Fordommenes EM

Med kun semifinalerne og en finale tilbage lakker EM mod enden. Desværre. Slutrunden har budt på det hele: Ny og spændende angrebsfodbold, dramatiske kampe, mål, storspillere, der skuffer, og storspillere, der fødes. Det hele.

Slutrunden i Østrig og Schweiz er i europæisk regi vel ikke set bedre siden EM i Frankrig i 1984. Tæller VM-slutrunderne med, havde VM i USA i 1994 et lignende spændingsniveau.

EM 2008 har også på mange måder udviklet sig til at være et 'fordommene-bliver-bekræftet-EM', og hvad er bedre end at få sine fordomme bekræftet og tilmed kunne være helt åben omkring dem?

Normalt går det jo ikke at sige, at finnerne går med kniv, at italienerne er selvoptagede, eller at tyskerne er pertentlige grænsende til noget farligere. I hvert fald ikke uden løftede øjenbryn, og det der er værre af sociale mishagsytringer. Men i fodboldens univers - og ikke mindst under den igangværende slutrunde - taler tilhængere som det mest naturlige i verden om, at italienerne har et større frisørbudget end russerne. For sådan ser det jo ud. Franskmændene er arrogante. Hollænderne dybt naive. Og portugiserne, de kan slet ikke håndtere frie tøjler (underforstået, de har brug for en Salazar-lignende type i spidsen for både hold og land).

På banen sørger ingen dog for at levere mere stof til fordommene end tyskerne.

'Tyskerne er bedst med uro i kulissen'. Det ved alle.

'Tyskland er et turneringshold, der bliver bedre og bedre, som turneringen skrider frem'.

Og ikke mindst den mest slidte fodboldfrase af dem alle, Gary Linekers gamle, bitre og tørre udtalelse om, at "fodbold er et simpelt spil: 22 spillere jagter en bold i 90 minutter, og Tyskland vinder til sidst".

Og hvad er der så sket? Der var voldsom uro i kulissen efter Tysklands nederlag til Kroatien i pulje B. Men Tyskland blev bedre og bedre, som turneringen skred frem, og spillede glimrende i kvartfinalesejren over Portugal. Nu venter så Tyrkiet i semifinalen, hvilket betyder, at Tyskland har gode chancer for at vinde det hele til sidst.

Slog Ditte Menneskebarn

Sverige spillede mod Rusland i en af de sidste puljekampe inden kvartfinalerne. Og efter at have set Sverige spille destruktivt og på det sikre mod Spanien i den foregående kamp havde mange det nok sådan, at de alvorligt overvejede at se Ditte Menneskebarn på DK4 i stedet for Sverige-Rusland på TV 2.

Sverige spillede i hvert fald lige så langsomt og omstændeligt som Mogens Wieths fortællerstemme i Bjarne Henning-Jensens film fra 1946, og stik imod tendensen ved EM satsede de blå-gule på at holde nullet, holde igen og holde sig tilbage. Især i perioderne uden Zlatan Ibrahimovic spillede Sverige som et forstenet folkhem. For meget du gamla og for lidt du fria.

Slog man alligevel over på TV 2, kunne man til gengæld glæde sig over EM's store positive overraskelse, Rusland. Den russiske landstræner, Guus Hiddink, har skabt et hold, der i løbet af 90 minutter har luft til at forskyde sig fra side til side i et imponerende pres på modstanderens boldholder, og som samtidig har nogle af de mest pasningssikre spillere af alle holdene ved EM.

Mod Sverige skete der også en af de ting, der kun sker ved de bedste slutrunder. En spiller fik sit store gennembrud og gik fra at være storspiller in spe til de facto at være storspiller. Som Ronaldo i 1994 og Nedved i 1996.

I år skete det for Ruslands lille 10'er Andrei Arshavin. Efter at have siddet ude med karantæne i de to første kampe kom Arshavin ind og levede - med sit fantasifulde og energidrevne spil, der ofte starter lidt til højre og fortsætter ind over den forreste midtbane - til fulde op til de forventninger, talentspejdere og eksperter i en tid har haft til ham.

Tv-seerne og ikke mindst de svenske forsvarsspillere Hansson og Mellberg kunne blot se måbende til, da Arshavin - i forhold til svenskerne i dobbelt hastighed - løb lige igennem forsvaret og via en et-to-kombination scorede til 2-0 i det 50. minut. Arshavin fortsatte sit utrættelige spil på højeste niveau i Ruslands sejr over Holland i kvartfinalen, hvor han leverede slutrundens indtil videre bedste enkeltmandspræstation. Han dominerede banen i hele kampen, bevægede sig hele tiden mellem angreb og midtbane, og den kontra, han gennemførte i det 31. minut sammen med anfører Semak, findes ganske enkelt ikke mere eksemplarisk i moderne fodbold.

Som Christian den 2.

I spillestil kan Ruslands hold i dag godt minde om Sovjetunionens landshold i 1980'erne, hvor midtbanefolk som Gennadiy Litovtchenko elegant løb solen sort og sendte bolden videre til angriberne Gotsmanov og Protasov. Et hold, der blandt andet besejrede Europas på det tidspunkt bedst spillende landshold, det danske, med 1-0 i 1985 på Moskvas Lenin Stadion. Ligesom det hold, der i Rinat Dasajev havde en af verdens bedste målmænd, har Ruslands hold anno 2008 i Igor Akinfeev en målmand i verdensklasse. Akinfeev er kun 22 år, men han har allerede vundet UEFA-cuppen med sit hold CSKA Moskva. Kvartfinalen Kroatien-Tyrkiet var ikke det store sus. En kamp der vel mest vil blive husket for tyrkernes reservemålmand Rüstü, der flere gange i kampen - som en anden Bruce Grobbelaar - løb uforståeligt langt ud i feltet, for så - som en anden Kong Christian den 2. på Lillebælt - at tvivle, ombestemme sig og vende om med bolden fløjtende om ørerne på vej tilbage til målet. Til sidst endte Rüstü alligevel med at blive den store helt i straffesparkkonkurrencen.

Tyrkiet vandt, og holdet, der samlet kun har været foran i ni minutter i hele turneringen, gik videre. Farvel og tak til den kroatiske Jesper Olsen - spilfordeleren Modric - og til Olic, turneringens absolut hurtigste spiller.

Spanien og Italiens kvartfinalekamp forekom uendelig. Inden kampen sagde de fleste hjerter vel, at Spanien skulle vinde, og de fleste hjerner, at Italien ville vinde. 'For Italien fedter sig jo altid videre'. Fordommen blev for en gang skyld ikke bekræftet. Hjertet vandt. Det er også til at leve med.