Læsetid: 5 min.

Med Gud på hælene

I Tyrkiet værdsættes troen på det umulige som en fodboldspillers afgørende egenskab. Spiller han 'med hjertet', sørger Vorherre for det fornødne held på fodboldens nervebaner - som det nu er sket to gange i overtiden
175 centimeter rå tyrkertro i skikkelse af angrebsstjerne og nationalhelt Nihat Kahveci (tv) fejrer en af sine to scoringer i mirakelsejren over Tjekkiet, mens Mehmet Aurelio i forgrunden takker vorherre for medgangen. Nihat spillede kampen -med hjertet- - han jagede og fangede bolde, få andre ville have troet på mulighederne i - og scorede to af Tyrkenes mål i 3-2-sejren.

175 centimeter rå tyrkertro i skikkelse af angrebsstjerne og nationalhelt Nihat Kahveci (tv) fejrer en af sine to scoringer i mirakelsejren over Tjekkiet, mens Mehmet Aurelio i forgrunden takker vorherre for medgangen. Nihat spillede kampen -med hjertet- - han jagede og fangede bolde, få andre ville have troet på mulighederne i - og scorede to af Tyrkenes mål i 3-2-sejren.

DIMITAR DILKOFF

Kultur
20. juni 2008

BEIRUT - Der var knald på 'Klein Istanbul', Berlins Kreuzberg-nabolag, i timerne efter Tyrkiets 3-2 sejr over Tjekkiet, turneringens indtil da mest frapperende drama.

Jeg fulgte det på en tysk kanal, hvor kommentatoren delte begejstringen, åbenlyst stolt over, at to tyrkiske spillere var 'hjemmeavlede', nemlig Bayern Münchens Hamit Altintop og 'Der Charlottenburger', som Galatasarays kantspiller, Hakan Balta, der er født i Berlin, konsekvent blev benævnt, hver gang han rørte kuglen.

I selve megapolen ved Bosporus var der selvsagt endnu mere knald på, idet tyrkiske 'fanatiks' har det med at affyre deres håndvåben i luften ved spektakulære resultater som det i Geneve. Da Tyrkiet i 2001 kvalificerede sig til VM-slutrunden i Sydkorea og Japan, fik en mand skudt kæben af, da han stak hovedet ud over altankanten for at følge festen nede på gaden. Tyrkiets første kvalifikation til en EM-slutrunde - den i England i 1996 - kostede to dødsofre og et tocifret antal sårede.

Fodbold er en så alvorlig sag, at landets premierminister, den moderat islamiske Recep Tayyip Erdogan, får titusindvis af indædt sekulære stemmer ved valgene, alene fordi han er tilhænger af Fenerbache, der svarer til vores Brøndby.

Erdogan var som ung en habil libero i Istanbulspor, og havde tilbud om en professionel kontrakt - men valgte, som han selv har sagt, at 'tjene Gud politisk'. Han har sagt offentligt undskyld for, at han som spiller brød den islamiske dresscode ved at rende rundt i shorts, profant blottet, men lige lidt har det hjulpet: De tyrkiske 'fanatiks' stemmer fortsat på ham.

For Gud er en fodboldfaktor, og var man i tvivl, blev det indrammet af to sigende detaljer i Geneve: Da kampen blev fløjtet op, gjorde Tjekkiets træner-patriark med den kridhvide komponist-manke, Karel Brückner, korsets tegn ude på sin bænk. Som anede han, at en højere instans spillede med inde på banen.

Det viste sig at holde stik. Med Nihat Kahvecis to usandsynlige scoringer i kampens døende minutter vendtes ydmygelse til kvartfinale-adgang. Og den dobbelte målscorer, Nihat, vidste, hvem der havde hjulpet til: Da han stillede op til interview i spiller-tunnelens reklamekulisse, sluttede han af med håbet om sejr over Kroatien i aften - "insh'Allah", 'om Gud vil'.

En helt almindelig vending, der falder hvert minut på tyrkisk og arabisk, lidt som når vi siger 'gudskelov' eller 'ved Gud i himlen'. Forskellen er, at vi anvender Gud som besværgelse, Nihat lægger troen på, at det held, han skal bruge, det håb, han nærer om sejr, i Guds hænder. Med andre ord: Kun hvis Gud vil, vinder tyrkerne i aften.

Med æren i behold

Men Nihat repræsenterer også noget andet end tyrkertro. I det spraglede slutrundefelt på 16 mandskaber, der lige bortset fra de lidt tumpede grækere er selve sindbilledet på cafélatte-Europas diskrete aftenlands-stemning, tårner tyrkerne sig op som noget råt og usofistikeret, der synes at være glemt i moderne fodbold trods det sindssyge tempo, eftertacklingerne, trøjerivet, albue-karaten, næsestyverne og tyvestregerne. De forfinede europæiske spillere er generelt kriminelle med stil og helst på en facon, der ikke ugler frisurerne. Tyrkerne er de usofistikerede undtagelser, og på det vandt de to kampe, der ellers så umulige ud til det halvfemsindstyvende minut.

Hvad jeg vover at kalde 'det arketyrkiske' sås i et glimt, da målmanden, Volkan Demirel, skubbede Tjekkiets Jan Koller hårdt i brystet i kampens sidste minut. Han faldt teatralsk ned i græsset, Volkan fik marchordre, hvorefter kampen blev fløjtet af.

Koller bebrejdede Volkan et par ret hensynsløse fistninger, der ramte både bold og modspiller, og skældte ud med udstrakte arme, som om han argumenterede i et parlament. Volkan reagerede som om de stod og skændtes på et havneværtshus. Parallellen til berberen Zinedine Zidanes maveskalle mod Marco Materazzi i VM-finalen 2006 var umulig at overse: Så raffineret Zidane og Volkan agerer med bolden, så primitive bliver de, når de føler deres ære antastet. Hvilket måske mest fortæller, at de har æren i behold i en sport, hvor æresbegrebet ellers kun relateres til trofæer og pokaler, uanset hvor æreløst de vindes.

Fremmedarbejderen

Og således er vi tilbage ved Nihat og de tre gyldne minutter, som han kaldte 'mit livs bedste': Han talte ikke det automat-engelsk, internationale topspillere benytter, han talte tyrkisk i tv-kontraktens obligatoriske spillertunnel-kommentar, og han talte iført holdets opvarmningstrøje med et lidt for stort, vajende nationalflag på brystet, der understregede afstanden op til de mere sofistikerede fodboldforbunds smagfulde logo'er.

Hans hår var heller ikke smurt ind i frisør-gelé som Christiano Ronaldos, han er ikke høj og handsome som den portugisiske Manchester United-stjerne, men svarer med sine 175 under-sætsige centimeter snarere til den mest banale opfattelse af den typiske fremmedarbejder i 70'erne - mere passende ved et samlebånd i Glostrup end i en europæisk kvartfinale.

Gudløse Vordingborg

Nu er det ikke sådan, at der løber 23 fundamentalister rundt i den tyrkiske trup - slet ikke. Det sidste, man hørte til islam i landsholdssammenhæng, var ved VM-slutrunden i 2002, da holdet angiveligt var splittet i to kliker, en sekulær og en islamisk, med den indolente, men også kobra-agtigt lynsnare Galatasaray-veteran, Hakan Sükür, som bønne-fører.

Og man skal ikke opholde sig ret længe i Tyrkiet, før man finder ud af, at selv om Gud ikke direkte er medspiller på fodboldbanen, er han tættere på indvidet end f.eks. i Vordingborg, hvor Morten Olsen kommer fra. For, som min tyrkiske fodbold-åndsfælle, Sinan, med hvem jeg har set mange kampe, sagde i telefonen fra Ankara:

"Det er som om, de skal bruge et chok for at få tur i heldet. Det fik de mod Schweiz og igen mod Tjekkiet, hvorefter de gik ud og spillede en helt ny halvleg efter pausen. Desværre vågnede de først op efter 80 minutter mod Portugal."

Sinan er, som de fleste intellektuelle og liberalt-sekulære, tilhænger af Galatasaray, nærmest en krydsning mellem FCK og AB - og han betragter mit hjerte for boheme-klubben Besiktas i Istanbul med overbærende tolerance, for Herregud (der var han igen!), jeg er jo 'yabanci' (udlænding), som ikke ved bedre. Om kvartfinalen mener han, at den i Portugal-kampen skadede playmaker Emre Belözoglu vil gøre comeback, da Mehmet Aurelio er karantæneramt. Sabri Sarioglu vil starte inde på højre back-pladsen og Hamit Altintop vil blive trukket længere tilbage på højre midtbane som ekstra afsikring mod de hurtige og snu kroater. Sinan er endvidere tilfreds med, at Rüstü Rebcer erstatter "galningen Volkan Demirel i målet. Rüstü er langt bedre på de høje bolde, og han er langt mere erfaren". Rüstü, der i 2002 blev kåret som VM-slutrundens bedste målmand, spiller i dag for Besiktas efter mange år i Fenerbache, hvor Volkan slog ham af startopstillingen.

Således er der noget, der ligner retfærdighed, til - også selvom Gud ikke direkte er indblandet. Nøgleordet er snarere 'overbevisning', for i Tyrkiet værdsættes spillere, der spiller 'med hjertet'.

En angriber som Tuncay Sanli er en sådan 'hjerte-spiller' og følgelig sindssygt populær. Han er af samme grund udnævnt til "en af de vigtigste på holdet", som træner og 'imperator' Fatih Terim siger i en sjælden afvigelse fra en tilknappet manager-stil, der har mere til fælles med Djengis Khan end med rundkreds-pædagogik.

I det hele taget er ikke meget i tyrkisk fodbold, der har relation til rundkreds-samtale. Gud er ikke pædagog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Personligt er jeg fløjtende ligeglad med hvilken religion en sportsudøver har. At Ribery er muslim gør ikke at jeg nyder hans høje tekniske niveau mindre, og jeg er inkarneret Italien fan på trods af at hele banden er katolikker, og at deres regeringsleder er en modbydelig højreorienteret gangster.

Og kan du så ikke forklare mig, med argumenter, ikke med vederstyggeligheder, hvorfor det skulle være upassende at et muslimsk land vinder em i fodbold?

Personligt synes jeg ikke, at kvinder er andenrangsmennesker.

Jeg vil bare lige sige, at jeg synes det er en fremragende artikel Lasse Ellegaard har skrevet - det var alt