Læsetid: 11 min.

De knalder hovedet mod muren

Bashing, banging, cutting. De er forældrenes drømmeprojekt og vokser op med alt, hvad man kan ønske sig af materiel rigdom og med alle muligheder åbne. Men hvad, der kan lyde som et drømmescenario, fører for nogle børn til dyb ensomhed og svær mistrivsel
Nød. De bor i Hellerup, faren er dommer, moren er læge, og de har tennisbane i baghaven. Men facaden har en bagside. »De unge lever i et vakuum med hinanden eller sig selv og er alene om at håndtere følelser og identitetsdannelse,« siger Bo Møhl, chefpsykolog på Rigshospitalet. Resultatet for nogle bliver, at de skærer i sig selv, brænder sig selv, smadrer hovedet mod muren eller bliver selvdestruktive. Model

Nød. De bor i Hellerup, faren er dommer, moren er læge, og de har tennisbane i baghaven. Men facaden har en bagside. »De unge lever i et vakuum med hinanden eller sig selv og er alene om at håndtere følelser og identitetsdannelse,« siger Bo Møhl, chefpsykolog på Rigshospitalet. Resultatet for nogle bliver, at de skærer i sig selv, brænder sig selv, smadrer hovedet mod muren eller bliver selvdestruktive. Model

Pia Hansen

21. juni 2008

Udadtil er de definitionen på succes. De har masser af penge, er smukke og får topkarakterer på deres uddannelse. De lever et liv som mange misunder dem i whiskeybæltet nord for København, hvor kun fantasien sætter grænsen for, hvor højt man kan nå i samfundet, og i hvilken udstrækning man kan udleve sit potentiale. Branding, en ny type selvudslettende adfærd, hvor unge brænder sig selv med lightere eller brandbare væsker som benzin og alkohol på arme eller brystkasse, kan dog være de unges reaktion på forældrenes succes og materielle velstand.

Og hvor man i starten af 80'erne for alvor begyndte at se spiseforstyrrelser vinde frem, har de unges 'løsninger' på mistrivsel udviklet sig lige siden. I de seneste år er flere og flere således ud over at brænde sig også begyndt at skære i sig selv. Men også ekstrem seksuel adfærd, hvor piger ned til 12-års alderen blotter sig på internettet eller eksperimenterer med f.eks. anal- og gruppesex, vinder frem. Man har for nyligt også set flere børn, der slår på sig selv (banging) eller som slår hovedet ind i væggen eller gulvet (headbanging).

"De gør det for at føle sig levende, men efterlades ofte med en følelse af at være blevet forulempet, hvilket blot gør deres situation endnu værre," siger chefpsykolog ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling, Bo Møhl.

En af grundene til at bedrestillede menneskers børn kan gå hen og få det rigtigt svært med selvværdet, er de tårnhøje forventninger, der stilles til dem, samtidig med, at svagheder eller afvigelser betragtes som en total fiasko. Oven i det er forældrene ofte fraværende og giver derfor ikke børnene det modspil, de har brug for til at forme deres identitet.

"Den primære værdi, børnene bygger deres identitet på, er idealet om at være perfekte," siger Bo Møhl.

Det er altså forældrenes stræben kombineret med en stor ensomhed og mangel på kontakt, der danner grundlag for disse børns identitetsdannelse. De unge overtager forældrenes værdier omkring penge, skønhed og social succes, men lærer aldrig, hvordan man skal håndtere situationer, hvor virkeligheden ikke står mål med idealerne. Og så går det ofte helt galt.

Ida Koch er ungdomspsykolog og arbejder i Den Gule Flyver på Nørrebro, men har tidligere arbejdet 22 år i Frederiksberg Ungdomsrådgivning, hvor hun mange gange har mødt denne type stærkt forsømte unge, der, selv om familien har haft masser af ressourcer, og forældrene var uskilte, døjer med store psykiske problemer.

"De bor i Hellerup, faren er dommer, moren er læge, og de har tennisbane i baghaven. Barnet er smukt og velklædt, spiller violin i sin fritid og passer sit privatgymnasium," siger Ida Koch som et eksempel på, hvilken baggrund de unge kan have. Og det forundrer hende, at man i så velstillede miljøer kan få så svære problemer med sine børn.

"Det kan endda være folk, der har en uddannelse inden for det sundhedsfaglige eller det pædagogiske felt som f.eks. læger eller mine kollegaer inden for psykologien, der i den grad ignorerer deres børns behov," siger hun og fortsætter:

"Det er meget mere forståeligt og på sin vis også mere tilgiveligt, at ressourcesvage mennesker, der kan være psykisk syge eller have et alkoholproblem og tilhører laveste socialklasse, ikke har kræfterne til at tage sig af deres børn, men at de meste ressourcestærke ikke kan. Det er svært rystende," siger Ida Koch.

Skær smerten bort

Hvor drengene som regel reagerer udadtil, bliver løsningen for mange af pigerne nord for København et stykke glasskår eller et barberblad i håndtasken. Når forventningerne ikke bliver indfriet, skærer pigerne i sig selv. Både som en måde at straffe sig selv på, men også for at fjerne den psykiske smerte, som de aldrig har lært at acceptere som en del af tilværelsen.

Problemet, der også er kendt fra USA som cutting, er ifølge Bo Møhl, stigende og skyldes en manglende evne fra forældrene til at hjælpe deres børn med at danne deres identitet.

"Børnene får selv ansvaret for deres identitetsdannelse og skal selv håndtere den smerte og forvirring, man oplever i teenageårene. Løsningen bliver et desperat forsøg på at finde noget håndgribeligt, de kan holde fast i, og som minder dem om, at de er i live," siger Bo Møhl.

Pigerne har svært ved at føle, at de er til, hvis de ikke manifesterer sig. De har kun lært at håndtere problemer via handling, og de er vant til at kunne modificere og lave om på tæt på alting. Men med hensyn til den psykiske smerte løber de panden mod en mur, og svaret bliver derfor tilsvarende ekstremt.

Et holdepunkt i livet

Anna Lynge er leder af internetsitet girltalk.dk og er i kontakt med piger med de nævnte problemer. De unge har ifølge Anna Lynge svært ved at finde konstante holdepunkter i livet, men tror på at lykken ligger i selviscenesættelsen. Hvis tingene udadtil ser godt ud, så er det indre automatisk også godt, og hvis der er problemer i menneskelige relationer, vil man derfor hellere end at forholde sig til problemerne, droppe relationen.

"Hvis forholdet ikke dur længere, så skrot det, hvis din mobiltelefon ikke længere er fed, så få en ny. Hvis du mister en veninde, finder du bare en ny på Arto, lyder logikken for mange af de her piger. De løser ikke problemer, men skifter dem ud," siger Anna Lynge.

Bo Møhl mener ligeledes, at de værdier der er fremherskende i de her miljøer, hvor alt drejer sig om individets eget ansvar, er en af de vigtigste årsager til, at vi i dag ser et stigende antal af især piger der skærer, brænder og sulter sig selv.

"Hvis du ikke kan opnå den sociale anerkendelse på andre måder, kommer de her 'løsninger' på banen for at skabe identitet," siger Bo Møhl.

Grundlæggende er det, børnene mangler, de dybe relationer i livet. Og hvad der langt hen ad vejen er almindelige teenageproblemer bliver forstørret, fordi børnene ikke får modspil af forældre, der ikke evner at sætte grænser.

"Det er som at spille bold op af en dyne for børnene, der søger nogen at afprøve værdier over for. Men i mødet med forældrenes ligegyldighed rykker de i stedet konstant grænserne i et desperat forsøg på at få nogle retningslinjer," siger Anna Lynge, der bakkes op af Bo Møhl.

"De unge lever i et vakuum med hinanden eller sig selv og er alene om at håndtere følelser og identitetsdannelse. De har alt, man kan ønske sig materielt, men hvor banalt det end lyder, så har børn altså stadig brug for deres forældre," siger Bo Møhl og fortsætter:

"Det dur ikke, at kun have børnene kørende som et projekt og en del af pakken i forestillingen om 'det gode liv', man bliver nødt til at tage sig af dem og møde dem, hvor de er," siger Bo Møhl.

Bliver ikke opdaget

Noemi Katznelson er lektor ved Learning Lab Denmark og er for tiden i gang med at forske i, hvor stort omfanget af disse stigende ekstreme reaktionsmønstre hos unge er.

Det er ikke noget nemt job, da de unge ofte gør alt for ikke at blive opdaget og sjældent kommer i kontakt med det sociale system på en måde, der fører til, at problemet bliver opdaget.

Samtidig mangler vi i Danmark ifølge Noemi Katznelson flere steder, hvor man kan gå hen med disse problemer, på samme måde som man har en kræfthotline, man kan bruge, hvis man får kræft.

"Pigerne er stille problembærere og svære at opdage og bliver det som regel først, når deres selvværd bliver så lavt, at det fører til en svær psykisk lidelse. Ellers kan de nemt gå i meget lang tid uden at blive opdaget," Noemi Katznelson.

En af grunden til at de holde deres mistrivsel skjult kan ifølge Ida Koch være frygten for at blive en fiasko, hvilket både forældre og samfund dikterer, er det værste der kan ske.

"Det er flovt. Og de gør alt for at bevare masken. Vi bliver tudet ørene fulde med vores eget ansvar for læringsprocessen, hvilket jo er helt fint, når det går godt, men når succes udebliver, sidder de unge tilbage med skylden og skammen. De lever i en præstationskultur, hvor fejl er uacceptable," siger Ida Koch.

Anne Minor Christensen, der er formand for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) mener, at de velbjærgede ofte styrer uden om det almindelige system, og måske ikke i første omgang går til lægen med problemerne.

Derfor kommer LMS ofte ikke i kontakt med de udsatte børn, før de eventuelt slipper forbindelsen til deres forældre. Forældrene hyrer en psykolog i stedet for at gå til egen læge. Pengene skjuler altså ifølge Anne Minor Christensen indblikket i, hvor mange, der har de her problemer. En adfærd der bekræftes af Bo Møhl.

"De henvender sig ofte direkte til mig som den første, selv om jeg ikke har nogen konsultation. De vil have, at jeg skal tage deres børn i behandling frem for at gå til en læge," siger Bo Møhl.

Ida Koch mener ikke, at det offentlige er god tone i de her miljøer.

"Man søger ikke hjælp, men skærmer privatlivet. Når man kommer fra det pæne borgerskab, går man ikke på 'socialen'. Forældrene går direkte til toppen af systemet og betaler sig fra det, hvis muligt," siger Ida Koch.

Ser ikke børnene

Et andet problem er, at der ofte går lang tid, før forældrene får øjnene op for børnenes problemer.

Dels fordi børnene skjuler dem, dels fordi forældrene ikke er tilstrækkeligt opmærksomme.

"Forældrene har så travlt med deres eget liv, at de ikke opdager, at deres datter går rundt i tre lag tøj for at skjule, hvor tynd hun er eller altid har langærmede trøjer og svedbånd på for at skjule snitsår," siger Anne Minor Christensen.

"Som regel er det derfor de unges venner, eller venner til forældrene, der først opdager problemet. Forældrene er som regel de sidste til at opfatte, at der er noget galt," siger Anne Minor Christensen.

Når forældrene så opdager, at deres børn skærer i sig selv, kan de reagere med fornægtelse over for problemet, fordi de i deres egen opfattelse har givet barnet alt, hvad det har brug for.

"'Jamen, du har jo alt. Da vi rejste til Cannes sidste weekend var der både mad i fryseren og penge til at feste', kan de f.eks. finde på at sige. Jeg har ligeledes været ude for, at forældrene forbød deres børn at tale med mig, fordi det fik problemerne op til overfladen," siger Ida Koch.

Alternativt bliver de rædselsslagne og tror, at børnene vil begå selvmord.

Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at børnene aldrig har lært at håndtere deres indre smerte: "Det er banalt, men det handler jo om ikke at være elsket og set, pigerne vil ikke dø, men mærke at de lever. Jo mere børnene bliver et delprojekt i jagten på det perfekte liv, jo mere energi lægger vi i, at de gør de rigtige ting på de rigtige tidspunkter og glemmer ofte at lytte til, hvordan de har det," siger Anne Minor Christensen og fortsætter:

"Grunden til at vi ser børn på otte år, der har tendenser til spiseforstyrrelser, er blandt andet de krav, som bliver stillet til én i en tidligere og tidligere alder," siger Anne Minor Christensen.

Et kulturelt problem

Finn Skårderud er professor dr. med. med speciale i psykiatri ved Lillehammer Universitet i Norge. Han ser ligeledes, hvordan kroppen bliver et mere og mere brugt værktøj over for den psykiske smerte. Han skriver i øjeblikket på en bog om problematikken, og ifølge Skårderud udspringer nutidens problemer blandt andet af en ændring i vores grundlæggende problemstilling i det postmoderne samfund.

Hvor konflikten i Freuds teorier gik på de ting, man ikke fik lov at udleve, er problemet i dag de ting, som vi ikke evner. Derfor ser vi ifølge Finn Skårderud i dag en paradoksal sammenhæng mellem materiel tryghed og luksus og psykiske lidelser hos børn.

"Vi er kommet til toppen af Maslows berømte behovspyramide, hvor det handler om selvrealisering, hvilket sætter stigende forventninger til originalitet, det ekstraordinære og det unikke. Gemt i denne stræben mod individualisering ligger risiko for isolation og ensomhed som en følge af utilstrækkelighed," siger Finn Skårderud.

Han henviser til den polsk-britiske sociolog Zygmunt Baumans beskrivelse af kulturen som tiltagende flydende og ustabil, og hvor forudsigeligheden er en mangelvare. Den udflydende verden bliver for børnene en trussel, og de søger mod kroppen som det sidst faste holdepunkt.

"Børnene mangler noget, de kan tage og føle på. Kroppen kommer med andre ord til undsætning over for den kulturelle kompleksitet, der fører til psykisk ustabilitet," siger Finn Skårderud.

Tag et ansvar

Problemets omfang er svært at sige noget om, da det som før nævnt bliver forsøgt skjult af både forældre og de unge selv. Derfor går de unge ofte alt for længe alene rundt med problemerne, der blot forværres som tiden går.

"Tiden læger alle sår siger man, men ved alvorlige problemer går det sjældent sådan. Her kan tiden snarere komme til at forstørre og komplicere problemerne." siger Ida Koch.

Hun mener, at de folk, der primært er i uddannelsessystemet, skal tage et større ansvar for de unges trivsel og turde bryde igennem den barriere, der ofte kan være, når man sidder over for én, der måske er både bedre uddannet og bemidlet end én selv.

"Det er et meget overset problem, og mange af de fagpersoner, der har muligheden, ser ikke problemstillingerne og spørger ikke ind til familierne, fordi de har penge, ser godt ud og har en høj position i samfundet," siger Ida Koch, der til tider bliver kaldt ud for at klare problemet for de involverede faggrupper.

"Jeg er blevet tilkaldt til f.eks. forældrearrangementer i whiskeybæltet, fordi de fagpersoner, der var der, ikke turde konfrontere forældrene med deres børns problemer," siger Ida Koch.

Det er ifølge Ida Koch lærerne, der har størst mulighed for at opdage begyndende mistrivsel hos de unge, og de skal derfor have modet til at blande sig og gå ind i børnenes situation. Ikke kun med hensyn til uddannelse, men også med hensyn til deres psykiske og sociale trivsel. Et simpelt spørgsmål som 'hvordan har du det egentligt?', kan være en uvurderlig hjælp for de her unge.

"Vi taler ikke om unge, der har røget hash en enkelt gang, men om unge med så alvorlige problemer, at det kan koste liv. Og vi, der har valgt at have med børn og unge at gøre, må leve op til det ansvar, vi har påtaget os," siger Ida Koch.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

?

Endnu en artikel, der hævder, at der er en bestemt udvikling i spil. Den minder lidt om endnu en artikel fra i dag, der hævder, at verden og ikke mindst trafikken er blevet farligere og stadig mere kompleks og derfor er de voksne nødt til at overvåge og beskytte deres børn mere og mere og mere.

Har man overvejet, når man skriver sådanne artikler, hvilke konsekvenser for børns og unges almindelige udfoldelsesmuligheder, det blik på verden har? Verden bliver farligere og farligere og mere og mere ustabil og flydende og kompleks og hvad ved jeg, påstås det. Konklusionen er så, at vi må være mere og mere opmærksomme, kontrollerende og overvågende i forhold til andre mennesker. Jamen for pokker, kunne synligheden af unges smerte og verdens farlighed ikke skyldes noget helt andet.

For det første stigende medieeksponering - hvis der sker et trafikuheld i Mammen, Midtjylland får vi det på alle kanaler i 17 udgaver omgående, hvor en lignende ulykke for 30 år siden resulterede i snak og omtale i det berørte område og en artikel i lokalavisen en uge senere.

For det andet er der blevet sat ord, begreber og diagnoser på alle fysiske og psykiske fænomener. Cutting, banging og bashing - jamen det samme forekom i firserne, da jeg var 16 - det hed bare ikke noget endnu, for der havde ikke været nogle amerikanske psykiatere inde og sætte ord på fænomenerne. Omsorgssvigt er ikke noget nyt - heller ikke i overklassen. Læs nogle af de klassiske romaner om forholdene og opdragelsesmetoderne i borgerskabet i sidste og forrige århundrede.

En udvikling, som jeg er meget mere bekymret for, er dels, at man fortsat nægter at forholde sig til det som eksperter i socialmedicin ikke taler så højt om, men som alle ved og alle statistikker peger på - nemlig at sindslidelserne vender den tunge ende nedad. Med det mener jeg, at man nærmest kan se på folks indtægt, hvor stor risikoen er for, at de får et rigtigt dårligt liv - også mentalt og psykisk. Og det er ikke de rigeste, der er den tunge ende. Det er omvendt.

Desuden er jeg bekymret for, at italesættelsen af verden som stadigt mere farlig og unge som stadigt mere udsatte, får den konsekvens, at børn og unge ikke får lov at prøve sig selv og livet af, uden at blive åndet i nakken af bekymrede forældre, lærere, pædagoger, psykologer og journalister. Ungerne har fået diagnoserne allerede inden de har fået en personlighed.

Vibeke har en god pointe. Hvor stort er det her problem? Det nævnes ikke i artiklen.

Dengang i firserne stak folk sikkerhedsnåle gennem kinden, det blev betragtet som subkultur, med dertil hørende poster på finansloven.

Desværre ja: de socialpsykologiske professioner har en tendens til at skabe folk om til klienter (Brecht med ironisk spidsformulering i
"Flygtningesamtaler" (1940): "Lægen behøver patienter, som Føreren behøver et folk at føre"). I dag kan folk knapt skære sig i fingeren eller falde ned fra et træ, uden at en hærskare af krisepsykologer skal mobiliseres. Det skyldes nok også, at sækulariseringen for flertallet, som jo ikke læser filosofisk litteratur (og denslags er jo helt tabu i TV og radio, og mer og mer forbudt - "vi morer os til døde" - intet i litteraturen og filmen er jo længere alvor) er blevet erstattet af et gabende eksistensielt tomrum. Folk kan ikke længere på egen hånd og for sit eget indre sætte ord på det som er tungt, alvorligt, livets barske realiteter. Dette hænger også sammen med at afskaffelsen af det fysiske arbejde og fjernelsen fra omgangen med naturen har medført at mange ikke-intellektuelle mister deres mulighed for at gøre personlighedsdannede erfaringer. Mennesket er biologisk set fortsat det samme væsen som stenaldermennesket. Vi er ikke skabt til at sidde dagen lang foran en skærm og glo på byrokratiske skemaer og tomme reklamebudskaber. Men vor tids ideal er jo at omdanne alt, ja alt, til kontornusseri foran en pc-skærm. Selv børnehavebørn skal nu trænes ved pc'erne, og det stopper næppe der, den næste kundegruppe er vuggestuebørnene som skal have sutteskærm, så skærm ind i livmoderen til fosterets optræning osv. Produktions- og salgsgalskaben som skyldes profitdogmet må nu få en ende, hvis ikke menneskeheden skal gå i sort sammen med den omgivende natur. Der er fysiske og psykiske grænser for hvor meget lort vi kan processere i pengeillusionens nihilistiske tjeneste, og finder vi dem ikke selv, gør naturlovene det, og det bliver ikke morsomt.

HB Rasmussen

Cutting er nok ikke det eneste symptom på en tilværelse med vanskeligheder ved at håndtere psykisk smerte.

Mange andre fænomener, såsom ivrig håndvask, overspisning, anorexi, neglebidning m.m. kan også være et udslag at mangel på evne til at håndtere psykisk smerte.

Er der ikke en eller anden klog person, der kan vise en vej ud ad miseren? Hvordan lærer man sine børn at håndtere nederlag og livets tildragelser? Hvordan lærer vi det selv?

det er da fin artikel.
Men har folk tænk på at de samme krav også er i mellemklasen? synes det er meget sort/hvid opstillet.

er enig med hmm.

mangler anerkendelsen af at det her problem findes på alle klasseniveuaer, og jeg mener det er forkert at fokusere på forældrenes økonomiske og sociale position som årsag til deres manglende nærvær. det her eksistens-drama giver sig udslag på baggrund af så mange andre samfundsforhold, - forældrene, tror jeg, er bare en brik i denne desorientering.

og ja, hele diagnostiserings-helvedet forskyder også artiklens fokus. her handler det om 'cutting', 'bashing' osv, men det er i princippet uinteressant, da det er symptomer nøjagtigt som "de gode gamle" anoreksi, bulimi osv.

Henning Vinther Rasmusen

Har nogen tænkt den tanke at der her i al sin enkelthed kunne være tale om en psykisk lidelse der ikke blot skyldes manglende forældre omsorg, men også er biologisk betinget - sådan som det fx har vist sig med OCD (tvangstanker og tvangshandlinger). En psykisk lidelse der kunne behandles hvis man blot vidste mere om den.

Det er da muligt at bashing, banging, cutting osv. udelukkende er socialt betinget - det er da muligt at disse lidelser skyldes rige forældres omsorgssvigt, men hvorfor pokker falder selv eksperter i med begge ben og undlader at spørge til statistikker eller forskning der fx kunne fortælle om fænomenet er mere udbredt hos rige familier end hos fattige?

De psyko-sociale forklaringer er i følge artiklen de eneste plausible. Men husk på, at de psyko-sociale forklaringer ofte har vanskeligt ved at forklare hvorfor så ufatteligt mange i grunden klarer sig relativt godt på trods af alle farerne i det postmoderne samfund. Rigtig mange børn begynder ikke at skære i sig selv, selvom de svigtes af forældrene. Rigtig mange børn og unge bliver ikke anorektiske, selvom de gennem hele deres korte liv er blevet bombarderet med reklamers slankeidealer.

Dybest set leverer de psyko-sociale forklaringer ikke fyldestgørende svar på det spørgsmål der må undre mest i denne sammenhæng, nemlig: Hvad får mennesker til at påføre sig selv smerte? De fleste er villige til at gå meget langt for at undgå smerte. Der skal meget gode bevæggrunde til for at acceptere smerte som ellers kunne undgås. Det hævdes at disse unge opnår kompensation for kontaktsvigt og svag identitet ved at påføre sig selv smerte, men helt ærligt hvorfor? Hvordan? Hvad er årsagen? Det er for letkøbt som forklaring blot at hævde at man kan komme så langt ud at man gør det stik modsatte af hvad alle andre ville gøre. Det holder jo ikke!

Mon ikke det er på tide at man også begynder at se på hjernen som det biologiske organ hvori disse lidelser udspiller sig - og som jo også er sædet for samspillet mellem det psyko-sociale og biologien. Mon ikke det ville perspektivere de psyko-sociale forklaringer, som rimeligvis også spiller en vigtig rolle.

Fra en vens mail ang. denne artikel:
"Hvad kan man forvente? I "Skamløshedens Kultur" skammer rich kids sig
ikke over deres perverse overbrug af Ting og andre mennesker, men over at
de ikke ligner filmstjerner og har en hær af fotografer i røven... De er
forkælede i den forstand, at de får for meget af det, som de ikke har
brug for, og for lidt af det de virkelig behøver.."