Læsetid: 5 min.

Den italienske verdensmester på krykker

Skader i sidste øjeblik har svækket Italiens ellers så sikre forsvar, og med landstræner Donadonis kontroversielle spillervalg i offensiven ligner det knald eller fald for verdensmestrene
Italiens centerforsvarer Fabio Cannavaro står med sit kvæstede ben over sin krykke, mens hans holdkammerater træner i Maria Enzersdorf i Østrig, men med et smil. Han kom til skade i et sammenstød under træningen for få dage siden med Giorgio Chiellini - og humper nu rundt.

Italiens centerforsvarer Fabio Cannavaro står med sit kvæstede ben over sin krykke, mens hans holdkammerater træner i Maria Enzersdorf i Østrig, men med et smil. Han kom til skade i et sammenstød under træningen for få dage siden med Giorgio Chiellini - og humper nu rundt.

Tony Gentile

9. juni 2008

Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har en uvane med at blande sig i trænerens taktiske dispositioner i AC Milan, som han ejer og derfor føler sig i sin gode ret.

Men han har også gennem årene haft for vane offentligt at korrekse træneren for det italienske landshold, som om han også ejede det. Mest opsigtsvækkende, da commisario tecnico, som landstrænerens titel er, var målmandslegenden Dino Zoff, som ikke gad høre mere på statsministerens vrøvl og gik sin vej.

Da det italienske fodboldforbund kort efter VM-triumfen i Berlin i 2006 udpegede den da 42-årige Roberto Donadoni til ny landstræner som afløser for Marcello Lippi, vakte det megen forundring og stærk kritik hos de mange millioner 'landstrænere' rundt om på barerne og redaktionerne, for Donadoni havde i begyndelsen ikke nogen heldig hånd med at pensionere flere af verdensmestrene og spille yngre og mere sultne kræfter ind. Men Berlusconi holdt sin mund, og det med god grund.

Berlosconis opfindelse

Det er regeringschefen selv, der har opfundet ham. Ikke som træner, men i sin tid som spiller, og den fodboldforstand må man give ham.

På det gamle Stadio Comunale i Torino så jeg i foråret 1986 Juventus med Michel Platini og en ung Michael Laudrup på holdet banke et bovlamt Milan-mandskab og blive mestre, og dagen efter kunne jeg i avisen læse, at byggematadoren og tv-ejeren - endnu ikke politiker - havde købt sin barndoms hjerteklub AC Milan for at gøre den falmede storhed til sit nye legetøj og gøre den til en magtfaktor igen.

Det første indkøb til forstærkning, som Berlusconi selv foretog i 1986, var af en ung spiller fra Bergamo, som spillede for den lokale klub Atalanta: Roberto Donadoni, som i de næste 10 år skulle blive den uerstattelige i skiftende udenlandske stjernebesætninger som den hollandske trio: Marco van Basten, Ruud Gullit og Frank Rijkaard. Sammen med liberoen Franco Baresi og backen Paolo Maldini var Donadoni den italienske kontinuitet på det Milan-hold, der siden vandt alt, der kunne vindes af trofæer.

Den mørkkrøllede Donadoni var en meget offensiv midtbanespiller på højrekanten. Hurtig, driblestærk med giftige indlæg og en eminent spilforståelse, hvilket i samme periode også udmærkede ham i 63 landskampe.

Er spillerens træner

Hans trænerkarriere har været kort og eksplosiv. Med oprykkerne fra provinsklubben Livorno, hvor han for første gang stod i spidsen for et hold i bedste række, udrettede han i 2005 små mirakler med et spinkelt spillermateriale og skaffede sig ry for at være en spillernes træner.

God til at udrydde nykker og skabe indbyrdes forståelse i omklædningsrummet som på banen. Med den nødvendige autoritet, men langt fra oversergent-typer som Englands nye landstræner, Fabio Cappello, som i lørdags roste sin unge kollega for ikke at ligge under for, hvad andre måtte mene om hans udtagelse af spillere og taktiske dispositioner.

Donadoni er en modig mand. Romas stjerne Francesco Totti har i foråret døjet med følgerne af et brækket ben, men samtidig med, at han tidligere har indstillet sin landsholdkarriere, har han også meldt sig klar, og det hedder sig, at Donadoni forgæves har forsøgt at overtale ham til et come back, men mistanken er, at han ikke har forsøgt særligt hårdt. I stedet har han udtaget den ofte vragede Alessandro del Piero, der har spillet en fortrinlig sæson for Juventus, og som er en mand uden nykker, der gerne venter på sin chance fra bænken.

Forurettede Cassano

Og han har meget kontroversielt udtaget den latente naturkatastrofe Antonio Cassano, der opfatter bænken som en hån og har nykker nok til et hold. Han græder af forurettelse og raseri som et barn, der ikke får sin vilje, når bolden en sjælden gang bliver taget fra ham, dommeren er ham imod eller træneren beder ham gøre noget, han ikke har lyst til.

Og sådan har det været siden Antonio Cassano spillede bold på gaden i det fattigste kvarter i Bari under opvækstbetingelser, der lige så godt kunne have sendt ham i fængsel. Hvis ikke det var for det helt usædvanlige talent for bold, der fik Europas storklubber til at gå på barnerov, inden Roma sikrede sig den vanartede unge for et rekordstort beløb for en teenager.

Talentet er intakt, men han har aldrig formået at folde det helt ud på grund af sine evindelige klammerier med alt og alle. Efter to mislykkede år i Real Madrid er han kommet hjem til Italien, Sampdoria, og Donadoni må have en mening med at udtage ham. Får han spilletid og bliver nykkerne holdt i ave, kan Cassano blive et trumkort for Italien og en nydelse at opleve. Han kan alt. Også allerede præstere at komme i klammeri med et par medspillere i træningslejren, så Donadonis satsning er straks sat på prøve.

Her kunne Berlusconi have blandet sig i koret af kritikere, for problembarnet er med på bekostning af Milans målmager Filippo Inzaghi.

Klynkende medier

Modig er Donadoni, men heldig har han ikke været. Det var på en ubrydelig bageste kæde, styret af centerforsvareren Fabio Cannavaro, at Italien blev verdensmester for to år siden, og i kritikken af Donadonis dispositioner har man trøstet sig med, at den vildt populære Fabio har man da til at give sikkerhed bagude. Det har man ikke mere. I et hændeligt sammenstød under træningen for få dage siden med forsvarskollegaen Giorgio Chiellini, en af de nye, kvæstede Cannavaro anklen og humper nu rundt i Oberwaltersdorf på krykker og ser de andre spille.

Man har slet ikke noget forsvar, klynker de italienske medier, for også veteranen Pannucci på høje back-pladsen er blevet skadet, og selv om det nok ikke er for hele turneringen, så giver puljen med Frankrig, Holland og Rumænien ikke råd til en eneste fejl.

I stedet for et meget sikkert forsvar spiller Italien fra i dag med et meget offensivt forsvar, hvor det centrale foran verdens bedste målmand, Buffon, i aften består af den uprøvede duo Andrea Barzagli fra Palermo og vilddyret Marco Materazzi, flankeret af de meget offensive backs Zambrotta og Grosso. I en 4-3-3 opstilling, der er Donadonis foretrukne.

De tre på midten er berserken Gattuso, den kontante unge De Rossi og den diskrete og uundværlige spilstyrer Andrea Pirlo.

Fremme Mauro Camoranesi og Antonio di Natale liggende bag ved og ved siden af næsten-to-meter-manden Luca Toni, der er italienernes skarpeste våben.

Det kan blive alt eller intet for Italien - som sædvanligt - men vanen med som godt turneringshold at starte forsigtigt, kan de godt glemme i gruppe C, der tæller fire potentielle Europa-mestre, men hvorfra kun to går videre.

Gør Italien ikke det, kan det godt være, at Berlusconi lader høre fra sig, så Donadoni får mere tid til at spille golf - måske sammen med sin gamle kammerat og golfmakker fra Milan, Hollands træner, Marco van Basten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har snart læst mange steder at det skulle være Chiellini, der stemplede Cannavaro i stykker.

Tv-billederne viser dog tydeligt at det er Materazzi (hvilket er mere interessant, da han, så vidt jeg ved, er viceanfører).

Er der nogen der ved om episoden fra TV er en anden end den Cannavaro blev skadet i?

For ellers skal man da ikke fratage Materazzi æren.

Kristoffer Holm Pedersen

Episoden hvor Cannavaro blev skadet er fanget af flere kameraer og ligger bl.a. på Youtube:

http://www.youtube.com/watch?v=oVw5xDsgMv4

Men det ER Chiellini der skader Cannavaro. Ham og Materazzi ligner bare hinanden så meget, at det godt kan være svært at se forskel på dem på de grynede billeder. Men i ovenstående klip, ca. 25 sekunder inde, er det dog ret tydeligt at det ikke Materazzi der er tale om.

Kristoffer Holm Pedersen

Se også ligheden her:

http://www.youtube.com/watch?v=XHXYEiuft6M

Det er Chiellini der står og dribler med bolden først, hvorefter Materazzi kommer ind i billedet midt i klippet.

Skræmmende forsvar med 2 x Materazzi i midterforsvaret. Så er det ikke sjovt at være modstander - eller medspiller for den sags skyld...