Hvad blev der egentlig af Charlie Petersen?

"We live in an age of globalization, but also one of identity politics. It is as if our world is expanding and contracting at the same time. Diverse people embrace universal values, and once insular communities engage in unprecendented levels of commerce and communication with the outside world. Yet, at the same time the primordial or near-primordial ties of race, language, ethnicity, and religion make their presence felt with dogged determination-"

Ovenstående ligner en beskrivelse af den globale fodboldkultur, men er hentet fra forordet i en bog, The Shia Revival, om islams interne konflikter. Det har altså ikke en dyt med fodbold at gøre.

Og dog er det en ret præcis diagnose af den tilstand, klodens fodbold-interesserede har gennemlevet de seneste uger.

Selv håbede jeg onsdag aften på, at tyrkerne ville pelse den tyske hybris netop som den kulminerede i tilliden til verdensherredømmet - eller i det mindste EM-titlen. Mit håb var begrundet i to modsat rettede følelser:

Jeg holder af at se mig selv som tilhænger af 'universelle værdier', hvorfor det ville være rigtigt fedt, hvis det muslimske Tyrkiet blev europamestre i fodbold. Europamestre! Æd den, Søren Krarup!

Men jeg er også født på et tidspunkt i verdenshistorien, der betød, at folk som mig voksede op med et nedarvet tyskerhad. To af min barndoms tre fædre sad i Frøslev-lejren, og ingen af dem drømte om at købe en folkevogn eller nogen anden tysk bil. Selv skulle jeg fylde 40, før jeg kunne køre en BMW uden at tænke over, hvor den var produceret.

Men i mit hoved hænger stadig reminisenser af opvækstens påvirkninger: Da gaderne i Beirut op til onsdagens kamp var domineret af biler og motorcykler, der med hornet i bund blafrede henholdsvis tyske og tyrkiske flag fra sideruder og bagsæder, undrede jeg mig, over for en libanesisk ven, over, at jeg havde set flest tyske flag.

"De slog en masse jøder ihjel," svarede han.

Feudal og demokratisk

Således er historien en bagage på mange niveauer, når folk ser fodbold, hvorimod den er suspenderet i sportens eget univers. Det var ikke tomme ord, da Michael Ballack og Rüstü Recber oplæste en anti-racistisk erklæring som optakt til semifinalen. De to anførere repræsenterer en særverden, der på én gang er feudal og dybt demokratisk med egne 'parlamenter' under paraplyorganisationen FIFA, en slags fodboldens FN, men med den forskel, at FIFA har uindskrænket autoritet over medlems-forbundene. Denne særverden er samtidig globaliseringens avantgarde, ikke kun fordi den følger med de økonomiske og politiske kurver, der de seneste 20 år har åbnet markeder og lukket diktaturer, men mest fordi den spejler en social og etnisk dynamik, der peger ind i fremtiden.

På fodboldbanen er det alene præstationen, der tæller. Den er hævet over fordomme om religion, hudfarve og politik, for den kan ses med det blotte øje, og det fortæller os, at vi om føje år vil se fodbold med brune øjne og i øvrigt være mere mørklødede og derfor kønnere.

Først evner - så fødested

Det er længe siden, klubberne annammede globaliseringen - i dag er det mere reglen end undtagelsen, at f.eks. Arsenals startopstilling er uden en eneste londoner, endsige englænder. Kvaliteten i Champions League har da også affødt kommentarer om, at den fascinerer mere end landskampe, underforstået: at de nationale holds tid er ved at være forbi som publikums-magneter.

Når denne EM-turnering i match efter match har været et ubrudt dementi af den teori, skyldes det især en bagvendt logik, at national-holdene er i færd med at overtage klubbernes ansættelses-politik: Selv om det stadig er afgørende, hvor en spiller er født, er det endnu mere afgørende, hvad han kan.

Tidligere var det kun traditionelle koloni-magter, der stillede med spillere af 'anden etnisk herkomst' - f.eks. var det slående i hvor høj grad de franske old boys i denne turnering lignede et landhold fra en afrikansk stat, forstærket med Bayern Münchens Franck Ribery. Nuvel, det er sat på spidsen - også af den franske nationalist-leder, Le Pen, der har krævet et mere 'fransk' - i betydningen 'hvidt' - landshold. Veteranen Lilian Thuram, anfører og med fransk landskamp-rekord, svarede, at når han kiggede sig i spejlet, så han ikke en sort mand, men en franskmand. Generelt har det franske landshold 'etnisk set' en tradition for internationalisering.

Forstærket udefra

Da jeg dækkede EM-slutruden i 1984, slog det mig, hvor få franske navne, der spillede på holdet. Umiddelbart kommer jeg kun i tanker om Jean Tigana, der er sort, midtbanespilleren Alain Giresse og målmanden Joel Bats - ellers lød navnene italiensk eller spansk klingende, f.eks. Platini, Fernandez og den uforglemmelige Amoros - der siddende i græsset nikkede Jesper Olsen en skalle i åbningskampen.

I dag er det sådan, at de fleste nationalhold er forstærket 'udefra' - Portugal stillede med brasilianere, Italien stillede med en argentiner, og i morgendagens finale er to, muligvis endda tre spillere på det tyske hold 'udefra', brasilianeren Kevin Kuranyi og de polsk fødte Lukas Podolski og Miroslav Klose. Det var da også gribende at se på, hvordan Podolski afstod fra den traditionelle jubelscene, da han sænkede Polen i den indledende runde, og jeg fik den tanke, at trods Lech Walesa, ny økonomisk vækst og en stedse mere selvbevidst attitude i EU hører det polske folks lidelser tilsyneladende aldrig op.

Fra Marco til Mehmet

Og, kan det tilføjes, det samme gælder for tyrkernes: Da de spillede sig i semifinalen med endnu en mirakel-sejr over Kroatien, bippede en sms fra TV2's udsendte i Wien, Ulla Terkelsen, ind på min mobiltelefon: 'Gud er muslim'. Onsdag aften sendte jeg en bedrøvet returbesked: 'Gud er tysker'. At de reservespækkede tyrkere kan trøste sig med, at de led med ære, kan især den 'naturaliserede' brasilianer, Fenerbaches Mehmet Aurelio, tage på sig efter en stor kamp. Han er i øvrigt et godt eksempel på nationalholdenes globalisering: Født med fornavnet Marco spillede han i Tyrkiet i syv år, da det nationale fodboldforbund opfordrede ham til at skifte statsborgerskab - som dog ikke gik an uden 'konvertering' til Mehmet, der er Profetens tyrkiske navn.

Østrigs 'håb'

På samme måde afviser det super-nationalistiske forbund at acceptere, at den London-fødte Colin Kazim-Richards, hvis adgangsbillet til truppen er en tyrkisk-cypriotisk mor, kaldes ved sit kristent-muslimske døbenavn: Han er nu Kazim Kazim, også på holdets officielle hjemmeside i UEFA-portalen.

I det hele taget har tyrkerne sat fodaftryk ved dette EM - de bedste schweiziske spillere, Hakan Yakin og Eren Derdiyok, har tyrkisk baggrund, og da EM-slutrundens andet værtsland, Østrig, spillede mest fantasiforladt, blev det løftet af en indskiftet gæstearbejder-søn, Ümit Korkmaz.

At 'ümit' betyder 'håb' på tyrkisk understregede håbløsheden på et østrigsk hold, der rangerer som nr. 101 på verdensranglisten, og formentlig er den svageste værtsnation ved nogen slutrunde overhovedet.

Men det er en anden historie, som jeg vil overlade til de relevante eksperter - historien her er, at fodboldspillet - akkurat som samfundene - udvikles af indtryk udefra.

Jeg gætter på, for jeg ved det ikke, at svenskernes lidt mere afslappede forhold til fremmedpolitikken har at gøre med den sorte Henrik Larsson og Balkan-muslimen Zlatan Ibrahimovic, der ene mand tilførte det svenske traktorhold et gran af finesse i denne turnering.

Kommet for at blive

Internationaliseringen af nationalholdene har selvsagt bekymret FIFA, hvis hele raison d'etre, politisk og især økonomisk, er identifikationsprocessen med et national-hold. FIFA-præsidenten Sepp Blatter ønsker at reducere antallet af udlændinge i de nationale ligaer, da han ser internationaliseringen som en trusel mod publikums-interessen (og dermed indtægterne).

Følgelig vedtog FIFA på et møde i Sidney i maj at forlænge 'karantæneperioden' for naturalisering af spillere fra to til fem år. Meget tyder dog på, at Blatter er oppe mod hårde odds - globaliseringen er kommet for at blive - jeg havde nær sagt undtagen i Danmark.

Vi har få eksempler på inspiration 'af anden etnisk herkomst'. Da journalisten Hans Davidsen-Nielsen, hvis udviklede sans for humor står i grel kontrast til hans bøger om dystre terrorister og spioner, var med i et middagsselskab på en libanesisk restaurant i London, hvor mændene kedede de tilstedeværende interessante kvinder med fortabelse i den fodboldhistoriske erindringskiste, spurgte Hans pludselig: "Hvad blev der egentlig af Charlie Petersen?"

End ikke en antydning

Ingen vidste det - men alle (mændene) vidste, hvem Charlie Petersen var: En sort spiller, der i 1975-sæsonen var central for Køges danmarksmesterskab med 22 mål. Siden har det spørgsmål - hvad blev der egentlig af Charlie Petersen? - været koden til brede grin, når jeg snakker med Hans om alt muligt andet end fodbold. Men Charlie Petersen er også den undtagelse, der bekræfter reglen i Danmark, nemlig at vi ikke har været gode til at integrere de 'fremmede' landsmænd i vores fodboldkultur.

Og inden denne tekst flipper ud i alt for megen politisk korrekthed - jeg vil end ikke antyde, at regeringens og Dansk Folkepartis fremmedfjendske politik er årsagen til, at vi for anden gang er tilskuere i stedet for deltagere i en slutrunde - skal det understreges, at jeg alene tænker på resultater. Ikke på politik - slet ikke.

Og Charlie Petersen? Han lever og har det godt. Vist nok i Hedehusene. Man kan med rette spørge: Hvor ellers?