Læsetid: 4 min.

'Man kan jo bare sælge fra'

Når marked, ideologi, kynisme og amatørisme mødes, er det opskriften på kaos. Det er TV 2 et tragisk eksempel på
13. juni 2008

Onsdag kunne man på business.dk læse et lærerigt interview med en mand, hvis dna-rester kan findes på åstedet for tre af de større mediekatastrofer i nyere tid: DR, Berlingske og TV 2. Alle tre lider under, at de på et tidspunkt er blevet drænet for ressourcer på grund af fejlslagne køb, salg og bygning af fast ejendom, problematisk økonomistyring og mangel på rettidig omhu i omgangen med de betroede midler.

Manden hedder Anders Kronborg. Nu er han økonomichef i den internationale Metro-koncern, der heller ikke går alt for godt. I interviewet erkender han ganske udspekuleret, at "han jo bare kunne have ladet være med at afdrage 200 mio. af TV 2's gæld i begyndelsen af 2007", at TV 2 fejlbedømte konjunkturudviklingen senere i 2007, og at ledelsen burde have reageret ved at spare allerede i sommeren 2007.

Men ellers fortryder han ikke noget. Men det nævnte er jo ikke småting. Alene det, at TV 2 som det eneste mediehus i Danmark mente, at væksten ville blive fire gange så stor, som den rent faktisk blev, var fatalt. Specielt i lyset af, at alle andre medier vidste, at annoncekonjunkturerne var på vej ned. Konkurrenterne hos TV3 og SBS har jo meget ret, når de i forbindelse med TV 2-nedsmeltningen konstaterer, at de trods de samme konjunkturer har klaret sig ganske godt.

Per Michael Jensen og Anders Kronborg bærer naturligvis en væsentlig del af ansvaret for misèren. De udvidede TV 2 med nye aktiviteter til vands, lands og i luften, fordi de var "livsvigtige for TV 2's overlevelse i markedet". Nu siger Kronborg, at den nuværende ledelse jo bare kunne have solgt nogle af aktiviteterne for at skaffe de hårdt tiltrængte kontanter. Mere livsvigtige var de altså ikke i Kronborgs optik.

Den dybereliggende årsag til krisen findes imidlertid højere oppe i systemet end de tilfældige glade chefer, der havde det sjovt for andres penge. Det endelige ansvar for en virksomhed ligger hos ejeren. Det er ejeren, der udpeger bestyrelsen. Det er ejeren, der afstikker de øverste retningslinjer og strategi. Det er ejeren, der afgør, om virksomheden i sidste instans skal videreudvikles eller afvikles. DR og TV 2 har samme ejer: Staten. I DR's tilfælde besluttede staten, at den hverken skulle videreudvikles eller afvikles. Den skulle bare straffes, selvom staten - ligesom det er tilfældet med TV 2 - afværgede den ultimative katastrofe ved at forhøje DR's låneramme.

Skizofreni

Det kræver en helt speciel form for management-kunnen at lede en virksomhed, der på den ene side skal drive en kostbar og tabsgivende aktivitet som f.eks. nyhedsformidling og brede public service-programmer - og på den anden side skal tjene penge - mange penge - for dels at overleve, dels at tilfredsstille ejerens kliniske skizofreni. Den, der på en gang og samme tid kræver public service og profit, mens det efterhånden slidte TIL SALG-skilt blafrer i vinden. Men skiltet var jo også en direkte opfordring til ledelsen om at pumpe virksomheden op til et salg. Resultatet blev, at nu er TV 2's behov for udviklingskapital så stort, at kun en stor udenlandsk ejer vil kunne dække det.

Den store møllesten om TV 2's hals - TV 2 Radio - er det klassiske eksempel på ejerens psykiske uligevægt. På den ene side skulle radioen lave dyr public service. På den anden skulle den tjene på et marked, som ingen i dette land nogensinde rigtigt har troet på. På den tredje skulle den betale en licens til staten, der var absurd stor. På den fjerde skulle den se i øjnene, at samme ejer havde besluttet sig for at replanlægge FM-båndet, så det ville blive endnu sværere at drive en i forvejen umulig forretning.

Det gjorde det ikke bedre, at den uduelige ejer udnævnte en uduelig bestyrelse, som fandt en uduelig ledelse, der udnævnte en inkompetent radiodirektør!

Hvis staten både vil være aktør på det frie marked og samtidig beholde sin indflydelse, går det galt. Men vi ved, at en politikers værste mareridt er at miste indflydelse. Det er derfor, medieforligsparterne danser rundt om den rygende TV 2-grød. Min påstand er, at her støder den konservative salgs-ideologi direkte sammen med statsministerens modvilje mod at sælge og dermed afgive kontrol. Her støder politikernes skrigende uvidenhed om mediemarkedet sammen med virkeligheden. Hvis der skal være en mening med den bebudede undersøgelse af, hvor ansvaret for TV 2-skandalen skal placeres, skal den også omfatte ejerens dispositioner. Den skal altså også rette søgelyset mod staten selv. De politikere og embedsmænd, som har sat de overordnede rammer for nedsmeltningen. Det vil ikke fritage Kronborg & Jensen for et ansvar. Hvis man sætter amatører til at administrere ejerens luftkasteller, går det jo bare ekstra galt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor var vagthunden?

God og velskrevet artikel, der udover at belyse vigtige ansvarsproblematikker også lige får latterliggjort Jensen og Kronborg.

Jeg savner i artiklen at høre om mediernes ansvar. Det er jo trods alt medierne vi læner os op ad og tænker: "Så længe de holder vagt, kan det ikke gå helt galt".

Det kan det så åbenbart godt.

Rasmus

@Rasmus Nielsen

I denne avis har Lone Kühlmann adskillige gange kritiseret stort set alle forhold omkring Tv2 i de seneste år.

Lasse Jensen

Hej Rasmus
"Mediernes ansvar" - tja - de fleste moderne medier har jo et ansvar, som i høj grad handler om at holde butikken kørende og sikre, at færre og færre journalister skriver mere og mere på alle platforme. Den med at den journalistiske vagthund sikrer mod misbrug, svindel, inkompetence og hvad vi nu ellers kan komme i tanke om af viderværdigheder, hører efterhånden mest til i festtalerne. Medierne har jo dybest set ikke ansvar for nogetsomhelst - ejere, ministre, chefer osv har ansvar. Mediernes ansvar er vel efterhånden begrænset til - men ikke i alle tilfælde - at sikre, at medierne selv ikke lyver eller fører os bag lyset. Sådan lidt firkantet sagt og skrevet. Ligesom kommentaren.

Lars Peter Simonsen

Jeg kan godt li' udtrykket "skrigende uvidenhed", det synes jeg regeringen har demonstreret i mange andre sammenhænge end når det handler om medier. Og med hensyn til vagthundefunktionen, det er mit indtryk at så snart kritik fremsættes af regering og dens forhutlede medløbere, er der en hær af, spindoktorer, politikere, læserbrevsfabrikanter m.fl.parat til at latterliggøre, afvise og flå den formasteilige i småstykker. Og lad mig så lige skamrose denne artikels forfatter for hans faglighed, integritet og fremragende programmer i radio og tv i forid, nutid og forhåbentilig fremtid! Basta!

Artiklen påpeger også både direkte og indirekte uhyre interessant, at Staten, diagnosticeret på linje med et enkeltindivid, er ramt af kronisk behandlingskrævende sindssygdom - skizofreni - og er "in desperate need of medical attention". DR og TV 2 skal lege virksomhed, hvor seerne er omsætning, og bundlinjen er det antal seere, hvormed konkurrenten overgås på et givet tidspunkt af en såkaldte bedste sendetid. Produkterne hedder Vild med Dans og X Factor. At studere deres pressemeddelelser og hjemmesider giver et rystende indbilk i en anden behandlingskrævende sindslidelse, nemlig storhedsvanvid (delusion de grandeur) kombineret med total ubalanceret neurotisk selvhævdende manisk opmærksomhedstrang i forening med (psykopati) konsekvent manglende evne til at se eller indrømme selv de mindste og ubetydeligste fejltagelser, idet virkeligheden afvises (skizofreni).