man sige."

De to hovedansvarlige

Journalist Lars Rugaard skrev sammen med Jette Hvidfeldt i 2000 bogen DR i Ørestaden, hvis konklusion Rugaard sammenfatter som "et DR-bestyrelsespolitisk forløb, der fyldte en med stor undren og en hel del uro om, hvad det her kunne føre til."

Lars Rugaard giver sin forklaring på, hvordan det kunne gå så galt, som det gik:

"Man har en bestyrelse, hvor der sidder en masse mennesker uden vanvittig store forudsætninger for det, de beskæftiger sig med - for at være politiske ledere i en medieorganisation. Det er et meget væsentligt problem. Og så har man så haft ballonspilleren over dem alle, akrobaten Christian Nissen, til at spille rundt med begreberne, så ingen har kunnet følge med," siger han og udpeger Nissen som en af de to hovedansvarlige bag overskridelserne:

"Når man taler om, at beslutningen i 1999 om at starte byggeriet blev truffet på et spinkelt grundlag, er der to mennesker, der har et hovedansvar, og det er Christian Nissen, og det er Finn Aaberg, som var formand for bestyrelsen på det tidspunkt."

Rapporten udpeger også tidligere generaldirektør for DR, Christian Nissen, som en af de hovedansvarlige. Det accepterer han for så vidt, men han mener samtidig, at der er andre, som har del i ansvaret.

"Den helt overvejende del af beslutningerne, der førte til overskridelserne, er truffet i min tid, så dem har jeg selvfølgelig ansvaret for," siger Nissen, men han mener også, at Rigsrevisionen bærer en væsentlig del af skylden, fordi den burde være skredet ind.

"Du kan se i revisionsrapporten, at Rigsrevisionen blåstemplede DR's byggestyring i 2002, 2003, 2004 og 2005 - altså selv efter overskridelsen dukkede op," siger Christian Nissen.

Han peger ligesom Finn Aaberg på partneringmodellen som årsagen til budgetoverskridelserne, og selv om Rigsrevisionen ikke blev hørt inden indgåelsen af den model, mener han, at de nok havde råbt op, hvis de havde fundet et problem.

Rigsrevisor Henrik Otbo er dog uenig i, at Rigsrevisionen ikke skulle have informeret bestyrelsen om problemerne.

"Vi har sagt rigtig mange ting gennem årene. Når man kigger ud over ni års arbejde, er der da også noget, vi kunne have gjort bedre. Men vi har peget på den udbudsmodel, der blev brugt, partneringmodellen, at den indebar væsentlige risici for fordyrelser. Det er et meget væsentligt punkt. Rapporten nævner andre ting, vi kunne have påpeget, men da først den model var besluttet, kunne man ikke ændre den store tankers kurs mod klippen," siger han og tilføjer, at man ikke skal forstå det sådan, at der dermed er tale om en dårlig model.

"For havde du ønsket faste priser fra starten, kunne der måske være sket det, at man ikke kunne have fået nogen til at byde på projektet, fordi det var alt for usikkert. Eller også at de ville lægge en milliard eller to oven i prisen. Så jeg siger ikke, modellen er dårlig. Men det var en del af den model, at der ville komme overskridelser."

Tilbage står nu spørgsmålet, om den nu kraftigt amputerede bestyrelse overhovedet var sin opgave voksen. Det mener professor i medieledelse ved CBS Anker Brink Lund ikke er tilfældet. Han mener, at bestyrelsen har manglet "professionel branchekundskab og revisionsfaglige kompetencer":

"Hvis jeg var kulturminister, ville jeg benytte lejligheden til at iværksætte en grundig udredning af ledelsesforholdene mere alment. Det gælder vel at mærke både i DR og TV2," siger han.

Flemming Poulfelt, der er professor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS, er enig og peger på problemet ved politisk valgte bestyrelser:

"Det er en balance: Hvordan sikrer man en bestyrelse, der tilgodeser nogle politiske interesser og samtidig har en vis faglighed - det vil sige har de rette kompetencer til at være et tilstrækkeligt effektivt modspil til en direktion? Når man ser på bestyrelserne for DR over en årrække, kan man sige, at man har taget for meget hensyn til den politiske dimension på bekostning af de indsigter, der skal til for at drive sådan en virksomhed. Og man kan berettiget spørge, om bestyrelsen derfor har været nok efter den siddende ledelse til at undgå, at byggeprojekter af den her størrelse får lov til bare at dalre ned ad vejen," siger Flemming Poulfelt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessant at se politikernes reaktioner på dette her. Hvornår mon politikerne forlanger at TV2 bliver set efter i sømmene på samme måde som DR er blevet. Mit gæt er: Aldrig....

Pg det selvom den tidligere ledelse på TV2 netop forgældede stationen ved at indkøbe en helikopter, lancere 2-3 nye kanaler samt en radio, et forlag og meget andet. TV2 blør, ligesom Danmarks Radio pålægges at spare...

Dette passer Brian Mikkelsen (inkompetent beyond belief) perfekt idet rationaliseringen - hvis formål er at slagte DR (den eneste opposition til Berlosconi/Fogh-"regeringen") - kun leder til den eneste konklusion; nobody gives a fuck, apart from repugnant power-people......

1999 ! Jamen så har Hr. Rasmussen og Hr. Mikkelsen jo klaret frisag. De har jo slet ikke kunnet gøre noget ... og det har de så heller ikke gjort.

Det er sgu' da godt.