De knalder hovedet mod muren

Udadtil er de definitionen på succes. De har masser af penge, er smukke og får topkarakterer på deres uddannelse. De lever et liv som mange misunder dem i whiskeybæltet nord for København, hvor kun fantasien sætter grænsen for, hvor højt man kan nå i samfundet, og i hvilken udstrækning man kan udleve sit potentiale. Branding, en ny type selvudslettende adfærd, hvor unge brænder sig selv med lightere eller brandbare væsker som benzin og alkohol på arme eller brystkasse, kan dog være de unges reaktion på forældrenes succes og materielle velstand.

Og hvor man i starten af 80'erne for alvor begyndte at se spiseforstyrrelser vinde frem, har de unges 'løsninger' på mistrivsel udviklet sig lige siden. I de seneste år er flere og flere således ud over at brænde sig også begyndt at skære i sig selv. Men også ekstrem seksuel adfærd, hvor piger ned til 12-års alderen blotter sig på internettet eller eksperimenterer med f.eks. anal- og gruppesex, vinder frem. Man har for nyligt også set flere børn, der slår på sig selv (banging) eller som slår hovedet ind i væggen eller gulvet (headbanging).

"De gør det for at føle sig levende, men efterlades ofte med en følelse af at være blevet forulempet, hvilket blot gør deres situation endnu værre," siger chefpsykolog ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling, Bo Møhl.

En af grundene til at bedrestillede menneskers børn kan gå hen og få det rigtigt svært med selvværdet, er de tårnhøje forventninger, der stilles til dem, samtidig med, at svagheder eller afvigelser betragtes som en total fiasko. Oven i det er forældrene ofte fraværende og giver derfor ikke børnene det modspil, de har brug for til at forme deres identitet.

"Den primære værdi, børnene bygger deres identitet på, er idealet om at være perfekte," siger Bo Møhl.

Det er altså forældrenes stræben kombineret med en stor ensomhed og mangel på kontakt, der danner grundlag for disse børns identitetsdannelse. De unge overtager forældrenes værdier omkring penge, skønhed og social succes, men lærer aldrig, hvordan man skal håndtere situationer, hvor virkeligheden ikke står mål med idealerne. Og så går det ofte helt galt.

Ida Koch er ungdomspsykolog og arbejder i Den Gule Flyver på Nørrebro, men har tidligere arbejdet 22 år i Frederiksberg Ungdomsrådgivning, hvor hun mange gange har mødt denne type stærkt forsømte unge, der, selv om familien har haft masser af ressourcer, og forældrene var uskilte, døjer med store psykiske problemer.

"De bor i Hellerup, faren er dommer, moren er læge, og de har tennisbane i baghaven. Barnet er smukt og velklædt, spiller violin i sin fritid og passer sit privatgymnasium," siger Ida Koch som et eksempel på, hvilken baggrund de unge kan have. Og det forundrer hende, at man i så velstillede miljøer kan få så svære problemer med sine børn.

"Det kan endda være folk, der har en uddannelse inden for det sundhedsfaglige eller det pædagogiske felt som f.eks. læger eller mine kollegaer inden for psykologien, der i den grad ignorerer deres børns behov," siger hun og fortsætter:

"Det er meget mere forståeligt og på sin vis også mere tilgiveligt, at ressourcesvage mennesker, der kan være psykisk syge eller have et alkoholproblem og tilhører laveste socialklasse, ikke har kræfterne til at tage sig af deres børn, men at de meste ressourcestærke ikke kan. Det er svært rystende," siger Ida Koch.

Skær smerten bort

Hvor drengene som regel reagerer udadtil, bliver løsningen for mange af pigerne nord for København et stykke glasskår eller et barberblad i håndtasken. Når forventningerne ikke bliver indfriet, skærer pigerne i sig selv. Både som en måde at straffe sig selv på, men også for at fjerne den psykiske smerte, som de aldrig har lært at acceptere som en del af tilværelsen.

Problemet, der også er kendt fra USA som cutting, er ifølge Bo Møhl, stigende og skyldes en manglende evne fra forældrene til at hjælpe deres børn med at danne deres identitet.

"Børnene får selv ansvaret for deres identitetsdannelse og skal selv håndtere den smerte og forvirring, man oplever i teenageårene. Løsningen bliver et desperat forsøg på at finde noget håndgribeligt, de kan holde fast i, og som minder dem om, at de er i live," siger Bo Møhl.

Pigerne har svært ved at føle, at de er til, hvis de ikke manifesterer sig. De har kun lært at håndtere problemer via handling, og de er vant til at kunne modificere og lave om på tæt på alting. Men med hensyn til den psykiske smerte løber de panden mod en mur, og svaret bliver derfor tilsvarende ekstremt.

Et holdepunkt i livet

Anna Lynge er leder af internetsitet girltalk.dk og er i kontakt med piger med de nævnte problemer. De unge har ifølge Anna Lynge svært ved at finde konstante holdepunkter i livet, men tror på at lykken ligger i selviscenesættelsen. Hvis tingene udadtil ser godt ud, så er det indre automatisk også godt, og hvis der er problemer i menneskelige relationer, vil man derfor hellere end at forholde sig til problemerne, droppe relationen.

"Hvis forholdet ikke dur længere, så skrot det, hvis din mobiltelefon ikke længere er fed, så få en ny. Hvis du mister en veninde, finder du bare en ny på Arto, lyder logikken for mange af de her piger. De løser ikke problemer, men skifter dem ud," siger Anna Lynge.

Bo Møhl mener ligeledes, at de værdier der er fremherskende i de her miljøer, hvor alt drejer sig om individets eget ansvar, er en af de vigtigste årsager til, at vi i dag ser et stigende antal af især piger der skærer, brænder og sulter sig selv.

"Hvis du ikke kan opnå den sociale anerkendelse på andre måder, kommer de her 'løsninger' på banen for at skabe identitet," siger Bo Møhl.

Grundlæggende er det, børnene mangler, de dybe relationer i livet. Og hvad der langt hen ad vejen er almindelige teenageproblemer bliver forstørret, fordi børnene ikke får modspil af forældre, der ikke evner at sætte grænser.

"Det er som at spille bold op af en dyne for børnene, der søger nogen at afprøve værdier over for. Men i mødet med forældrenes ligegyldighed rykker de i stedet konstant grænserne i et desperat forsøg på at få nogle retningslinjer," siger Anna Lynge, der bakkes op af Bo Møhl.

"De unge lever i et vakuum med hinanden eller sig selv og er alene om at håndtere følelser og identitetsdannelse. De har alt, man kan ønske sig materielt, men hvor banalt det end lyder, så har børn altså stadig brug for deres forældre," siger Bo Møhl og fortsætter:

"Det dur ikke, at kun have børnene kørende som et projekt og en del af pakken i forestillingen om 'det gode liv', man bliver nødt til at tage sig af dem og møde dem, hvor de er," siger Bo Møhl.

Bliver ikke opdaget

Noemi Katznelson er lektor ved Learning Lab Denmark og er for tiden i gang med at forske i, hvor stort omfanget af disse stigende ekstreme reaktionsmønstre hos unge er.

Det er ikke noget nemt job, da de unge ofte gør alt for ikke at blive opdaget og sjældent kommer i kontakt med det sociale system på en måde, der fører til, at problemet bliver opdaget.

Samtidig mangler vi i Danmark ifølge Noemi Katznelson flere steder, hvor man kan gå hen med disse problemer, på samme måde som man har en kræfthotline, man kan bruge, hvis man får kræft.

"Pigerne er stille problembærere og svære at opdage og bliver det som regel først, når deres selvværd bliver så lavt, at det fører til en svær psykisk lidelse. Ellers kan de nemt gå i meget lang tid uden at blive opdaget," Noemi Katznelson.

En af grunden til at de holde deres mistrivsel skjult kan ifølge Ida Koch være frygten for at blive en fiasko, hvilket både forældre og samfund dikterer, er det værste der kan ske.

"Det er flovt. Og de gør alt for at bevare masken. Vi bliver tudet ørene fulde med vores eget ansvar for læringsprocessen, hvilket jo er helt fint, når det går godt, men når succes udebliver, sidder de unge tilbage med skylden og skammen. De lever i en præstationskultur, hvor fejl er uacceptable," siger Ida Koch.

Anne Minor Christensen, der er formand for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) mener, at de velbjærgede ofte styrer uden om det almindelige system, og måske ikke i første omgang går til lægen med problemerne.

Derfor kommer LMS ofte ikke i kontakt med de udsatte børn, før de eventuelt slipper forbindelsen til deres forældre. Forældrene hyrer en psykolog i stedet for at gå til egen læge. Pengene skjuler altså ifølge Anne Minor Christensen indblikket i, hvor mange, der har de her problemer. En adfærd der bekræftes af Bo Møhl.

"De henvender sig ofte direkte til mig som den første, selv om jeg ikke har nogen konsultation. De vil have, at jeg skal tage deres børn i behandling frem for at gå til en læge," siger Bo Møhl.

Ida Koch mener ikke, at det offentlige er god tone i de her miljøer.

"Man søger ikke hjælp, men skærmer privatlivet. Når man kommer fra det pæne borgerskab, går man ikke på 'socialen'. Forældrene går direkte til toppen af systemet og betaler sig fra det, hvis muligt," siger Ida Koch.

Ser ikke børnene

Et andet problem er, at der ofte går lang tid, før forældrene får øjnene op for børnenes problemer.

Dels fordi børnene skjuler dem, dels fordi forældrene ikke er tilstrækkeligt opmærksomme.

"Forældrene har så travlt med deres eget liv, at de ikke opdager, at deres datter går rundt i tre lag tøj for at skjule, hvor tynd hun er eller altid har langærmede trøjer og svedbånd på for at skjule snitsår," siger Anne Minor Christensen.

"Som regel er det derfor de unges venner, eller venner til forældrene, der først opdager problemet. Forældrene er som regel de sidste til at opfatte, at der er noget galt," siger Anne Minor Christensen.

Når forældrene så opdager, at deres børn skærer i sig selv, kan de reagere med fornægtelse over for problemet, fordi de i deres egen opfattelse har givet barnet alt, hvad det har brug for.

"'Jamen, du har jo alt. Da vi rejste til Cannes sidste weekend var der både mad i fryseren og penge til at feste', kan de f.eks. finde på at sige. Jeg har ligeledes været ude for, at forældrene forbød deres børn at tale med mig, fordi det fik problemerne op til overfladen," siger Ida Koch.

Alternativt bliver de rædselsslagne og tror, at børnene vil begå selvmord.

Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at børnene aldrig har lært at håndtere deres indre smerte: "Det er banalt, men det handler jo om ikke at være elsket og set, pigerne vil ikke dø, men mærke at de lever. Jo mere børnene bliver et delprojekt i jagten på det perfekte liv, jo mere energi lægger vi i, at de gør de rigtige ting på de rigtige tidspunkter og glemmer ofte at lytte til, hvordan de har det," siger Anne Minor Christensen og fortsætter:

"Grunden til at vi ser børn på otte år, der har tendenser til spiseforstyrrelser, er blandt andet de krav, som bliver stillet til én i en tidligere og tidligere alder," siger Anne Minor Christensen.

Et kulturelt problem

Finn Skårderud er professor dr. med. med speciale i psykiatri ved Lillehammer Universitet i Norge. Han ser ligeledes, hvordan kroppen bliver et mere og mere brugt værktøj over for den psykiske smerte. Han skriver i øjeblikket på en bog om problematikken, og ifølge Skårderud udspringer nutidens problemer blandt andet af en ændring i vores grundlæggende problemstilling i det postmoderne samfund.

Hvor konflikten i Freuds teorier gik på de ting, man ikke fik lov at udleve, er problemet i dag de ting, som vi ikke evner. Derfor ser vi ifølge Finn Skårderud i dag en paradoksal sammenhæng mellem materiel tryghed og luksus og psykiske lidelser hos børn.

"Vi er kommet til toppen af Maslows berømte behovspyramide, hvor det handler om selvrealisering, hvilket sætter stigende forventninger til originalitet, det ekstraordinære og det unikke. Gemt i denne stræben mod individualisering ligger risiko for isolation og ensomhed som en følge af utilstrækkelighed," siger Finn Skårderud.

Han henviser til den polsk-britiske sociolog Zygmunt Baumans beskrivelse af kulturen som tiltagende flydende og ustabil, og hvor forudsigeligheden er en mangelvare. Den udflydende verden bliver for børnene en trussel, og de søger mod kroppen som det sidst faste holdepunkt.

"Børnene mangler noget, de kan tage og føle på. Kroppen kommer med andre ord til undsætning over for den kulturelle kompleksitet, der fører til psykisk ustabilitet," siger Finn Skårderud.

Tag et ansvar

Problemets omfang er svært at sige noget om, da det som før nævnt bliver forsøgt skjult af både forældre og de unge selv. Derfor går de unge ofte alt for længe alene rundt med problemerne, der blot forværres som tiden går.

"Tiden læger alle sår siger man, men ved alvorlige problemer går det sjældent sådan. Her kan tiden snarere komme til at forstørre og komplicere problemerne." siger Ida Koch.

Hun mener, at de folk, der primært er i uddannelsessystemet, skal tage et større ansvar for de unges trivsel og turde bryde igennem den barriere, der ofte kan være, når man sidder over for én, der måske er både bedre uddannet og bemidlet end én selv.

"Det er et meget overset problem, og mange af de fagpersoner, der har muligheden, ser ikke problemstillingerne og spørger ikke ind til familierne, fordi de har penge, ser godt ud og har en høj position i samfundet," siger Ida Koch, der til tider bliver kaldt ud for at klare problemet for de involverede faggrupper.

"Jeg er blevet tilkaldt til f.eks. forældrearrangementer i whiskeybæltet, fordi de fagpersoner, der var der, ikke turde konfrontere forældrene med deres børns problemer," siger Ida Koch.

Det er ifølge Ida Koch lærerne, der har størst mulighed for at opdage begyndende mistrivsel hos de unge, og de skal derfor have modet til at blande sig og gå ind i børnenes situation. Ikke kun med hensyn til uddannelse, men også med hensyn til deres psykiske og sociale trivsel. Et simpelt spørgsmål som 'hvordan har du det egentligt?', kan være en uvurderlig hjælp for de her unge.

"Vi taler ikke om unge, der har røget hash en enkelt gang, men om unge med så alvorlige problemer, at det kan koste liv. Og vi, der har valgt at have med børn og unge at gøre, må leve op til det ansvar, vi har påtaget os," siger Ida Koch.