Interview
Læsetid: 5 min.

At gå bag om meningsløsheden

Vi skal sætte spørgsmålstegn ved vores fortællinger om virkeligheden, mener britiske Scarlett Thomas, der har skrevet en roman om, hvordan vi forstår verden omkring os
Kultur
4. juni 2008
-Jeg tror, at metafiktion kan få folk til at holde op med at tro på, at ikke bare skønlitteratur, men i det hele taget fortællinger - det, vi hører i nyhederne og læser i avisen - nødvendigvis er sandheden,- siger Scarlett Thomas.

-Jeg tror, at metafiktion kan få folk til at holde op med at tro på, at ikke bare skønlitteratur, men i det hele taget fortællinger - det, vi hører i nyhederne og læser i avisen - nødvendigvis er sandheden,- siger Scarlett Thomas.

Canongate Books

Rammer vi plet? Lidt ved siden af? Eller opfinder vi ligefrem virkeligheden, når vi forsøger at forstå den? Scarlett Thomas ved det ikke. Men spørgsmålet interesserer hende intenst.

Den 35-årige britiske forfatters seneste roman, Mr. Y's forbandelse, handler netop om, hvordan vi forstår verden omkring os. Med et fint ord kunne vi kalde den en erkendelsesfilosofisk roman. Og Scarlett Thomas, der til daglig underviser på University of Kent, er ikke bange for fine ord. Allerede på første side citerer hun Baudrillard og Heidegger, der taler om simulacrer og det værendes væren. Og senere kommer også folk som Derrida og Einstein til for at snakke om différance og relativitetsteori.

Det kunne godt lyde lidt studentikost. Men nej. Snarere videbegærligt, næsten barnligt nysgerrigt. Scarlett Thomas er enormt opsat på at forstå, hvordan pokker tingene hænger sammen, og det kan nogle af de store tænkere hjælpe hende med.

Og selvfølgelig er en roman, der har solgt røven ud af bukserne i England og nu er blevet oversat til alverdens sprog, ikke det rene akademiske lir. Scarlett Thomas har blandet de tunge tanker op med science fiction, thriller-elementer og rigelige mængder fri fantasi.

Tankeeksperimenter

Hovedpersonen i Mr. Y's forbandelse er den højt intelligente, men lettere selv-destruktive Ariel. Hun falder ved et tilfælde over en bog, der sætter hende i stand til at trænge ind i en mystisk parallelverden, som hedder troposfæren ligesom det inderste lag af atmosfæren. Der-indefra kan hun kigge ind i bevidstheder, der tilhører mennesker og dyr, som vel at mærke befinder sig i den normale verden.

Ariel skriver på en ph.d.-afhandling om forskere og forfattere, der har opstillet diverse besynderlige tankeeksperimenter for at forstå virkeligheden. Og det er klart, at Ariel selv er drevet af et gevaldigt behov for at begribe, hvordan verden er skruet sammen.

Som Scarlett Thomas forklarer, er det denne videbegærlighed, der får hendes hovedperson til at rejse ind i troposfæren. Rejsen nedbryder den menneskelige krop, men alligevel begiver Ariel sig gang på gang ud i tropo-sfæren.

"Ariel er parat til ikke at prioritere sit fysiske velbefindende, fordi hun vil opnå viden. Hun tror, at hvis hun foretager rejsen ind i tropo-sfæren, vil hun få noget at vide, som hun ikke vidste før. Måske vil hun ligefrem forstå hemmeligheden bag hele universet," siger Scarlett Thomas, der selv er svært videbegærlig og sluger populærvidenskabelige bøger i stakkevis.

- Men du antyder også, at Ariel selv har opfundet troposfæren. At den måske er hendes eget tanke-eksperiment.

"Ja, det er jo spørgsmålet," svarer Scarlett Thomas og griner listigt. "Det er ikke til at sige. Men det er jo fint, hvis læseren begynder at spørge sig selv, hvor sand fortællingen er inden for fiktionens egne rammer."

Fiktionens fiktivitet

Netop det med fortællingens fiktivitet er noget, der optager Scarlett Thomas. Hun fortæller, at hun underviser på et kursus i metafiktion, som er det fænomen, at fiktionen gør opmærksom på sig selv som konstruktion.

- På et overordnet plan er det vel også sådan, at troposfæren er en metafor for fiktion. Ligesom i fiktion kan man jo i troposfæren kigge ind i forskellige bevidstheder.

"Ja, det har folk sagt. Og det er virkelig sjovt, for det var noget, jeg ikke var bevidst om, mens jeg skrev. Men det er rigtigt, at jeg ubevidst skrev en bog om bøger."

- Men til sidst i din roman er der en mystisk forfatter, der begynder at blande sig. Dét er vel bevidst metafiktion?

"Ja, det er mig. Da jeg var ved at være færdig med bogen, blev jeg bedt om at skrive en novelle til magasinet Nature. Jeg skulle skrive en kort tekst om noget, der foregik 50 år ude i fremtiden. Og jeg brugte så nogle af ideerne fra denne her bog. Så jo, det er altså på en måde mig, der bliver blandet ind i romanen."

- Men hvorfor al denne metafiktion?

"Jeg tror, at metafiktion kan få folk til at holde op med at tro på, at ikke bare skønlitteratur, men i det hele taget fortællinger - det, vi hører i nyhederne og læser i avisen - nødvendigvis er sandheden. Og det hænger jo i høj grad sammen med det tema i bogen, som går på, at alting måske er konstrueret af sprog."

Og så er vi endelig ved at være fremme ved Derrida, som Scarlett Thomas ydmygt erklærer, at hun er helt vild med, men samtidig synes er virkelig svær at forstå.

"Da jeg studerede på universitetet, opdagede jeg Derrida. Ikke på en særlig dyb måde i starten. Jeg blev bare meget fascineret af den simple ide, at det, vi kalder et bord, egentlig bare er et ord, som er adskilt fra bordet som ting. Og måske er der slet ikke et bord. Måske er der kun sprog," siger Scarlett Thomas og banker med knoerne på bordet imellem os, som dog svarer med en dump lyd, der kunne tyde på, at det faktisk findes.

At finde sine svar

Men hvis vores måde at tale om verden på ikke nødvendigvis dækker virkeligheden - hvis den da overhovedet eksisterer - betyder det også, at de videnskabelige teorier, som Scarlett Thomas er dybt fascineret af, måske er forkerte.

"Ved at benævne ting og kategorisere dem og sætte dem sammen i kausalt opbyggede narrativer konstruerer vi jo nogle bestemte udgaver af virkeligheden. Og dem tror vi på. Men for mig er det meget vigtigt også at sætte spørgsmålstegn ved dem. For måske rammer de lidt ved siden af. Og måske er de helt forkerte. Jeg elsker og hader dem på én gang."

Denne kritiske indstilling til vedtagne sandheder, som Scarlett Thomas lægger for dagen, synes også at komme til udtryk i hendes uortodokse sammenblanding af genrer.

"Verden er ikke indsnævret til enten det ene eller det andet. Jeg voksede op i et hjem, hvor der både blev læst Derrida, set Beavis & Butt-head og hørt Radiohead. Og det virker naturligt for mig, at verden er sådan," siger hun.

Men denne inklusivitet betyder vel at mærke ikke, at forfatterne bør lade alt være lige gyldigt, sådan som Scarlett Thomas synes, postmodernisterne har haft en tendens til at gøre.

"Det har været på mode at skrive romaner om unge mennesker, der snakker løs om ingenting. Lidt som Tarantino, bare uden action. Det var, som om de filosofiske spørgsmål var blevet forladt. Folk så bare på verden op til årtusindskiftet fuld af McDonald's, Barbie, Coca Cola og alt det lort og tænkte: 'Der er noget meningsløst i det her'. Og i stedet for at kigge på, hvad der lå bag meningsløsheden, repræsenterede man den bare."

- Er gode bøger da altid filosofiske?

"Ja, jeg elsker i hvert fald bøger, der stiller store spørgsmål. Men uden at give svar på spørgsmålene. Læseren må selv finde sine svar."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her