Læsetid 11 min.

'Hva' fa'n er det, der er så godt ved ungdommen?'

Et fast plot er aldeles uinteressant. Hvis du har en plan, så fortæl hellere om dengang, du fik planen, siger den norske forfatter Thure Erik Lund i et interview, hvor han også væmmer sig over vor tids forherligelse af ungdommen: I stedet for at idealisere eller patetisk klynge sig til den, skal man snarere lære de unge at se på dem selv, så de kan se, hvor håbløse de er
'Man kan jo ærlig talt ikke sætte sig til at skrive en eller anden feel good-roman. Jamen altså, chick-lit - hvad er det for noget?' spørger den norske forfatter Thure Erik Lund. Hans seneste roman, 'Ind', handler om en mand, der giver fanden i alt og derfor går baglæns ind i en skov.

'Man kan jo ærlig talt ikke sætte sig til at skrive en eller anden feel good-roman. Jamen altså, chick-lit - hvad er det for noget?' spørger den norske forfatter Thure Erik Lund. Hans seneste roman, 'Ind', handler om en mand, der giver fanden i alt og derfor går baglæns ind i en skov.

Herdis Maria Zieger
5. juni 2008

OSLO - "Norske anmeldere og kritikere har kaldt mig gal, sindssyg, forskruet, reaktionær, nazibrun, kommunistisk og dystopisk. De har kaldt mig alt dette og mere til, ikke bøgerne, men mig som forfatter," siger Thure Erik Lund. "Så meget lort for virkelig at prøve at skrive noget nyt. Jeg kan personligt acceptere betegnelsen anarkist."

Der er absolut også en anarkistisk kvalitet over den norske forfatters nyeste roman Ind, der udkom på dansk for nylig. I et temmeligt sort, sygt og syret univers følger vi således jeg-fortællerens jagt på sit erklærede mål om at "give fanden i alt" og "skide lodret på det hele". Men Thure Erik Lund fortæller også, at han i bund og grund ser sig selv som en humoristisk forfatter - om end en utraditionel af slagsen.

"Jeg synes, det er morsomt at skrive, og jeg skriver kun, fordi det giver mig mulighed for at komme ind i humoristiske og udspekulerede situationer. Jeg har nok bare en lidt anden indfaldsvinkel til det humoristiske end de fleste - jeg er ikke bange for at begive mig ind i det maniske og gale. Men det betyder ikke, at jeg er manisk og gal. Som Umberto Eco sagde det, da en kritiker beskyldte ham for at være okkultist: 'Ingen ville beskylde en, der skriver om frøer, for at være en frø.'"

Et udpræget træk ved romanen er således den Céline-agtige galgenhumor, der til tider afleveres med afdæmpet kynisme: "Håber sommeren bliver våd, efteråret gråt, vinteren langvarig, og at foråret bliver kort, som et lille bittert minde om lykke fra de år der aldrig vender tilbage." Men lige så ofte sprutter absurditet ud på siderne, drevet frem af sin egen galsindede ild: "Og hvis der er nogen der synes jeg overdriver, ja, de må bare droppe det, holde op med at læse det her, ja, de må sgu for helvede se at komme ud af den her tekstlabyrint, for jeg, eller helst den, den klarer sig udmærket på sine egne veje, ligesom mig selv, der er sgu ikke en kæft, der behøver at bekymre sig om, hvordan jeg vælger at rejse mod døden, jeg behøver sgu ikke være belemret med nogle fornærmede fisser, eller en eller anden gennemrådden pik i en grøn frakke." Ligeledes træder det gale frem allerede fra romanens start, hvor jeg-fortælleren genopliver sin ungdoms projekt om at give fanden i alt og derfor ifører sig sin lange, mørke frakke og drager ud for, bogstaveligt talt, at gå baglæns ind i skoven. Lund fortæller, at det er sådanne elementer, der driver hans tekst.

"Det er en refleksion over det at gå ind i noget. Du går ind i noget, men du går baglæns ind i det. Det er et paradoks, og det centrale for mig er at finde tre-fire af sådanne små metaforer, små elementer, som romanens om-drejningspunkter, der kan drive noget frem. Man må finde noget nerve for at nærme sig noget interessant. Man kan jo ærlig talt ikke sætte sig til at skrive en eller anden feel good-roman. Jamen altså, chick-lit - hvad er det for noget? Hva´?" spørger Thure Erik Lund med et udtryk af vred foragt, som om genren var en lort i den snusdåse, han netop har taget en ordentlig luns op fra for at plante den bag overlæben. "Det er jo ikke litteratur."

Jeg giver fanden

På samme måde er det at "give fanden i alt" også et litterært greb, fortæller den 48-årige forfatter.

"Når jeg skriver, giver jeg fanden som forfatter. Jeg har det på en måde som et credo i denne roman. Det er et greb, jeg som forfatter kan bruge til at begynde at skrive noget, jeg ikke ved, hvad er," siger Thure Erik Lund, inden hans vildt flydende talestrøm, der ikke er ulig romanens jeg-fortællers galopperende indre monolog, straks hvirvler over til et tredje af disse elementer "det mærkværdige", som er omdrejningspunktet for bogens sidste del:

"Jeg vidste ikke selv, hvad 'det mærkværdige' var, da jeg begyndte at skrive. Det er en abstraktion, og når man begynder at beskrive 'det mærkværdige', kommer der nye abstraktioner frem, nye betydninger, som står for nye ting. Det er et håndværksmæssigt greb det at skabe nogle ting for mig selv, som jeg ikke helt ved, hvad er, og det er vel det, der driver forfattere. Altså, hvad er alternativet?"

- Det er vel at arbejde med et fast plot?

"Men det er jo helt uinteressant. Fuldstændig uinteressant. Altså, folk der har en plan - fortæl hellere om dengang, du fik planen! Det er meget mere interessant. Fortæl, hvordan planen blev til, hvad skulle der til, for at du fik den plan? Det er klart, at faren er at komme ud i en uendelig regres, men hvad alternativ har vi - både som forfattere og mennesker?"

Spøgelsesagtige stråmænd

- Jeg-fortællerens drøm om at give fanden i det hele, skride fra familien og rejse væk er jo et velkendt tema - hvor tror du den trang kommer fra?

"Hvad ved vi om det?"

- Undskyld -?

"Ja, hvad ved vi om, at han er skredet fra familien? Altså, jeg kan jo ikke skrive med store, flotte bogstaver, at han er en upålidelig jeg-fortæller, men jeg tror ikke, jeg ville stole på den her person. På en måde er teksten fri. Hvis man skal dissekere romanen, må man sige: Hvad er det faktiske hændelsesforløb? Det er interessant at vide, men jeg synes ikke, det er det mest interessante. Der er et andet hændelsesforløb, som går på, hvad han fortæller, der skete. Hvad var det for eksempel, der skete, da han var studievejleder? Vi kender kun hans version af, hvorfor han blev fyret som studievejleder. Vi forstår, at der er sket noget, men vi kan ikke være sikre på hvad," siger Thure Erik Lund og forklarer, at arbejdet med en upålidelig fortæller således har stået centralt i Ind.

"Det er essensen i romanen, synes jeg. Det er en tilsyneladenhed, og det er på en måde det, jeg arbejder med i denne roman. Det er det tilsyneladende eller det åbenbare. Jeg har haft stor glæde af at arbejde med åbenbare ting, som folk tror er løgn. Jeg har skrevet ting i romanen, som folk tror er ren fantasi - jeg-fortælleren møder en person, Klaus, som mener, at han er lavet af sin egen bror, at han er lavet af en blanding af knogler og kropsvæsker af sin bror, som er den store kunstner, og så kan man tænke, ja, det er godt, men der findes faktisk folk, som tror, de er lavet af andre mennesker, det er bare jeg-personen, som fortæller, der ikke tror på det. Du får at vide, hvad jeg-personen fortæller, der er sket, men hvad der faktisk er sket, ved du ikke, så det bliver realisme på udsagnsniveau," forklarer Lund og fortsætter:

"Det er på en måde forfatterens lille sejr: At han kan få noget lagt frem, så alle tror, det er løgn, og så er det aldeles realistisk: Som Klaus og som strohgestalt-menneskene (en mærkelig kult, der binder sig ind i halm fra top til tå og vandrer gennem byen som spøgelsesagtige stråmænd, og som jeg-fortælleren slutter sig til i håbet om her at finde den endelige frigørelse, red.) - der er landsbyer i Sydtyskland, hvor folk gør det! Så jeg tror, det er muligt at nærme sig det fantastiske og ubegribelige og få det frem på en absolut nøgtern og realistisk måde."

En foryngelseskur

Som nævnt indeholder Ind elementer, der leder tankerne hen på den franske misantrop Louis-Ferdinand Célines kyniske humor, og Thure Erik Lund medgiver, at Celine er en af de forfattere, han sætter størst pris på. Da romanen også indeholder en væsentlig fremtidsteknologisk dimension - jeg-fortælleren overvejer blandt andet på et tidspunkt, om han mon er den fjortende klon af sig selv - der minder om den, en af Célines arvtagere, Michel Houellebecq, beskæftiger sig med i sin seneste roman, Muligheden af en ø, ligger det lige for at spørge Thure Erik Lund, om der er hentet inspiration fra denne kant.

"Ja, det er muligt. Jeg har jo skrevet romanen Compromateria, som er ganske åbenbar science fiction, og fænomenet med at trække fremtiden ind som en dimension af nutiden, har jeg arbejdet med i mange år. Den mest centrale begivenhed ved at skrive er jo også at overlevere noget til fremtiden; helt fysisk afleverer en forfatter manuskriptet i fremtiden. Og ligesom en roman kan ændre fortiden, ved at folk opdager et nyt fænomen fra fortiden ved at skrive en roman om den, kan en roman påvirke fremtiden. Tag for eksempel en forfatter som William Gibson, der skrev romanen Neuromancer, og de amerikanske science fiction forfattere fra firserne; de skrev om, hvordan fremtiden så ud, og så kom den til at se sådan ud. Det er forfatterens sejr."

"Men der er også en forfatter som Douglas Adams (forfatter til The Hitchhiker's Guide to the Galaxy, red.)," tilføjer Lund. "Der er jo en stor kulturel arv mellem Douglas Adams og Houellebecq - som dog mildt sagt går over et par punkter."

Et andet centralt aspekt ved Houellebecqs Muligheden af en ø, som man også finder i Ind, er den kraftige harcelering mod ungdomshelligholdelsen, for Thure Erik Lund nægter at tro, at der skulle være noget specielt godt ved ungdommen.

"Der er særligt en norsk forfatter, jeg ikke kan lide, og det er Knut Hamsun. Han er en dårlig forfatter. Han skrev og tænkte dårligt. Og han var den første til at skrive noget fjas om ungdommen og bla bla bla hvor fantastisk ungdommen er. Når du priser ungdommen er det, fordi du prøver at fortælle, at du er cool. At du er fremtidsrettet. Det er ligesom et mål på, hvor cool og moderne du er. Sådan er det. Men hvad fanden er det, der er så specielt godt ved ungdommen? Og så er det mest patetiske jo de her 40-årige, som vil vise, hvor unge de er ved at følge den moderne ungdomskultur, hip hop eller hva' fa'n det nu er. Man må foretage en 'læsning' af disse mennesker, der taler om, hvor fantastisk ungdommen er. Hvad betyder det? Det er en fortvivlet foryngelseskur ligesom en ansigtsløftning. Jeg prøver at fortælle, at der ikke er noget specielt ved ungdommen, og der er ikke ret mange, der har kommenteret negativt på det, jeg har skrevet. Det tager jeg som et positivt tegn," siger han og fortæller, at det er i denne kontekst man skal forstå det 'indre øje', som jeg-fortælleren i sin funktion som studievejleder forgæves forsøger at forklare de unge om:

"Det handler jo om at se ind i sig selv. Du kan sige, at i en verden, som viser, hvor håbløs ungdommen er med dens optagethed af dildoer og dens caffelattebarer, skal de unge lære at se på sig selv med deres indre øje, og så skal de se, hvor håbløse de er."

Gamle, sure mænd

Hamsun er ikke den eneste forfatter, der henvises til med mindre pæne bagtanker i Ind. Et sted lyder det således: "-mens andre prøver at blive lagt mærke til ved at skrive pik eller fisse, eller ironisk beklæde sig selv og sine bøger med nazisymboler, forklædt som et eller andet kunstprojekt, og derefter gøre sig til i aviserne, eller at skrive om at voldtage naboens datter, alt det pis, de barnlige gramsere i deres egne selvkneppede røvhuller får sig til at servere, bare for at blive lagt mærke til, for ligesom at 'sige noget' om medievirkeligheden, alt det kroniske fissepis, som de supplerer med endeløse tv-optrædener og endeløse meninger i de kvalmende P2-programmer, og selvhævdende kronikker i Dagbladet."

- En af dem du henviser til her, skulle vel aldrig være Abo Rasul (alias Matias Faldbakken, norsk konceptkunstner bag trilogien Skandinavisk Misantropi, hvor coveret på anden del, Macht und Rebel, spiller på nazistisk symbolik)?

"Ja, den er lidt småstyg," griner Thure Erik Lund lunt. "For jeg mener sådan set helt sikkert, at han har noget at komme med. Problemet er bare, at en konceptkunstner er låst fast i sit projekt, hvorimod jeg kan skrive noget og så opdage, at der er noget andet, jeg hellere vil skrive. Det er det ved ham, der bliver lidt kedeligt. Nu har jeg læst de første to, og jeg kan sige, at Unfun (tredje del, red.) er den bedste bog, jeg ikke har læst og ikke kommer til at læse. Jeg kan sige, at den er god, og det kan jeg ikke sige, om andre bøger, jeg ikke har læst, men projektet er udstukket, og det er så tydeligt, hvad der kommer. Det er hans problem," siger Thure Erik Lund og peger på et generelt problem, som Faldbakkens trilogi også er en del af:

"Det er et tilfælde, at hans kunstprojekt materialiserede sig som tekst. Tilfældigheder kan manifestere sig i min tekst, men det er ikke tilfældigt, at det materialiserer sig som tekst. Sådan er det derimod med Faldbakken. Romanen bliver en drone, den transporterer bare. Vi har mange drone-romaner; der er Claus Bech-Nielsen, Faldbakken og også Åsne Seierstad, det er også en drone - for det er helt ligegyldigt, om det blev materialiseret i tekst eller noget andet. Men det er jo fint, at de skriver en roman, altså, wow, det er jo super godt. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at de ikke befinder sig i et eksplicit litterært landskab," siger Lund.

Hvis han derimod skal pege på, hvor der virkelig sker noget i norsk litteratur for tiden, peger Thure Erik Lund på poesien, som også generelt har større troværdighed - af den simple grund at den aldrig vil kunne sælge.

"Der er en del gode poeter lige nu, og poesien er der, hvor der virkelig sker noget tænkning. Modsat romanen er der ingen forhåbning om at sælge. Der er mere rigtig bevæggrund. En digtsamling sælger måske 800 kopier, og derfor kan du stole på det, der står, på en helt anden grundlæggende måde. En roman kan bare være forklædt som god litteratur. Det er et problem," fortæller Lund, som dog med fortrøstning vender blikket mod sin egen situation:

"Jeg er jo heldig, at jeg aldrig bliver berømt. Heldigvis er det en udsat beskæftigelse at skrive om gamle, sure mænd."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

"Der er særligt en norsk forfatter, jeg ikke kan lide, og det er Knut Hamsun. Han er en dårlig forfatter. Han skrev og tænkte dårligt. Og han var den første til at skrive noget fjas om ungdommen og bla bla bla hvor fantastisk ungdommen er. Når du priser ungdommen er det, fordi du prøver at fortælle, at du er cool. At du er fremtidsrettet. Det er ligesom et mål på, hvor cool og moderne du er. Sådan er det. Men hvad fanden er det, der er så specielt godt ved ungdommen?"

Det er let at svare på: de er nemme at manipulere! Man kan selge dem alt mulig lort. Derfor er de selvfølgelig alle sælgeres og bondefangeres våde drøm. Hitler "elskede" selvfølgelig ungdommen, og Mao lavede sin
"kulturrevolution" med manipulerede stakler, de løb rundt med hans lille katekismus og slog de voksne ikke-maoister i hovedet med den, mens de råbte citater fra den som f.eks. "gå imod bogdyrkelse!" Menneskehedens absurde teater har sjælden været mere absurd.

Nu er Hitlers og Maos morderiske og totalitære cirkus overtaget af andre og langt mere udspekulerede kræfter, der baserer sin manipulation på den psykologiske krigsforsknings resultater. Men humoren vi altid vinde.

http://fr.youtube.com/watch?v=DkTPoISU5z8&feature=related