Læsetid: 3 min.

Gravlund

Landsbyliv. Nær indkørslen til landsbyen Graulund står en mindesten for Thorkild Gravlund, hvis navn er uløseligt knyttet til lokaliteten
Reersø. Landsbyens gamle huse og gårde ligger velbevarede i deres bindingsværk, med kro og kirke i traditionelt naboskab, tilføjet turistikke arrangementer som tegn på, at de er en seværdighed for hele den nordlige del af halvøen.

Reersø. Landsbyens gamle huse og gårde ligger velbevarede i deres bindingsværk, med kro og kirke i traditionelt naboskab, tilføjet turistikke arrangementer som tegn på, at de er en seværdighed for hele den nordlige del af halvøen.

Kim Nielsen

5. juni 2008

Nu foregår der en massiv opfyldning af landets sommerhuse i weekender og ferier, en symbolsk flyttedag, en periodisk folkevandring fra by til land som en historisk-psykologisk refleks af den omfattende vandring fra land til by, som industrialiseringen i sin tid iværksatte. En mental forstyrrelse, som aldrig er glemt. Det kan give sig udtryk i særegne fletninger af fortid og nutid, eksempelvis på den lille vestsjællandske halvø Reersø. Landsbyens gamle huse og gårde ligger velbevarede i deres bindingsværk, med kro og kirke i traditionelt naboskab, tilføjet turistikke arrangementer som tegn på, at de er en seværdighed for hele den nordlige del af halvøen, der er spækket med sommerhuse. En magnetisme mellem tiderne hænger i luften, skønt det er en grå og klam dag, som bragte os til stedet. Nær indkørslen til landsbyen står en mindesten for Thorkild Gravlund (1879-1939), hvis navn er uløseligt knyttet til lokaliteten. Dér var han født, og dér boede han med få års undtagelse hele sit liv, travlt optaget at samle folkeminder til Axel Olrik, der styrede Dansk Folkemindesamling, og med at skrive bøger om dansk folkekarakter og romaner om hjemstavnen.

I den seneste store Dansk Litteraturhistorie bd. 4 (Gyldendal, 2006) karakteriseres han som "helt glemt i dag", nævnt en passant af Søren Schou i et afsnit om forfattere fra den yderste højrefløj, der strækker sig "fra nazisten Edvard Nielsen Stevns til den (som han selv kaldte sig) stokkonservative militarist Thorkild Gravlund".

De er nu ikke ganske kommensurable. Anderledes på stenen her, nok kort, men i fyndig lapidarstil:

I sognet var han
Fædrenes søn
I digt og dåd
Danmarks dreng

Det er på flere måder et stykke firkantet poesi, overforsynet med bogstavrim og tanken om hans position som nationens sande ætling. Danmarks dreng. Glemslen er til gengæld total i sidste udgave af Danske Digtere i det 20 Århundrede (Gads forlag, 2002), men ikke i den forrige fra 1980, hvor han både får billede og neutral biografi med fotografi af Reersø kro i 1914. Interessant er det, at Gravlund i den marxistisk og socialhistorisk orienterede Dansk Litteraturhistorie (bd. 7, Gyldendal, 1984) får en fyldig og velvillig omtale. Fra den side var man ellers tidligt en garde, som da Otto Gelsted (Kritisk Revy, 1928) foregreb en indskrift - også med rigelige bogstavrim:

Kom hex og helhest, lygtemand
og havmand fra din havbund
og hielp os til det gandske land
at gjøre til en GRAVLUND.

Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen hjalp hans debutroman Øen (1903) til verden. Og alt det dér med jorden og slægten og gammellivet har siden indebåret dunkle fristelser. Martin A. Hansen lånte lidt miljø fra Reersø til sin Sandø i Løgneren, men holdt måde, og Gravlund selv var vel ikke fuldstændig solidarisk med sin Nilaus i romantrilogien Sognet (1915-17), hvor han lod ham udtale: "Lad os nu bare hilse og sige, om det må være som det er - og blive som det var."

Men kræfter i omegnen af Den Danske Forening og Dansk Folkeparti har i nutiden ikke for det bedste været i gang med en habilitering af gammellivet og Danmarks dreng.

Reersø er i øvrigt kendt for sine haleløse katte. Vi gik forbi en af de gamle gårde, hvor der i haven lå en stor sort-hvid kat og gloede på os fremmede. Vi prøvede at kyse ad den for at se, om den kunne fremvise egenarten. Den rørte sig ikke ud af stedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu