Læsetid: 4 min.

Follow the money

De væsentlige politiske historier forsvinder i udstødningen på ministres biler og taxaer
27. juni 2008

Den store bekymring i både den elektroniske og den trykte presse er, at der ikke er tid og råd til at gå i dybden. De mange platforme skal betjenes, næste udsendelse er kun 55 minutter væk, og nettet står stort og grådigt og forlanger nyt, nyt, nyt hele tiden. Det er en verden uden plads til specialister. Det tager alt for lang tid at sætte sig ind i en sag, så derfor tilhører journalistik for tiden generalisterne - de hurtige, dem der ikke nødvendigvis har behov for at vide noget som substansen for at fyre et par hurtige spørgsmål af - eventuelt kan de få dem i øresneglen, eller mobilen på vej til næste hurtige "i huset lige her bag mig -" stand up.

Derfor er der grund til at glæde sig, når det en sjælden gang lykkes at sætte ressourcer af til at gå i dybden med en sag. Så er det bare sagens beskaffenhed, der gør én modfalden. Selvfølgelig er det altid underholdende, når ministre, der sætter moralske krav op for befolkningen, selv falder igennem og bruger skatteborgernes penge på at bo på hotel, drikke øl og se betalingsfilm på rummet, beværter deres vælgere på statens regning eller lader deres ministerbiler transportere sig til private fester og udflugter, men ærlig talt - er det nationens største problem?

For at det ikke skal hedde sig, at jeg dækker over min egen deltagelse i misbruget, indrømmer jeg åbent, at jeg som barn flere gange er blevet transporteret i daværende finansminister Viggo Kampmanns bil, når jeg sammen med hans tre døtre - mine legekammerater - fik et lift fra Luganovej ned til kilometerbroen på Amager Strand, hvis ministeren lige var hjemme og vende for at tage en frisk skjorte på.

Puha, det lettede på samvittigheden.

De samme penge?

Tænk hvis ressourcerne i stedet blev brugt til at undersøge, hvad der i virkeligheden er foregået - og foregår - omkring den aftale, som finansudvalget har vedtaget med kommunerne om fordeling og brug af 275 milliarder kroner for de kommende år. Er det - endnu en gang - de samme penge, som staten lovede i kvalitetsreformen til nye skoler, renovering af nedslidte institutioner osv. Follow the money, der er i hvert fald ikke noget, der tyder på, at the money kommer ud og reno-verer skoler.

Eller hvad med erhvervsuddannelserne, der skulle løftes og styrkes, og som i stedet må skære ned, både på undervisningen og ambitionerne.

Eller hvad med rapporten om 300-timers reglen fra SFI. Medierne fik budskabet om flere indvandrerkvinder i arbejde serveret på et sølvfad og bed ukritisk på. De nåede aldrig til rapportens afsnit om de mange virkeligt fattige, 300-timers-reglen efterlader. SFI er det, som tidligere hed Socialforskningsinstituttet. Nu om stunder hedder det Det Nationale Forskningsinstitut for Velfærd. Hvem er det, som finder på sådan noget? Har de tyskere ansat til at finde på sjove navne?

I kommunerne tegner der sig efter sammenlægningerne et klart billede af, at forvaltningerne - og politikerne - hele vejen igennem vælger det laveste serviceniveau, når kommunekasserne skal køres sammen. Hvis der er eksempler på det modsatte, vil jeg gerne høre om det. Jeg vil i det hele taget gerne høre, om der er borgere, der har fået en bedre kommune efter sammenlægningerne. Det er i hvert fald ikke de borgere, der bruger bibliotekerne. Folkelig kulturs grundsten, kommunebibliotekerne, bliver fusioneret (det betyder nedlagt) overalt. Det er ikke ualmindeligt, at der bliver 10 kilometer til nærmeste bibliotek. Men kilometerne er måske kortere, når de bare befinder sig inden for kommunegrænsen.

Skal vi selv hente posten?

Kan man håbe på, at der sidder en vaks journalist et sted og afdækker, hvad der sker med Post Danmarks fusion, eller hvor meget det er med det svenske postvæsen? Hvor mange flere posthuse skal lukke, og skal vi selv til at hente posten hos afsenderen?

Og hvornår er der nogen som går ind og undersøger, hvad det er, superliberalisten Lars Løkke har gang i med sundhedssektoren. For hver ny aftale får privathospitalerne bedre betingelser. Kom ikke til mig med sangen fra de varme lande om, at det ikke gør noget, for det er det offentlige, der betaler regningen. Det er altid en betændt gråzone, når det offentlige betaler regningen til de private. Det er jo ikke rigtigt nogens penge, så man snyder ikke rigtigt nogen, hvis man strammer den lidt. Og i øvrigt hører jeg i stigende grad udtalelser som: "Folk må jo selv vælge, om de vil tage en tur til Mallorca eller selv betale sig til en operation på privat-hospital uden om vente-listerne."

Vi går her uden videre ud fra, at folk har et valg, men det er der altså stadig nogen, som ikke har.

Jeg er ligeglad med Lars Løkkes og Bendt Bendtsens og Claus Hjorts og alle de andres personlige fejl og mangler. Det hører højst til på underholdningskontoen.

Det er deres politik og konsekvenserne af den, jeg gerne vil vide noget om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu