Læsetid: 8 min.

Han kunne imitere alle

Vennerne husker Michael Strunge, der i dag ville være blevet 50 år, som en stor humorist, skønt han ellers mest fremstilles som den depressive digter. I en kælder på Frederiksberg ligger hidtil ikke- offentliggjorte optagelser med ham og venter på at blive til en film
Vennerne husker Michael Strunge, der i dag ville være blevet 50 år, som en stor humorist. I en kælder på Frederiksberg ligger hidtil ikke- offentliggjorte optagelser med ham og venter på at blive til en film
19. juni 2008

De syntes, at Michael Strunge var for meget - og hvem havde egentlig inviteret ham ind?

'De' var en halv snes unge billedkunstnere, der havde fået den ide i at lave en event i en kondemneret ejendom på Gl. Kongevej i København, hvor der over en weekend skulle være en masse aktiviteter. Året var 1980.

Hver fik tildelt et rum, som man kunne gøre med, hvad man ville. Punkbandet Sods spillede, Billedstofteatret optrådte, og der var også digtoplæsning.

"Der kom så mange mennesker, at vi var bange for, at gulvet ville brase sammen under os," fortæller Lillian Polack, som var en af kunstnerne. "Pludselig var der en, vi ikke kendte, som bare tog mikrofonen og begyndte at læse digte op. Hvem var han? Hvor kom han fra? Og kunne han bare sådan møve sig ind? Vi var ret kolde over for ham."

Sådan husker Lillian Polack sit første møde med digteren Michael Strunge.

"Jeg satte mig i en vinduekarm, og lidt efter kom han og satte sig ved siden af. Det viste sig, at han var rar, empatisk og humoristisk. Han kunne fange ting i luften og se det komiske i det, lige idet det skete".

De to kom til at arbejde sammen. F.eks. udformede hun forsiden til hans digtsamling Vi folder drømmens faner ud.

Lysreklamen

"Når det drejede sig om hans digte, havde han store visioner," fortsætter hun. "Han ville erobre hele verden. Der var ingen grænser, og han ville have sit navn i neon. Det lykkedes næsten. Han fik sin forlægger Jarl Borgen til at reklamere for en af sine bøger i en lysreklame på Politikens Hus på Rådhuspladsen, hvor vi så mødtes nogle stykker for at se den. Det flippede han ud over!"

- Var manglende aner-kendelse et problem for ham?

"Han syntes jo, hans digte var så gode og store. Hvilket er meget udansk. Han skulle være født i Amerika! Men det var noget generelt, at man syntes, han var for meget. Jeg kan huske, da vi lavede arrangementet NÅ!!80 i Huset i Magsstræde, hvor den nye generation præsenterede sig, at der var en, der sagde til mig: "Michael er slet ikke så stor, som han selv går og tror. Det er helt langt ude, det, han går og siger." Men sådan opfattede jeg det ikke, for et er, hvad man tror, noget andet, hvad man sådan går og siger, og han blev jo et ikon."

"Men jeg tror, han var skuffet over, at han ikke nåede længere ud i verden. Nok var han som privatperson stille, beskeden og venlig, men når han kæmpede for at få sine digte ud, var han en fighter. Jeg kan huske, at Jarl Borgen engang spurgte, om han var en af Poul Borums drenge ... og Michael blev så vred! Det ville han fandeme ikke have siddende på sig."

- Hvordan skulle verden se ud ifølge Michael Strunge?

"Det var ikke så konkret. Der var meget luft under vingerne. Han var en joker, en drømmer, og sådan nogle skal vi også have nogle af. "

- Michael Strunge som 50-årig?

"Michael som 50-årig! Det er en absurditet, når man tænker på hans sidste tid. Jeg mødte ham en dag, hvor han gik tur med sine kæreste Cecilias hund. Han havde en depression og kunne ikke skrive. Der er mange kunstnere, der har det sådan, at hvis de ikke laver noget, har de ikke ret til at leve. Han kunne ikke identificere sig med sig selv, hvis han ikke skrev. Da var han kun en skygge af den anden Michael."

Passioner

Sammen med kollegaen Gorm Henrik Rasmussen stiftede Michael Strunge et broderskab, som fik navnet Nick Drake Society. De to traf hinanden, da Strunge læste op på Lyngby Bibliotek, og Rasmussen ville interviewe ham til en radioudsendelse.

"Men det blev hurtigt sådan, at Michael stillede spørgsmål til mig. Danmarks Radio fandt imidlertid indslaget for radikalt og ville ikke bringe det," fortæller Gorm Henrik Rasmussen, der dengang researchede til bogen Pink Moon om Nick Drake, en britisk sanger og sangskriver, der døde i 1976 af en overdosis af sovepiller.

"Michael var fascineret af personen, men kunne ikke klare at høre hans musik, nok fordi den var så depressiv," siger Gorm Henrik Rasmussen videre. "Vi mødtes altid i min lejlighed på Peblinge Dosseringen, hvor vi sad i haven ud til søerne, når det var sommer. Nøglen til venskabet var en fælles passion for digtere og musikere."

Nick Drake Society blev senere udvidet med blandt andre digteren Klaus Høeck, der sammen med Asger Schnack og F.P. Jac udgjorde Bandet Nul, som udgav flere digtsamlinger. Michael og Gorm skrev en parodi på deres digte, som blev trykt i en avis - med titlen Bandet nul på vandvognen, som om, det var Bandet Nul, der havde skrevet det.

"Det var lidt pinligt, for vi jo tog pis på et af society-medlemmerne," fortsætter Henrik Gorm Rasmussen. "Michael var også god til at imitere folk. Han kunne narre mig og ringede tit til mig med fordrejet stemme."

- Hvem kunne han imitere?

"Alle mulige lige fra dronningen til Klaus Rifbjerg og alle vores jævnaldrende digterkolleger. Vi skrev også en Henrik Nordbrandt-parodi, et digt, der hed Ode til en græsk luder." Jeg kan huske de første to linjer: "Oh, din røv er så glat. Som Ægæerhavet på en vindstille nat." Studentikost, men vi var selv totalt kvæstede af grin, når vi skrev sådan noget.

Hierarkisk

- Holder myten om ham?

"Hvordan er den? Jeg kender den ikke."

- Det at han blev ikon - også for mange, som måske ikke har læst ham?

"Strunges budskab var poesien. Men han vidste, at det ikke var nok at sidde og skrive digte, hvis man ville slå igennem. Hans punkstunt var en iscenesættelse, men det, der holder, er hans digte, som rammer igennem til unge menneskers liv. De har eksistentialerne meget tæt inde på livet."

- Men hvordan ville han have været som 50-årig?

"Jeg har ingen ide om det. Om han ville skifte bane. Eller skrive prosa. Han var en humoristisk og dejlig person, men så kunne han ændre personlighed og i stedet blive indadvendt. Jeg besøgte ham flere gange på Nordvang, hvor han virkede ene derude på det psykiatriske hospital. Han snakkede meget om at tage sit liv, mens jeg omvendt 'reklamerede' for livet. Jeg kunne have lavet et helt reklamebureau for livet med 10 gode råd om ikke at begå selvmord."

"Hans død fik også store konsekvenser for mit liv - som et savn. Jeg trak mig ud af firserdigternes miljø, for jeg kunne ikke klare det længere. Jeg skrev stadig digte, blandt andet "Den verden, som er", der mere eller mindre handler om Michael, der først og sidst var et uhierarkisk menneske, der tog folk, som de var. Åben og nysgerrig og ligeglad med om det var en fra Det danske Akademi eller en rengøringskone, blot de svingede sammen. Som sådan var han en glimrende modvægt mod den patos og selvhøjtidelighed, der ellers var i generationen.

Gorm Henrik Rasmussen sidder i dag på et kloster ved Aalborg og skriver på en ny version af bogen om Nick Drake, som han omtaler som et verdensnavn på linje med Jim Morrison.

På Andys

Filminstruktøren Claus Bohm mødte Michael Strunge, da han i 1980 optog en film, Nattens Engel, med Michael Strunge som gennemgående figur i nattens københavn, hvor caféernes lys tiltrak de unge digtere.

"Jeg kendte jo ikke helt hans betydning og vidste i sagens natur ikke, hvor stor han ville blive," siger Claus Bohm, "men han havde et godt ansigt og en stjernes udstråling. Jeg har nogle fantastiske billeder af ham. Vi filmede i mange uger, ofte klokken tre om natten. Han var et tjekket og ordentligt menneske og mødte til tiden, men også et mentalt flyvsk menneske. Han kunne også være endog meget sjov, når vi sad i bilen og snakkede om piger og den slags, for han var som alle andre optaget af det erotiske. Men da han fik sin berømmelse og den status, han fik, opdagede han, at det blev han ikke lykkeligere af."

Claus Bohm fortæller, at han har en masse fraklip fra filmen liggende i sin kælder på Frederiksberg. Han vil gerne lave en ny film af disse optagelser og er i kontakt med Danmarks Radio om det.

"Der findes nemlig ikke ret meget om ham på film eller tv. Der er vist en svensker, som lavede noget i 1985. Det, jeg forestiller mig, er en film på 50 minutter med mange af de sjove scener, som ikke kom med i Nattens Engel f.eks. nogle fra Andys Bar, hvor han sidder sammen med sin digterkollega Bo Green Jensen. De sidder ud på natten og snakker om honorarer. Det har en egen komik i sig!"

Nemt samarbejde

Michael Strunges digte solgte godt, sammenlignet med mange andre. Væbnet med vinger blev udgivet i 1000 eksemplarer, dernæst i en billigere udgave i 3700, Vi folder drømmens faner ud i først 1700, dernæst 5000. Men da alle hans digtsamlinger i 1995, længe efter hans død, udkom som en meget tyk bog, solgtes den hen over årene i 30.000 eksemplarer.

Forlæggeren Jarl Borgen var den, der tog stilling til hans manuskripter.

"Det var et meget nemt samarbejde," siger han. "Han ville have, at bøgerne blev sådan, som han havde afleveret manuskripterne. Det havde jeg det ikke spor vanskeligt med. Men engang, han var indlagt på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet, inviterede han mig ud og læste det meste af en digtsamling højt for mig, og det var ikke nogen stor lykke, for han kunne godt mærke, at jeg ikke tændte på den. Så det blev nærmest en fiasko."

- Hvad ville der være sket, hvis han var blevet 50 år?

"Det var vel gået ham, som det gik med Gustav Munch-Petersen, at senere generationer havde skubbet ham i baggrunden, men nok anerkendt hans kvaliteter."

Inge Guldal boede sammen med Michael Strunge i syv år, de afgørende år fra han var 18 til 24-25 år, hvor han flyttede fra forstaden Hvidovre til Østerbro. I dag virker hun som psykolog, men vil ikke som sådan udtale sig til en avis om det, der ligger 25 år tilbage, men derimod gerne bekræfte, at han var et humoristisk menneske.

"Han var enormt god til at efterligne folk - både deres stemmer og deres kropssprog. Det kunne han virkelig få folk til at falde hen over. Han var god til at efterligne Mick Jagger og David Bowie - og politikere, ikke mindst Poul Schlüter."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

- Hvad ville der være sket, hvis han var blevet 50 år?

"Det var vel gået ham, som det gik med Gustav Munch-Petersen, at senere generationer havde skubbet ham i baggrunden, men nok anerkendt hans kvaliteter."

Øh, ligesom det gik Gustav M-P, da han fyldte 50???

Niels Ivar Larsen

og e. e. cummings

røg forresten en joint med strunge på roskilde i 83. i lyrikteltet. et mindeværdigt trip. oh you pretty things ...

Henrik S. Holck er efter min mening den sande og bedste digter fra 80-erne udtrykt i digtsamlingen "Vi må være som alt". Og Michael Strunge kan slet ikke sammenlignes med gustaf munch-petersen, som har skrevet noget af det bedste, som dansk lyrik kan fremvise i det tyvende århundrene kun overgået af Ole Sarvig. I øvrigt lever der i dag en polsk digter i Danmark, som skriver bedre end mange af de danske digtere, som løber med al opmærksomheden, men prøv selv at læse Grzegorz Wroblewski.

Ligger der en dybsindig pointe begravet i det der med de små begyndelsesbogstaver?

Eller er det bare en fiks idé uden vitaminer?