Læsetid: 4 min.

Genetableret hakkeorden

De store nationer har taget første stik i et EM, der savner et oprør fra bunden
En stilladsarbejder regulerer enorme bannere med billeder af mandskabet på det tyske fodboldslandshold på facaden af pressecenteret i den schweiziske by Tenero.

En stilladsarbejder regulerer enorme bannere med billeder af mandskabet på det tyske fodboldslandshold på facaden af pressecenteret i den schweiziske by Tenero.

Torsten Silz

12. juni 2008

Når man tager i betragtning, at starten på de store slutrunder traditionelt set altid er noget sløv i betrækket, så har den første fase af dette års EM-turnering faktisk rummet glimrende underholdning.

Ikke blot har der været nådigt få uafgjorte; vi har oven i købet fået, hvad der kan vise sig at være hele turneringens største brag i opgøret mellem Holland og Italien. En kamp, der formede sig som en åben slagudveksling fra start til slut, og som rummede slutrundens hidtidige højdepunkt, da Ruud van Nistelrooy - midt for mål og tilsyneladende i flere kilometers off side - bragte hollænderne foran 1-0.

Hvorvidt Nistelrooy virkelig var off side, ja, det skændes eksperterne stadig om, men for den neutrale beskuer er det underordnet det faktum, at der altid er en særlig pervers fryd ved at se en af de store fodboldnationer blive udsat for en dybt kontroversiel dommerkendelse.

Normalt rammer den slags afgørelser altid de små hold; sjældent de forsvarende verdensmestre. Men denne gang gik det altså ud over de azurblå (gli azurri). Og selv om italienerne formentlig føler sig snydt, så det vasker, så kunne vi andre glæde os over, at målet dannede indgang til et fantastisk opgør, hvor mandskaberne angreb hinanden med alle parader nede, og man knap turde forlade stuen et øjeblik af frygt for, at der var scoret et par mål, når man vendte tilbage.

De øvrige kampe har i sagens natur ikke holdt samnme niveau, men mindre kan også gøre det, og man kan i hvert fald konstatere, at de store fodboldnationer har brugt den første runde af turneringen på at genetablere hakkeordenen i toppen af europæisk fodbold; den hakkeorden, som blev udfordret i Portugal for fire år siden, da de upåagtede grækere mødte frem med fodboldeksperternes dom som kanonføde klistret på sig, satte en række større nationer til vægs gennem seks sejre i træk og vendte hjem til de græske øer med Europamesterskabet.

Slidte superspillere

Grækernes triumf åbnede en diskussion om, hvorvidt de store fodboldmagters landshold for alvor var begyndt at lide under, at deres spillere blev slidt op af de stadig stigende krav i de stærkeste europæiske ligaer; at spillerne simpelthen mødte frem til slutrunderne helt udbrændte efter lange sæsoner med ligakampe, Champions League-opgør, opvisningskampe i Thailand og Singapore, og hvad der ellers står på programmet for aktørerne i Europas topklubber.

Den diskussion kan godt pakkes væk igen. Hvis der er noget, der står klart allerede nu, så er det, at de fleste af forhåndsfavoritterne er ankommet til Alperne i skræmmende stærk form.

De undertippedes sejre

Tyskland, Portugal og Spanien har ganske problemfrit vundet deres indledende opgør. Og i Dødens Pulje har hollænderne demonstreret, at de for en gangs skyld er mødt frem for at bekæmpe modstanderne med samme intensitet, som de plejer at reservere til deres interne stridigheder.

Ligeledes er turneringens sorte heste kommet fint fra start. Kroatien, Tjekkiet og Sverige har sejret efter præstationer, der hverken be- eller afkræftede spekulationerne om, at de kan nå langt. Og man føler sig fristet til at bemærke, at det alt sammen kan være ganske udmærket - men også en lille smule forudsigeligt.

Hvad denne slutrunde mangler er et skud opportunisme; et oprør fra bunden, fra et af de undertippede mandskaber.

Indtil videre har Rumænien været ene om at levere en mindre overraskelse, da holdet tog point fra Frankrig. Men det kan dog ikke siges at være det store chok, at de sultne og talentfulde rumænere spiller lige op med en flok halvgamle og trætte franskmænd.

Håbet må være, at de små hold bider bedre fra sig i de kommende dage - at en underdog vælter en af de store hunde om på ryggen - så forudsigeligheden kan blive brudt. Et vaskeægte turneringschok ville virkelig vække slutrunden.

Indtil videre udgøres det største spændingselement af spørgsmålet om, hvorvidt de forsvarende verdensmestre fra Italien vil være i stand til at rejse sig efter den indledende ydmygelse mod Holland. Søgelyset må især rettes mod det italienske forsvar, der - helt usædvanligt for et mandskab fra catenaccioens moderland - fremstår som holdets svage punkt.

Dette skyldes især, at der har fundet et sammenbrud sted i midterforsvaret, hvor Cannavaro er blevet skadet og Materazzi virker helt ved siden af sig selv, og hvis ikke landstræner Donadoni i løbet af de kommende dage får flikket en holdbar defensiv sammen på træningsbanen, så risikerer gli azurri at blive kuret ud af EM på røv og albuer.

I modsætning til tidligere kan italienerne nemlig under denne slutrunde ikke bruge deres velkendte taktik med at anvende puljekampene til at spille sig i form. Med Rumænien og Frankrig som de næste modstandere gives der ingen bløde kampe i Italiens pulje denne gang, og den altid velklædte Donadoni med gedebukkeskægget fremtræder lige nu som turneringens mest pressede træner.

Selvransagelse

Under pres må også UEFA's centralkomité dog også komme, hvis ikke det lykkes som minimum enten Østrig eller Schweiz at spille sig videre fra den indledende pulje. De to lande deler som bekendt værtsskabet, og selv om der som udgangspunkt ikke er noget problematisk i delte værtskaber, så er det betænkeligt at give slutrunden til to nationer, der råder over så ringe landshold.

Det må betragtes som særdeles tvivlsomt, om Østrig eller Schweiz ville have været i stand til at kvalificere sig til EM gennem de sædvanlige kvalifikationspuljer, så ved at give dem værtsskabet for turneringen har man i princippet foræret to fribilletter til nationer, der kvalitetsmæssigt intet har at gøre i selskab med de bedste europæiske fodboldstater.

Hvis både Schweiz og Østrig ender som det gruppefyld, man hele tiden har haft holdene mistænkt for at være, må det være selvransagelsens time i schweiziske Nyon, hvor UEFA har sit hovedkvarter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er jeg ikke fodbold journalist, så Martin Østergård-Nielsen ved nok mere om den del end jeg gør, men jeg er fodbolddommer, så jeg ved en del om reglerne. Nu er det godt nok noget tid siden, at denne artikel er skrevet, men jeg mener alligevel, at der er visse "fejl" i denne artikel. For det første skrives der:

"Hvorvidt Nistelrooy virkelig var off side, ja, det skændes eksperterne stadig om..."

Denne tese er baseret på den præmis, at der i forhold til fodboldreglerne gælder de samme regler, som for et samfundsanliggende, nemlig den at flertallet har "ret". Sådan forholder det sig ikke i fodbold, hvor der på ingen måde er demokrati. I et tilfælde som denne her off side kendelse, skal man ikke lytte til de såkaldte eksperter, man skal lytte til den ene person eller organisation, som har ansvaret, i dette tilfælde The Board, som laver reglerne, og i deres fravær må dette ansvar falde på UEFA, som er ansvarlig for turneringen. De sagde det jo meget klart: "Der var ikke offside". Så er der ingen grund til at diskutere mere, for ligemeget hvad alle mulige eksperter så må mene, har det ingen som helst betydning.

Desuden kunne enhver have indset, at dommeren i denne kamp havde ret, blot ved at se på, hvad fodboldloven siger, om det specielle tilfælde, hvor en forsvarsspiller trækker sig bagved baglinjen:

For det første gælder det, at det er tilladt for en angriber at bevæge sig udover, modspillernes mållinje for at undgå at blive offside. Dette betinges dog af, at denne spiller ikke i samme angreb vender tilbage til spillet. Gør han det, skal han advares for usportslig optræden og vises det gule kort.

For en forsvarspiller gælder det, at det ikke er tilladt bevidst at bevæge sig ud over sin egen mållinje. Gør forsvarsspilleren det, skal han advares for usportslig optræden og vises det gule kort. Oveni det træder offside reglen ud af kraft for modspillerne, når en forsvarsspiller træder ud over sin egen mållinje.

Logisk set må man sige, at hvis forsvarsspillere kunne "falde" udover deres egen mållinje og derved flytte offside linjen, ville det blive misbrugt en masse. Tænk på hvor tit visse af de "virkelig professionelle" fodboldspillere ømmer sig over ingenting for at vinde dommerens sympati (hvorfor de gør det, må guderne vide, for det har ingen som helst effekt!). Hvor meget mere ville de ikke filme og "falde" udover deres egen mållinje, hvis de derved kunne trække modspillernes angribere offside?

Det næste "problem" i denne artikel, er, postulatet om, at disse " dybt kontroversiel dommerkendelser", som Martin Østergaard-Nielsen udtrykker det, altid rammer de små nationer. Det er lodret forkert, og det bliver endnu mere tydeligt, når det udtrykkes i forbindelse med en kendelse imod Italien. Italien har nærmest opbygget en tradition for at miste point eller hele kampe på "dybt kontroversielle dommerkendelser", ikke de "små hold", men dette postulat er jo typisk for et så venstreorienteret medie, som denne webside.

AsgerJon:

"men dette postulat er jo typisk for et så venstreorienteret medie, som denne webside."

Er fodbolddommere da altid højreorienterede?

Undskyld jeg var lidt langsom om at svare.

Fodbolddommere taler ikke om så meget andet end fodbold, når de taler sammen, så det jeg ved ærlig talt ikke, om fodbolddommere i højere grad er højreorienterede end gennemsnittet.

Heldigvis fik vi da i hvert fald en enkelt i at Tyrkiet fik besejret Tjekkiet. Det havde de færreste vist regnet med.