Læsetid: 3 min.

Hele verden i Serbien

En mexicansk instruktør, en bosnisk flygtning og en amerikansk animator - man møder mange forskellige mennesker på en filmfestival
27. juni 2008

Filmfestivaler handler ikke kun om at se film. De handler også om at møde mennesker, og på den nys overståede Cinema City Festival i Novi Sad i Serbien, mødte jeg en række, spændende mennesker, som alle havde historier at fortælle. Lad mig præsentere dig for en håndfuld af dem:

1. Den kroatiske filminstruktør Vinko Bresan, der var i Novi Sad med den serbisk-kroatiske co-produktion Will Not End Here, talte om, hvordan krigen i det tidligere Jugoslavien stadig spiller en stor rolle for dem, der bor på Balkan.

"Det er svært at ignorere, at der er sket voldsomme ting her gennem de seneste 15 år: En frygtelig krig efterfulgt af vold. Folk var enten ofre for eller tog del i volden. Vi er omgivet af politik - politik er for os, hvad guderne var for det antikke Grækenland, allestedsnærværende. Og i mine film forsøger jeg at forholde mig til de ting."

2. Amerikaneren Lance Hammer er uddannet arkitekt og har arbejdet som scenograf på både Batman Forever og Coen-brødrenes The Man Who Wasn't There. Men han blev træt af ikke at have nogen indflydelse på historien og indholdet, og i en alder af 41 er han debuteret med en vaskeægte independentfilm, Ballast, der tilmed løb med topprisen i Novi Sad. Han har selv skrevet, instrueret, produceret og finansieret filmen, der tidligere i år også deltog i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Berlin.

"Ballast blev lavet som en modreaktion til Hollywood," siger Lance. "Jeg ville vise verden, at amerikansk film også er noget andet."

Der er ingen måder at få finansieret uafhængige film på i det mainstream-dominerede USA, og der er stort set ingen steder at få dem vist, hvorfor Lance måtte sælge en ejendom, han ejede, for at få råd til at lave filmen.

"Jeg måtte spørge mig selv, hvor meget jeg brændte for at lave den, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville få pengene igen," siger han.

3. Historien om animationsfilmen Sita Sings the Blues er nogenlunde den samme. Kvinden bag, den amerikanske animator Nina Paley, har brugt to år af sit liv og en masse penge på selv at skrive, animere og lave filmen, der bestemt er originalt skruet sammen og tidligere i juni vandt førsteprisen på animationsfilmfestivalen i Annecy i Frankrig: "Før var distributørerne hverken interesseret i hverken filmen eller mig, selv ikke da den blev udtaget til filmfestivalen i Berlin," siger Nina, der lige nu er i gang med en veritabel jordomrejse med Sita Sings the Blues, og i april besøgte Nina faktisk NatFilm Festivalen i København. Instruktøren, der efter eget udsagn godt kan lide at brokke sig og er efterkommer af hviderussiske jøder, fortæller, at Sita Sings the Blues - der bl.a. fortæller handler om en kvinde, som bliver dumpet af sin kæreste på en kedelig facon - "er min egen historie: Jeg blev dumpet per e-mail."

4. 28-årige Bojana Bandic er en af arrangørerne af Cinema City i Novi Sad. Hun har i otte år arbejdet for musikfestivalen Exit, der også finder sted i Novi Sad og er en af Europas største, ligesom folkene bag også står bag Cinema City. Bojana er født i Bosnien, men flygtede med sin familie til Serbien i 1992, da bomberne begyndte at falde, og hun var 12 år gammel. Jeg fortæller, at jeg samler på film og bøger, og hun fortæller, at det ikke betyder noget for hende at eje ting. Hun lytter til musik, ser film og læser bøger, men, siger hun, "fordi vi måtte flygte fra alle vores ting, knytter jeg mig ikke til materielle ting. Jeg har oplevet, hvordan man pludseligt kan miste alting."

5. Jonas Cuarón er 25 år gammel, nybagt far og søn af den mexicanske filminstruktør Alfonso Cuarón (... Og din mor, Children of Men) - hvilket han vist er en smule træt af at blive mindet om af de mennesker, han møder. Han siger, at det både er godt og skidt at hedde Cuarón til efternavn: "På den ene side åbner det nogle døre, på den anden forventer folk meget af mig og synes samtidig ikke, at jeg skal have det alt for nemt."

Han debuterede i 2007 som instruktør med Year of the Nail, der ligesom Chris Markers berømte La Jetée fortæller sin historie udelukkende ved brug af stillbilleder.

"Jeg har arbejdet som fotograf, og jeg valgte at lave filmen på den måde, fordi det er det, jeg kender til," siger Jonas, der arbejder på manuskriptet til en ny film og tjener penge ved siden af ved at være manuskriptdoktor på andres manuskripter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu