Læsetid: 7 min.

Krimiens samfundskritiske kalkule

Samfundsspejling. Trafficking, terror, æresdrab og narkohandel. Enhver skandinavisk krimiforfatter med respekt for sig selv spejler i dag virkelighedens forbrydelser og tidens aktuelle samfundsproblemer - og det så grundigt, at mange anmeldere har udnævnt krimien som bannerfører for den litterære samfundskritik. Kritikere, derimod, mener, at krimierne blot bruger virkelighedens ofre som pynt på plottet
Trafficking, terror, og narkohandel. Faktiske begivenheder danner rammen om tidens krimier. Men ofte bliver samfundskritikken påklistret og virkelighedens ofre reduceret til pynt på plottet
5. juni 2008

"Kvinder handles som slaver". "Bombealarm i Københavns Lufthavn". "Østeuropæisk forbryderbande hærger Danmark". Virkelighedens forbrydelser overgår ofte fiktionens - og det har tidens populære krimiforfattere for længst noteret sig. De skandinaviske krimibestsellere tager udgangspunkt i de problemer, vi jævnligt kan læse om i avisen: trafficking, prostitution, vold, æresdrab, narkohandel og bandekriminalitet. Her er ingen excentriske superskurke, som vil overtage verden med en snedig plan og en blød kat på skødet. Der er bare forbrydere og ofre og benhård realisme:

"Jeg skriver om de problemer, der optager os lige nu og her," forklarer den danske krimikomet Elsebeth Egholm, der i øjeblikket er aktuel med romanen Liv og legeme:

"I krimier gælder det mange gange om at finde noget grimt og noget grufuldt, og det behøver man ikke lede længe efter. Det ligger lige ude på dørtærsklen. Man skal bare åbne sin avis eller tænde for fjernsynet," siger hun.

I sine romaner om journalisten Dicte Svendsen, har Elsebeth Egholm tidligere taget store samfundsproblemer op som integration og terror, og i sin seneste bog, Liv og legeme, er krimiplottet vævet ind i en større debat om organdonation - en idé, der blev fostret af en god ven fra nyhedsbureauet AP, fortæller Egholm:

"Han fortalte mig en hårrejsende historie, han havde dækket som krimireporter, om illegal handel med organer. Jeg anede slet ikke, at sådan noget foregik, men det rammer lige ned i en aktuel debat, som optager os alle: Skal vi donere eller skal vi ikke - og hvem har ret til legemet?"

Med sin ligelige vægtning af krimiplot og samfundsfokus placerer Elsebeth Egholm sig midt i en litterær tradition, som trækker tråde tilbage til det svenske makkerpar Maj Sjöwall og Per Wahlöös revolution af krimigenren i midten af 1960'erne. Det var deres serie i 10 bind om politimanden Martin Beck, der banede vejen for den realistiske velfærdskrimi, som de fleste nordiske krimiforfattere i dag vedkender sig.

Således også den norske forfatter Gunnar Staalesen, hvis kriminalromaner er oversat til 12 sprog og har høstet flere internationale priser. I Staalesens regnvåde Bergen er hovedpersonen den sortseende og smådrikkende privatdetektiv Varg Veum der - ikke ulig sin skaber - er drevet af en dybfølt social indignation og nysgerrighed: "Jeg vil gerne spejle det samfund, jeg beskriver," forklarer Gunnar Staalesen: "Men jeg hører ikke til de forfattere, der lægger et 100 procent tydeligt budskab ind i mine bøger. Jeg nøjes med at stille spørgsmål og belyse problemer og konflikter, men jeg vil gerne have, at læserne selv tager stilling".

For Gunnar Staalesen er der ingen tvivl om, at krimien i dag er den genre, der bedst formår at portrættere og reflektere sin samtid. I modsætning til den finere skønlitteratur har krimien nemlig ingen skrupler over at gå i lag med både politiske, sociale og etniske problemstillinger:

"I mine øjne har den moderne skandinaviske krimi videreført arven fra den klassiske fortællende roman. Det er den, som tager aktuelle temaer op og belyser dem på en måde, som kan vække til debat og fortolkning, mens den øvrige litteratur er mere eksperimentel og ofte mere optaget af sin egen form," siger Gunnar Staalesen.

At krimien har hang til virkeligheden, kan også Gunhild Agger, professor i mediehistorie fra Aalborg Universitet, bekræfte. I øjeblikket leder hun en forskningsgruppe, der skal kortlægge den skandinaviske krimilitteraturs udvikling igennem de seneste 20 år. Hun mener, at forholdet mellem fakta og fiktion bliver stadigt mere intimt, som hun formulerer det:

"Ikke nok med at mange krimier lader sig inspirere af virkelige kriminalsager, de nye femikrimier følger i stigende grad også detektivens egen virkelighed, som typisk handler om at få arbejdsliv og privatliv til at nå sammen," siger hun med henvisning til blandt andre danske Sara Blædel, svenske Camilla Läckberg og norske Anne Holt for nu at nævne nogle få. For tendensen er bredere endnu og kan også genfindes i populære tv-serier som Rejseholdet, Ørnen og Anna Pihl. Den realistiske velfærdskrimi appellerer nemlig bredt:

"Og det er jo nok fordi mange mennesker synes, det er interessant, at de kan genkende virkelighedens mønstre i den fiktion, de læser. Det giver ligesom et ekstra aktualiseringsaspekt eller en slags bonusgevinst," siger Gunhild Agger.

Påklistret samfundskritik

Men ikke alle er lige begejstrede over den såkaldte bonusgevinst. Under overskriften "De frelste og de foruroligende" lod krimianmelder ved Berlingske Tidende, Mette Strømfeldt, i sidste måned galden flyde:

"Arven fra makkerparret Sjöwall og Wahlöös realistiske og samfundskritiske krimier er uvurderlig, men for nogle er den også et alibi for at lade krimien som litteratur i stikken," lød det.

Strømfeldts pointe er, at den samfundskritik, som dagens velfærdskrimi hævder at udøve, ofte føles som en påklistret formalitet:

"Jeg synes, der er en tendens til, at det samfundskritiske i mange krimier reduceres til en manér. Det bliver sådan noget med: 'Nå ja, vi skal jo have et aktuelt samfundsproblem at fortælle historien ud fra, hvad skal vi vælge?'".

Det er en kritik, der vækker genlyd hos krimikender og anmelder på Politiken Bo Tao Michaëlis:

"Sådan noget som trafficking er jo efterhånden ved at blive en mare for krimigenren. Der er ikke den roman, der ikke behandler de stakkels østeuropæiske kvinders slaveliv i Vesten. Jeg synes selvfølgelig, det er synd for kvinderne, og jeg er modstander af at det sker, amen. Men man kan godt komme til at tænke: Åh nej, ikke igen. Må vi ikke bede om en krimi, der har leget med mere originale ideer, end at det er synd for de stakkels ludere," siger Bo Tao Michaëlis med henvisning til blandt andre Roslund & Hellström fra Sverige, Sara Blædel fra Danmark og Knut Faldbakken fra Norge, der alle har traficking som omdrejningspunkt i deres krimier.

Også Mette Strømfeldt mener, at "der må være grænser for, hvor mange gange man kan lemlæste traffickingofre".

Alligevel er det ikke så meget fantasiløsheden, der generer hende, men mere måden, temaer behandles på:

"Mange forfattere gør virkelighedens ofre til dobbelte ofre, fordi de reducerer dem til dekorationer i plottet. Det er sjældent, at krimierne lancerer en egentlig samfundskritik af problemerne eller kommer med et bud på, hvordan de kan blive bedre," siger hun.

Studieadjunkt på Aalborg Universitet Kim Toft Hansen er netop gået i gang med et større ph.d.-projekt om krimiens kritiske potentiale. Han er enig i, at mange af tidens såkaldt 'samfundskritiske krimier' ikke altid lever op til varedeklarationen. Temaer som trafficking og prostitution er ofte blot kulisser for en god gang spænding, mens den egentlige samfundskritiske behandling af emnerne udebliver:

"De færreste krimier har reelt intentioner om at ændre noget, og det er faktisk kun få forfatterskaber, som er fremhævelsesværdige, når det kommer til egentlig samfundskritik. Problemet er, at krimier ikke nødvendigvis bliver samfundskritiske af at være realistiske. For eksempel er en forfatter som Gunnar Staalesen i mine øjne yderst samfundskritisk uden dog at være realist," siger han og uddyber:

"Blandt andet skriver han krimier, hvor forbrydelsen ikke bliver fuldstændigt opklaret, og stiller dermed spørgsmålstegn ved, om vores retsvæsen nu også fungerer så godt, som vi tror, mens realistiske forfattere som Sara Blædel og Lisa Marklund nærmest skriver små minimyter om samfund, hvor alting går op i en form for sandhedsknude."

Kroniklitteratur

Bo Tao Michaëlis' største bekymring for krimigenren er imidlertid ikke, om den er kritisk nok, men om den er for kritisk. Den socialt indignerede prosa kan nemlig godt komme til at kvæle krimiens charme:

"Velfærdskrimien minder i indhold om de kronikker, man kan læse i Politiken og Information: 'Det er også for dårligt med prostitution, hvorfor skal indvandrere sendes hjem, og hvor er vi henne - overvågningssamfund!' Og det kan være fint nok - i kronikkerne. Men jeg vil nødig se, at krimien ender som kronik-litteratur."

For det svenske krimi-makkerpar Roslund & Hellström er den grænse dog for længst overskredet, mener Mette Strømfeldt. I den seneste roman Pigen under gaden er forfatterne kravlet ned i Stockholms kloaker, hvor de har fundet forhutlede gadebørn og andre tragiske skæbner fra virkelighedens vrangside. Det er en rystende fortælling, medgiver Strømfeldt:

"Men på intet tidspunkt kommer der et litterært halmstrå, der kan forklare, hvorfor makkerparret ikke laver nyhedsindslag i stedet for en kriminalroman. Deres krimi er gennemresearchet ned til sidste detalje. Men det er jo ikke en dokumentarfilm, de har skrevet, og jeg synes, de svigter krimien som genre," siger Strømfeldt.

Det er også 'det litterære', Bo Tao Michaëlis frygter for, når krimiforfatterne velmenende forsøger at sætte samfundet på anklagebænken:

"Jeg kunne godt tænke mig, at der kom lidt mere respekt for den gode historie, for det flamboyante, for plottet og for at krimien også kan være et eventyr med drømme og kærlighed. Hvis det stilistiske og poetiske i krimien helt glider i baggrunden til fordel for en socialt profileret prosa, så mener, jeg krimiens raison d'etre er på vej til at forsvinde," siger han.

Mette Strømfeldt mener dog at se tegn i sol og måne på, at den realistiske og gennemresearchede krimi foreløbig har toppet:

"Der er allerede en afmatning på vej i Sverige, hvor man har udgivet den her type krimier i mange år, og jeg tror, vi vil se det samme ske herhjemme. Dem, der har fremtiden for sig, er de mere sprælske og poetiske krimiforfattere som måske lader hånt om researchen til fordel for at beskæftige sig med, hvordan vi kommer frem til sandheden på andre måder - som for eksempel en Arne Dahl og en Jo Nesby gør. Og det har jo også altid været krimiens essens: at opklare hvordan livet hænger sammen," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu