Læsetid: 1 min.

Huse må vige for gravhøje

25. juni 2008

Flere huse i Jelling vest for Vejle må måske lade livet til fordel for byens to gravhøje. Udsigten til højene, der er på UNESCO's verdensarvsliste, skal være bedre, og derfor ventes byrådet i Vejle i dag at sætte gang i et større projekt, hvor blandt andet muligheden for at rive flere huse ned i byen skal undersøges. "Gravhøjene er et nationalt klenodie, vi er nødt til at passe på og behandle seriøst og ordentligt. Lige nu skal vi have lavet en lokalplan for byens nye torv, og i den forbindelse må vi også tage hele diskussionen om, hvad vi vil med området omkring gravhøjene," siger borgmester i Vejle Kommune Leif Skov (S). To huse i Jelling har allerede måttet lade livet for at åbne for udsigten til højene, og kommunen overvejer også at flytte den vej, der lige nu løber syd for området med runesten og gravhøje. "Vi har fået et vink fra Kulturarvstyrelsen om, at det ikke var nok med de to huse, og derfor tager vi nu en proces, hvor vi har inviteret blandt andre Nationalmuseet og Kulturarvsstyrelsen for at få lavet det ordentligt én gang for alle i Jelling," siger Leif Skov. Kommunen har inviteret til borgermøde om sagen i august, og borgmesteren forudser, at sindene kan komme i kog. "Jeg tror, borgerne i både Jelling og Vejle er stolte af højene, stenene og det hele. Men derfor kan det sagtens blive meget følelsesbetonet, hvis man skal til at rive boliger ned, hvor der bor folk," siger Leif Skov. Museumsinspektør på Kongernes Jelling, Hans Ole Matthiesen, glæder sig over, at gravhøjene, runestenene og området omkring nu kommer i fokus. Han påpeger, at fritlægningen af området er en del af en plan tilbage fra 1952, der skulle få området til at fremstå bedst muligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu