Læsetid: 4 min.

Firmaer profilerer sig på at støtte kunst

Sponsorater til kunst og kulturaktiviteter er blevet helt grundlæggende og nødvendige midler, når kunstneriske og kulturelle arrangementer skal stables på benene. Men den sponsorerede kultur kræver et nyt kulturkritisk publikum, vurderer det private erhvervsliv
Kultur
18. juni 2008

Mens dansk fodbold glimrer ved sit fravær i disse dage, er dansk kunst blevet de private investorers nye yndling. Både den hjemlige og udenlandske interesse for den danske kunst har skærpet erhvervslivets økonomiske engagement i kulturelle foretagender, vurderer Bent Meier Sørensen, lektor ved Institut for Ledelse, Politik og Filosfi på Copenhagen Business School (CBS).

"Billedkunst og skulptur er blevet et stærkt brand for Danmark, hvor en lang række kunstnere markerer sig internationalt for tiden," forklarer Bent Meier Sørensen.

Han mener, at den stigende interesse for kunst fra private samlere og fra udlandet har resulteret i, at danske virksomheder har fået øjnene op for dette marked.

"Kunst er blevet en social markør for flere og flere mennesker. Det ser vi i de seneste års stigende interesse for at investere i kunst til hjemmet. Virksomheder følger de trends, der florerer blandt forbrugerne. Derfor er det kun naturligt, at de også inddrager den nuværende populære kunsttrend i deres markedsføring," siger Bent Meier Sørensen.

Den kommercielle hensigt bag det økonomiske engagement på den danske kulturscene, lægger hverken sponsorerne eller de sponsorede skjul på.

På Det Kongelige Teaters hjemmeside kan man således læse, hvorfor teatrets 21 sponsorer ønsker at støtte en af landets største kulturinstitutioner: "Vores interesse i samarbejdet med Det Kongelige Teater opstod, efter at vi fra andre europæiske storbyer så en klar tendens til, at teater og opera nyder stigende popularitet blandt de veluddannede og trendsættende unge. Teater og opera henvender sig til bevidste livsnydere, som søger unikke oplevelser i storbyen, og det er netop denne målgruppe vi, InWear & Matinique, henvender os til."

Selv om kultursponsorerne stiller deres kommercielle hensigter til offentlig skue, mener kritikere, at den øgede kommercialisering af kunsten kræver en ny kritisk kulturforbruger.

Værditænkning

Bent Meier Sørensen mener, at samarbejdet mellem kultur- og erhvervsliv, mener stiller helt nye krav til kunstoplevelsen:

"Virksomhederne bliver ikke bare formidlere af kunsten, de bliver også en del af kunstværket, hvor både branding, virksomhedsaktivitet og reklame bliver integreret i selve kunstoplevelsen," siger han og fortsætter:

"Det betyder, at den enkelte kunstforbruger må være yderligere kritisk over for den kunst de møder."

Et af de helt afgørende aspekter som publikum skal være opmærksom på, når det møder sponsoreret kunst, er den markedsføringsstrategi, der ligger indlejret i et kunstnersponsorat. Firmaer ønsker gennem deres sponsorater, at kæde bestemte værdier til deres brand.

Denne kobling mener professor ved Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet Jørn Langsted er problematisk:

"Firmaer kan for ganske få millioner kroner blive sat i forbindelse med kulturlivet, og dermed få sendt en masse positive signaler ud meget let. Det mener jeg er dybt kritisabelt. I nogle firmaer sidder der selvfølgelig idealister, men når firmaer støtter kunst, er det for at få associeret sine produkter med bløde værdier, hvor firmaet udstråler et socialt og kulturelt ansvar, der ikke kun tænker på profit," siger Jørn Langsted.

Kommunikationsdirektør i Nykredit, Nels Petersen, mener, sponsorater er som et ægteskab: Der skal være nogle grundlæggende rammer for samarbejdet, hvorfra det så kan udvikle sig. Han forklarer, at Nykredits interesse i den moderne kunstscene således også sker ud fra et ønske om at relatere firmaet til lige netop denne kunstform.

Interne goder

"Vi mener at kunne se nogle helt grundlæggende værdier som kvalitet, nytænkning og åbenhed indlejret i den moderne kunstscene, hvilket vi som virksomhed ønsker at relatere os til. Samarbejdet med den danske kunstscene giver os mulighed for at at profilere os og vise, at vi har et samfundsengeagement," siger Nels Petersen.

Udover at virksomhederne ønsker at signalere et kulturelt engagement over for sine omgivelser og potentielle kunder, har sponsoraterne også en intern effekt. Ofte kan et sponsorat give virksomhedens ansatte ret til særomvisninger og gratis adgang til udstillinger, kunstrejser eller til at låne museumslokaler til firma-arrangementer.

Nykredits Nels Petersen forklarer, hvilke fordele der er i at sponsorere kunsten:

"Sponsoraterne giver os også mulighed for at invitere kunder til arrangementer på de pågældende kulturinstitutioner og invitere vores medarbejdere til store kunstoplevelser," fortæller Nels Petersen.

Selv firmaer, der har økonomiske interesser inden for ganske andre områder, ønsker at støtte kulturen. Medicinalfirmaet Lundbeck kan man således også findes som en af sponsorerne af Det Kongelige Teater.

"Det er forholdsvis begrænset, hvad vi sponsorerer af kunst og kultur, da vores hovedfokus er på vores forskningsområder inden for sundhed og naturvidenskab. Det Kongelige Teater har vi støttet, da det har den fordel, at vores medarbejdere herigennem får mulighed for at få billetter til forestillinger," forklarer Lundbecks pressechef, Jens Harder Højbjerg.

Sponsoraterne er led i en bredere virksomhedsstrategi i en tid, hvor der kæmpes om arbejdskræften, forklarer lektor fra CBS, Bent Meier Sørensen:

"Tidligere var firmasport dér, hvor virksomheder igennem konkurrencer kunne skærpe medarbejdernes konkurrencementalitet. I dag er det sjælen og de æstetiske dimensioner, der er fokus på. For at kunne tilfredsstille sine medarbejder, men også for at kunne rekruttere nye medarbejdere, er det vigtigt, at en virksomhed har et brand, der udstråler kulturel avantgarde, og som dernæst også kan tilbyde de ansatte nogle kulturelle goder. Det kan tiltrække ny arbejdskræft".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her