Læsetid: 14 min.

Til kamp mod en upopulær krig

Den eneste måde, man kan holde liv i en krig, den amerikanske befolkning er imod, er ved at genbruge soldaterne, siger instruktøren Kimberly Peirce, der med sin nye spillefilm, 'Stop-Loss', går til kamp mod en lidet kendt militær praksis
Kimberly Peirce (tv.) giver med sin film -Stop-Loss- ordet til de amerikanske soldater, der udkæmper krigene i Irak og Afghanistan. Det er dem, amerikanerne er villige til at lytte til, mener hun. Billedet er fra optagelserne af filmen.

Kimberly Peirce (tv.) giver med sin film -Stop-Loss- ordet til de amerikanske soldater, der udkæmper krigene i Irak og Afghanistan. Det er dem, amerikanerne er villige til at lytte til, mener hun. Billedet er fra optagelserne af filmen.

Francois Duhamel

18. juni 2008

Stop-Loss hedder en praksis inden for det amerikanske militær, som gør det muligt for hærens øverstbefalende at genindkalde en soldat, selv hvis vedkommende er blevet hjemsendt. Det er en meget lidt kendt regel, som regeringen fik indført, da værnepligten i USA blev afskaffet i 1973, og som ingen havde brugt, før George Bush Sr. tog den i brug under den Første Golfkrig.

I dag bruges den ofte – og bliver kaldt ’værnepligt ad bagdøren’ – og amerikanske soldater, som gerne vil hjem efter at have været i Irak og Afghanistan risikerer at blive stop-lossed, altså sendt tilbage for at tage en tørn mere. Det har den amerikanske filminstruktør Kimberly Peirce lavet en film om, Stop-Loss, der med udgangspunkt i en kun alt for virkelig praksis, fortæller en fiktiv historie om en sergent, Brandon King (Ryan Philippe), som efter en hård tur til Irak, hvor nogle af hans mænd dør, bliver genindkaldt og beslutter sig for at flygte.

Information ringede til Kimberly Peirce for at tale om filmen, hendes første siden den opsigtsvækkende debut, Boys Don’t Cry (1999), og talte med hende om at skrive en film, der er tro mod de soldater, den handler om, og om at forsøge at ændre tingenes tilstand med en film.

En del af massekulturen

– Stop-Loss er mere end en film for dig. Det er næsten blevet en mission. Du har lavet et website, hvor folk, der har set filmen, kan kommentere den, du rejser rundt i Amerika og taler om filmen, og du mødes med tidligere soldater.

»Da jeg lavede interviews om filmen i USA, handlede det meget om at komme i kontakt med amerikanerne og fortælle dem, hvad det er, der foregår, fordi jeg har følelsen af, at de ikke får at vide, hvad alle vores penge bliver brugt til, og hvilken effekt det har på vores soldater. Ja, det er bestemt meget vigtigt for mig, også fordi min lillebror har kæmpet i krigen, og krigen virkelig påvirker vores kultur.«

– Har dit arbejde en effekt?

»Det tror jeg, og det er virkelig fantastisk og øjenåbnende oplevelse for mig, at kunst faktisk kan lære folk noget, underholde dem og gøre dem mere åbne. Det har været utroligt. Ingen vidste før filmen, hvad udtrykket ’stop-loss’ betød, og nu er det en del af massekulturen. Det optræder i nyhedsudsendelserne, og jeg har besøgt The National Press Club, og Obama, der lige er blevet demokraternes præsidentkandidat, har skrevet om det på sin hjemmeside, ’se filmen og lad os stoppe ’stop-loss’-praksisen.’«

Genbrug af soldater

»Amerikanerne vidste ikke, hvad der foregik. Genbrug af soldater, soldater, der bliver sendt tilbage. Det forekommer mig, at den eneste måde at man holder liv i en krig, som 70 procent af amerikanerne er imod, er med tiltag som stop-loss. Soldaterne er ikke interesseret i at deltage i krigen – ellers ville de melde sig til militæret. Det amerikanske folk vil ikke finansiere den, så hvordan holder man den i gang ? Man bruger stop-loss. Man holder soldaterne i militæret mod deres vilje. Det er fascinerende, synes jeg, at man bruger landets ressourcer, soldaterne, pengene, på en halvulovlig facon.«

»Det er den ene grund til, at jeg er glad for, at filmen har en effekt. Den anden er fø-lelsesmæssigt. Det er utroligt, at folk, der er i militæret, ser filmen og henvender sig til mig og siger, ’du for-tæller vores historie, og den bliver normalt ikke fortalt.’«
»De fleste Hollywood-film skal bare være underholdende og tegne et bestemt billede af soldaten, men der er ikke mange film, som ... jeg satte mig ned og talte med en masse soldater, jeg talte med min bror. Socialt og kulturelt er jeg interes-seret i, hvordan deres dagligdag former sig, og derfor føler de, at de bliver repræ-senteret af filmen.«

Et opdelt Amerika

»Amerika er meget opdelt af både klasse og historie. Fordi den amerikanske hær er en frivillig hær, er man, hvis man er i militæret, enten ud af en familie med en militær tradition, eller også tilhører man underklassen og er nødt til at søge ind ved militæret for at kunne gå i skole eller betale sine regninger. De fleste mennesker i Amerika, som jeg kender, kender ikke nogen, der er i militæret. Der er en stor kløft mellem dem, der er i militæret og dem, der ikke er. Når man fortæller denne historie, afslører man for resten af Amerika, der ikke er i militæret eller har familie i militæret, hvad der foregår.«

– Stop-Loss er en film med et stærkt budskab. Er det ikke svært at holde en balance og ikke blive for didaktisk, selv om man fortæller en historie om mennesker?

»Det er bestemt en udfordring. Men jeg begynder med menneskene. Mit land var i krig, min lillebror kæmpede i den krig, jeg begyndte at lære soldater at kende, og det knuste mit hjerte at se, hvad der skete med dem. Det var min indgangsvinkel. Jeg studerer soldaterne, jeg studerer situationen og begynder at forstå den store sammenhæng, men fordi jeg tager udgangspunkt i menneskene, hvem de er, hvad de vil, hvad deres forhindringer er, hvordan de overkommer dem, undgår jeg at blive polemisk.«

De skal tale om ideer

»For nu at være meget specifik: Steve og Brandon (hovedpersonerne i Stop-Loss, red.) diskuterer et bestemt emne – Steve vil i krig igen. han føler sig mere tryg dér, han kan ikke finde ud af at assimilere sig derhjemme. Brandon siger, ’hør nu, jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre i den periode, jeg skulle gøre det i. Jeg har ikke lyst til at gøre det længere.’ Han vil ikke dræbe uskyldige mennesker, han vil ikke have, at hans underordnede bliver dræbt eller lemlæstet.«

»Det er meget interessant som forfatter – og jeg er medforfatter på manuskriptet – at personerne for at give mening er nødt til at tale om ideer. De er nødt til at sige ting som, ’jeg vil ikke slå uskyldige mennesker ihjel.’ Men i det øjeblik, man bliver for budskabsagtig, og det kommer til at handle for meget om ideer, fungerer filmen ikke. Og det problem stod vi ofte overfor.«

»Man er nødt til at gøre det på en måde, som ikke er polemisk eller pædagogisk. For så holder filmen op med at være underholdende, og man er ikke længere engageret i dem som mennesker, og det vil man ikke have. Det handler ikke om, at man smider ideerne eller budskabet væk, men man skal kun bruge det på en måde, som personerne i virkelig-heden ville bruge det. Når man ikke er inde i personerne, kan man med det samme fornemme, at det er en anden, der snakker gennem karaktererne.«

For døve øren

– Men man kan vel trods alt tillade sig at sige mere, når man lægger ordene i munden på en soldat. Hvis de siger noget kritisk om krigen, lytter man.

»Det gælder sikkert over hele verden, men især i Amerika lige nu taler man for døve øren, hvis man er venstreorienteret og mod krigen og begynder at tale om, at man er imod krigen. I forhold til underholdning vil man begynde at de øvrige venstreorienterede, ’du be-høver ikke prædike til mig. Jeg ved det allerede.’ Hvis man taler til de konservative, siger de, ’jeg vil ikke høre på dit venstreorienterede lort. Du prædiker for mig, og jeg er imod hele måden, du tænker på.’«

»Ligegyldigt hvilket af de to standpunkter, man vælger, vil de ikke kommunikere med én, og lige nu er det soldaterne, som folk er villige til at lytte til, fordi folk føler, at de er upolitiske; at de ikke har en politisk dagsorden, men taler ud fra egne, praktiske erfaringer. Så når en soldat siger, ’jeg har været derovre, og jeg prøvede at beskytte mine mænd, men jeg kan ikke i en bykrig, hvor jeg er nødt til at kæm-pe i trappeopgangene, soveværelserne og køkkenerne i folks hjem. Det er en uvant krig for os. Det er ikke vores soldater mod deres soldater, og derfor er der en større risiko for, at jeg slår uskyldige mennesker ihjel, og for at mine egne mænd bliver slået ihjel.’ Hvis en soldat siger det, lyder det overbevisende for alle. Derfor kan jeg heller ikke have en soldat, der siger noget, som en soldat ikke vil sige. Jeg har faktisk talt med en masse soldater om de scener, vi skrev, og jeg spurgte dem altid: ’Vil en soldat sige dette? Vil en soldat føle det, efter at have været gennem denne oplevelse?’ Det var lakmustesten.«

Nyt materiale

– Jeg har læst, at du på et tidspunkt overvejede at lave en dokumentarfilm om stop-loss, og at du har filmet alle dine samtaler med soldaterne. Bliver den film til noget?

»Jeg vil meget gerne lave dokumentarfilmen, men den skal kunne stå alene, og der skal komme nye informationer på banen. De ting, jeg opdagede omkring krigen og soldaterne, har jeg stort set fået proppet ind i filmen.«

»Som det ser ud nu, akkompagnerer dokumentarfilm-materialet selve filmen, og vi putter meget af det på dvd’en. Jeg gav filmselskabet 100 timer af mit eget materiale, hvor jeg arbejder på historien, prøver at finde ud af, hvad den er, interviewer soldater, rejser landet rundt, indsamler materiale. Så hvis man køber dvd’en, får man det meste af dokumentarfilm-materialet. En grund til at lave filmen alligevel kunne være, at jeg rejste rundt til 24 byer i Amerika med filmen, viste den og svarede på spørgsmål, og det var fantastisk at interagere med publikum, der fortalte mig, hvad enten de var i militæret eller ej, hvor vigtig filmen var for dem. Alt det filmede vi. Jeg var også med i en del tv-shows, politiske nyhedsudsendelser.«

»Hvis vi synes, at der viser sig en ny historie, så bliver det formentlig til dokumentarfilmen. Som det ser ud nu, tror jeg dog ikke, at dokumentarfilmmaterialet er nok i sig selv. Samfundet er nået videre, og jeg har med fil-men været med til at åbne op for en diskussion af emnet, og det handler kun om at skabe ny mening.«

Krig i Hollywood

– Det tog nogle år, før Hollywood begyndte at lave film om Vietnam. Krigen i Irak og Afghanistan bliver behandlet, mens den stadig er i gang. Hvordan kan det være?

»I 1970’erne lavede folk bestemt flere socialt bevidst film. Hvis man ser på Coming Home, Dog Day Afternoon, Gøgereden, kan man se, at filmskaberne bag, Hal Ashby, Sidney Lumet, Milos Forman, blev påvirket af samfundet. På en måde er vi et ekko af det. Mine kolleger og jeg gør blot, hvad de allerede gjorde i 1970’erne. Vi reagerer på det, der sker i samfundet omkring os.«

»Det interessante er, at nutidens film har premiere, mens vi stadig er involveret i krigen. De kommer hurtigere. Det skyldes to ting: 1970’ernes filmskabere brød ny grund. De lavede de film – og de var ikke engang de første til at gøre det. Rossellini lavede Rom år nul allerede lige efter Anden Verdenskrig, og det var en reaktion på krigen, er jeg sikker på. Der er en tradition for det, og jeg følger bare den tradition.«

»I 1970’erne måtte man forlade sig på breve, der kom fra Vietnam, eller på folk, der tog til Vietnam, filmede krigen og tog materialet med hjem. I dag får vi det hele meget hurtigere. Der er kabel-tv med nyhedsud-sendelser hele tiden, som ikke eksisterede tidligere. Der er internettet, og jeg chattede med min bror og andre soldater, mens de var i krig – de tog på missioner, kom tilbage til basen og chattede med mig. Der har aldrig før været så hurtig en overførsel af informationer.«

»Soldaterne har små videokameraer med, og de filmer sig selv i kamp og i barakkerne. De klipper deres materiale sammen til små film på deres computere, lægger rockmusik på lydsporet og sender det til mig. Jeg får et førstehåndsberetninger fra krigszonen meget hurtigere, end vi nogensinde før har fået det – og meget mere direkte. Der er filmskabere, som er frustreret over, hvad der foregår i Afghanistan og Irak. De er interesserede i krigsførelse pga. det menneskelige drama, og de har adgang til informationer, og de laver film om det.«

Vigtigt at tjene penge

– Det interessante er vel også, at der findes selskaber som ikke mindst Participant Productions, der laver socialt bevidste og politisk engagerede film i Hollywood.

»Det er fantastisk, at selskaber som Paramount og Participant er villige til at lave den slags film. Participant klarede sig strålende med Al Gore-filmen, En ubekvem sandhed, der gjorde os meget klogere på et vigtigt emne, og de fik pengene igen. Udfordringen for spillefilm er, at vi skal være meget snedige, hvad angår budgetter og markedsføring. Hvis vi får penge fra de store selskaber til at lave disse film, er vi nødt til at få dem til at fungere på markedet på en meget specifik måde. Hvis man bruger de store selskabers penge, skal filmene også åbne stort i den første weekend, fordi det er måden, de store selskaber markedsfører film på.«

»Hvis man bruger de små selskaber – Paramount Vantage eller Fox Searchlight – skal filmene laves for færre penge, og vi skal lave filmene, så de kan sendes ud i nogle få biografer ad gangen.«

»Som filmskabere, der arbejder inden for studiesystemet, er vi nødt til at tjene pengene ind igen. Man kan formodentlig lave én film, der ikke gør det. Man kan bestemt ikke lave flere. Vi er nødt til at lære markedet at kende, så vi kan lave disse film og tjene penge på dem.«

– Selv i Iron Man, en mainstream underholdningsfilm, er der en kritik af, hvad der foregår i USA lige nu.

»Jeg synes, at Iron Man er vidunderlig. Jeg er vild med, at han sælger våben, men beslutter sig for ikke at sælge våben og i stedet være mod krig. Det hårde ved det er, at i sidste ende er Iron Man meget krigsagtig. For en tid lyder det, ’vi vil ikke sælge disse våben, fordi de dræber uskyldige mennesker.’ Skidegodt. Men Iron Man slås selv hele tiden, og for ham bliver det svært at blive ved med at være imod krigen, fordi han er en krigsmaskine.«

»Men det er utroligt, at der faktisk findes et intelligent budskab i så kommerciel en film. Det er fantastisk og burde sende selskaberne et budskab: ’Ved I hvad? Lad os lave intelligente film. Vi skal nok gøre dem kommercielle, så de tjener deres penge ind. De behøver ikke at være blottet for interessant, politisk, socioøkonomisk intelligent indhold.’«

Uden for systemet

– Der er gået en rum tid siden din seneste – og første – film. Har det været svært at finde film med indhold, film, som du føler stærkt nok for?

»Ja, det har det, og det er måske min egen, personlige udfordring. Der skete bestemt interessante ting, men Boys Don’t Cry var så perfekt en oplevelse. Jeg gik på universitetet, da jeg første gang hørte om sagen, og jeg forelskede mig i denne person (Brandon Teena, hovedpersonen i filmen, der er baseret på virkelige, tragiske begivenheder, red.). Det overtog bogstavelig talt mit liv.«

»Jeg gik til retssagen, interviewede de involverede, skrev historien. Jeg var ved at udvikle mig til en filmskaber. Det var, som om jeg lærte at være en filmskaber ved at lave den film. Jeg kom ud af det med en sofistikeret fornemmelse af, hvordan man laver film, men jeg var også meget knyttet til filmen. Mit engagement var på et meget intimt niveau. Det var personligt, det handlede om min familie, om mit køn.«

»Jeg havde en forestilling om, at jeg ligesom en kunstner ville gå ud og lave noget, der var lige så meningsfyldt – denne gang blot inden for Hollywood-systemet. Jeg havde appetit på at lave noget større og mere kompliceret, og det ville kræve flere penge, og det skulle være igennem systemet. Jeg troede, at det ville være som at blive forelsket igen.«

»Jeg fandt en film, som jeg holdt af, og jeg nåede til at skrive manuskriptet færdigt og besætte rollerne med Annette Bening, Hugh Jackman, Evan Rachel Wood, Ben Kingsley, og den strandede på, at selskabet sagde, ’vi vil gerne se 30 mio. dollars-versionen, men vi vil kun betale for 20 mio. dollars-versionen.’ Jeg forelskede mig, men systemet ville ikke lade det blive til noget. Det samme skete med Boys Don’t Cry, hvor finansieringen faldt fra hinanden 20 gange, men det stoppede mig aldrig. Jeg blev ved med at lede efter penge, og jeg var ung nok til, at det var fint at arbejde uden for systemet.«

Inden for systemet

»Da jeg først kom ind i systemet, og selskabet sagde, at de kun ville betale for 20 mio. dollars-versionen ... det sjove er, at Hollywood taler med én stemme. Hvis det selskab siger det, vil alle selskaberne sige det. Men så kom jeg i gang med Stop-loss, og et var i høj grad ligesom med Boys Don’t Cry. Jeg forelskede mig i projektet pga. min bror og min familie. Jeg er glad for, at jeg har lært de lektier, jeg har lært, men jeg er parat til at arbejde meget hurtigere. Jeg er klar til at gå ud og optage en ny film lige nu. Jeg vil ikke være uden for spillet så lang tid igen.«

– Og det er vigtigt for dig, at det handler om noget!?

»Så tror jeg, at filmen får det bedste ud af mig, og samfundet får det bedste ud af mig. Jeg ville sikkert godt kunne lave noget, der ikke betyder ligeså meget for mig, men jeg vil formentlig altid prøve at finde den mening, fordi jeg har prøvet det før, og fordi det er så sjovt for mig at skrive en person, jeg holder af, at finde ud af, ’hvordan præsenterer jeg den person for publikum? Hvordan markedsfører jeg den?’ Alt det er jeg interesseret i, og heldigvis er verden interessant lige nu, og der er ting, jeg bekymrer mig om. For mig handler det om at fange dem og lave dem om til film, som systemet har lyst til at lave.«

Klip

Interview med Peirce:

Interview med Peirce og en af skuespillerne:

Filmtrailer

cmc@information.dk

Folk giver deres mening til kende på www.stoplossmovie.com/soundoff

Stop-Loss har premiere på fredag og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulrik Høstblomst

Kim

De kan såmænd godt have ret selv om du ikke kan forstå deres budskab og selv om du tror de kommer fra Christiania

Flertal er ikke nødvendigvis ensbetydende med moralsk overlegenhed

Ulrik Høstblomst

Kim

Jeps

Men husk nu - Hovmod står for fald -

Det kan skabe unødvendigt mange fjender og det er ikke sikkert man behøver helt så mange..

Militær overlegenhed var ikke nok hverken i Vietnam for USA eller i Afghanistan for Britterne eller USSR

Ulrik Høstblomst

Kim

Mener du at det var USSR's besiddelse af Strategiske A-våben der afholdt USA fra at nuke Vietnam ?

Hvis ja så er det da det sprødeste argument jeg endnu har hørt for at Iran skal have deres egen bombe hurtigst muligt -

Så er freden jo i sigte i hele regionen -

Nu ved jeg ikke, om de havde nuket, men den mulighed er da også til stede.

Ja, det var udelukkende frygten for at eskalere til atomkrig, der afholdt amerikanerne fra at føre effektiv krig i Vietnam. Det var jo iøvrigt det samme et årti før i Korea.

I den bipolære verden var USA's og Sovjets hænder bag hver sin side i stort set alle militære konflikter på jorden. Derfor kom der sjældent ret meget ud af dem

@ Kim

Jeg sys du skal vikle sølvpapiret fra hovedet og tinhatten på i stedet, så du kan drage til krig for dit land.

Ellers er du en latterlig kujon, som ikke tør stå ved dit ord.

Det gør jeg jævnligt, så jeg har ikke noget problem.

Men det er jo sjovt, at beskyldninger om kujoneri skal komme fra en mand, der ikke engang tør stå ved sine holdninger med sit navn.

Ulrik Høstblomst

Poya

Det er et forkert argument selv om det er sandt

Men Kim har en virtuel præsentation her i cyber og den kan du ikke holde manden bag ansvarlig på andet end på et moralsk plan

Det vil sige at ALT hvad folk kan finde på at hælde ud i cyber er fuldkommen frisat fra deres sociale og kropslige relationer

Der er KUN det moralske niveau tilbage og der regerer laveste fællesnævner og det er ikke Kim der har opfundet cyber og den måde det fungerer på

Så selv om dit argument i og for sig er sandt er det ligegyldigt

Der ud over tvivler jeg ikke et sekund på at Kim ville stille op med sin krop og forsvare det ideologiske projekt han argumenterer for

Så på den måde er der næppe ret meget at komme efter

Det er udelukkende en diskussion om etik og moral

Ideologisk set kan vi aldrig blive enige men mon dog vi ikke kunne finde frem til et moralsk niveau hvor vi kunne leve med forskellighederne ?

@ Kim Vibe

1) Jeg eksisterer i virkeligheden - en alm. google-søgning ville afdække dine tvivl.

2) Hvis du står ved dine holdninger, så lev efter dem. Ellers er du en kujon, som kun advokerer for krig, så længe andre vil risikere deres liv for det.

3) Jeg har intet i mod at demonstrere på Christiansborg - Jeg deltager jævnligt i demonstrationer og debat-fora

4) Hvis du er interesseret i en debat ansigt til ansigt, kan du bare bestille en tid

@ Ulrik

Man man kan skære i gennem din PhD-afhandling om moral og cyberkommunikation på meget enkel vis.

1) enten forholder man sig ikke til etikken og moralen, eller også gør man det

2) hvis man ved bare en brøkdel om hvad samtlige moralske dogmer bygger på, så ved at at den gennemgående idé er, "at man lever efter samme standard, som man ophøjer over for andre" - ellers er man pr. definition en hykler.

3) "at leve efter samme standard som man ophøjer over for andre" er den minimale moralske integritet. Kan man ikke leve op til denne minimale moralske integritet, han man intet at skulle have sagt i denne debat - mao. så skal man bare holde sin mund.

@ Ole Hansen

1) jeg fatter aldrig hvad du prøver at sige

2) øv dig på at være mere præcis i dine statements, så man kan forholde sig seriøst til dem.

Hvis du havde googlet mig inden du kom med dit ubegrundede vrøvl, som du stadig fremturer med, så havde du måske holdt din kæft.