Læsetid: 3 min.

Det græske følelsespoliti

Fra en ø hvor man bliver sagsøgt. Hvis man elsker de forkerte. For hurtigt
Kultur
27. juni 2008

"Ved du godt, at der ligger en lesbisk ø midt i middelhavet," spurgte hun og viftede triumferende med sin fars kreditkort. "Ja," sagde jeg, "det er der, hvor en lokal gruppering har lagt sag an mod alverdens lesbiske, fordi de misbruger de indfødtes flotte navn. Til at elske hinanden." "Det er jeg ligeglad med," sagde hun, "vi to skal derhen i en fart, og slappe af."

Og således er denne klumme skrevet med havudsigt og blår i øjnene - afstresset - et sted midtimellem Femø og Ibiza.

Det er på Sapphos fødeø Lesbos, at min højprofilerede singlestolthed taber så stort aften efter aften, når vi nyforelskede ser EM-fodbold og hinanden dybt i øjnene - som kun to ordentlige bull-dykes kan gøre det. Det er her desillusionen langsomt forsvinder som skyer for solen, der på disse øer altid banker derudaf og efterlader én groggy og brun og pisseglad.

Bylivet derhjemme synes trivielt og dunkelt og alt for hårdt i det, og min lækkerensomhed blafrer patetisk i den vind, der trods alt gør, at vi kan holde charterferien ud. To-tre parader falder tungt i løbet af ugen, der på alle måder er smuk. Hun lokker mig til en fælles tatovering. Kynismen er for alvor på deroute. Solnedgangsudflugt på lokal fiskerbåd. For fuck sake - den er væk. Der er tilsyneladende nogle der vil have mig. Igen.

Ny taknemmelighed

Maskinen virker altså på ny, og det er jo altid lidt farligt, og de første tegn kommer da også allerede den første dag hvor jeg går til den lokale private læge med noget, jeg tror er et bid. Det er noget ved Grækenland. Det er så pissemytisk det hele. Hovmod står for fald, eller hvad siger man, vingerne kunne ikke bære eller indsæt selv din yndlings-tragedie. Det er den ondeste infektion - garanteret rock 'n' roll-relateret - hver dag skærer lægen lidt og stikker mig med mindst et par sprøjter. Jeg må hverken bade mig i sprut eller i Middelhavet. Og det er jo ok hårdt, når man ellers elsker at flyde, og den ro, der først opstår, når mindst to sanser er holdt nede og ude. Men smerteterapien kan et eller andet, og vores fælles jagt på medicin linker os sært sammen, og jeg kan passende begynde en rehab og stille mærke en ny taknemmelighed. Hver morgen, når lægen ikke har slået mig ihjel, siger jeg tak. Tak for mad og tak for solen og tak, fordi hun siger, at hun er forelsket.

Det forkerte hold

Det er en mærkelig ø den her. Minder mig lidt om Goa. Morgenstøvet og de sten-fyldte strande og samme hippiehyggelige måde at indrette restauranter på. Og loungebarene der så gerne vil være moderne med wifi og velvære-lyd, der holder okay, medmindre de kører rent Georg Samfir panfløjte-helvede, så man tror, der vokser cobraslanger op af hver en kurvestol. Klientellet er halvfreaky turistet. Lesbiske i alle aldre, men mest over 40, blander sig med helårlige hustlere og heteroseksuelle kunstnertyper. Og de lokale er enten helt med på den polysekuelle bølge og regnbueflags-stickerne eller også råber de "hvad fanden er det I vil have," når man går forbi deres matrikel. "Mousaka, souvflaki or SAUSAGES," griner de højt og en anelse frustreret, og det kan man jo ikke fortænke dem i. Livet er vel hævn nok i sig selv hernede for både smådrenge, teenagere og deciderede mænd. 90 procent af de kvindelige turister, selv de blonde og storbarmede er full-on på det forkerte hold.

Hvem har det værst

Og vi snaver os igennem ugen. Er der nogen problemer - så snaver vi bare. Eller rendyrket Fuck the pain away. Og det virker. Og antibiotikaen gør. Det er kun skylden, der er tilbage om aftenen. Skylden og resterne af den grillede hummer, der lokker øens vilde katte hen med hundeøjne. Burde jeg ikke ligge derhjemme og stortude. Burde jeg ikke være bleg og klistret til - af skilmisse-snot. Burde jeg ikke se EM - alene og onanerende. Måske. For hvem sulter mest? den tykke eller den udmagrede kat, der tigger side om side ved bordene. Hvem har det værst - dem der sjældent føler kærlighed, eller dem der er dybt afhængige af den? Vil mer have mer? Kan ulykken vænne sig til at være alene? Hvem gifter sig med spørgejørgen, og hvem afgør, hvem der får hvem - og hvad?

Det gør følelsespolitiet. I Grækenland. F.eks.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her